
NEWS: Forældre og Islamisk Trossamfund har mæglet våbenhvile i bandekonflikt
Forældre og Islamisk Trossamfund har mæglet våbenhvile i bandekonflikt · Mattel lancerer første Barbie-dukke med hijab · Airbnb-udlejer tjener 12 millioner pund årligt og ejer 881 ejendomme i London · Priserne på små lejligheder går amok · Voldsomt røveri i Illum · Dagens billede
Vi har udvalgt dagens væsentligste, sjoveste og skæveste nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Forældre og Islamisk Trossamfund har mæglet våbenhvile i bandekonflikt
I går kom det frem, at de to Nørrebro-bander, Loyal To Familia og Brothas, har indgået en foreløbig våbenhvile. Det viser sig, at våbenhvilen er blevet forhandlet på plads i Islamisk Trossamfunds moské i København blandt andet ved hjælp af et netværk af fædregrupper fra Mjølnerparken, Blågårds Plads og Tingbjerg.
– Vi rekrutterer flere og flere forældre, så vi kan vise, at vi mener det alvorligt og ønsker at beskytte vores børn mod banderne, siger en af fædrene, der spillede en afgørende rolle i forhandlingerne, til Berlingske. Han bliver spurgt, hvorfor forældrene ikke går til politiet.
– Hvorfor skulle vi det? Det er jo ikke politiets ansvar. Det er vores ansvar. Det har ikke noget med politiet at gøre. Politiet skal straffe folk, der begår kriminalitet, mens vi prøver på at stoppe kriminalitet. De har deres ansvarsområde, og vi har vores. Det er ikke politiet, der skal løse forældrenes opgave. Det skal vi – som forældre, siger faderen.
Læs også: Mulig våbenhvile i bandekonflikt og Efter skuddrab: 28-årigt bandemedlem anholdt i svensk bil

Det er dog ikke alle, der er begejstrede for, at forældrene og moskéen på Dortheavej har mæglet en aftale på plads.
– Vi kender ikke aftalens indhold. Er det for eksempel hashmarkedet, der bliver fordelt på en anden måde? Så vidt jeg ved, kender politiet heller ikke indholdet. Der er nogle fædre og en moské, der ved mere end os andre. Og man skal huske på, at der er personer, der har begået drab i bandekonflikten. Hvis man kender til dem, så er det ens pligt at formidle det videre til politiet, siger Nasar Khader, integrationsordfører for Det Konservative Folkeparti til Berlingske.
Han støttes blandt andet af Lars Aslan Rasmussen, medlem af Københavns Beskæftigelses- og Integrationsudvalg for Socialdemokratiet. Der er dog også politikere, der er ligeglade med, hvor aftalen er sat i stand, så længe den giver fred.
Der har været flere skyderier i bandekonflikten. Læs om det seneste her: En person ramt i nyt bandeskyderi på Nørrebro

– Hvis de er trygge ved at mødes i moskéen, så er det fint. Det vigtigste er, at der kommer ro på situationen. Både medlemmerne af Islamisk Trossamfund og borgere på Nørrebro har været dybt bekymrede for sikkerheden i bydelen. Jeg er glad for, at forældrene og Islamisk Trossamfund har gjort alt, hvad de kunne for at få sikkerheden tilbage på gaden, siger Sisse Marie Welling, der er medlem af Københavns Beskæftigelses- Integrationsudvalg for SF.
Hun bliver bakket op af Laura Lindahl, integrationsordfører for Liberal Alliance.
– Jeg er fløjtende ligeglad med, hvor det foregår. Jeg er glad for en midlertidig våbenhvile, og jeg håber, at det kan give politiet og politikere tid til at finde permanente løsninger på problemet, siger hun.
Forældre siger fra: 50 vrede kvinder i antibande-demonstration

Mattel lancerer første Barbie-dukke med hijab
Den amerikanske legetøjsproducent Mattel, der står bag de ikoniske Barbie-dukker, har lanceret en Barbie med hijab. Dukken, der bærer tørklæde, er inspireret af den kvindelige, amerikanske fægter Ibtihaj Muhammad, der sidste år vandt en bronzemedalje ved OL i Rio. Derfor er dukken også iklædt fægteudstyr.
– Vi er så glade for at kunne ære Ibtihaj Muhammad med denne unikke Barbie-dukke. Ibtihaj inspirerer kvinder og piger over hele verden til at bryde grænser, skriver Mattel på Twitter gennem en officiel Barbie-konto.
Dukken bliver en del af Barbies “Sheroes”-samling, der består af kvindelige helte, der “inspirerer piger til at bryde grænser og til at udvide mulighederne for kvinder over hele verden”. Den nye Barbie-dukke forventes at blive sat til salg i efteråret 2018. Det skriver Ritzau.
Læs også: Muslimske kvinder er modeverdenens næste store marked og Religiøs mode vinder frem: Det bliver trendy at være tildækket

Airbnb-udlejer tjener 12 millioner pund årligt og ejer 881 ejendomme i London
Verdens mest succesfulde Airbnb-udlejer tjener 12 millioner pund årligt på at leje sine 881 ejendomme ud i London. Han er ikke den eneste, den anden mest tjenende Airbnb-udlejer findes i Bali, ejer 504 ejendomme og tjener 11.8 millioner pund om året på udlejningstjenesten. Derudover tjener udlejerne også godt på tjenesten i Cape Town, Paris, Havana, Sydney, Barcelona, Madrid og Melbourne.
Direktøren i Airbnbs statistikfirma, AirDNA, Scott Shatford fortæller,at Airbnb ikke længere kun er en udlejningstjeneste for individer, men at de i stigende grad ser almindelige boligudlejningsfirmaer operere med helt op til 1000 boliger. Han fortæller dog også, at størstedelen af udlejere stadigvæk er almindelige mennesker, der lejer deres hjem ud med en fordeling på 65 procent almindelige lejere og 35 procent professionelle, men at der altså er en stigning i professionelle udlejere. Det skriver The Daily Mail.
Se også: Huskeliste, når du booker en lejlighed på Airbnb og Deleøkonomi deler danskerne

Priserne på små lejligheder går amok
I takt med, at der er kommet mere fokus på at bygge nye og større lejligheder til Københavns børnefamilier, svinder de mindre lejligheder i antal. De seneste år er efterspørgslen på små lejligheder dog blevet større og nu stiger priserne på de mindre hjem. Ifølge Boligøkonomisk Videnscenter er små lejligheder på under 60 kvadratmeter steget med 64,3 procent fra fjerde kvartal i 2013 og frem til nu. I samme tidsrum er de store lejligheder på over 90 kvadratmeter steget med 36,2 procent. Det skriver Politiken.
– Der er sket et stort skift. Indtil 2013 har det været de store lejligheder, der er steget mest i pris. Men fra slutningen af 2013 er de små lejligheder begyndt at stige mere, forklarer seniorøkonom Marc Lund Andersen fra videnscentret.
Han mener, at prisstigningerne på de mindre kan forklares med, at når priserne generelt stiger, nøjes folk, der tidligere havde råd til større lejligheder, med at bo på færre kvadratmeter – hvilket giver yderligere pres på de mindre boliger.
– Desuden er vi flere og flere, der lever som singler – især i byen. Med en enkelt husstandsindkomst er der ofte ikke råd til de store lejligheder. Og så har der også været et indhug i de mindre lejligheder via forældrekøb, som har været meget populære indenfor de seneste 10 – 15 år, siger Marc Lund Andersen.

Voldsomt røveri i Illum
I går fik Københavns Politi meldinger om væbnet røveri mod Illum på Strøget i København. Ekstra Bladet skriver, at tre mænd i mørkt tøj, der talte udenlandsk til hinanden, kom ind i urforhandleren Bucherer i stuen, der blandt andet sælger Rolex-ure. Her truede de tre røvere ekspedienten med, hvad der lignede en pistol, og efterfølgende viste sig at være en gaspistol.
– På et tidspunkt bliver der afgivet et skud, og det er derfor, vi ved, at det er en gas- eller peberspray-pistol. De prøver at smadre montrene og kommer væk med nogle ting. Hvad ved vi ikke endnu, siger vicepolitiinspektør Brian Belling fra Københavns Politi.
Efter røveriet løb røverne ud ad Pilestræde og op ad Antonigade, hvor de havde en flugtbil ventende.
– Men før de hopper ind i den, afgiver de yderligere et skud mod nogle vagter, der løber efter dem. Og så kører de derfra i bilen, siger Brian Belling og fortæller, at det er tale om en grå ældre Audi, der blev stjålet i går i Indre by.

Dagens billede
