
Danske Ida fra Vikings: Jeg har bedt min familie om ikke at se første afsnit
Danske Ida Marie Nielsen er med, når næste del af serie-sagaen Vikings skal fortælles. Vi har talt med skuespillerinden om, hvordan det er at holde rollen hemmelig i et år, at være et forbillede og hvorfor hun har bedt sin familie om ikke at se første afsnit
Endelig er det tid til, at Ragnar Lothbrok, Ladgertha, Bjørn, Aslaug, Floke og alle de andre vikinger i Kattegat igen dukker frem på din skærm. Endnu engang er der nye ansigter i flokken – blandt andre de to danske skuespillere Alex Høgh Andersen, der spiller Ivar Benløs og Marco Ilsø, der spiller Hvitserk, der begge er Ragnars sønner.
Men der er også en dansk kvinde med i castet: Ida Marie Nielsen. Hun spiller slavepigen Margrethe, og selv om Ida ikke er med i traileren for den nye omgang af Vikings, har skuespillerinden en fremtrædende rolle i serien.
– Jeg spiller slavepigen Margrethe, som er slave for brødrenes mor (Aslaug og Ragnars sønner red.) og for brødrene. Hun er i bunden af samfundet og har ikke meget at skulle have sagt. Hun møder Ragnars sønner, som er nogenlunde jævnaldrende med hende, og de viser en interesse, fortæller Ida om sin karakter i Vikings.
– De er nogle meget vigtige brødre, så det er interessant for Margrethe, at der sker noget ud over det sædvanlige, hvor hun kan håbe på et bedre liv, end hun selv kunne have skabt. For hun har nogle ambitioner, og hun vil gerne ud af det at være slave og være underlagt alle, uddyber Ida.
Læs mere: Tre danskere med i nye Vikings-afsnit: Vikingemuseet ville være misundelige

Fik rollen i sidste øjeblik
Ida fortæller, at hun har haft skuespillerdrømme så længe, hun kan huske. Som barn gik hun på skuespillerskole i Holte, og Idas første store rolle var i den danske politiserie Anna Pihl (2006), hvor hun spillede Cecilie Hansen, datter til Iben Hjejles karakter i serien.
Siden har hun blandt andet været med i børneactionfilmen Monsterjægerne (2009) og filmen Lev Stærkt (2014), og Ida var derfor allerede en etableret skuespiller, da hendes agency tilbød hende at lave en self tape til Vikings.
– Min agent kontaktede mig og sagde, at de skulle bruge nogle skandinaver til den her rolle i Vikings. Det synes jeg var megafedt. Alex (Alex Høgh Andersen, der spiller Ivar Benløs i serien red.) hjalp mig, og jeg vidste ikke, at han allerede selv havde fået en rolle på det tidspunkt. Så kom jeg til Dublin til en screentest, der gik et døgn, og så fik jeg at vide, at jeg havde fået rollen.
Og så var det ellers direkte i gang med at filme.
– Jeg havde også fået at vide, at jeg skulle pakke til en måned, hvis nu jeg fik rollen. Men jeg pakkede kun til fire dage, fordi jeg ikke ville pakke for meget, hvis nu jeg ikke fik rollen. Så måtte jeg shoppe lidt, men det var jo heller ikke helt skidt. Men det gik virkelig stærkt, fortæller Ida smilende.
Kendte ikke Vikings
Før Ida blev tilbudt en casting til Vikings, havde hun ikke set serien.
– Jeg havde fået den anbefalet af min kærestes søster og havde egentlig ville gå i gang med den i nogle måneder, men jeg ser så mange serier, og jeg tænkte, at det bare var meget blod og slåskampe. Men da jeg så den, kunne jeg se, at det var meget mere. Den handler også om familie, forhold og kærlighed. Det synes jeg var rigtig fint og spændende.
Ida er også begejstret for de stærke kvinder i vikingeserien.
– Jeg synes det klæder kvinderne, at de har så meget at skulle have sagt. Her tænker jeg især på Ladgertha (Ragnars første kone red.), som står Ragnar lige. Det er interessant, for sådan er det også i dag. Det er selvfølgelig teorier, som er bygget ud fra, at man har kunne se, at vikingekvinder har været med til at slås, men jeg synes, det er fedt at se så langt tilbage i vores historie og se, at kvinderne var med. Lige indtil de pludselig ikke skulle have noget at sige i lang tid.

Måtte ikke sige noget i et år
Da Ida havde fået rollen var det direkte i gang med at filme i Irland. Men hun måtte ikke sige det til nogen.
– Da jeg startede med at arbejde, havde de ikke engang vist første halvdel af fjerde sæson. Så det var lidt spøjst ikke at kunne sige noget. Selvfølgelig kom det ud til min familie og på et tidspunkt begyndte mange af mine venner at spørge, hvorfor jeg egentlig ikke var hjemme, siger Ida.
Og så var der det med de sociale medier.
– Nu er jeg ikke en kæmpe instagrammer, kun en lille smule, men det var ærgerligt ikke at kunne lægge noget på Instagram med mit arbejde i et helt år. Jeg lagde lidt naturbilleder op, for det tænkte jeg, at det kunne de ikke komme efter mig for, forklarer Ida.
En overvældende arbejdsplads
Idas første arbejdsdag involverede en scene, hvor hun skulle servere til en middag for Ragnars sønner, Ubbe, Sigurd, Hvitserk, Ivar og deres mor Aslaug.
– Det var tre dage efter, jeg havde fået rollen. Det var også den største produktion, jeg havde været på, hvor skalaen var så vild, og jeg ville bare gerne gøre det så godt for alle de her mennesker, men vi havde en sød instruktør, og det var nede på jorden, siger Ida.
Også de store stjerner på settet, som hovedrolleindehaveren Travis Fimmel, der spiller Ragnar Lothbrok og Alexander Ludwig, der spiller Ragnars ældste søn Bjørn, var meget søde:
– Alexander og Travis er generelt bare høje, brede fyre, så jeg blev lidt overrasket, da jeg kom den første dag og skulle sige hej til dem. Jeg var meget nervøs. Jeg havde ikke været i sminken endnu, og jeg tænkte bare “åh gud, nu skal jeg ud og sige hej til de her store, fine mænd, sådan her”, fortæller Ida og fortsætter:
– Men de er helt nede på jorden. De idoler, man har og mennesker, man ser på TV og i Hollywood, får man et gudeagtigt billede af, så det var rart at få brudt den væg ned og se, at de også siger dumme ting, laver fejl og er venlige. Og så er de rigtig, rigtig dygtige, så det har været så fedt at spille med dem.

Vil gerne være et forbillede
Fordi castingen gik så stærkt, blev Ida kastet ind i rollen som Margrethe.
– Jeg fik ikke nogen baggrundshistorie om, hvor hun kom fra. Så det måtte jeg digte for mig selv og brugte meget tid på at tænke over, hvad hun havde med i baggagen, og hvad hendes motiver var. Jeg havde også nogle virkelig dygtige medspillere, og det hjælper, at man kan have et dynamisk forhold med dem og hive lidt ud af deres karakterer. Så talte jeg meget med den første instruktør, jeg havde, om, hvilke veje jeg kunne gå med karakteren. Og så sprang jeg lidt ud i det, siger Ida.
Ida havde også fået at vide, at nøgenhed ville være en del af rollen. Men lige præcis hvor meget nøgenhed, der egentlig var tale om, kom lidt bag på hende.
– Jeg har aldrig været meget blufærdig. Jeg har det sådan, at jeg har en kvindekrop. Det har alle kvinder. Men det overraskede mig alligevel, hvor meget nøgenhed der var. Så ringede jeg lige til min mor, fortæller Ida grinende.
Men der var ingen tvivl om, at hun ville gøre det.
– Instruktøren var rigtig sød og spurgte, om jeg havde nogle usikkerheder, han skulle tage hensyn til. På selve dagen havde vi et lukket set, og der blev taget ekstra hensyn til mig. Men det værste var egentlig, at det var koldt. Og jeg tænker, at hvis nogle unge piger kan se på min krop og tænke, at der er nogle former, og at jeg står og viser dem stolt frem, og de kan tage det på dem selv… det ville gøre mig glad, siger Ida.
Selv om Ida ikke har et problem med at være nøgen, har hun alligevel bedt sin familie om ikke at se det første afsnit i Vikings, hvor hun er med.
– Min familie er stolte og støtter mig, og selv om min karriere ikke går ud over dem, påvirker det dem selvfølgelig lidt. For eksempel er der mange, der kommer til at se mig være sårbar på en skærm. Det er en del af mit job, og det har min familie det okay med. Men jeg har sagt: “Hvis I elsker mig, så ser I ikke det første afsnit, fordi det er bedst for jer”.

Vær tro mod dig selv
Ida kan ikke gå i detaljer med, hvad der sker med hendes karakter i Vikings. Til gengæld vil den unge skuespillerinde gerne fortælle om, hvad hun håber på at spille af roller i fremtiden.
– Jeg elsker indiefilm og naturalistiske film. Jeg hælder nok mere til drama end komedie. Men alt ville være sjovt. Det ville også være fedt at være med i en Bourne-film eller James Bond. Jeg vil gerne prøve lidt af det hele og ikke bare blive i tryghedszonen, men jeg synes, uden at afsløre for meget, at jeg har fået så meget at arbejde med i karakteren Margrethe. Så det har været en fed start og måde at se på, hvor jeg skal blive bedre i fremtiden.
Og hvis man selv går med skuespillerdrømme, har hun nogle gode fifs.
– Du skal være dig selv. Lad være med at tænke for meget over, hvad de vil have af dig. Bare gå ind og gør det, du selv fandt frem til i manuskriptet, siger hun.
Og lad dig ikke slå ud af modgang.
– Hold hovedet højt. Der er så mange, der vil fortælle dig, at du ikke er smuk nok, høj nok eller dygtig nok. Så skal du bare sige, at det motiverer dig til at gøre det endnu bedre, slutter Ida.