Læs også:

Close

Sådan bliver du en pro onlineshopper

Mode  | 

Vil du tage din onlineshopping til næste niveau? Jeg har nogle tricks til dig …

Da en af mine veninder for nylig kaldte mig “shopaholic” i en bisætning, blev jeg ærlig talt lidt irriteret. Hvilket hun også fik at vide. Især fordi jeg har haft shoppestop i hele 2016 for at spare lidt penge op. Til gengæld vil jeg gerne indrømme, at jeg HAR ret meget erfaring med shopping og specielt den online slags. Så nu kan jeg lige så godt dele lidt ud af min viden, så den kan komme andre til nytte!

Jeg håber, du kan bruge nogle af mine tips til at blive endnu mere pro, når du næste gang sætter dig for at klikke kjoler hjem.

Grå sweater, 161 kr., Zaful / Lyserød frakke, 732 kr., River Island / Hvid T-shirt, 260 kr., Bestseller / Ur, 129 kr., Zalando / Ichi-kjole, 399 kr., Boozt / Lyseblå sko, 399 kr., Ellos / Grå bukser med sløjfe, 388 kr., Topshop / Crossover-taske, 250 kr., Pieces / Lyserød strik med flæser, 349 kr., H&M

Lav en liste

Den her følger jeg sjældent selv, og det kan muligvis være derfor, jeg har fået titlen som shopaholic på mig, men du undgår at overshoppe, hvis du har planlagt, hvad det præcis er, du kigger efter. På den måde er det nemmere at overse de items, der kalder på impulskøb, og du får helt sikkert brugt tøjet mere, hvis det har stået på din ønskeliste, end hvis det er noget, du er faldet tilfældigt over i webshoppen.

Køb dine sneakers i børneafdelingen. De går op til størrelse 39. Jeg har sparet en bondegård!
Julie, 36

Læs anmeldelserne

Der er andre shoppere derude end dig, og mange af dem er rigtig gode til at give deres mening til kende, efter de har modtaget og prøvet et produkt. Hvis en kjole ikke er helt true to size, så vil det fremgå af kommentarerne, ligesom køberne gerne fortæller, hvis de er utilfredse med kvaliteten.

Læs også: Printede T-shirts!

Mål dig

Du ved, hvad størrelse du bruger i H&M, og du kender måske også forskellen på den størrelse og så den, du bruger hos Asos. Men størrelserne varierer virkelig meget hos de forskellige brands, og derfor gør du dig selv en kæmpe tjeneste ved at kende dine egne mål. Enhver online tøjbutik med respekt for sig selv har nemlig et skema, der viser, hvor meget hver størrelse måler i taljen, længden, over brystet og så videre.

I produktbeskrivelsen vil der også nogle gange stå, om en bluse er stor i størrelsen eller et par bukser pænt stramme. Det er ret brugbar viden, når du skal iklæde dit korpus.

Køb i “lokal” valuta på udenlandske sider – for eksempel Asos – så er der penge at spare.
Pernille, 28

Følg dine drømmekøb

Hvis du er helt pjattet med sæsonens nye trend (for eksempel bliver det i år super-in med embellished sneakers og mules, altså de hælkappeløse sko), men du har kastet din kærlighed på et lidt for dyrt eksemplar, så marker produktet som favorit.

Nu kan du holde øje med, om det bliver hurtigt udsolgt, så du skal overveje at finde nogle penge, eller om det er så upopulært, at du kan være heldig nok til, at det bliver sat ned! Der er altså cash at spare, hvis du tør holde distancen og vente lidt.

Læs også: Sådan får du råd til luksusmode på et lille budget

Rosa glimmersneakers fra Giuseppe Zanotti, 4.008 kr., farfetch

Husk at tjekke leveringstiden, hvis du har travlt med at modtage en vare. Det er fesent at modtage sit Spiderman-kostume en uge efter fastelavn.
Josephine, 27

Shop på de rigtige tidspunkter

Hvis du ikke har opdaget det, så er der i januar megaudsalg, og det er her, du kan få de største rabatter på fede efterårs- og vinteritems. Sommer- og forårsmode kan du derimod med succes købe billigt i juli.

Se videoerne

Mange webshops er begyndt at have en lille catwalk-video, hvor du kan se tøjet på. Godt nok ser du, hvordan tøjet ser ud på EN MODEL, men du får en meget bedre fornemmelse af, hvordan stoffet falder, og materialet ser ud i bevægelse.

Jeg har undgået så mange fejlkøb ved at se de her videoer. Især sort tøj kan gemme på en masse overraskelser, når du bare ser et studiebillede af det.

Jeg benytter mig af Zalandos mulighed for at købe på faktura. Så bestiller jeg for 3.000 kr. ad gangen, får hele herligheden leveret gratis, prøver hjemme foran spejlet, sender det uønskede retur (også gratis) og betaler (uden ekstra omkostninger) senest 14 dage efter. Men man skal ha’ selvdisciplin med den slags …
Julie, 36

Læs det med småt

Når du køber online, er der altid en risiko for, at du kommer til at ligne en sæk kartofler, og så er det altså rart med muligheden for at returnere skidtet. Hvis du altså kan. Så sørg lige for at løbe det hele igennem, før du bestiller, så du har læst sitets politik for returneringer.

Tjek, om det er gratis at sende en vare tilbage, hvad tidsfristen er, og om du eventuelt kan returnere i en fysisk butik (det kan du for eksempel, hvis du har købt noget på H&M’s og Magasins webshop).

Læs også: Prut om prisen: Det er sjovt og nemt

Helgarder dig

Hvis du er havnet på en mindre eller ukendt webshop, kan det være en rigtig god ide lige at tjekke anmeldelserne på Trustpilot. De er en meget god indikator for, hvad du kan forvente dig, og om du risikerer at blive snydt.

Hent Honey, som er en browsertilføjelse til Chrome. Den tjekker automatisk, om der findes rabatkoder til det, du er ved at købe.
Anne Sofie, 27

Insta er din bedste ven

Gå på Instagram, og søg efter produktnavnet. Her kan du nemlig være heldig at kunne se tøjet på en ægte person, og det siger nogle gange lidt mere end et modelbillede. En ekstra bonus er, at Instagram-outfits også giver dig inspiration til stylingen.

 

God jagt!

 

Læs også:

De bedste webshops til størrelse 42+

Sådan får du råd til luksusmode på et lille budget

Derfor bliver din hjerne glad, når du shopper

· Mere fra samme kategori ·