
#SlutWalk: Demonstration sætter fokus på slut shaming
Luder, billig, løs på tråden – mange kvinder oplever af blive slut shamet i løbet af deres liv. Derfor står Dansk Kvindesamfund Odense bag en slut walk, der sætter fokus på dobbeltmoral om kvinders seksualitet. Men hvad er slut shaming? Vi har kigget nærmere på fænomenet
Slut Walk OdenseVil du deltage i Slut Walk Odense?
Det foregår lørdag den 3. september 2016 i forbindelse med Det Fynske Folkemøde.
Det starter i Kongens Have kl. 14, hvor der bliver sat gang i fejringen med glimmer og musik.
Kursen går gennem gågaden mod Munke Mose, hvor slut walken slutter af med underholdning og slutty hygge.
Dansk Kvindesamfund Odense står bag en slutwalk, hvor de protesterer mod slut shaming, victim blaming, seksuelle overgreb og sexistisk dobbeltmoral, og vigtigst af alt, understreger, at alle har retten over deres egen krop.
– Ved at lave en slut walk tager vi ordet ”slut” tilbage og fejrer selvstændighed, skamløshed og lyst. Vi forkaster skam og skyld og fejrer retten til at klæde sig, som man vil og at have så meget eller så lidt sex, som man har lyst til. Ingen skal udskammes for deres seksualitet, uanset hvor prangende, tarvelig, kedelig eller aseksuel den er, fortæller Marie Nielsen, næstforkvinde i Dansk Kvindesamfund Odense.
Du har garanteret hørt ordet slut shaming. Du har måske endda selv prøvet at være udsat for det.
– Slut shaming er en form for social stigma, som bliver påført personer – særligt kvinder eller feminine personer – som overtræder traditionelle forventninger til seksuel adfærd. Det kan for eksempel være kvinder, som har sex med mange personer eller går “udfordrende” klædt, og derfor bliver kaldt for “luder”, “billig” eller “slut”, fortæller Marie Nielsen.
Læs mere: #AldrigDinSkyld: Hvad er op og ned i sagen?
Artiklen fortsætter under billedet

Kvinders seksualitet har altid været et emne
En række sager har i den seneste tid sat fokus på problematikken med udskamning af kvinders seksualitet, og offerskyld. Blandt andet har en meget omtalt sag fra Herfølge, hvor tre unge mænd først blev frikendt for gruppevoldtægt og så senere dømt ved Landsretten, fyldt i medierne og den offentlige debat.
Slut Walk OdenseSlut Walk er for alle, uanset alder, køn og seksualitet, og man kan være akkurat lige så slutty, som man ønsker.
Medbring jeres bedste bannere og skilte eller lav dem med Dansk Kvindesamfund Odense på Folkemødet.
Så længe budskaberne ikke er sexistiske, racistiske, transfobiske, homofobiske eller slut shamer andre.
Senest skrev vi historien Nøgenbilleder: Piger er lige så slemme til at dele som drenge om facebookgrupper, hvor unge, danske pigers nøgenbilleder deles, sælges og handles, og pigerne nedgøres. Både af piger og drenge.
– Fortællingen om luderen og madonna-modsætningen har altid været der, og mænds behov for høj grad at definere og afgrænse kvinders seksualitet har vi set gennem hele historien, fortæller Kuno Sørensen, psykolog ved Red Barnet.
– Drengene får status inden for deres egen gruppe af drenge og piger ved at kunne hævde sig overfor kvindekønnet ved at være sexistiske, undertrykkende og lignende. Der er en utrolig usikkerhed i forhold til egen seksualitet og selvværd, at man må trampe på andre for at føle, at man får det lidt bedre, siger han.
Kuno Sørensen uddyber:
– I forhold til pigerne er det konkurrencemomentet i at være synlig for fyrene. Det er den her dobbelthed, som heller ikke er ny, med madonna/luder-billedet. Kan man hænge nogen af de konkurrerende piger ud i luderrollen, får man status som madonnaen og bliver spændende i den sammenhæng.
Læs også: Unge kvinder gør oprør på de sociale medier
Artiklen fortsætter under billedet

Walk of no shame
Selv om slut shaming nærmest har eksisteret siden tidernes morgen, var det amerikaneren Amber Rose, der for alvor satte udskamning af kvinder på den moderne dagsorden.
Som tidligere stripper og ekskæreste til rapperen Kanye West har Amber Rose flere gange været udsat for slut shaming. Hun fik nok og lavede til sidst videoen “Walk of no shame”.
Her satte hun fokus på den dobbeltmoral, der er dagen derpå, når en mand lister hjem fra et engangsknald, og når en kvinde gør det.
Amber Rose insisterede på, at kvinder ikke skulle skamme sig over deres seksualitet, og hun tog ordet “slut” tilbage, og gjorde det til sit eget.
Hun satte samtidig spot på bevægelsen Slut Walk, der kom til verden i 2011 i protest over en politibetjent fra Toronto, der udtalte, at hvis kvinder ikke ville voldtages, skulle de lade være med at klæde sig som skøger.
Slut Walk har siden udviklet sig til en international bevægelse med græsrodsevents over hele verden ligesom dem Dansk Kvindesamfund står for i Danmark.
Læs mere: Fængselsstraf til alle anklagede i voldtægtssag fra Herfølge og andre aftennyheder
Det er blevet nemmere
I følge Kuno Sørensen er det nye i virkeligheden, at de sociale medier gør, at flere sociale grupper støder samme, og samtidig er det blevet lettere at dele og udskamme mennesker. Og det gælder både pigerne og drengene:
Marie Nielsen deler den oplevelse.
– Tidligere var hævnporno et problem, men ikke på samme måde, som det er i dag. Dengang skulle man printe billeder, og man ville være nødt til at dele billederne fysisk eller sladre om dem direkte eller over telefonen. Det var mere ansigt til ansigt, og det tror jeg i høj grad begrænsede det. Men med internetmobning kan alle se det, siger hun
Artiklen fortsætter under billedet

Marie Nielsen håber, at det på et tidspunkt bliver pinligt at slut shame andre, og at samfundet vil følge med den udvikling, der har gjort kvinders liv og selvbestemmelse nemmere.
Læs også: Ida Therkelsen laver YouTube-videoer om kønsforskelle, kønsstereotyper og feminisme
– I dag kan kvinder have mange partnere, for vi har udviklet rigtig gode former for prævention, der sikrer os mod graviditet og kønssygdomme. Men det er ikke så længe siden, at vi ikke havde den frihed. Jeg kan godt forestille mig, at det stadig vil tage tid, inden samfundet følger med den udvikling. Men jeg håber da, hvis jeg engang får nogle døtre, at de vokser op i et samfund, hvor det er pinligt at udskamme kvinder for deres seksualitet, slutter Marie Nielsen.
Læs også: Fem fortællinger om slutshaming
