Læs også:

Close

NEWS: Færre unge ender i RKI, men mange skylder stadig

Nyheder  | 

Færre unge ender i RKI, men mange skylder stadig · Diplomatisk krise mellem Tyrkiet og Europa · Mads Langer ud efter Løkke · Rusland melder om møde med Clinton-folk under valgkamp · Danmark donerer 300 millioner kroner til kamp mod sult

Vi har samlet dagens væsentligste nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Færre unge ender i RKI

De sidste fem år er antallet af unge, der er registreret som dårlige betalere, faldet med 5.000 personer. Alligevel er der stadig 50.000 unge i alderen 18-30, der er registreret og de skylder 1,4 milliarder kroner væk.

Det er især lån til telefoner og elektronik, der får fælden til at klappe om det unge. Nu skal en kampagne, Pengeuge, sætte fokus på problemet og bringe antallet af skyldnere endnu længere ned. Det skriver Ritzau.

– Det er en yderst positiv nyhed, at færre unge ender i RKI. En tidlig start som dårlig betaler har det med at forfølge én i voksenlivet. Så det handler om at få fat på de unge tidligt, siger Mads Rørvig, der er ansvarlig for Finansdanmarks Pengeuge, som starter med et stort arrangement i Frederikshavn i dag.

– Det er vigtigt, at de unge lærer, at intet er gratis, og at gæld skal betales tilbage. Her er det vigtigt at kende til budgetter, renter og så videre. Det forsøger vi at lære dem i Pengeuge, siger Rørvig.

Læs også: Mangler du overblik over økonomien? Sådan lægger du et budget

Færre unge ender i RKI. Det er især elektronik de låner til. Foto: All Over)

Holland nægtede tyrkisk minister indrejse

Holland og Tyrkiet endte henover weekenden i en diplomatisk konflikt, fordi Holland ikke ville lade Tyrkiets udenrigsminister komme ind i landet via fly.

Derefter blev Tyrkiets familieminister nægtet adgang til landets konsulat i Holland, som hun forsøgte at komme til i bil fra Tyskland. Det skriver DR.

Konflikten skyldes, at tyrkerne skal stemme om forfatningsændringer den 16. april. Ændringerne vil give landets præsident, Recep Tayyip Erdogan, mere magt. Mange tyrkere i Europa er stemmeberettigede, og derfor vil tyrkiske regering gerne føre valgkamp i Europa.

Det er dog endnu ikke lykkedes i de europæiske lande. I Tyskland blev møderne aflyst med begrundelser om sikkerhed, og i Holland ville man også aflyse et vælgermøde af sikkerhedsårsager og inddragede den tyrkiske udenrigsministers landingstilladelse.

Erdogan har kaldt Tyskland og Holland for nazister og fascister, i sin kritik af aflysningen af valgmøderne, og lover gengældelse. Den tyrkiske premierminister skulle have været på besøg i Danmark, men det møde har Lars Løkke nu aflyst.

Læs også: Dramatisk nat i Tyrkiet: flere døde i militært kupforsøg

Se også: Situationen i Tyrkiet bliver mere kritisk

Erdogan har erklæret undtagelsestilstand for Tyrkiet efter kupforsøg. (Foto: Polfoto)
Erdogan er rasende efter Holland nægtede tyrkisk minister indrejse. (Foto: Polfoto)

 

Mads Langer ud efter Løkke

Mads Langer vandt to statuetter ved dette års Gaffa-pris og sangeren brugte sin scenetid på at revse politikerne og i særdeleshed Lars Løkke Rasmussen. Det skriver DR.

Sangeren mener nemlig ikke, at det debatterede uddannelsesloft og afskaffelsen af sabbatåret er en god måde at skabe unge mennesker, der kan finde ro til at træffe de rigtige beslutninger om deres liv.

– Sabbatåret har givet typer som mig og andre kunstneriske sjæle ro, styrke, tid og mod til at finde ud af, om man tør en karriere med musik eller andre kunstneriske udfoldelser, sagde sangeren.

Han forklarede videre, at ambassadører som MØ og Lukas Graham ikke skabes i den type uddannelsessystemer, som det den danske regering har lagt op til.

– Jeg har seks års SU, som jeg gerne vil dele med dig, Lars Løkke. Du må få dem til en uddannelse i medmenneskelighed, lød det fra musikeren.

Læs også: Hvad sker der for uddannelsesloftet?

Rusland melder om møde med Clinton-folk under valgkamp

En russisk talsmand siger, at Ruslands ambassadør i USA mødtes med rådgivere for Hillary Clinton før præsidentvalget. Det skriver Ritzau.

Amerikanske efterretningstjenester har udtalt, at Rusland har forsøgt at blande sig i det amerikanske valg, og især præsident Trumps stab har været i modvind på grund af mulige russiske forbindelser.

Men den russiske talsmand afviser, at Rusland skulle have blandet sig og påvirket valget i USA.

– Hvis man ser på nogle af de folk, der var tilknyttet Hillary Clintons kampagne, vil man formentlig se, at ambassadør Sergej Kislijak havde mange af den slags møder, siger han.

Læs også: Trumps justitsminister fortalte ikke om møder med russer – nu kræves hans afgang

clinton, hillary clinton, demokraterne, usa
Talsmand siger, at demokraterne havde møder med Rusland inden valget. (Foto: Polfoto)

 

Danmark donerer 300 millioner kroner til kamp mod sultkatastrofe

Danmark bidrager nu med 300 millioner kroner til bekæmpelse af den akutte fødevarekrise i Yemen, Sydsudan, det nordøstlige Nigeria og Somalia, som FN erklærede i sidste måned. Det skriver DR.

Pengene skal fordeles mellem FN’s fødevareprogram, Internationalt Røde Kors og danske NGO’er, og skal give organisationerne hjælp til at afbøde konsekvenserne af den tørke, som rammer landene lige nu, fortæller minister for udviklingssamarbejde Ulla Tørnæs (V).

– Så det handler i høj grad om at sikre fødevarebistand til de millioner af mennesker, som ellers risikerer simpelthen at dø af sult. Der er også tale om, at vi arbejder på at ruste landene til at blive bedre til at tackle sådanne kriser som den, vi står i lige nu, siger ministeren.

· Mere fra samme kategori ·