Anmeldelse: Assassin’s Creed er den bedste spilfilmatisering hidtil

Assassin’s Creed er et underholdende actionbrag, der kan være rodet for nytilkomne, men vil vække genkendelse og måske lidt glæde hos fans af spillet

Da Cal Lynch (Michael Fassbender) er barn, ser han sin mor blive dræbt af sin far. 30 år senere sidder Cal selv på dødsgangen for mord. Han får sprøjten, men dør ikke og vågner i stedet op på en briks i Abstergo Industries. Her møder han forskeren Sophia Rikki (Marion Cotillard), der forsøger at finde kuren mod vold.

Kuren ligger i Æblet, et mystisk relikvie, der indeholder den genetiske kode til menneskets frie vilje. Finder hun Æblet, kan hun afkode den del af den menneskelige DNA, der fører til vold.

For at finde Æblet, skal Rikki bruge Cals forfædres minder. Derfor bliver han koblet på den revolutionerende maskine Animus. Den frigiver minderne i Cals DNA og fører den unge mand 500 år tilbage i tiden, til sin forfader Aguilar de Nerha, der var en del af et hemmeligt snigmorder broderskab Assassin’s Creed, der kæmpede mod de magtsyge Tempelriddere under Den Spanske Inkvisition.

I takt med, at Cal lærer mere om sin fortid, forstår han, hvad der har skabt ham, og han genfinder evner, der vil hjælpe ham med at stoppe Tempelridderne i nutiden.

Læs også: Hvorfor har Hollywood de sidste 20 år lavet gode spil om til dårlige film?

Meget handling på kort tid

Assassin’s Creed er et historisk sci-fi-actionbrag i næsten samtlige af de knap to timer, filmen varer. Og det er måske ikke så underligt, for filmen tager udgangspunkt i en spilserie, der har været elsket af fans siden 2007, og hvor de ni spil i serien varer et sted mellem ni til 40 spilletimer.

Som det ofte er med Hollywood-film, der er baseret på spil, er der meget arv at løfte og mange fans at tilgodese, samtidig med at folk, der ikke kender universet, skal indvies på en ordentlig måde.

Assassin’s Creed-filmen forsøger at løfte denne opgave, men vægten er alligevel lidt for tung. Og det er synd, for det forhastede tempo og de mange ting, der skal fortælles gør, at der ikke er megen tid til at folde hovedpersonerne og filmens præmis ordentlig ud.

Det er ikke, fordi skuespillerne ikke prøver. Michael Fassbender, Marion Cotillard og Jeremy Irons tager alle deres roller meget seriøst, og især Cotillard har fået lidt ekstra at bide i rent skuespilmæssigt med sin rolle som videnskabskvinden Sophia Rikkin.

Men hovedpersonens motiver er ikke til at finde, andet end at han vil have hævn over sin mors død.

Læs også: Drop nytårsforsætterne, de lykkes alligevel ikke

Gameren i mig er alligevel glad

Jeg har selv spillet flere af spillene i Assassin’s Creed-serien. Derfor var jeg ekstra spændt på at se, hvordan filmatiseringen ville blive, og jeg er egentlig ikke skuffet.

Visuelt rammer filmen plet, omend der er gjort meget brug af støv til at skjule de alt for tydelige CGI-effekter. Til gengæld er Animus som en arm, der lader Cal springe rundt som Aguilar i den frie luft, milevidt federe end den briks, spillenes hovedpersoner sættes i.

Fassbender gør det også overbevisende, når han flyver hen over hustagene, jager skjulte knivblade ind i halsen på sine fjender og slås i imponerende kampscener. Faktisk er filmen allerstærkest i de scener, hvor Cal rejser tilbage i tiden. Det er desværre også dem, der fylder mindst i filmen, der mest fokuserer på nutiden.

Selv om der er mange genkendelige ting i filmen fra spillene, er der enkelt ting, jeg som gamer virkelig savner. Især det ikoniske klip, hvor din assassin kravler til toppen af et tårn, sætter sig på hug og scanner en hel bydel. Har du spillet Assassin’s Creed, ved du, hvad jeg taler om.

Læs også: Året, der gik 2016: Pokémon, SKAM, Trump, kagegate, nøgenbilleder og …

En balancegang

Det er en balancegang at gøre de gamle spilfans tilfredse og samtidig introducere nye mennesker til universet. Filmen har nogle mangler i og med, at der er nogle ret aparte ting såsom Animus og Æblet, der ikke forklares ordentligt.

Til gengæld er det et ret omfattende univers, der skal forklares, og det tager tiden væk fra andre ting, såsom at folde karakterne ud.

Når det er sagt, så er Assassin’s Creed en virkelig underholdende film. Som fan af spillet vil du genkende mange ting fra spilserien; såsom sceneriet og den historiske kontekst, den kliniske klinik med Animus i, parkour op af vægge, tårne og tage, folk, der lander i høstakke, tillidsspring og de skjulte knivblade.

Du vil også finde ligheder mellem figurer, for eksempel mellem Desmond & Cal og Ezio Auditore & Aguilar.

Læs også: Bodywrap: Jeg blev pakket ind, og det var fantastisk

Bedømmelse

Overgangen fra spil til film går sjældent særlig godt, og Hollywood har endnu ikke ramt en rigtig succes. Det er heller ikke en homerun med Assassin’s Creed, selv om filmens effekter og udseende helt klart matcher det, man som gamer kender fra spillene.

Kender du dem ikke, tror jeg, filmen kan virke noget rodet og præmissen lidt fjollet, hvis du ikke er til den slags film. Alligevel synes jeg, den er værd at se. Den er hurtig, underholdende og hæsblæsende, og et bedre bidrag til genren, end mange andre spil-film har været.

Ligesom i spillene lægges der op til en efterfølger, og det bliver spændende at se, om der kommer en, og om den giver mere tid til fortidsscenerne, som helt klart er de bedste i filmen, når de indledende, semiforklarende øvelser er gjort i etteren.

Jeg var underholdt fra start til slut, og vil ikke have noget imod at se Assassin’s Creed igen. Vigtigere endnu: Jeg fik lyst til at finde spillene frem fra gemmerne.

Derfor giver jeg Assassin’s Creed fire ud af seks M’er.

Er du vild med spil? Så tjek vores Insta-side, MY DAILY GAMER, ud.