
NEWS: Få virksomheder bruger GenAI-potentialet
Få virksomheder bruger GenAI-potentialet · Aggressiv og højtråbende kvinde blev anholdt i Odder · Kattegatcentret kæmper for de døde danske farvande i ny udstilling · Folkekirkens Nødhjælp kickstarter klimatopmøde i København · Drabet i Hjallerup · Dagens billede: Nasa og Google Earth passer på tigrene
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Få virksomheder bruger GenAI-potentialet
572 topchefer adspurgt i ny AI-rapport: 81% tror på forretningspotentiale for GenAI – men kun 5% udnytter det. Det fortæller Boston Consulting Group …
Danmarks største erhvervsorganisationer er gået sammen om en ny analyse for at tage pulsen på generativ AI. Her står det klart, at begejstringen er stor, men data viser, at vi endnu ikke er på niveau med Sverige og Norge, hvad angår implementering og arbejde med generativ AI i virksomheder.
Danmark har længe toppet listerne over verdens mest digitaliserede lande. Men når det kommer til det seneste skud på stammen i den teknologiske udvikling, nemlig generativ AI, så er Sverige og Norge længere fremme.
Danmark lander nede på en tredjeplads blandt vores nordiske naboer, hvor kun Finland klarer sig dårligere.
Lige nu er det et fåtal af danske virksomheder – 12% – som har implementeret generative AI-pilotprojekter i organisationen, som for eksempel tekst- og billedgenerering. Blot 5% har implementeret teknologien udover pilotstadiet i flere funktioner.
Det viser en ny omfattende rapport udarbejdet af det internationale konsulenthus Boston Consulting Group (BCG) i et bredt samarbejde med danske erhvervsorganisationer – Dansk Erhverv, Dansk Industri, Finans Danmark, F&P (Forsikring & Pension) og IT-Branchen.
Rapporten udkom den 18. marts og er den første af sin slags, der tager pulsen på en lang række af virksomheders aktiviteter inden for generativt AI på tværs af industrier i Danmark. Analysen er baseret på svar fra i alt 572 ledende chefer i danske virksomheder.
Det er bestemt muligt at generobre den danske førerposition, men det kræver at både det offentlige og private sætter aktivt ind for at sætte skub på udviklingen. Rapporten tilbyder netop virksomhedsledere en konkret og praktisk guide til at overkomme de barrierer, som analysen har identificeret.
Zoomer vi ind på Danmark, ser vi – til trods for at være bagud – en stor interesse for generativ AI, hvor 81% tror på forretningspotentiale. Omkring 50% af topcheferne mener, at den positive effekt af teknologien vil være betydelig eller ligefrem transformerende for virksomheden.
For at få succes og for alvor at melde sig på banen, skal virksomheder tænke skridtet videre udover den basale brug af generativ AI ifølge analysen. Data viser, at de cirka 21% virksomheder, der har formået at udnytte det fulde potentiale ved generativ AI, har anvendt teknologien til at transformere både omkostninger og skabe vækst. Disse virksomheder har introduceret nye produkter eller tjenester, forbedret kundetilfredsheden og øget omsætningen. For at nå dette punkt er det nødvendigt, at CEO’en har en klar vision for de fulde muligheder med generativ AI.
Blandt alle organisatoriske udfordringer ved implementeringen af generativ AI er talentmangel den mest kritiske. 71% af de adspurgte betragter mangel på talent som en væsentlig udfordring. Alligevel har 55% af dem ingen planer om at iværksætte initiativer for rekruttering eller kompetenceudvikling af deres ansatte.
Læs hele rapporten og den praktiske guide til anvendelsen af generativ AI her.


Læs også: FOKUSNEWS: Fremtidens computere knækker nutidens koder
Aggressiv og højtråbende kvinde blev anholdt i Odder
Da en patrulje fra Østjyllands Politi sidste torsdag formiddag omkring klokken 10.15 kom kørende ved parkeringen til Odder Rådhus, blev de opmærksomme på en kvinde i en personbil, som dyttede flere gange.
Betjentene rettede derfor henvendelse til kvinden, som virkede oprevet og udadreagerende, hvorfor det heller ikke var muligt for politiet at føre en samtale med hende. Gentagne gange blev kvinden bedt om at oplyse sit navn, hvilket hun ikke ønskede. Hun blev undervejs tiltagende mere aggressiv og råbte af patruljen, som hun derfor blev bedt om at holde lidt afstand til.
Pludselig slog kvinden ud efter den ene af betjentene, som hun dog ikke blev ramt, hvorfor hun blev anholdt med den fornødne magt. Den 53-årige kvinde blev sigtet for en overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og taget med på stationen til afhøring, hvor hun efter lidt tid indvilligede i at oplyse sit navn.

Læs også: Sådan håndterer du jalousi
Kattegatcentret kæmper for de døde danske farvande i ny udstilling
Det er sort, dystert og ildelugtende, når Kattegatcentret den 24. marts slår dørene op for en ny udstilling kaldet ‘Dødvande’, der sætter fokus på det dårlige danske havmiljø.
I 2023 var havet omkring Danmark ramt af det værste iltsvind i 20 år. Der var få fisk at fange, og forskere beskrev det danske havmiljø med ord som katastrofe, økomord og tragedie. I en helt ny udstilling tager Kattegatcentret kampen op for det pressede havmiljø og sætter fokus på, hvorfor livet i havet omkring Danmark har det så skidt – og ikke mindst, hvad man kan gøre ved det.
– I disse år er det for alvor ved at gå op for os, at havet ikke bare er en bekvem losseplads og et uudtømmeligt spisekammer, men at vores måde at forvalte havet på har meget alvorlige konsekvenser. Kun 5% af de danske havområder er i det man kalder god økologisk tilstand, og 3 ud af 4 er i ringe eller dårlig tilstand. Det tager lang tid at rette op på, og derfor er det afgørende at vi gør noget ved problemerne, før det er for sent, fortæller Lone Thybo Mouritsen, der er leder for forskning i Kattegatcentret.
– I Kattegatcentret kæmper vi for havet, og derfor har vi lavet en ny udstilling, som netop sætter fokus på både problemer og årsager, men som også fortæller om de løsninger, der er. Vi kalder udstillingen Dødvande, fordi det er meget beskrivende for tilstanden under overfladen. Læser man i ordbogen, betyder dødvande en (midlertidig) tilstand, hvor alt er gået i stå, og der ikke sker noget. Det er vores håb, at døden i havet omkring Danmark netop er midlertidig, og at det er ved at gå op for os, at vi skal handle anderledes, hvis de danske farvande igen skal myldre af liv, fortæller Lone Thybo Mouritsen.
I Kattegatcentrets nye udstilling oplever man på allernærmeste hold, hvordan dårligt havmiljø ser ud, og bliver klogere på de mange trusler mod livet under overfladen. Men udstillingen inspirerer også til handling.
– De fleste har efterhånden hørt om iltsvind, og den katastrofale tilstand i det danske hav, men det er de færreste, som har stået ansigt til ansigt med den døde havbund, og derfor har vi også valgt at udstille et iltsvindsakvarium. I troen på at mødet med den barske virkelighed vil bevæge vores gæster og motivere dem til handling. For den her udstilling handler ikke bare om død og ødelæggelse. Den handler i lige så høj grad om at forvandle miljøangst til handlemod, fortsætter ansvarlig for udstillinger i Kattegatcentret, Frederik Toftgård.
Og når man i udstillingen er blevet meget klogere på problemerne i havet, kan man blandt andet teste sin helt egen idé til at redde havmiljøet.
– I vores finurlige idémaskine, ‘Idé-O-Mator 3000’, kan man skrive sin gode idé til at redde livet i havet, hvorefter den med innovative teknologier som ‘Originalitets-katalysator-TX72’ og ‘Krea-10-vitets-generator’ omsætter idéen til et unikt billede. Og alle de gode idéer samler vi selvfølgelig sammen, så den dag havets minister ringer, så er vi klar, fortæller Frederik Toftgård med et glimt i øjet.
Udstillingen ‘Dødvande’ åbner palmesøndag den 24. marts klokken 11 med deltagelse af Niels Fuglsang, medlem af EU Parlamentet, inviterede deltagere og gæster i Kattegatcentret.

Læs også: Marts måneds kulturguide
Folkekirkens Nødhjælp kickstarter klimatopmøde i København
I denne uge mødes en lang række af verdens klimaministre til topforhandlinger i Danmark ved det årlige ’Copenhagen Climate Ministerial’.
Dagen før forhandlingerne officielt går i gang, samler Folkekirkens Nødhjælp, i samarbejde med Concito og internationale partnere, ministre, topembedsmænd og førende klimaorganisationer fra hele verden til klimadiskussioner for at sikre finansiering til klimatilpasning i det globale syd.
– Vi er glade for at kunne samle så mange ministre og eksperter i samme rum i vores lokaler i København, så vi kan levere vigtige klimabudskaber op til de officielle forhandlinger senere på ugen. Det er vigtigt, at regeringer i hele verden sætter handling bag løftet om flere midler til at hjælpe verdens mest udsatte befolkninger med at tilpasse sig en kogende klode, siger Folkekirkens Nødhjælps konstituerede generalsekretær Jonas Nøddekær.
Ifølge Jonas Nøddekær er behovet for klimatilpasning i det globale syd akut.
– Klimaforandringerne medfører nye udfordringer for mennesker over hele jordkloden, men særligt i det globale syd står klimaudfordringerne i kø. Tørkeperioder, oversvømmelser, skovbrænde og hedebølger er blevet hverdag for millioner af mennesker, og der er akut behov for indsatser og samarbejder, der kan understøtte tilpasning til disse nye forhold, siger Jonas Nøddekær.
Det globale nord betaler lige nu kun cirka 20 milliarder dollars om året til klimatilpasning til det globale syd, selvom man har forpligtet sig til det dobbelte. Men selv hvis det globale nord levede op til de nuværende forpligtelser, er det ikke nok. Finansieringsbehovet er 10-18 gange større ifølge den nyeste forskning fra FN’s Miljøagentur UNEP.
– Det globale nord skal stramme gevaldigt op. Det er dybt urimeligt, at det globale nord ikke engang lever op til et mål, der i sig selv er utilstrækkeligt. Det er ikke fair, at den del af verden, der har den mindste aktie i klimakatastrofen, betaler den højeste pris for udledningerne i vores del af verden, afslutter Jonas Nøddekær.
Folkekirkens Nødhjælp samarbejder med en international koalition af klimaorganisationer om eventet ’Integrating Climate and Development for Adaptation Finance’.
Eventet finder sted både online og i Folkekirkens Nødhjælps lokaler på Meldahlsgade 3, Vesterbro, København, og afholdes i dag onsdag den 20. klokken 14. og kræver tilmelding. Læs mere om eventet her.

Læs også: Danskerne er nogle af de mest positive i Europa når det gælder den grønne omstilling
Drabet i Hjallerup
I den tragiske drabssag i Hjallerup er den efterlyste mand anholdt. Det meddelte Nordjyllands politi sidste uge.
Sidste mandag aften blev en 13-årig pige fundet dræbt nær varmeværket på Gravensgade I Hjallerup. To mistænkte (en dreng og pige) blev kort efter anholdt i sagen, men kun den 17-årige unge mand er fortsat anholdt.
Den 17-årige mand blev den 12. marts 2024 varetægtsfængslet i foreløbig fire uger frem til den 9. april 2024. Det skete ved et grundlovsforhør, som blev afviklet ved Retten i Hjørring. Fængslingen blev kæret til Landsretten. Den unge mand har indrømmet vold men ikke drab eller vold med døden til følge. Det er også senere kommet frem, at de to unge mennesker havde været kærester kort forinden men ikke var det mere. Det var pigens forældre, der fandt den svært medtaget datter, der kort efter døde af de mange kvæstelser.
Politiet beder alle med oplysninger i sagen henvende sig på telefon 114. Læs mere her, her, her og her.

Læs også: Mand anholdt i alvorlig drabssag




