Læs også:

Close

Når man er for stor til normalt tøj og for lille til plus size

Mit liv  | 

Nyhedsredaktøren finder nemt tøj til overkroppen i normale butikker, men skal hun finde noget til sine brede hofter, er udvalget oftest lycra og stretchbomuld. Først blev hun irriteret over sin krop – men så kom hun til fornuft og fandt lækre butikker, hvor mermaid thighs ikke er et problem

Kender du det, at du går ind i et storcenter og tager en dyb indånding. For nu skal der shoppes, og selv om du nemt finder tøj i størrelser, der passer til din overkrop, så er det tæt på umuligt at finde en butik, der fører størrelser, hvor selv dine smukke, kvindelige og ikke mindst brede hofter kan klemme sig ned i et par skinny jeans.

Jeg kender det i hvert fald, og som du måske har læst i min forrige klumme, Jeg droppede fitnesspigerne for plus size-gudinderne på Insta og fik det meget bedre, er jeg træt af at gå og have det dårligt over min egen krop, fordi den er større eller anderledes end det ideal, der længe har været trukket ned over hovedet på kvinder. Især når min størrelse til dels er betinget af en sygdom.

Læs også: Derfor bliver tømmermænd værre med alderen

Når jeg shopper tøj, så kan størrelsen på toppe, kjoler og bukser spænde fra en størrelse 40 til 44, men når det kommer til mine hofter, kan jeg spænde fra en størrelse 42 til 46 alt efter mærket, snittet og stoffet. Og så er det pludselig ikke så nemt, at finde klude at iklæde sig, hvis man gerne vil have andet end hvide T-shirts og sorte leggins på.

Ashley Graham er et af de helt store forbilleder inden for bodypositivity og plus size. (Foto: All Over)
Ashley Graham er et af de helt store forbilleder inden for body positivity og plus size. (Foto: All Over)

Livet er for kort til kedeligt tøj

Jeg har altid været glad for tøj og interesseret i mode, men i mange år har jeg hver dag tyet til en sort kjole med en lang cardigan og et par pæne støvler. Dels fordi jeg var træt af min vægt og dels, fordi jeg har sloges med mig selv om, at jeg skal tabe mig på grund af sygdom.

Men for nylig har jeg hanket lidt op i mig selv og besluttet mig for, at det er for træls at klæde mig kedeligt, mens jeg venter på, at vægten viser et tal, der giver adgang til mindre størrelser.

Det er simpelthen spild af mit liv. For hvis der er noget, der kan booste selvtilliden og sætte prikken over i’et, så er det da et lækkert outfit, hvor du føler dig sej, flot, kvindelig, sexet, eller hvad du ellers ønsker at føle den dag.

Læs også: Hold øje med dine modermærker med denne app

Som den handlingsorienterede kvinde jeg er, spejdede jeg først i de klassiske tøjbutikker. Nogle af dem er trods alt begyndt at føre tøj i større størrelser. H&M virkede oplagt, men deres plus-kollektioner er ofte gemt væk i et lille goldt hjørne af butikken, og du bliver højst sandsynligt præsenteret for en kavalkade af sort, løsthængende bomuld.

Ville jeg have noget af det mere spændende plus-tøj fra H&M, kunne jeg gå på deres netshop. Så det gjorde jeg, men det blev festen ikke bedre af.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Dascha Polanco fra Orange Is The New Black er også kendt som en plus size fashionista, der ikke går på kompromis eller sexethed på grund af hendes størrelse. (Foto: All Over)
Dascha Polanco fra Orange Is the New Black er også kendt som en plus size-fashionista, der ikke går på kompromis med sexethed på grund af sin størrelse. (Foto: All Over)

Plus er bare en betegnelse

Kvier du dig ved tanken om at handle i en plus size-butik, så kan jeg godt forstå dig. Kvinder lærer, at et plus på kontoen er bedre end et plus på hoftemålet. Men som jeg ser det, er plus en betegnelse, som modebranchen bruger for at afskære modellerne og skønne, slanke kvinder fra alle os dødelige, der bruger mere end en størrelse 36. Ikke mere end det.

Så jeg ledte efter tøjmærker, der fører størrelser, som går højere end 44. Helt specifikt ledte jeg på Instagram, og så blev det langt mere spændende. Jeg fandt en masse lækre mærker. Nogle havde kun plus size-størrelser, andre havde begge dele. Vigtigst af alt: Tøjet var pænt, farverigt, mønstret, formsyet og i mine størrelser.

Og nu vil jeg dele nogle af dem med dig. God fornøjelse, og pas på dankortet!

Læs også: Klumme: Sundhed er en helhed

P.S. Nogle af butikkerne sender kun til udlandet, men det har jeg en løsning på nederst i artiklen.

Addition Elle

Addition Elle bugner med al slags tøj til kvinder fra størrelse 40 til 54. Sitet kalder deres fokus på plus size-tøj for en bevægelse, og de har nogle af de mest populære plus size-modeller som Barbie Knox og Ashley Graham til at promovere deres varer. Og så sælger de lækkert og sexet undertøj.

Charlotte Russe+

Charlotte Russe er et amerikansk mærke, der både sælger i mindre størrelser og plus size. Tøjet er flot, inspirerende og siden har ofte tilbud, så der er mange penge at spare. Du kan finde alt fra nederdele til jeans, toppe, jakker, cardigans og meget mere.

Carmakoma

Danske Carmakoma fokuserer ikke på plus size-delen, men laver i stedet cool tøj, der fokuserer på mangfoldighed og fashion, og modemærket er stærkt fortaler for, at man ikke skal forvises til butikkens skammekrog, bare fordi man bruger mere end en størrelse 42.

Rue 107

Rue 107 giver dig moderigtigt, farverigt tøj, uanset om du er en størrelse 34 eller 54.

Det er brandets mål at tilbyde statement-tøj, som du kan bruge til at sætte dit helt personlige præg på din stil, og mærket hylder kvinders sammenhold og former, uanset om de er curvy eller ej.

Your Big Sister’s Closet

Your Big Sister’s Closet er en canadisk butik, der har alt fra lædernederdele til T-shirts, maxi-kjoler, striktrøjer, jeans, festkjoler, afslappet tøj og meget mere.

Mærket bruger altid tre kvinder med forskellige størrelser til at vise, hvordan tøjet ser ud, alt efter, hvilken størrelse du bruger.

Do you guys recognize our 3X model this week? 😆😆😆

A post shared by Your Big Sister's Closet (@bigsiscloset) on

Eloquii

Eloquii er et amerikansk mærke, der spænder fra klassiske 50’er-silhuetter over hippiestilen og videre til den moderne stil.

Juna Rose

Juna Rose er Bestsellerkoncernens plus size-satsning, og mærket beskriver sig selv som et tøjmærke til unge, trendy kvinder, der går op i tilpasning og fit.

Asos Curve

Danskerne elsker at handle hos Asos og med god grund. Asos har alt. Bogstavelig talt. Også en plus size-linje, der hedder curve og er spækket med lækkert tøj til damer, der har lidt ekstra på sidebenene.

Sender butikken ikke til Danmark?

Selv om nettet har ført hele verden til din fingerspids, er der desværre mange ting, der er ikke kan krydse grænser. Tøj fra USA kan være en af de ting. USA er på mange måder foran, når det kommer til plus size-segmentet, men desværre er der mange amerikanske tøjbutikker, der ikke sender over Atlanten.

Men et amerikansk firma har lavet om på det. Firmaet hedder ShopUSA og har åbnet en dansk filial, så danske shoppere kan modtage amerikanske varer. Du opretter et login, og så får du en amerikansk adresse, som du kan angive som forsendelsessted til de amerikanske webshops, der ikke sender uden for USA.

ShopUSA modtager pakken og sender den videre til dig. Vær opmærksom på, at ShopUSA tager et gebyr for servicen, og at du skal betale told.

· Mere fra samme kategori ·