
NEWS: Dansk Industri vil stoppe ulovlige og farlige produkter fra Temu
Dansk Industri vil stoppe ulovlige og farlige produkter fra Temu · Sigtet for salg af narko · WWF Verdensnaturfonden og Coca-Cola vil have de unge til at pante mere · Nye anbefalinger viser, at vi skal arbejde med og ikke mod AI på uddannelserne · 3,5 års fængsel for ildspåsættelse · Dagens video: Et skræmmende syn
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Dansk Industri vil stoppe ulovlige og farlige produkter fra Temu
Dansk Indusri siger, at Danmark har værktøjerne til at stoppe ulovlig og farlig nethandel – og de skal bruges …
Landets største erhvervsorganisation Dansk Industri finder forslaget om mere lovgivning for at stoppe ulovlige og skadelige produkter fra Temu helt unødvendigt. DI har fået foretaget en juridisk ekspertvurdering, der viser, at vi allerede i dag har den nødvendige lovgivning til at beskytte forbrugerne
– Vi ser i DI med stor alvor på markedsføring og salg af ulovlige produkter, herunder legetøj, fra tredjelande til Danmark via onlinemarkedspladser som for eksempel den meget omtalte Temu fra Kina. Der skal være fair og lige konkurrence, og det skal være sikkert for danske forbrugere at handle på nettet, siger branchedirektør i Dansk Industri, Jacob Kjeldsen.
– Men der er altså ingen grund til at bruge en forhammer, når værktøjskassen er propfyldt med de juridiske redskaber, der kan tages i anvendelse for at dæmme op for de værste, skadelige produkter, som strømmer ind i landet.
– Det gælder bare om at tage dem i brug. Det handler om håndhævelse og overvågning, og det ser vi gerne at, myndighederne skruer op for.
Ifølge DI er der i dag allerede rigtigt meget regulering af onlineplatforme, som giver de danske og europæiske myndigheder mulighed for at stille de platforme, der udbyder ulovlige produkter, til ansvar i sager som disse. Omfattende regulering er kun lige trådt i kraft, og mere regulering er på vej.
– Vi skal passe på, at vi ikke bare lægger flere byrder på danske og europæiske virksomheder og platforme, som i dag følger loven og agerer etisk korrekt, når myndighederne har redskaberne til at ramme de få onlineplatforme, der ikke gør.
– Derfor har vi inviteret en hel række relevante myndigheder og organisationer til et dialogmøde fredag, hvor vi skal drøfte, hvordan vi får styrket markedsovervågningen, håndhævelsen og forbrugeroplysningen. For danske og europæiske myndigheder skal have de tilstrækkelige forudsætninger – herunder ressourcer – for at føre tilsyn med produkter fra tredjelande.
På dialogmødet i DI fredag vil advokatfirmaet Gorrissen Federspiel fremlægge konklusionerne i en juridisk redegørelse, som DI har bestilt, om onlineplatformes forpligtelser og ansvar.
– Konklusionen er klar: Gældende EU-lovgivning fastsætter allerede et tæt net af regulering for onlineplatforme. Derfor har danske og europæiske myndigheder allerede i dag en lang række værktøjer til at gribe ind over for markedsføring og salg af ulovlige produkter, som sælges på onlinemarkedspladser til danske og europæiske forbrugere, siger Jacob Kjeldsen.
Han tilføjer, at nogle af værktøjerne er helt nye og indgår blandt andet Digital Services Act.
– Det er samtidig vigtigt at understrege, at onlineplatforme, der spiller en aktiv rolle i salg og markedsføring af produkter på deres platform, herunder fremmer salget, er allerede underlagt de almindelige forbrugerretlige, markedsføringsretlige, og produktsikkerhedsretlige regler, herunder GPSD/GPSR, som gælder for sælgere, og disse regler kan i mange tilfælde håndhæves af danske myndigheder. Det følger allerede af retspraksis fra EU-Domstolen.

Læs også: Shop forårets flotte farvelade
Sigtet for salg af narko
Østjyllands Politi har fremstillet en 53-årig kvinde og en 55-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus, hvor de i forening er sigtet for salg af narko under særligt skærpende omstændigheder.
De to personer blev anholdt sidste mandag formiddag klokken 10.30 på en adresse i Brabrand, hvor de i forbindelse med en ransagning blev fundet i besiddelse af et større pengebeløb samt en mængde heroin, der var gjort klar til salg og lå gemt flere steder rundt omkring i lejligheden.
Under ransagningen, som politiet foretog på baggrund af en kendelse fra retten, fandt betjentene frem til mere end halvanden million kroner i kontanter, som formodes at stamme fra salg af i omegnen af et par kilo heroin.
Anklagemyndigheden anmodede om lukkede døre til grundlovsforhøret af hensyn til sagens efterforskning, og Østjyllands Politi har derfor heller ikke yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt.

Læs også: Dom i stor narkosag
WWF Verdensnaturfonden og Coca-Cola vil have de unge til at pante mere
Selvom danskerne er gode til at pante, ender otte procent af alle pantflasker og dåser uden for det danske retursystem – blandt andet i naturen. Det vil WWF Verdensnaturfonden og Coca-Cola gøre op med ved at støtte de unge forbrugere til gode pantvaner* og sikre, at mindre emballage ender i naturen.
I Danmark anser vi os selv for at være verdensmestre i at pante, og hele 92 procent af vores brugte flasker finder vej tilbage i vores retursystem. Alligevel ender 170 millioner flasker og dåser hvert år uden for retursystemet, fordi de ikke afleveres i flaskeautomaten, og antallet er over de seneste år stagneret.
Det er et problem, lyder det fra Coca-Cola og WWF Verdensnaturfonden, der sammen sætter fokus på vigtigheden af, at panten kommer i retursystemet og ikke ender i naturen.
På Jordens Dag den 22. april stod de bag en konference på Københavns Erhvervsakademi (KEA), for at stille skarpt på natur, biodiversitet og cirkulært forbrug med oplæg fra blandt andre Alexander Holm fra Den Dyriske Time og Anders Morgenthaler. Udover de deltagende studerende på KEA blev konferencen live streamet for flere hundrede gymnasieelever i landet.
– Vi er glade for at bidrage til støtte de unge forbrugere, så de får en forståelse for vigtigheden af genbrug og genanvendelse. Uden den forståelse blandt de nye forbrugere vil vi ikke lykkes med at skabe en cirkulær økonomi for vores emballage, der udgør 40 procent af vores CO2-udslip, siger Annette Spanggaard, public affairs, kommunikations- og CSR-direktør hos Coca-Cola Danmark. Coca-Cola Danmark har et mål om at opnå 100 procent returrate inden 2030.
Mette Boye, miljøfaglig direktør i WWF Verdensnaturfonden, understreger vigtigheden af, at ingen emballage ender i naturen:
– Affald i naturen er et enormt problem i Danmark og globalt. Det påvirker vores drikkevand, havmiljø og dyr. Heldigvis ved vi, at de unge er opmærksomme på at passe på vores fælles planet, og derfor håber vi, at vi sammen med Coca-Cola kan være med til at sikre, at vi i fremtiden får endnu mindre emballage i naturen, fortsætter hun.
Dansk Retursystem har kortlagt forbrugernes adfærd og bekræfter, at panten uden for retursystemet risikerer at ende i naturen:
– Fra vores kortlægning af forbrugernes pantadfærd, har vi erfaret, at noget af den pant, der ikke kommer retur, så det kan blive genanvendt, ryger i skraldespanden derhjemme, eller ender på gaden eller i det offentlige affald, når især de unge færdes i bybilledet med flasker on-the-go, på vej til og fra uddannelsesinstitutioner eller når de er i byen, forklarer Anne-Mette Bundgaard, kommunikations- og brandingchef i Dansk Retursystem.
Kendte danskere og pant-koncert skal flytte de unges pantvaner … Foruden konferencen på KEA fortsætter WWF Verdensnaturfonden og Coca-Cola med sammen at sætte fokus på vigtigheden af at pante med en ’pant-koncert’ den 13. maj i Byhaven i København, hvor adgangsbilletten er en pantkupon på mindst 50 kroner. Koncertgæsterne her kan se frem til optrædener fra de danske musiktalenter Mina Okabe og Mumle.
Derudover sætter kendte danskere i uge 17 fokus på pant-initiativet via Instagram med en opfordring til de unge om at indsamle og ikke mindst indlevere deres pant. Beløbet fra den indleverede pant kan man donere til WWF Verdensnaturfonden og organisationens arbejde for blandt andet at sikre en plastikfri natur.
* Kilde: Kantar-undersøgelse (nu Verian) fra både 2021 og 2022 viser, at det særligt er blandt de unge, der er en problematik omkring manglende pantning. Her svarer for eksempel 74 % af respondenterne i aldersgruppen 18-35 år at ‘det er snasket og klistret at pante’, mens 11 %, mener, det er ‘pinligt at pante fordi, det ser ud som om, jeg mangler penge’.
Læs mere om Panda Pant 2024-initiativet her.
Om World Without Waste:
Coca-Cola indførte i 2018 sin egen bæredygtighedsstrategi, World Without Waste, der er udviklet i samarbejde med WWF. Med World Without Waste har læskedrikvirksomheden sat sig et ambitiøst 2030-mål om, at 100 procent af den emballage, der svarer til al Coca-Cola-salget, skal være indsamlet, og inden 2025 skal minimum 50 procent af emballagen være af genanvendt plast. Det europæiske mål for indsamling af drikkeflasker af plast er 61 procent i 2025 og 25 procent, når det gælder andelen af genanvendt plast i plastikflasker til drikkevarer.
Læs mere om World Without Waste her.

Læs også: For mange pantflasker og dåser ryger i skraldespanden
Nye anbefalinger viser, at vi skal arbejde med og ikke mod AI på uddannelserne
Ekspertgruppens anbefalinger om anvendelsen af ChatGPT i prøver og undervisning er indeholder gode bud på, hvordan vi kan anvende AI konstruktivt i uddannelsessystemet, så AI ikke opfattes som en genvej til snyd, men snarere en medspiller til styrkelse af elevernes læring. Men vi har et efterslæb på uddannelse og efteruddannelse af elever, lærere og ledere, mener landets største erhvervsorganisation, Dansk Industri.
– Vi kommer ikke uden om, at AI vil være en central del af fremtidens arbejdsmarked og danskernes hverdag. Derfor er det afgørende, at vi har et uddannelsessystem, hvor vi nemt og smidigt kan revidere uddannelsernes indhold og prøveformer i takt med teknologiens udvikling, udtaler Mikkel Haarder, underdirektør for uddannelse og forskning i DI og fortsætter:
– Uddannelsessystemet skal tilpasses en virkelighed med kunstig intelligens. Det kræver, at lærere, ledere såvel som elever er klædt på til at håndtere og anvende den nye teknologi – uanset fagområde. Derfor er det positivt, at ekspertgruppen har præsenteret anbefalinger, som fletter AI ind i prøver på en måde, så teknologien bliver en medspiller.
– Vi skal væk fra at se anvendelsen af kunstig intelligens i undervisning og prøver som en måde man kan snyde på, og hen imod at se det som en mulighed for, at elever kan løse opgaver bedst muligt, siger Mikkel Haarder.
Den danske læringsvirksomhed Ordbogen A/S har i mange år leveret digitale læremidler til skoler og uddannelser med et tiltagende fokus på at bruge AI i løsninger til både lærere og elever. Her har ekspertgruppens anbefalinger været imødeset med spænding, da de sætter en retning for, hvordan vi skal bruge AI i uddannelsessystemet:
– Potentialerne ved at bruge AI i undervisningen er enorme. Teknologien er moden til det, så nu handler det om at vi får integreret AI, så det løfter undervisningskvaliteten og elevernes læring,forklarer CEO for Ordbogen.com Peter Revsbech
Efterspørgslen på AI-kompetencer skal imødekommes …
– Erhvervslivet efterspørger i stigende grad arbejdskraft, der har stærke kompetencer indenfor kunstig intelligens. Derfor er det vigtigt, at vi har et uddannelsessystem, der griber de muligheder AI giver og uddanner til de kompetencer, som efterspørges, siger Mikkel Haarder og afslutter:
– Det er uddannelsessystemets eksistensgrundlag at uddanne til de kompetencer, der er behov for i vores samfund. Derfor skal ekspertgruppen have et stort klap på skulderen for at gå ambitiøst, konstruktivt og løsningsorienteret til opgaven.

Læs også: Få virksomheder bruger GenAi potentialet
3,5 års fængsel for ildspåsættelse
55-årig mand er dømt for at sætte ild på en ejendom i Rødovre. Manden var tiltalt for natten mellem den 26. og 27. januar 2023 at have sat ild på en ejendom på Damhus Boulevard i Rødovre. Ifølge tiltalen gjorde han det ved at placere gasflasker i ejendommen, hvorefter han åbnede deres ventiler og udhældte benzin, som så blev antændt og skabte en eksplosion.
Ejendommen var under renovering, da der blev sat ild på. I forbindelse med branden blev flere naboer kortvarigt evakueret.
Den 55-årige blev anholdt den 13. marts 2023 efter længere tids efterforskning. Efter han blev anholdt begik han ifølge tiltalen flere forbrydelser. Han var tiltalt for at have truet en af de politifolk der efterforskede sagen, og han var også tiltalt for at have forsøgt at smugle et brev ud af arresten, hvor han søgte at få en bekendt til at afgive falsk forklaring og at afpresse denne bekendte. Forsøget blev dog forhindret, da brevet blev opdaget.
Den 55-årig blev i væsentligt omfang dømt efter anklageskriftet, og han blev idømt 3 år og 6 måneders fængsel, da dommen i går blev afsagt i Retten i Glostrup.
– Det er en alvorlig sag, som har været vanskeliggjort ved, at ingen så, da branden blev antændt, og at tiltalte igennem hele sagen har gjort sig stor umage med at forhindre, at sandheden kom frem. Det har ikke hjulpet ham, og han har nu fået en følelig straf”, siger specialanklager Henrik Uhl Pedersen.
Manden har anket dommen.

Læs også: 14-årig tilstår hærværk og påsatte brande



