
Vikings: Den sande historie om Ivar, Bjørn, Hvitserk, Sigurd og Ubbe
Vikings fortæller om den danske sagnviking Ragnar Lothbrok og hans sønner, men ikke alt i serien er som i de rigtige historier. Vi har kigget i sagaerne, så du kan få den sande historie om Ivar, Bjørn, Hvitserk, Sigurd og Ubbe
SPOILER ALERT!
Historien om sagnkongen Ragnar Lothbrok har taget verden med storm i serien Vikings. Det er dog ikke kun Ragnars historie, der er interessant, faktisk er fortællingerne om hans sønner tæt på at være mere legendariske end deres kendte fars.
Hitserien Vikings har for alvor lagt op til, at de næste sæsoner står i Ivar, Bjørn, Hvitserk, Ubbe og (knap så meget) Sigurds tegn. Det bliver ikke mindre spændende af, at to af Ragnars sønner spilles af de danske skuespillere Alex Høgh Andersen og Marco Ilsø.
Selv om vi endnu ikke helt ved, hvilke eventyr de unge mænd skal kastes ud i i Vikings, så er der allerede sket visse ting, der afviger fra sagnene om Ragnars sønner.
Vi dykker ned i historiebøgerne og finder ud af, hvordan de rigtige sagn om Ragnars sønner var, og giver måske en lille ide om, hvad vi kan vente i sæsonerne, der kommer.
Læs også: Vikings i virkeligheden: Den sande historie om Ragnar Lothbrok

De rejselystne sønner
I sagnene fik Ragnar Lothbrok en del flere sønner, end han gør i serien. Ud over to døtre, hvis navne ikke kendes, fik Ragnar sønnerne Fridlejf, Radbard, Dunvat, Sivard (bedre kendt som Sigurd), Bjørn, Agnar, Ivar, Erik, Hvitserk, Ubbe og Ragvald (også kaldet Harald).
Nogle personer optræder med forskellige navne, alt efter, hvilken kilde der omtaler sagnet.
Lagertha udpeges som mor til Fridlejf og døtrene (måske kan du huske, at Lagertha og Ragnar har en datter i de første sæsoner af Vikings). Drengene Erik og Agnar tilskrives ofte som Ragnars anden kone, Thoras, børn (Thora er ikke med i serien) og resten af sønnerne som Aslaugs.
Der er dog nogle gange, hvor drengene skifter mor mellem Thora og Aslaug, alt efter de kilder, der bruges. De fleste siger dog, at fordelingen var som beskrevet ovenfor.

I modsætning til i Vikings, var Ivar i sagnene den ældste af Ragnars og Aslaugs sønner. Med Ivar i spidsen indtog Bjørn og Hvitserk en lang række byer i Norden.
De tre brødre drog også ned gennem Sydeuropa, nu hvor de alligevel var på tur. Her fik de nys om Romaborg (Rom), men den opgav de at indtage, da den lå alt for langt væk. I stedet vendte de snuden hjemad. På vejen tilbage løb de ind i en lang række udbrændte byer, da de plyndrende vikinger var så kendte, at deres ofre hellere vil brænde byerne af selv, end at overgive sig.
På dette tidspunkt var Ragnar ved at være træt af, at hans sønner stjal al hans shine, så han begav sig mod England for at kæmpe mod kong Aella. Det var dette togt, der blev Ragnars sidste.
Læs også: Tre danskere med i nye Vikings-afsnit: Vikingemuseet ville være misundelige

De små grise hævner ornens død
Ragnars sønner, der var ude og hærge selv, var ikke klar over, at deres far var draget til England for at dø. Da de vendte hjem til Norden, fik de besøg af sendebude, som kong Aella havde sendt fra England, der fortalte om Ragnars skæbne.
Ivar tog altså ikke med sin far til England, som han gør i Vikings.
I sagaerne ville Ivar ikke tage blodig hævn over sin far. I stedet ville han bede kong Aella om en betaling for, at han havde dræbt Ragnar, som Ivar mente selv var lidt ude om det. Det ville de andre brødre ikke gå med til. De samlede en hær og gik i krig mod Aella, der bankede dem tilbage.
Ivar bad sine brødre tage tilbage til deres kongeriger, og han indgik en aftale med kong Aella om, at han måtte få et stykke jord i England, der var stort nok til, at det kunne omfavnes af et stykke oksehud. Ivar fik en oksehud, som han lagde i blød og på den måde strækkede tre gange større. Han skar den i strimler og samlede strimlerne til én lang snor.
Snoren var så lang, at der var plads til en stor borg indeni. Borgen blev kaldt Lundunaborg. Clever boy!

Der voksede en by rundt om vikingeborgen, og den kloge Ivar blev populær hos den lokale befolkning, fordi han var rundhåndet og gav gode råd. Selv kong Aella fik råd af Ivar. Da tiden var inde, bestak Ivar adelen med guld fra sine brødre, for på den måde at vende de sidste rester af det engelske folk fra kong Aella og mod sig selv.
Da sendte Ivar bud efter sine brødre, som samlede alle deres krigere. Ivar, der havde lovet kong Aella, at han ikke ville gå i krig med den engelske konge, holdt sig i ro. Ivar havde dog fået så mange englændere over på sin side, at der næsten ikke var nogen tilbage til at slås for kong Aella.
Kong Aella tabte slaget og blev fanget af brødrene, der hævnede deres fars død ved at udføre blodørnen på den engelske konge. Jep, det er den der finte, hvor de skærer ribbenene fri af ryggen og hængte lungerne på offerets skulder.
Da hævnen var taget, ledte Ivar Den Store Hedenske Hær gennem England. Han gav alle sine danske besiddelser til sine brødre og blev i England som konge.
Se også: Vikings, Westworld og Sherlock: Danske skuespillere er populære som aldrig før

Ivar Den Benløse
Ganske som i serien blev Ivar kaldt “den benløse” i sagaerne.
Da Ragnar giftede sig med Aslaug (som var synsk), advarede hun om, at de skulle sidde til bryllupsgilde i tre dage, inden de gik i seng sammen. Ventede de ikke, vil mørke kræfter straffe parret med et benløst barn. Ragnar kunne dog ikke vente, og parret havde sex, inden de tre dage var gået.
Ni måneder senere kom Ivar til verden med brusk i benene i stedet for knogler.
Trods Ivars handicap fortæller sagnet, at han blev større, smukkere og klogere end nogen anden mand. Derfor blev han kendt som en af de største vikingekonger, Danmark har haft, og var en dygtig strateg og en formidabel bueskyder.

Han var også den ældste af Ragnar og Aslaugs sønner ifølge sagnene. Dette er en stor modsætning i forhold til serien, hvor han er den yngste. Skulle Ivar ud i verden, blev han båret på stænger og skjold af sine mænd, og hans brødre foretog sig intet uden at rådføre sig med deres kloge bror først.
Ivar regerede i en periode fra Lejre, da han var konge af Danmark.
Ivar førte også Den Store Hedenske Hær til England, hvor han hjalp sine brødre med at tage hævn over faderens død. Ved at lave en aftale om jord med den engelske kong Aella, kunne Ivar bygge en borg, som senere forskning har peget på kan være byen York eller London.

Efter han fik hævn, førte Ivar hæren gennem England, og ifølge sagaerne blev han konge over England og Irland.
Historiebøgerne fortæller, at en konge, Imar, som flere identificerer som Ivar, døde pludseligt og ganske horribelt i 873. Forskere mener, at Ivar kan have lidt af osteogenesis imperfecta, også kendt som brittle bone disease, hvor knoglerne nemt kan brække. De har peget på, at sygdommen og følgesygdomme kan være årsagen til Ivars død.
Andre mener, at tilnavnet Benløs blev givet til Ivar, fordi han var så dygtig en strateg, at han kunne sno sig udenom alle problemer.
Fik du set: Danske Ida fra Vikings: Jeg har bedt min familie om ikke at se første afsnit

Bjørn Jernside
I serien Vikings er Bjørn den ældste af Ragnar Lothbroks sønner – i sagnene er han den yngste. Lagertha er mor til Bjørn i serien, og Ragnars anden kone, Aslaug, er årsagen til, at Lagertha og Ragnar bliver skilt, og hun og Bjørn flytter væk i mange år.
Da Bjørn vender tilbage som ung mand, tager han med sin far og mor på togter og rejser senere på egen hånd til Middelhavet, hvor han plyndrer og hærger.
Det var dog ikke helt sådan, at Bjørn Ironside (Jernsides) liv forløb ifølge sagnene. Bjørn var nemlig søn af Aslaug og lillebror til Ivar.
Sammen med sin mentor og sin fars gode ven Hastein førte Bjørn an i en række succesfulde togter til Frankrig, og omkring år 859 sejlede han ganske rigtigt til Middelhavet, hvor han hærgede kysten på den ibiriske halvø og Gibraltar.

Efter en overvintring i Sydfrankrig tog Bjørn til Italien, hvor han belejrede Pisa, inden han drog mod byen Luni, som han troede var Rom.
Det var meget svært at indtage Luni, så Hastein sendte, ifølge sagaerne, besked til byens biskop om, at han var ved at dø og gerne ville konvertere til kristendommen. Han fik lov til at komme ind i byens kapel med et lille æresfølge, og her sprang Hastein op og skar, stak og huggede sig til byens porte, hvor han lukkede de ventende vikinger ind (lyder det lidt som Ragnars trick i Paris, er det ikke helt forkert).
Efter denne sejr hærgede Bjørn videre i Middelhavet, blandt andet tog han til Sicilien og Nordafrika, inden han tog tilbage til Gibraltar.

Her ventede Andalusiens hær på ham. Trods en prægtig kamp mistede Bjørn 40 skibe, men nåede at flygte til Skandinavien med sine tilbageværende både.
Ifølge den danske sagnsamling Saxo Grammaticus fik Bjørn tilnavnet Jernside, fordi han under et slag mod sachserne (tyskerne), ikke fik en eneste skramme.
Det var som om, at Bjørns sider var lavet af jern. Ragnar gav Bjørn Sverige for sønnens tapperhed under kampen. Dermed blev Bjørn konge af Sverige. Her levede han resten af sit liv som en rig mand.
Læs også: Disse internationale serier og film har danske skuespillere på rollelisterne

Sigurd (Sivard) Orm-I-Øje
Der findes ikke mange informationer om Sigurd, der også er kendt som Sivard i sagaerne.
Vikings og visse versioner af sagaerne fortæller, at Sigurd fik sit tilnavn Orm-I-Øje (Snake Eye), efter hans mor Aslaug forudsagde “ormen” i hans øje, da hun bar ham i maven. Forudsigelsen skulle få hendes mand, Ragnar, til at tro på, at hun ikke løj om at være adelig og ikke en bondepige, som Ragnar ellers troede.
I Saxo Grammaticus fik Sigurd Orm-I-Øje dog sit tilnavn, da han blev hårdt såret i kamp. Ingen kunne helbrede den unge mands sår, der begyndte at gå i forrådnelse.
Endelig kom en mand, som mod betaling ville hele såret. Sigurd gik med til det, og manden dryssede støv i øjnene på Sigurd. Støvet fik øjet til at hele, og arret lignede to snoge.

Det siges, at Sigurd var så grebet af sorg, at han borede en kniv ned i sit ben uden at fortrække en mine, da han hørte, at hans far, Ragnar, var død. Ifølge sagaerne giftede Sigurd sig med kong Aellas datter(!), efter brødrene havde taget hævn over deres fars død.
Sigurd har efter sigende regeret over Sjælland, Skåne, Oslo og Halland og har muligvis været forfader til store, danske vikingekonger som Gorm den Gamle, Harald Blåtand, Svend Tveskæg og Knud den Store. Det er dog aldrig blevet endelig verificeret.
Det var altså ikke helt den samme skæbne, den rigtige Sigurd led, som den, Ivar gav ham i Vikings.
Læs også: Derfor er det cool at være viking

Hvitserk
Der hersker ikke mange informationer om Hvitserk, andet end at han var med Bjørn og Ivar på plyndringstogt gennem Europa, og at han var med sine brødre i England, da Den Store Hedenske Hær tog hævn over kong Aellas henrettelse af Ragnar Lothbrok.
Ifølge sagnene drog Hvitserk mod øst, hvor han stødte på folkeslaget rus, der viste sig at være for stærke for den danske viking. Han valgte selv at blive brændt levende på stablede dødningehoveder, der var sat ild til …

Ubbe
Ubbe nævnes som en søn af Ragnar Lothbrok i Saxo Grammaticus, men det er faktisk også tæt på den eneste information, vi har kunne grave frem om vikingen.
Hans navn dukker også op i forbindelse med Ivar som en af hærførerne af Den Store Hedenske Hær.
Meget mere kød er der dog ikke på hans historie i sagaerne, og det ser ud til, at det er en mere fyldig historie, der folder sig ud foran Ubbe i serien Vikings.

Husk, at du kan se alle afsnit af Vikings på C More. De første 14 dage er helt gratis.
Denne artikel indeholder affiliate-links, der giver os kommission, hvis du køber noget. Din pris forbliver den samme. Redaktionen udvælger selv produkterne, og hvis du køber gennem et affiliate-link, støtter du driften af MY DAILY SPACE.
Kilder: Saxo Grammaticus Danmark Krønike, Sagaen om Ragnar Lodbrog og hans sønner – fortalt af P. A. Gödecke, BBC, Den Store Danske.