Mit liv som et semikolon – en kamp mod systemet
Stefanie fortæller i denne personlige beretning historien om et liv med borderline, depression, selvmordsforsøg, systemsvigt – og viljen til at kæmpe og sætte et semikolon
11-årsjubilæet som indehaver af en psykisk sygdom har ramt min kalender. Et tidspunkt i kalenderåret, som med alt andet end glæde markerer og tilkendegiver sig med ar på krop og sind. En utilstrækkelighed, nedværdigelse og følelsen af “MIG, som et objekt” i livets puslespil. En svunden tid underlagt samfundets regler, skrevne og uskrevne, samt normer. Erindringsglimt af at være en paragraf defineret af systemet.
Men som “tiden læger alle sår”-udtrykket siger, har jeg korrigeret mit liv og dets retning til en tilværelse uden følelsen af et liv, som blot er en illusion. For kampen om livet kæmper jeg. Ihærdigt og i ønsketænkning er målet for mig at sætte sygdommen i datid og leve et liv uden kompromis – også selv om det måske kan blive lidt kontroversielt.
Min krops sidste kamp
– Stefanie, hvordan har du det?
Således blev den korte korrespondance imellem en “personale” og jeg indledt.
– Jo, tak. Jeg har det fint!
Hastige skridt ledte mig fra gangen til mit tildelte værelse på psykiatrisk afdeling. Uden overhovedet at tænke, fandt jeg mit sorte tørklæde frem fra det garderobeskab, som ifølge reglerne burde have været låst. Straks bandt jeg tørklædet fast til sengegelænderet og ligeledes rundt om min hals. Korte sekunder passerede, og uden omtanke lod jeg min krop sætte sig på gulvet, alt imens jeg hev efter vejret.
Erindringen derfra, fra dette øjeblik, er mig uklar. Langsomt forlod jeg min krop, og jeg forsvandt. Genfortalt til mig, lød et højt brag. I det, der skulle have været mine sidste sekunders levetid, kæmpede min krop for overlevelse.
Braget, der tilkendegav sig på afdelingen fra min stue, var skabslågens fald ned på gulvet. Min krops sidste kamp var så voldsom en rysten, at skabsdøren lod sig frigive fra hængslerne og ramte gulvet med et brag.
Personalerne kom løbende ind på stuen, fandt en saks og klippede tørklædet, så det løsrev sig fra sengegavlen. Der lå jeg så på gulvet, livløs. Livreddende behandling fik mig tilbage til verden, og jeg vågnede diffus, forgrædt og forbandede min skæbne.
Jo, tak. Jeg har det fint!
Denne sætning har været en indgroet forsvarsmekanisme til brug i psykiatrisk regi, gennem mange, mange år. For i frygt for tvangspræget behandling, skammen og pinligheden i min psykiske tilstand, lod jeg facaden fylde og indikere, hvem og hvad jeg var som menneske.
Helt fra de pubertære år tilkendegav den psykisk syge tilstand sig. I al hemmelighed for min familie, men med eksterne bekendtskaber, opsøgte jeg professionel hjælp. I mange år lod jeg min facade og den velfungerende Stefanie være en indikator og en definition af mig som menneske. Et usandt billede og en usand eksistens.
Tabt af systemet
Mange, mange år, utallige læger, psykologer, psykiatere, gruppeterapi, kontaktpersoner, indlæggelser og så videre blev gennem årene en stor del af mig.
Flere gange var jeg tabt i systemet. Det psykiatriske system opgav mig simpelthen. Behandlere vidste ikke, hvad de skulle gøre med mig. Jeg responderede ikke på de mange facetterede behandlingsmuligheder. Jeg følte mig opgivet, hjælpeløs og tabt af systemet.
Da utallige samtaler med diverse instanser og antallet af forskellige medicineringer med antidepressiver slap op, var min eneste udvej til overlevelse at påbegynde ECT-behandling (elektrochok).
Elektrochok er en gammeldags behandlingsmetode for at afhjælpe de depressive symptomer og anvendes kun ved svære tilfælde, da bivirkninger kan forekomme og gøre dig betydeligt besværet.
Jeg var en af dem, som led svært af bivirkninger. Elektrochok destruerede min hukommelse fuldstændig. Oplevelser og minder er gået tabt i behandlingen, og her efter endt behandling lider jeg stadig under et stort hukommelsestab.
En kamp tilbage til livet
I begyndelsen af i år fravalgte jeg ECT-behandlingerne, idet jeg følte, de gjorde mere skade end gavn. Jeg var så pinlig over, at jeg ikke kunne huske “simple” oplevelser fra mit liv, og det var pinefuldt for mig altid at skulle sige: “Det kan jeg ikke huske”.
Behandlingerne, som jeg har lyst til at kalde forfærdelige, forbliver dog i mit hovede, da de på alle måder har været livsreddende for mig. SÅ mange selvmordstanker, selvskadende tanker og forfærdelsen over mig selv har hærget mit sind i så mange år.
Men nu, i dag … Situationen med mit selvmordsforsøg var mit vendepunkt. Jeg erfarede, at livet er fint som skrøbeligt porcelæn. Livet skal passes på.
Jeg er opstartet i ny antidepressiv behandling, hvilket viser god effekt. Systemet og diverse instanser har langt om længe ihærdigt og helhjertet forstået min lidelse. Jeg er flyttet på et døgnbemandet botilbud for unge psykisk sårbare, og jeg har i mange år ikke haft det bedre, end jeg har nu.
Jeg har min familie i tankerne til overlevelse på de dystre dage. Jeg er begyndt at drømme om en fremtid – kortsigtet. Men de er der, drømmene.
Jeg har trods nogle instansers skeptiske mening valgt at påbegynde uddannelse igen. Nogle tror ikke, jeg kan klare det. Men det er det, jeg VIL og det, jeg drømmer om. Og så behøver vi altså ikke avancere livet mere, end hvad godt er.
Jeg er ikke kureret. Ikke rask. Men på stående fod affinder jeg mig med at skulle kæmpe for mit liv. Stiltiende accepterer jeg efterhånden min situation og lader ikke systemets stramme rammer og retningslinjer definere mit liv. Jeg kæmper med sporadisk dårlige tanker, men det må jeg lære at leve med.
På de sociale medier har du måske set billeder, hvor folk viser en tegning eller tatovering af et semikolon på for eksempel deres håndled eller andre steder på kroppen.
Årsagen er den velgørende organisation The Semicolon Project, der opfordrer alle, der har haft en depression, angst eller selvmordstanker til at tegne symbolet på deres krop.
Semikolon repræsenterer nemlig en sætning, som forfatteren kunne have afsluttet, men valgt at fortsætte.
Den forfatter er dig, og sætningen er dit liv.
Mit livs manifest
Følelsen af at være tabt i systemet kan til stadighed præge min tilværelse. Jeg abonnerer på teorien om, at alting nok skal gå. Selv om jeg har været tabt af systemet og vitterligt kæmpet for mit liv, har jeg dybt inderst inde bevaret troen på et retfærdigt liv.
Jeg forsøger hver dag at huske på, at også jeg har en berettigelse i livet. Jeg vil realisere mine drømme, for er de tænkt, er de værd at forfølge. Tiden læger … Giv tiden tid!
Et liv uden udløbsdato
Jeg har kysset døden, og jeg nægter at skamme mig over det. Farvel, dårlige selvværd! Tanken om at alt skal være perfekt er bare én tanke, og jeg er en kvinde med mange facetter. Jeg vil nyde – ikke fortryde.
Jeg er ingen superwoman. Mit liv er hårdt arbejde – rigtig hårdt! Jeg bliver aldrig mit gamle jeg igen. Jeg har kæmpet for det perfekte. Med lykkepiller. Med min barndom. Med tilgivelse er befrielse. Mit livs største udfordring har været mig selv! Jeg er min egen, og jeg er redaktør i mit eget liv. Mit liv, som (guskelov) ikke er slut endnu.
Læs også disse klummer:
Gider du blande dig uden om min livmoder?
Jeg slettede alt om min eks efter vores brud – og jeg fortryder det
