
Alternative julegaver – giv en ged, og gør en god gerning
Julen er hjerternes fest, så hvorfor ikke give en alternativ julegave, der gavner og støtter udsatte børn, demente eller den tredje verden? Læs om de alternative julegaver her, og støt op om et godt formål
Verdensgaver
Vil du give gaver til verdens børn? På UNICEFs hjemmeside kan du give vintertøj, vacciner, medicin eller en vandpumpe, der kan forsyne en hel landsby med rent vand. Du kan enten få et elektronisk eller fysisk gavekort for at vise donationen.

Sweatre til hele familien
I vores alle sammens Magasin sælges de berømte Christmas Jumpers, som også havde stor succes sidste år. Her findes der juletrøjer til hele familien, og for hver solgte sweater donerer Magasin 50 kroner til projektet EventyrJul. Projektet går ud på at holde en fantastisk juleaften for 250 udsatte familier i Danmark.

Læs også: Udsatte børn får hjælp til at give julegaver
Giv en ged
På Folkekirkens Nødhjælps hjemmeside kan du købe en ged, 1.000 fisk, en fodbold, en skolebænk, en køkkenhave og meget mere. Her får du muligheden for at give et anderledes og morsomt gavekort, samtidig med at du hjælper familier og folk fra verdens fattigste områder. Blot ét gavekort gør en stor forskel og giver håb for en ressourcesvag familie, og så er det da rimelig fedt at sige, at man har givet en ged.

Pynt dig med god samvittighed
Hjælp demensramte ved at støtte Alzheimerforeningen med køb af et armbånd fra kollektionenen Jewelry for a good cause, der blev lanceret i august 2016. Det fine armbånd står til 499 kroner og kan købes på Jewelrybyad og hos udvalgte forhandlere.

Fra kvinde til mor
Her kan du give Mødrehjælpen en hjælpende hånd i juletiden, så udsatte børn kan få en god jul med julemad og julegaver sammen med deres familier. Du bestemmer selv beløbet, alt gør en forskel.
Hver familie får som udgangspunkt 300 kroner og 100 kroner lagt oveni per barn. Herudover gives der 400 kroner per barn til en julegave.

Hjælp de hjemløse
Projekt UDENFOR har arranget en indsamling til julegaver til hjemløse i Danmark. Her har du mulighed for at give en hjemløs en personlig gave. De har skrevet deres ønsker ned, og herefter kan du overføre beløbet via Mobilepay for at opfylde deres ønske sammen med en personlig besked.

Læs også:
– DIY-julegaver: Gaveidéer til de kreative og shoppetrætte
– Danskerne bruger flest penge på jul
– Gaveæsker til 100, 200, 300 og 400 kroner