Læs også:

Close

Kvinde, kend din backpackertype

Underholdning  | 

Katrine støder ind i de samme typer igen og igen, når hun backpacker. Læs med og se, om du kan genkende en backpackertype eller to fra dine egne rejser?

For mange unge danskere er det et must at opleve verden på en backpackertur, og udover de mange unikke oplevelser, du får, vil du utvivlsomt også møde en klassisk backpackertype eller to. Læs her, hvordan du tackler dine nye mandlige bekendtskaber.

backpackertype
Hey girl, wanna polish my board? (Foto: All Over)

Backpackertype 1: Surfer-duden

Udbredelse:

Overalt i varme lande med gode strande: Australien, Thailand, Sri Lanka, Filippinerne og så videre.

Udseende:

Solbrændt, lækker, tit topløs. Oftest yngre end dig. Lever i en uniform bestående af flipflopper og boardshorts – eventuelt med en omvendt kasket, når han er på land.

Territorium:

Stranden. Enten i vandet eller i færd med at drikke sig en kæp i øret på strandbaren. Kan du ikke lokalisere surferen her, kan du kigge på byens festligste hostel eller strandens største pubcrawl-event.

Levevis:

Meget afslappet type. Alt er “hang loose” og cool, og hvis dit spirit-animal er Monica fra Friends, vil du hade at hænge ud med surferne.

Parringsritual:

Ung og viril – der står ikke meget i vejen for surferdudens trang til at formere sig. Parringsritualet går hurtigt og sker gerne under påvirkelse af rusmidler. Det lever dog sjældent op til forventningerne (i hvert fald ikke dine), men hans krop er smuk.

Døgnrytme:

Vågner langt op ad dagen, medmindre der er noget solopgangssurf, der trækker. Døgnrytmen kan minde om en teenagers.

backpackertype
Russere har verdensrekorden i “belastende turist”, og når du møder dem på din vej, vil du forstå grunden. (Foto: All Over)

Backpackertype 2: Den irriterende (og ofte fulde) russer

Udbredelse:

Meget resistent og overlevelsesdygtig art, findes flere og flere steder.

Udseende:

Ligner til forveksling vores dejlige Dannebrog: Rød og hvid i skøn forening! Russeren er nem at kende på sine badesandaler, joggingsættet og guldsmykkerne, hvis vejret kan bære sådan et outfit. Er det for varmt til dette antræk, kig da efter en høj mand i speedos. Karseklippede isser er også et godt pejlemærke.

Territorium:

Mener at eje alle steder, han kommer som turist – til stor irritation for miljøets andre arter. Vil du have de bedste odds for at undgå russere, sigt da efter ukendte destinationer eller bo på de absolut billigste steder. Denne type russer er turist blandt andet for at blære sig med sin rigdom, og det kan man ikke så godt på et hostel.

Levevis:

Færdes i flok og meget gerne i en større gruppe af par. Elsker musik, mad, at skide på køkultur og at feste. Er utrolig dårlig til at camouflere sig og har heller ingen interesse i dette.

Parringsritual:

Kan journalisten (heldigvis) ikke beskrive. Et gæt vil være larmende.

Døgnrytme:

Vågen på alle tider af døgnet. Har brug for meget lidt søvn.

backpackertype
Klicheen over alle klicheer: Den der scuba-instruktør/surfer/bartender/medturist, som du ligesom bare connecter helt vildt med … Lige indtil du kommer hjem og har glemt hans navn fire uger senere. (Foto: All Over)

Backpackertype 3: Ham, der rammer dig med Amors pil

Udbredelse:

Thailand, Australien, New Zealand, USA – i det hele taget destinationer, der trækker mange turister, og hvor der er aktiviteter, som tiltrækker unge mennesker. Tænk dykning, druk eller surfing.

Udseende:

There’s no accounting for taste, men han ser selvfølgelig fantastisk ud. Måske er han blevet dejlig veltrænet som følge af sit job, og uanset hvad er han dejlig brun og ikke gennemsigtig, som de mænd, du har skullet se på derhjemme før afrejsen. Bedst af alt, så er han eksotisk per definition.

Territorium:

Færdes præcis de samme steder som dig.

Læs også: De fire mandetyper, du falder for

Levevis:

Er ude at opleve verden og er god til at tale med folk. Han lider en smule af FOMO, og det er ikke sikkert, du er hans eneste flirt. Denne mand vil have hver en dråbe ud af (shot-)glasset, og han lever i nuet. Så bliv ikke ked af det, hvis han er sammen med en ny pige på næste stop af sin tur.

Det forøvrigt ret normalt, at den går begge veje; du føler måske meget stærke ting, mens du er af sted, men når hverdagen engang melder sig igen, så er det sgu de færreste ferieflirts, du har lyst til at holde fast i!

Parringsritual:

Der er fuld knald på forførelsen. I scorer hinanden under stjernehimlen, ved bølgeskvulpet, på dansegulvet og i jacuzzien. Som Nik & Jay siger: Damn, det’ hot!

Døgnrytme:

Hvis han er turist, kan det variere meget, men hvis du falder for en, der bor og arbejder på feriedestinationen, kan du som regel antage, at han har noget selvdisciplin, kan stå tidligt op og indimellem takker nej til fest.

backpackertype
Kend hippien på hans medbragte guitar, det halvlange, fedtede hår og hans kærlighed til “autentisk” tøj (som sjovt nok slet ikke er det, de lokale går med). (Foto: All Over)

Backpackertype 4: Hippien/den wannabe-indfødte

Udbredelse:

Findes i hele Asien, men i særlig stor udstrækning i Nepal, Tibet, Indien, Laos og Cambodia.

Udseende:

Bare fødder, dreadlocks/langt hår og iført masser af “autentiske” smykker (såsom ankelkæder og flettede armbånd) og whatever kulturel ting, han har lyst til uretmæssigt at tilegne sig. Sari? Ja da! Hellig amulet? Hvorfor ikke!

Territorium:

Ydmyge boligsituationer er tiltalende og ofte benyttet, da denne type backpacker ofte er af sted i laaaaang tid, for det er ikke særlig autentisk at rejse i mindre end tre måneder ad gangen.

Levevis:

Deler på sin vis ideologi med surfer-duden, idet alt skal være åh så afslappet, men er en smule mere irriterende, idet han insisterer på, at han har mere “ret” til at være her. Han er ikke en vulgær turist, han er ligesom et med folket.

Han gør ikke meget brug af alkohol og er mere sundhedsorienteret end de andre arter. Er åben for rusmidler, såfremt det er noget, de lokale bruger; hvad end det er syre, peyote-te eller hash. Tit veganer/vegetar.

Parringsritual:

Forsøger at forføre dig ved at spille en traditionel stammemelodi på citar, mens I sidder ved et bål. Hvis du ikke er til det, ved du lynhurtigt, hvornår det er tid til at sige “Tak for i aften.” Går du med ham i kanen, er du garanteret et tantrisk festfyrværkeri – eller en fuser. Det er aldrig til at vide!

Døgnrytme:

Tilpasser sig de lokale.

backpackertype
Måske er du heldig at få en brother from another mother på din ferie? (Foto: All Over)

Backpackertype 5: Din nye bedste ven

Udbredelse:

Findes heldigvis i de fleste lande, men er ikke nødvendigvis så eksotisk og højtråbende. Stammer oftest fra Canada. Kan også have sin oprindelse i Sverige.

Udseende:

Kig efter fornuftigt fodtøj, almindelig frisure og måske en guidebog. I det hele taget ligner han din bror eller studiekammerat hjemmefra. Måske med et lidt nørdet touch.

Territorium:

Find ham på dit hostel eller på en udflugt, der interesserer jer begge, hvad end den handler om madlavning, dykning, trekking eller et (uetisk) dyreshow. Denne art befinder sig godt de fleste steder, og du kan tage ham med overalt.

Levevis:

Her er tale om et gennemordenligt menneske. Hans levevis afspejles i hans sunde værdier og gode manerer. Selv om han ofte er taget af sted alene, er han det sjældent, fordi han simpelthen er rar at være sammen med. Trives i alle situationer og med alle mennesker. Han er også den eneste af typerne, du muligvis kommer til at have en forbindelse til, efter ferien er slut.

Parringsritual:

Ikke relevant. Din BFF er aseksuel. Som en lampeskærm. Eller en snorkel. Til gengæld er han en guldgrube af viden om det modsatte køn. Spørg løs. I kan være hinandens bedste wingmen, hvis det er det, I vil.

Døgnrytme:

Synced up med din.

 

Og: Huskede du at læse vores do’s and dont’s festival-edition?

Læs også: Derfor er det fedt at have en veninde i et andet land

 

 

· Mere fra samme kategori ·