Sådan føles et panikanfald

Kan du forestille dig, hvordan det er at miste kontrollen over kroppen på få sekunder? Det er meget uhyggeligt. Og de to gange, jeg oplevede det, vidste jeg ikke, at det der skete var et panikanfald

Jeg er med tre veninder i Den Blå Planet. Mens jeg går rundt blandt turkise akvarier og larmende børn, bliver jeg pludselig utilpas. Med pletter for øjnene og geléknæ vakler jeg ind i en lille dreng, videre over til en mørk gang og sætter mig tungt på gulvet. Jeg sveder og fryser på en og samme tid, mit hjerte banker helt oppe i halsen, og jeg er bange og forvirret.

En af mine veninder smutter over i akvariets café, hvor hun køber cola og chips til mig. Hun sidder med mig, mens jeg tomt stirrer på fisk og drikker min sodavand. Efter nogle minutter er jeg god igen, og jeg tilskriver episoden lavt blodsukker. Selv om jeg aldrig tidligere i over 25 år har oplevet noget lignende, og selv om jeg har spist, virker denne forklaring mest oplagt.

Sammenbrud på åben gade

Et halvt år efter cykler jeg igennem byen. Jeg har kørt ruten ad Tagensvej tusind gange. Pludselig begynder min kropstemperatur at stige. Det føles, som om jeg skal brænde op – mine ben føles slatne, og jeg holder hurtigt ind til siden for at undgå en ulykke. Jeg kæmper mig ud af mit overtøj og forsøger at trække vejret, men det er svært, for alle åndedræt bliver korte og overfladiske.

Læs også: Hver anden unge kvinde har psykiske problemer

Mit hjerte tonser derudaf, prikkerne danser for øjnene, jeg vakler svimmelt over på den anden side ad gaden, hvor jeg sætter mig ned på asfalten. Jeg er bange for at miste kontrollen og måske endda besvime. Jeg synes, det er flovt at sidde på fortovet, men der er ikke så mange muligheder. En mand kommer forbi og spørger, om jeg er okay. Jeg lyver og siger, at det er jeg, så han går videre. Hjemme igen affejer jeg problemet og fortsætter min dagligdag.

Symptomerne er ens

Men jeg har svært ved at slippe de ubehagelige anfald, og jeg er bange for, at det skal ske igen. Derfor googler jeg symptomerne. Det viser sig, at symptomerne på lavt blodsukker er nærmest identiske med dem, man får ved et panikanfald.

Læs også: Unge kæmper i stigende grad med angst og depression

Nogle af symptomerne ved et angstanfald er: Hjertebanken, svedtendens, rysten, besvær med at få vejret, brystsmerter, kvalme, svimmelhed, fornemmelse af at skulle besvime, angst for at dø, kuldegysninger, hedeture og synsforstyrrelser, står der på psykiatrifonden.dk.

Ved for lavt blodsukker er de: Hjertebanken, svedtendens, rysten, svaghedsfornemmelse, bleghed, sult, uro, koncentrationsbesvær, træthed og synsforstyrrelser, skriver netdoktor.dk.

Det går op for mig, at mine anfald ikke har en disse at gøre med, hvor lidt eller meget jeg spiser. Jeg har op til anfaldene været i en meget presset periode psykisk, hvor jeg er gået fra arbejdsløshed til fuldtidsarbejde, samtidig med at jeg har bearbejdet et meget voldsomt brud.

Sig hej til angsten

Jeg snakker med en psykolog om episoderne – og den følelse af angst, jeg havde ret tit op til. Jeg forstår ikke, at panikanfaldene kommer ud af det blå, uden at der sker noget farligt omkring mig. Han forklarer mig, at angst ikke er rationelt. Det kan starte rationelt – jeg falder af en hest, og så bliver jeg bange for at ride. Men tit eskalerer det, og til sidst ender det med, at jeg bliver panisk, bare jeg ser en hest. Min krop reagerer på angsten og sender adrenalin ud i kroppen, som reagerer, som den “får besked på”, med alle de fysisk ubehagelige symptomer.

At jeg ikke selv har set, hørt eller opdaget det, der gjorde mig bange de to gange, jeg fik et anfald, betyder ikke så meget. Dufte opfatter vi tit ikke så bevidst, så måske er det en duft, der har trigget min angst og startet anfaldene. Det betyder ikke så meget for mig, hvad der har sat det i gang.

Da jeg fik sat ord på oplevelsen hos en fagperson, blev det meget mindre mystisk. Jeg lærte, hvad jeg skulle gøre, hvis det skete igen. Det har beroliget mig at lære om, hvad et panikanfald er. Selv om det er en skræmmende oplevelse, er det meget mindre farligt, nu hvor jeg ved, hvad det er. Jeg har stillet mig op foran angsten og anerkendt den.

Og jeg har ikke haft et eneste anfald siden.