
Sascha har droppet alkohol: Der er for mange ting, jeg vil nå i mit liv
Efter en ungdom fyldt med fester, druk og tømmermænd har Sascha Rosing valgt at sige stop. Uden alkohol i sit liv har hun tabt sig, fået styr på sin stress og depression og er begyndt at følge en ungdomsdrøm, nemlig at skrive musik
36-årige Sascha Rosing har taget en beslutning. Hun gider ikke drikke mere. Tømmermændene, både de moralske og de fysiske var blevet for mange og for trælse, dagene var for uproduktive, kroppen for uoplagt og humøret for lavt.
– Som jeg ser det, kan man have tre forskellige forhold til alkohol: Enten drikker du slet ikke, eller også festdrikker du, hvor du godt kan styre det og du bare får en drink en gang imellem, og så er der den mulighed, der gør, at du går fra festdrikker til, at dit liv bliver overtaget af alkohol. Det var det, der skete for mig, fortæller Sascha.
Læs også: Klumme: Gider du blande dig uden om min livmoder?

Druk er en del af ungdommen
Saschas drukdebut kom egentlig sent. Det sagde hende ikke rigtig noget i teenageårene, så det var ikke før starten af tyverne, at hun begyndte at drikke til fester. Til gengæld drak Sascha rigtig meget, da hun nåede midten af tyverne.
– Det var bare en del af fællesskabet, at der var alkohol med til forfester og festerne. Det gik fra at være til en fest en gang imellem til at være torsdag, fredag og lørdag. Så fik jeg job i musikbranchen, hvor man også er til arrangementer på en tirsdag. Så var der også semibranderter i hverdagene, fortæller Sascha.
– Så drikker man et glas hyggevin med veninden eller en fyraftensbajer med kammeraten. Jeg havde altid tømmermænd, for det tog et par dage at få det ud af kroppen.
Har du set: Træt af redigerede kroppe? Gå en tur i svømmehallen

Hvad har jeg opnået i mit liv
For to måneder siden fik Sascha nok.
–Lige pludselig fik jeg bare en åbenbaring, hvor det gik op for mig, at jeg egentlig har drukket meget igennem de sidste 15 år. Det havde bare overtaget mit liv på en eller anden måde. Jeg har opnået rigtig mange ting i mit liv, som jeg er rigtig stolt af, men der er også rigtig mange ting, som jeg ikke fik gjort, fordi jeg var ude at feste, fortæller hun.
En af de drømme var blandt andet at blive musiker.
– Jeg havde en stor drøm om, at jeg rigtig gerne ville leve af at synge og lave musik, men det endte med, at jeg var ude og feste, og så gik det ud over stemmen. Stemmebåndet blev slidt, fordi jeg havde råbt og skreget hele natten på diskotek. Og når man har tømmermænd, så er det at sætte sig ned og skrive sange ikke det første, man gør, fortæller Sascha.
Hun uddyber:
– Der er nogle ting, som jeg ville have gjort om, men sådan er det jo bare. Nu, efter jeg er stoppet med at drikke, har jeg fået et sindssygt stort overskud, meget mere energi og det har også resulteret i, at jeg er begyndt at tage nye ting op i forhold til min sang. Bedre sent end aldrig.
Se mere: Start doing! Drop undskyldningerne, og gør dine drømme til virkelighed

Folk undrer sig lidt
Beslutningen om at stoppe med at drikke har ikke bare været en dans på roser. Aftener med fest, sjusser og sociale sammenkomster har været en del af Saschas liv i mange år. Heldigvis har hendes nærmeste familie, venner og kæreste støttet op om hendes beslutning.
– De siger, at de føler sig inspireret af mig, når de kan se, hvor meget mere jeg faktisk får udrettet. Der er jo sket en kæmpe forvandling. Jeg har tabt mig og føler mig meget mere energisk. Der er bare rigtig mange gode ting, der følger med ikke at drikke, fortæller Sascha.
Men ikke alle, tager lige godt imod nyheden om, at hun altså ikke har droppet dråberne, fordi hun er gravid, men fordi hun simpelthen bare ikke gider være beruset og have tømmermænd.
– Der er mange, der siger “du er ikke lige så sjov, som når du drikker”. Det kan jeg vælge at tackle på to måder: Jeg kan enten blive sur og sige, at det skal de ikke blande sig i, eller også kan jeg sige, “jeg har det faktisk rigtig hyggeligt i dit selskab lige nu, også selv om jeg ikke drikker”. Hvis jeg bare tager den på den modne måde og forklarer, at jeg har det helt fint uden alkohol, eller spørger om vi skal danse eller hente en sjus til dem, så respekterer de fleste det, siger Sascha.
– Jeg har endnu ikke oplevet nogen, der siger, at de ikke vil snakke mig med, eller at jeg er for kedelig. Det kan måske være det, de tænker, men det kan jeg ærlig talt ikke bruge til noget. Det er mit liv.
Se også: Veninder: Omgiv dig med de rigtige mennesker, og bliv gladere

Måske er det for altid
Sascha ved endnu ikke, om hendes alkoholstop er for evigt. Måske udvikler det sig til, at hun vil nyde et enkelt glas i ny og næ med en god veninde over en tapas. Måske fastholder hun sit farvel til alkohol. Det må tiden vise. Hvad Sascha dog er sikker på er, at hun har aldrig haft det så godt, som hun har det lige nu.
– Jeg har haft en depression og stress, og det forværer din tilstand rigtig meget, hvis du drikker alkohol. Især hvis alkohol bliver en ting, du bruger til at dulme de problemer, du har. Det er bare ikke godt for psyken. Og jeg kan faktisk ikke huske, hvornår jeg sidst har haft det så godt, som jeg har det, efter jeg stoppede med at drikke, forklarer Sascha.
Hun føler også en langt større tilstedeværelse i sit eget liv.
– Jeg har gerne ville lære at spille klaver, så nu går jeg til undervisning en gang om ugen og øver mig rigtig meget derhjemme, fordi jeg har overskud til det. Jeg er begyndt at synge igen og ser mine venner og veninder på et helt andet plan, end jeg gjorde før. Jeg skriver musik, mediterer og træner.
– De første 14 dage tabte jeg fem kilo, bare fordi jeg droppede alkoholen. Jeg sover bedre, har mindre appetit og min hud og mit hår er blevet pænere. Jeg føler mig som et helt andet menneske. Jeg kan kun sige, at det er fedt. Det er en åbenbaring, jeg har fået i en alder af 36, siger Sascha grinende.
Se også: Tag styringen over dit liv, og bliv gladere for hverdagene
