
MY MORNING NEWS: Hver anden unge kvinde har psykiske problemer og andre vigtige nyheder
Gider du ikke pløje samtlige nyhedssites igennem for at følge med? Det vil vores nyhedsredaktør heldigvis
Vi har samlet dagens væsentligste morgennyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Halvdelen af alle unge kvinder har psykiske problemer
Nye tal fra Psykiatrifonden viser, at halvdelen af alle unge kvinder mellem 18 og 34 år kæmper med psykiske problemer.
Hver fjerde kvinde mellem 26 og 34 år får stillet psykiatriske diagnoser eller har tegn på angst og depression. Det skriver dagbladet Information.
Karin Garde er speciallæge i psykiatri med særlig interesse i kønsmæssige forskelle.
– Angst og depression er hyppigere blandt kvinder end blandt mænd. Det har dels at gøre med, at kvinder har lavere selvfølelse. Det er jo mærkeligt, men det har de altså, siger hun til Ritzau.
– Og når unge kvinder oplever en større sårbarhed, har det også med deres biologi at gøre. Mange kvinder har en mere kompliceret pubertet, hvor de opfatter forandringerne i kroppen på en mere negativ måde, end drenge og mænd gør, forklarer Karin Garde.
Samtidig viser tallene fra Psykiatrifonden, at der er en underrapportering blandt mænd, fordi de sidder med det selv i stedet for at søge hjælp.
Information og /ritzau/

To personer skudt udenfor kaffebar på Amager
En håndfuld personer sad foran Riccos Kaffebar på Holmbladsgade på Amager, da en bil kørte forbi og affyrede skud søndag aften.
To personer blev ramt, og begge personer er uden for livsfare. Det skriver Ekstra Bladet.
– Den ene er en 24-årig mand, som bliver ramt af tre skud. Han er uden for livsfare, men er fortsat på hospitalet. Den anden er en 28-årig mand, som bliver ramt af et skud på kroppen og to strejfskud på armen. Han blev fundet et stykke herfra i en skolegård, hvor han efterfølgende kravlede hen. Han er også uden for livsfare, siger efterforskningslederen, efterforskningsleder fra Københavns Politi Kenneth Jensen til /ritzau/.
Politiet kender endnu ikke til motivet.
Ekstra Bladet og /ritzau/
