Læs også:

Close

14 mænd, der beviser, at du ikke behøver være kvinde for at være feminist

Underholdning  | 

Channing Tatum, Ryan Gosling, Joseph Gordon-Levitt, Tom Hardy ogSeth Meyers gør det alle sammen: Støtter kvinders rettigheder. Hør, hvorfor de og mange andre kendte mænd ikke er bange for at kalde sig selv feminister

Der er en misforståelse om, at feminisme kun er for vrede kvinder med hår under armene, der brænder bh’er af og hader mænd, men den ide er vist en sandhed med modifikationer.

For feminisme er meget mere end de fordomme, der ofte præger opfattelsen af kampen for ligestilling mellem kønnene – det, som feminisme i virkeligheden betyder.

Heldigvis er der en masse mænd, der har opdaget, at det kun er fair, at mænd og kvinder har lige muligheder og rettigheder, og at det at være feminist ikke er ensbetydende med at hade mænd.

Bedre endnu: De har åbent og offentligt givet deres støtte til kvinders rettigheder. Skulle vi vise dem alle, ville det (heldigvis) være en temmelig lang artikel, så her får du nogle udvalgte.

Du behøver ikke være kvinde for at være feminist. Det beviser de her mænd. (Foto: All Over)

Channing Tatum

Channing Tatum er kendt for mange ting. Blandt andet er han ret god til at svinge sine hofter. Han er også kendt for at være en kæmpe støtte og sin hustru Jenna Dewans største fan. Og så er han feminist.

Tatum blev spurgt, hvad han ville gøre, hvis Jorden blev ramt af en zombieapokalypse. Skuespillerens svar kom prompte:

– Jeg ville tage hjem til Sandra Bullock. For det første, fordi hun er en boss, og ville du ikke bare gerne besøge hende, sådan helt generelt?

Han sagde efterfølgende, at han også regnede med, at hun ville have et fyldt køleskab og bar. Derefter kom den vigtigste del af svaret:

– Hun er en kvinde i Hollywood og har håndteret en masse mandlige røvhuller i så lang tid, at zombies er det rene ingenting.

John Legend

Den amerikanske sanger har flere gange advokeret for kvinders rettigheder. Blandt andet har han støttet velgørenhedsorganisationen Chime for Change, som arbejder for at forbedre kvinders liv over hele verden.

I 2013 holdt Chime for Change en velgørenhedskoncert, hvor Legend spillede. Ved en pressekonference forklarede sangeren, hvorfor han støttede op om kvinders rettigheder:

– Alle mænd burde være feminister. Hvis mænd bekymrer sig om kvinders rettigheder, vil verden være et bedre sted. Vi får det bedre, når kvinder styrkes – det fører til et bedre samfund.

Læs også: Er Beyoncés feminisme bare en pengemaskine?

John Legend med sin überseje hustru, Chrissy Tiegen. (Foto: All Over)

Tom Hardy

Den engelske skuespiller er både kendt for sit kompromisløse skuespil og sin ukuelige kærlighed til sine hunde.

Han har blandt andet udtalt, at han godt gad, at en hel genre blev lavet om, så alle mandlige roller blev spillet af kvinder, og at hans hustru er den stærkeste person i hans liv.

Da Hardy medvirkede i filmen Mad Max overfor Charlize Theron, blev han nærmest poster boy for feminisme, og internettet flød over med Hardy-memes.

Men det er ikke kun på skærmen, at Hardy er feminist – også uden for det store lærred støtter han kvinder. Da han talte om Charlize Therons figur Furiosa i filmen Mad Max, sagde han:

– Hovedrollen i denne film er en kvinde, der har fået amputeret en arm. Det er en total empowerment af kvinder. Det er faktisk på fucking høje tid.

Tom Hardy synes, alle mandlige roller skal skiftes ud med kvinder. (Foto: All Over)

Ryan Gosling

Gosling er både en helt på lærredet og udenfor. Da han vandt en Golden Globe for bedste mandlige hovedrolle i filmen La La Land, brugte han takketalen på sin hustru Eva Mendes.

Men det er ikke kun hans egen hustru, han er opmærksom på. I 2010 kritiserede han MPAA, der vurderer, hvor gammel man skal være for at se en film. Det gjorde han, fordi hans film Blue Valentine blev vurderet til et ældre publikum på grund af en sexscene, hvor hans kvindelige medskuespiller Michelle Williams får en orgasme efter oralsex.

– Du bliver nødt til at sætte spørgsmålstegn ved en kultur, der prædiker om kunstnerisk udfoldelse og samtidig støtter en beslutning, der klart er et produkt af et patriarkalskdomineret samfund, som prøver at kontrollere, hvordan kvinder vises på skærmen.

– MPAA har ingen problemer med at vise scener, der viser kvinder i forskellige scenarier, hvor de tortureres seksuelt eller udsættes for vold bare for underholdningens skyld, men de prøver at tvinge os til at se væk fra en scene, der viser en kvinde i et seksuelt scenarie, som både er indforstået og kompleks. Det er misogyniens (had mod kvinder og piger, red.) natur, at forsøge at kontrollere kvinders seksuelle fremstilling af dem selv.

Læs mere: Sure feministfisser, EU-modstand og gode råd ved første ungt folkemøde

Ryan Gosling har åbent kritiseret filmverdenen for sin bias mod kvinder. (Foto: All Over)

Justin Trudeau

Den canadiske premierminister Justin Trudeau har allerede taget mange med storm over hele verden med sin politik om åbenhed, interkulturel forståelse og ikke mindst feminisme.

I 2016 diskuterede politikeren feminisme på World Economic Forum, hvor han gjorde det klart, at han opfattede sig selv som feminist, og at andre mennesker også burde opfatte sig selv sådan.

– Vi burde ikke være bange for ordet “feminist”. Mænd og kvinder skal bruge det til at beskrive dem selv, hvornår de vil. Rollen, vi har som mænd, i at støtte og kræve lighed og at kræve et skift er virkelig, virkelig vigtig.

Han bruger også de sociale medier til at dele sin overbevisning: I en Snapchat-video forklarede han, hvordan mænd kunne blive bedre feminister, hvor han sagde:

– Her er en simpel ting, du kan gøre; afbryd ikke kvinder, og læg mærke til, hver gang en kvinde bliver afbrudt i en samtale.

Justin Trudeau er en erklæret feminist. (Foto: Polfoto)

Joseph Gordon-Levitt

Inception-skuespilleren har fortalt, at hans mor ville sidde og udpege situationer, hvor kvinder blev fremstillet som objekter for Joseph og hans bror. Hun gjorde det ikke for at udskamme kvinderne, men for at vise hvordan kvinder portrætteres.

– Hvis ikke du stopper op og tænker over de ting, der sniger sig ind i din hjerne, så bliver det måden, du opfatter virkeligheden på. Jeg kalder mig selv for en feminist. Absolut! Det er det værd at være opmærksom på de roller, vi bliver dikteret, og at vi ikke behøver passe ind i dem. Vi kan være dem, vi har lyst til at være.

Joseph Gordon-Levitt blev opdraget til at se forskellene på kønsfremstilling. (Foto: All Over)

John Hamm

Den amerikanske skuespiller, der for alvor brød igennem med serien Mad Men er også en erklæret støtte af kvinders rettigheder. Showet foregik i 1960’erne og viser blandt andet, hvordan den unge kvinde Peggy Olson skal kæmpe sig til tops som kvinde.

Hamm har senere udtalt, at han er glad for, at han ikke lever i et samfund, der er domineret af mænd, som det var, dengang Mad Men foregår.

– Mænd styrede hønsegården, og kvinder spillede en underdanig rolle. Arbejdende hustruer var et sjældent syn, fordi deres plads var i hjemmet, hvor de opdragede børnene. De kvinder, der arbejdede blev behandlet som andenrangsborgere, fordi det var et mandsdomineret samfund. Sådan var livet dengang. Det ville ikke blive tolereret i dag, og det er helt rigtigt efter min mening. Folk ser tilbage på den tid gennem et tykt slør af nostalgi, men livet var hårdt, hvis du var nogen som helst andet end en rig, magtfuld, hvid mand.

Jon Hamm er glad for, at vi ikke længere lever i 1960’erne, hvor kvinder var andenrangsborgere. (Foto: All Over)

Will Smith

Skuespilleren blev i 2012 stillet spørgsmålet, hvorfor han lod sin datter, Willow, klippe alt sit hår af og svarede:

– Vi lod Willow klippe sit hår. Når du har en lille pige, hvordan kan du så lære hende, at du kontrollerer, hvad der sker med hendes krop? Hvis jeg viser hende, at jeg bestemmer, om hun kan klippe sit hår eller ej, så vil hun erstatte mig med en anden mand, når hun går ud i verden.

– Hun kan ikke klippe mit hår, men det er hendes hår. Hun skal bestemme over sin krop. På den måde bestemmer hun, når hun går ud i verden. Hun er vant til at tage sine egne beslutninger. Vi forsøger at give dem disse beslutninger, indtil de selv kan bære vægten af deres liv.

Læs også: Mine bøger er erotiske, fordi livet er erotisk

Will Smith lærer sin datter, Willow, at bestemme over egen krop, så en mand aldrig vil. (Foto: All Over)

Matt McGorry

Skuespilleren Matt McGorry er med danske øjne nok mest kendt for serierne “Orange is the new black” og “How to get away with murder”.

Skuespilleren er meget åben om sin støtte til feminismen og deler ofte billeder, tekster og andet på sine sociale medier.

Han har skrevet et essay til dagen for ligeløn – Equal Pay Day – hvor han taler om uligheden i løn for mænd og kvinder.

– Ved at begrænse piger og kvinder med vores egne, ignorante opfattelser, forhindrer vi dem i at have de bedst mulige chancer for at få succesfulde karrierer (og leve helt generelt). Dette gør det mindre til et valg for kvinder om at gå efter en karriere og mere til samfundet, der forsøger, at give dem et hint om, at de skal lade være, skrev skuespilleren.

Han har også været med i Amber Roses video “Walk of no shame”, hvor hun understreger, at kvinder intet har at skamme sig over, når de går hjem efter et engangsknald. Matt McGorry kan opleves et minut og 33 sekunder inde.

Læs også: #SlutWalk: Demonstration sætter fokus på slut shaming

Barack Obama

Udover at vise sin støtte til kvinder gennem sit tætte bånd med sin hustru, Michelle Obama, skrev tidligere præsident Barack Obama under på Lilly Ledbetter Fair Pay Restoration Act-loven, som gjorde det muligt for kvinder at sagsøge deres arbejdsgivere for ikke at få lige løn.

– Alt for ofte kan kvinder ikke få adgang til den information, de har behov for i kampen mod løndiskrimination. Kvinder kan ikke vente på lige løn. Jeg vil ikke stoppe med at bekæmpe denne ulighed, sagde Obama.

Obama sagde farvel til USA som præsident og takkede blandt andet sin hustru, Michelle, i en tårevæddet afskedstale. (Foto: Polfoto)

Mark Ruffalo

I USA er spørgsmålet om abort et emne, der stadig diskuteres vidt og bredt, og for nyli afskaffede præsident Donald Trump al støtte til organisationer i USA og udlandet, der praktiserer abort.

I 2013 skrev skuespilleren et åbent brev om kvinders rettigheder til abort, blandt andet fordi hans egen mor havde været nødt til at få en illegal abort.

– Min egen mor kæmpede for at gøre sig selv til mere end en ejendel; hun levede sit liv som en mor, der kunne vælge, hvornår hun ville have børn og en hustru, der kunne tjene penge, hvis hun ønskede det. Mine døtre skal have de samme valg. Jeg vil ikke skrue tiden tilbage, til dengang kvinder i ly af mørket krydsede statsgrænser for at håndtere en uønsket graviditet på et billigt hotelværelse. Hvor en handel på 600 dollars i kontanter bliver værdien af en ung kvindes liv. Derfor låner jeg min stemme til jer og jeres bevægelse i dag, fordi jeg faktisk stoler på de kvinder, jeg kender, skriver skuespilleren blandt andet.

Du kan læse hele brevet her.

Mark Ruffalo er en stor støtte af kvinders ret til at bestemme over egen krop ved abort. (Foto: All Over)

Seth Meyers

Værten på Late Night Show, Seth Meyers, blev spurgt i et interview med Elle Magazine, om han havde et bud på, hvorfor republikanere havde så travlt med at beskæftige sig med kvinders abortrettigheder.

– Det er svært for mig at sige. Når du arbejder med den slags meget stærke kvinder, som jeg gør, så er det meget svært at forstå, at der findes nogen, der vil tage deres beslutninger for dem.

Seth Meyers kan ikke forestille sig, hvorfor nogen vil bestemme over kvinder. Foto: All Over)

Prins Harry

Den royale rødhætte og søn af Lady Di er en stor støtte af kvindes rettigheder. Ved en velgørenhed for kvinders rettigheder, Chime for Change koncert, sagde den engelske prins:

– Når kvinder er styrket, forbedrer de alt omkring dem enormt: Deres familier, deres lokalsamfund og deres lande. Dette handler ikke kun om kvinder, vi mænd bliver nødt til at erkende den rolle, vi også spiller. Rigtige mænd behandler deres kvinder med værdighed og giver dem den respekt, de fortjener.

Se også: Træt af redigerede kroppe? Gå en tur i svømmehallen

Harry mener, at kvinder forbedrer deres omverden. (Foto: All Over)

Daniel Craig

På lærredet lægger han den ene kvinde efter den anden ned, imens han redder verden, altid med en stærk kvinde ved sin side.

Sammen med Dame Judy Dench, der spiller rollen som James Bonds chef og moderfigur, M, indspillede Daniel Craig en video, hvor han klæder sig ud som kvinde, imens Dench forklarer om ulighederne mellem mænd og kvinder i England.

 

Hvor mange mandlige feminister kan du nævne?

 

Kilder: The Huffington Post, Bustle, Buzzfeed, Cosmopolitan, BuzzfeedParade, The Huffington Post, Bustle, Feminist Guide to Hollywood, Bustle, National Womens Law Center, Parade, The Telegraph, Bustle, Elle Magazine, Daily Mail

· Mere fra samme kategori ·