
NEWS: Ny rapport om sprøjtegifte: Økologi er det sikreste valg
Ny rapport om sprøjtegifte: Økologi er det sikreste valg · NSK og Skattestyrelsen slår til i stor hvidvask-sag · Brændeovnsrøg er et af vinterens sundhedsproblemer · ’Hjem kære hjem’ udtaget til Berlinalen · 24-årig dømt for bankbuds-bedragerier til 700.000 kroner · Dagens billede: Dronemystik
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Ny rapport om sprøjtegifte: Økologi er det sikreste valg
Der er pesticidrester i 80 procent af alle prøver af konventionelt dyrket frugt, og i 42 procent af de konventionelt dyrkede grøntsager. Det slår Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet fast i sin årlige pesticidrapport for 2023. Især i de varer, danskerne indtager flittigt til jul, findes der ofte pesticidrester.
Et væld af salmer og julesange jubler over den søde juletid. Men der er meget lidt at fejre, når det kommer til de pesticidrester, Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet finder i vores mad.
100 procent af de 50 ikke-økologiske appelsiner, som blev undersøgt i årets pesticidrapport, indeholdt rester af i alt 26 forskellige pesticider. I klementinerne, som er en populær julespise hos navnlig børn, blev der fundet pesticider i over 97 procent af de ikke-økologiske. Og når de voksne siger skål, blev der – måske overraskende for de fleste – fundet otte forskellige pesticidrester i mere end halvdelen af de undersøgte, ikke-økologiske rødvine.
– Julestemningen daler en smule hvert år, når pesticidrapporten udkommer. Alle mennesker burde kunne nyde at skrælle en klementin eller drikke et glas rødvin med en god fornemmelse i maven. Hvert år bliver jeg bare bekræftet i, at økologi er det sikreste valg, hvis man vil undgå at få syntetiske sprøjtegifte indenbords, fortæller Michael Kjerkegaard, forperson for Økologisk Landsforening.
I rapporten er der udtaget 220 prøver af økologiske fødevarer. Fem af dem (2,3 procent) indeholdt pesticidrester i små koncentrationer, og kun en af de fem var ikke i overensstemmelse med varestandarden.
Alt for mange sprøjtegifte … Kigger man ud over julens typiske produkter, er der fundet pesticidrester i 80 procent af alle de undersøgte ikke-økologiske frugter. Ser man kun på de danske frugter er samme tal 68 procent.
I ikke-økologiske udenlandske grøntsager er der pesticidrester i 42 procent, og i danske grøntsager er det 19 procent, der indeholdt rester.
– I Økologisk Landsforening stiller vi os uforstående overfor, hvorfor det fortsat er tilladt at anvende syntetiske sprøjtegifte. Forekomsten af syntetiske sprøjtegifte er ganske enkelt alt for høj. De skal hverken forekomme i vores mad, i vores natur eller i vores drikkevand. Et af midlerne til at stoppe brugen af syntetiske sprøjtegifte er at sikre, at vi skaber gode markedsvilkår, så flere lægger om til økologi, fortsætter Michael Kjerkegaard.
Halvér pesticidindtaget med fem valg … Hvis man vil spare sig selv og sin familie for pesticidrester, kan man gøre en stor forskel med en lille indsats. Ved at vælge økologi hver gang man køber æbler, salat, tomater, hvedemel og kartofler, kan man næsten halvere sit indtag af pesticider. Dette er godt at vide, og noget mange slet ikke er klar over.
Det viser en tidligere undersøgelse fra DTU Fødevareinstituttet, hvor man blandt andet ser på det gennemsnitlige pesticidindhold i de råvarer, danskerne hyppigst indtager.
Michael Kjerkegaard understreger, at økologer arbejder efter et forsigtighedsprincip:
– Vi ved meget lidt om, hvordan et væld af forskellige pesticidrester påvirker vores kroppe, og om der kan være en cocktaileffekt. Det gælder hele vejen fra vores fertilitet, påvirkning af mødrenes fostre, vores små børn og til udvikling af Parkinsons sygdom. Hvis du vil skåne dig selv og andre for pesticidrester, så grib ud efter det røde Ø, når du handler.
Fakta:
I rapporten ‘Pesticidrester i fødevarer 2023’ blev 257 forskellige typer af fødevarer analyseret for pesticidrester fordelt på i alt 2.462 prøver. Du kan læse mere her.

Læs også: Julen er pesticidernes jul
NSK og Skattestyrelsen slår til i stor hvidvask-sag
NSK har sigtet to mænd for hvidvask af 167 millioner kroner. Efterforskningen og aktionen er sket i tæt samarbejde med Skattestyrelsen.
De to mænd på 38 og 41 år er sigtet i en sag om organiseret økonomisk kriminalitet. De to mænd er sigtet for hvidvask af 167 millioner kroner gennem en såkaldt fakturafabrik.
Sagen har været efterforsket siden februar 2024 i samarbejde med Skattestyrelsen, som også deltog i dagens aktion.
Ledende politiinspektør i NSK, Michael Kjeldgaard, udtaler:
– Jeg er tilfreds med, at vi igen slår til mod den organiserede økonomiske kriminalitet. Det er vores vurdering, at de to nu sigtede mænd har hvidvasket for millioner ved at udstede falske fakturaer gennem en såkaldt fakturafabrik.
Ved aktionen blev tre adresser i Nordjylland og Østjylland ransaget. Udover cirka 35.000 kroner i kontanter blev der beslaglagt kryptovaluta til en værdi af cirka 178.000 kroner.
De sigtede blev ikke fremstillet i grundlovsforhør.

Læs også: Det brugte Britta Nielsen de mange millioner på
Brændeovnsrøg er et af vinterens sundhedsproblemer
Selvom brændeovnen for mange er synonym med hygge og varme, skjuler der sig alvorlige sundheds- og miljøproblemer bag den knitrende ild. Undersøgelser viser, at røgen fra brændeovne ikke kun forurener luften udendørs, men også indendørs – og det har betydelige konsekvenser for din og dine naboers sundhed, i følge Filterhuset.
Røg fra brændeovne er en overset forurener i hjemmet. Ifølge data fra Filterhuset indeholder røgen fra brændeovne en lang række sundhedsskadelige partikler og kemikalier, herunder tjærestoffer og fine partikler (under PM2.5), som let indåndes. Dette gør brændeovnsrøg til en af de væsentlige kilder til luftforurening, selv i private hjem. Faktisk kan partiklerne trænge ind i dit hjem, når du tilføjer brænde, og via utætheder i ovnen.
Brændeovnsrøg er langt fra harmløs. Partiklerne kan bidrage til alvorlige helbredsproblemer som astma, luftvejssygdomme, hjerte-kar-sygdomme og i værste fald kræft. Små børn, ældre og personer med eksisterende sygdomme er særligt udsatte. Samtidig kan røgen brede sig til nærområdet, hvor den forurener luften for dine naboer.
Miljøpåvirkning og bæredygtige alternativer … Den udendørs luftforurening forårsaget af brændeovne er også en miljømæssig bekymring. Brændefyring udleder store mængder CO2 og partikler, der bidrager til klimaforandringer og lokalt forringet luftkvalitet.
Filterhuset anbefaler derfor at tænke i bæredygtige alternativer til brændeovne, herunder varmepumper og miljøvenlige opvarmningskilder. Samtidig kan man forbedre luftkvaliteten i hjemmet med effektive ventilationsanlæg, luftrensere og filtre, der reducerer partikler og sikrer renere luft.
Viden er første skridt
“Det er vigtigt at skabe opmærksomhed om, hvor farlig brændeovnsrøg kan være, så flere kan tage aktive valg for at beskytte deres helbred og miljøet” udtaler Filterhuset.
For mere information om, hvordan du kan beskytte dig mod luftforurening og sikre bedre luftkvalitet i hjemmet, besøg Filterhuset.dk.

Læs også: Klumme: Mine to liv
’Hjem kære hjem’ udtaget til Berlinalen
Frelle Petersens fjerde spillefilm får verdenspremiere i Panorama-sektionen på den anerkendte Berlin International Film Festival.
Frelle Petersen fik sit internationale gennembrud i 2019 med ‘Onkel’, da han vandt hovedprisen på Tokyo International Film Festival, og hans efterfølgende film ’Resten af livet’ var i hovedkonkurrencen på San Sebastian Film Festival. Frelle Petersens seneste film vil møde sit internationale publikum første gang i Berlin, som markerer filmens verdenspremiere.
’Hjem kære hjem’ handler om den 32-årige og fraskilte Sofie, der vil starte på en frisk og begynder som hjemmehjælper i et sønderjysk lokalsamfund, hvor hun bor sammen med sin datter Clara på 10 år. Sofie er hurtig til at skabe relationer – både til de ældre borgere og sine kolleger, og hun mærker glæden ved at gøre en forskel. Men snart oplever hun også, hvor presset hverdagen er for de ansatte i hjemmeplejen. Da Sofie modtager en ubegrundet klage fra en pårørende til en ældre borger, bliver det starten på en udfordrende tid, hvor hendes omsorg for både de ældre og sin datter sættes alvorligt på prøve.
Filmens hovedrolle spilles af Bodil-nominerede Jette Søndergaard, der også indtog hovedrollerne i Frelle Petersens seneste to spillefilm ’Onkel’ (2019) og ’Resten af livet’ (2022). Derudover medvirker en lang række nye ansigter, hvoraf størstedelen er castet i og omkring Tønder, hvor optagelserne fandt sted.
Manuskriptet til filmen er skabt på baggrund af omfattende research af instruktør Frelle Petersen, som i en periode arbejdede som kommunal hjemmehjælper for at opleve, hvordan det er at køre fra hjem til hjem og pleje ældre medborgere.
’Hjem kære hjem’ er produceret af Jonas Bagger for Zentropa med støtte fra Det Danske Filminstitut. Filmen er desuden støttet af Den Vestdanske Filmpulje, TV 2 Danmark, Tønder Kommune og Den Europæiske Union. Filmen distribueres herhjemme af Nordisk Film Distribution, når den får biografpremiere 19. juni. Filmen indgår i Biografklub Danmarks program.
Om Berlin International Film Festival:
Berlin International Film Festival, også kaldt Berlinalen, er blandt de vigtigste filmfestivaler i verden og har eksisteret siden 1951. Hovedprisen på festivalen er Guldbjørnen: én for bedste spillefilm, én for bedste kortfilm og én som hæderspris. De øvrige priser udgøres af Sølvbjørne.
Festivalen har en række programmer, foruden hovedkonkurrencen, heriblandt Panorama, Forum og det nye debutantkonkurrenceprogram Perspectives samt Generation programmet, der primært henvender sig til et familie- og ungdoms publikum.
Med et program på over 400 film, mere end 4.000 besøgende journalister og 20.000 filmprofessionelle fra over 130 lande spiller festivalen en central rolle i at opnå international finansiering og distribution.
Den 75. Berlin International Film Festival løber af stablen fra den 13. til 23. februar 2025.

Læs også: Filmen ‘Konklave’
24-årig dømt for bankbuds-bedragerier til 700.000 kroner
24-årig mand er dømt i sag om omfattende bedrageri. 19-årig formodet medgerningsmand desuden tiltalt for røveri.
En 24-årig mand er ved retten i Viborg idømt en fængselsstraf på et år og tre måneder for sin rolle i en omfattende sag, om det der i daglig tale bliver kaldt bankbuds-bedrageri. Manden blev desuden tildelt en advarsel om udvisning.
Sagen kørte ved retten i Viborg som en tilståelsessag. Den 24-årige erkendte, at han i begyndelsen af 2024 og frem til sin anholdelse den 17. april 2024 deltog i bedragerier, hvor han og en 19-årig medgerningsmand i mere end 40 tilfælde i fællesskab udførte bedragerierne.
Den ene udgav sig for at være udsendt ansat i de forurettedes bank, og under påskud af at ville afværge misbrug, lykkedes det at bedrage i alt 43 forurettede for sammenlagt mere end 700.000 kroner.
– Politiet ser rigtig mange tilfælde af de her såkaldte bankbuds-bedragerier, hvor ofrene bliver franarret både kreditkort, kontanter og smykker. Derfor er det tilfredsstillende at den 24-årige i dag fik en ikke ubetydelig straf for de forhold, han har begået, fortæller fungerende specialanklager fra anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi, Emil Nyborg om dagens dom.
Bedragerierne er foregået i store dele af Jylland.
Den 19-årige formodede medgerningsmand er tiltalt i en sag, der er berammet ved retten i Viborg. Han er – ud over de mange bedrageriforhold – også tiltalt for røveri, hvilket han ikke har erkendt sig skyldig i. Sagen begynder den 9. januar 2025.
Ifølge tiltalen udviklede et kontaktbedrageri sig til røveri af særlig grov beskaffenhed, da en kvindelig forurettet i Skanderborg ikke troede på den 19-åriges påstand om at være udsendt fra banken og derfor ikke ville lukke den 19-årige ind.
Ifølge anklageskriftet skubbede den 19-årige døren mod den kvindelige forurettede og tog fat i kvindens arm. Efterfølgende truede den 19-årige og en ukendt medgerningsmand kvinden til at udlevere 8.200 kroner i kontanter samt et armbånd, øreringe og et guldur. Med sig fik den tiltalte også kvindens betalingskort og kode, som den tiltalte og den 24-årige dømte medgerningsmand brugte til at hæve 17.000 kroner fra kvindens konto.
Der ventes dom i sagen mod den 19-årige mand den 23. januar.

Læs også: Mand dømt for telefonsvindel mod ældre kvinder




