
Kulturguide: Oplevelser i marts 2024
Kulturguiden for marts 2024 indeholder oplevelser og begivenheder i København, Aarhus og Odense samt øvrige byer
Hvis du leder efter nogle bud på prisvenlige og spændende oplevelser og begivenheder i marts 2024, så er du kommet til det helt rette sted.
Oplevelser i marts 2024 i København
Portrætudstilling om H.M. Kong Frederik 10. på Amalienborgmuseet
Portrætudstilling om H.M. Kong Frederik 10. på Amalienborgmuseet, fra den 22. marts – den 8. september, priser varierer men cirka 125 kr. i entre, København.

Fra 22. marts 2024 viser Amalienborgmuseet i anledning af det historiske tronskifte 14. januar udstillingen ‘Frederik 10. – Konge af i morgen’. Udstillingen tegner igennem fotografier, genstande, videoklip, malerier og lyd et portræt af Danmarks nye konge.
Kongernes Samling markerer Kong Frederik 10.s tronbestigelse med udstillingen ‘Frederik 10. – Konge af i morgen’. Udstillingen vises fra den 22. marts til den 8. september 2024 på Amalienborgmuseet i Christian VIII’s Palæ, hvor Kongen som kronprins havde sin egen lejlighed frem til brylluppet i 2004.
Kongens liv formidles igennem fotografier, videoklip, malerier og en lang række genstande, som kan knyttes direkte til de begivenheder og beslutninger, som har været med til at forme Kongens liv og person. Genstande, som spænder fra den tunge bjælke Maren, som Kongen skulle grave sig ind under i forbindelse med afslutningen af frømandsuddannelsen, H.M. Dronning Marys brudekjole og H.M. Kong Frederik 10.s gallauniform fra søværnet til portrætmalerier, den første skoletaske og hundeslædepisken fra Sirius-ekspeditionen i Grønland.
– Det er med stor glæde, at Kongernes Samling nu er klar til at åbne en udstilling om Frederik 10. Kongens tronbestigelse var et stort historisk og mindeværdigt øjeblik. Men hvem er den mand, som stod på balkonen 14. januar 2024? Hvad lå forud for det øjeblik, som var ham skæbnestemt. Det vil vi gerne besvare med denne udstilling. Men samtidig vil vi også få vores gæster til at kigge på sig selv. Vi er alle formet af vores fortid, af vores opvækst og af beslutninger, som vi selv eller andre har taget for os. Hvad gør os til dem vi er? Dette er måske det helt centrale spørgsmål, vi ønsker at stille i udstillingen, fortæller museumsdirektør Thomas C. Thulstrup.
Når udstillingen lukker på Amalienborgmuseet 8. september rejser den videre til Koldinghus, der også er en del af Kongerne Samling.
Fakta:
‘Frederik 10. – Konge af i morgen’ vises på:
Amalienborgmuseet fra den 22. marts 2024 til den 8. september 2024, og på Koldinghus fra den 11. oktober 2024 til den 21. april 2025.
Læs mere her.
Halgodt sommersæson i Skovshoved Havn
Halgodt sommersæson, åbner den 22. marts, gratis, Skovshoved Havn.

Snart skal vi til vandet – til stranden – ud i det blå. Og her er Halgodt i Skovshoved Havn en god mulighed . Og den 22. marts åbner alle deres madboder op for servering af lækker street food. Madboder vil have åben alle ugens dage.
Både madboder og Halgodt forsamlingshuset kommer i den nye sommersæson til at udvide åbningstiderne. Dette kommer der snart mere om på deres hjemmeside …
Og så er en sommersæson med masser af udendørs hygge, sjov aktivitet ved Øresund, skøn street food, nye tiltag og så selvfølgelig – masser af fællesskab ellers klar til at blive skudt i gang.
Måske du skulle en tur nordpå og sidde og nyde lidt lækker mad og en fantastisk udsigt over Øresund. Kig også på deres hjemmeside, der afholdes masser af arrangementer og events.
Læs mere her.
Operaen ‘Ariadne på Naxos’ på Det Kongelige Teater i København
Operaen ‘Ariadne på Naxos’ på Det Kongelige Teater, den 13. mart – den 14. april, Store Scene, varer 2 time(r) og 45 minutter inkl. en pause, priser mellem 165 – 1.010 kroner, Det Kongelige Teater, København.

Richard Strauss’ geniale opera ‘Ariadne på Naxos’ tager publikum med ind bag kulisserne og lader os se frustrationer og forsoning, når tragedie og komedie mødes og knuste hjerter heles på ny.
Richard Strauss’ operakomedie om oppustede egoer og knuste hjerter er en opera om teater i teatret. Det er en opera om livet bag kulisserne, og den tager publikum med om bag scenetæppet, hvor det komiske og det tragiske forenes på underholdende vis.
Katie Mitchell er en af vor tids mest spændende, britiske instruktører, som er berømt for sine innovative tolkninger af operaklassikerne. Hun lader ‘Ariadne på Naxos’ udspille sig til en fest i Wien, hvor et rigt par har bestilt en nykomponeret opera af en ung komponist. De har også engageret en flok kunstnere, der skal stå for den lidt mere letbenede underholdning på aftenen. Men en uventet drejning gør, at der er ikke tid nok til begge forestillinger, så de må opføres samtidigt. Det får følelserne i kog, og de vidt forskellige kunstnere konkurrerer i en forrygende tour-de-force, for hvad er vigtigst: en seriøs opera eller en letbenet komedie?
Den krævende rolle som Zerbinetta synges af et af de helt store, unge, internationale navne, den forrygende sopran Serena Sáenz, der tidligere har sunget partiet på Wiener Staatsoper, og nu for første gang kan opleves på Det Kongelige Teater. Titelpartiet som Ariadne synges af sopranen Ann Petersen, der tidligere har sunget rollen på Det Kongelige Teater. Den Kongelige Operas mezzosopran Elisabeth Jansson kan opleves i rollen som komponisten, og James McCorkle debuterer på Det Kongelige Teater som Bacchus..
Richard Strauss’ musik til ‘Ariadne på Naxos’ er farverig og fuld af musikalske højdepunkter. I spidsen for Det Kongelige Kapel står dirigenten Giedrė Šlekytė. Den efterspurgte, unge dirigent fra Vilnius har dirigeret i operahuse som Bayerische Staatsoper, Staatsoper Berlin og Semperoperaen i Dresden.
Læs mere her
Grønlandsk samling på udstilling på Arktisk Institut i København
Pop-up ustilling, fra den 1. marts, mandag – torsdag klokken 9.00 – 16.00, fredag klokken 9.00 – 15.00, Arktisk Institut, Strandgade 102, København.

For hundrede år siden begyndte grønlænderen Johan Eugenius at samle og skrive noter om planter i Grønland. I dag finder man hans planter og noter på en række af verdens ledende forskningsinstitutioner i blandt andet Danmark, USA og Canada. Den 1. marts åbner en pop-up udstilling på Arktisk Institut i København, hvor man kan opleve eksempler på Eugenius’ arbejde.
Fredag den 1. marts åbner denne pop-up-udstilling på Arktisk Institut for at dele ny viden om Eugenius’ videnskabelige arbejde med Grønlands planter. Udstillingens indhold stammer fra forskning udført i forbindelse med kulturarvsprojektet ‘Field/Work in the Archive: Herbaria as Sites of Cultural Exchange’, finansieret af Augustinus Fonden. Projektet undersøger de kulturelle betydninger og den koloniale fortid i de botaniske samlinger på Statens Naturhistoriske Museum. Det var i forbindelse med dette projekt, at museets gæsteforsker Martha Fleming genfandt store dele af Johan Eugenius’ noter.
– Det er meget sjældent at finde oprindelig viden bevaret i videnskabelige samlinger, og disse prøver er en betydelig opdagelse. Hundreder af Johan Eugenius’ noter og de planter, han samlede, bliver nu anerkendt for deres store værdi både kulturelt, historisk og videnskabeligt, fortæller Martha Fleming.
Udstillingen og et offentligt program af events og foredrag bliver produceret af Statens Naturhistoriske Museum, Arktisk Institut og Det Grønlandske Hus i København.
Læs mere her.
‘Efter naturen’ udstilling i København
‘Efter naturen’ særudstilling, den 12. oktober 2023 – den 18. august 2024, entre 125 kroner, Glyptoteket, København.

‘Naturen findes ikke længere. Den vilde, af mennesker uberørte, utæmmede natur er for længst historie.’ Sådan skriver forfatter Josefine Klougart i sit essay ‘Efter naturen’. Særudstillingen Efter naturen – Forfatter Josefine Klougart genlæser Glyptotekets malerier – er en slags 3D essay – hvor forfatterens tekster går i dialog med Glyptotekets landskabsmalerier i et sanseligt udstillingsdesign skabt af scenograferne Vang Stensgaard.
I ‘Efter naturen’ dykker Josefine Klougart ned i menneskets forhold til naturen set gennem kunstens prisme. Naturen, som vi kendte den, eksisterer ikke længere. Gennem kunsten udforsker hun dens skønhed og forsvinden i vores moderne virkelighed. En rigtig fin og spændende særudstilling …
Læs mere her.
Oplevelser i marts 2024 i Aarhus
Forestillingen ‘Når Sirenerne Kalder’ i Aarhus
‘Når Sirenerne Kalder, fra torsdag den 14. marts klokken 19.30 til fredag deb 23. marts, varighed 90 minutter, spillested: Sydhavnen Det Tredje Rum – Jægergaardsgade 154, Aarhus C.

I marts 2024 vil publikum i Aarhus have mulighed for komme med på en poetisk rejse og få en dybere forståelse af sygdommen demens, der rammer op mod 8. 000 mennesker i Danmark hvert år. Forestillingen ‘Når Sirenerne Kalder’ er en inddragende og sensorisk teaterinstallation om demens, inspireret af Odysseen.
Med Når Sirenerne Kalder undersøger og iscenesætter Teater Fluks de kropslige og æstetiske erfaringer, som demensen kan fremkalde – hos de ramte, såvel som hos de pårørende. Teater Fluks skaber nye poetiske, æstetiske og følelsesmæssige forbindelser til et emne, som mange steder stadig er tabu.
– Vi har efterhånden arbejdet med demens i mange år. Det er stadig et mysterium. Fyldt med ubekendte parametre. Og netop derfor er det vigtigt for os fortsat at undersøge, belyse og formidle fænomenet kunstnerisk. Der er heldigvis meget mindre tabu nu, end da vi startede, men vi oplever fortsat, at der er en mangel på kunstneriske tilbud til de unge, der også er pårørende. Det vil vi ændre med denne forestilling – i samspil med unge pårørende og sundhedsfagligt personale. Sara Fink Søndergaard, kunstnerisk co-leder Teater Fluks
Oldgræsk mytisk fortælling som ramme om mytisk sygdom … Når Sirenerne Kalder udfolder sig i en sensorisk montageform der kombinerer inddragelse, livemusik og fortællinger om demens med tekstbidder fra den oldgræske fortælling Odysseen.
Publikum kommer med på en performativ rejse: Fra det frådende hav i midten af rummet og ud til forskellige installatoriske øer, der hver bearbejder nogle af de kropslige og æstetiske erfaringer som demensen giver. Samtidig knyttes de op på elementer af Odysseus rejse. Her møder publikum kykloper, sirener, halvguder og sendebude. Selv Odysseus og Penelope træder frem.
I Homers uomgængelige epos optræder den første skriftlige repræsentation af demens formentlig; nemlig hos Odysseus’ far Läertes.
– Takket være valget af Odysseen som narrativ ramme får vi en unik mulighed for at trække på en af de ældste fortællinger i den vestlige kulturhistorie. Vi får belyst en lang række menneskelige udfordringer – tab af sanser, tab af fornuften, tab af liv – i et inspirerende mytologisk univers. Et univers, der ligesom demens rummer meget mere end hvad der umiddelbart træder frem. Rasmus M.L SKov, kunstnerisk co-leder, Teater Fluks
Forestilling udvikles i samarbejde og på tværs … Med udgangspunkt i det græske epos udvikler Teater Fluks forestillingen i samspil med pårørende til demente, demensramte og sundhedsfagligt personale. Dette sker blandt andet gennem tværsektorielt samarbejde med Aarhus Kommune hos Sundhed og Omsorg og Kultur og Borgerservice.
– Demens kan ramme os alle og det er en sygdom, som fylder mere og mere i vores samfund. Op mod 96.000 danskere er ramt, og mange flere er berørt. Teater Fluks’ kommende forestilling Når Sirenerne Kalder er med til at understrege, at vi skal blive ved med at tale om demens. Jeg hæfter mig særligt ved, at målgruppen for denne forestilling er de unge og unge voksne (16+) – det er en pårørendegruppe, ofte bliver overset, når sygdommen rammer. Jeg håber, at forestillingen kan være en samtaleåbner, der kan skabe en ramme, hvor såvel de unge – som alle vi andre – kan føle sig trygge i at tale om deres oplevelser med sygdommen, siger rådmand for Sundhed og Omsorg, Christian Budde
– I teatrets magiske lys udfolder kulturen sit mægtige værk. I dette skær bevæger vi os ikke kun gennem karakterers liv, men også gennem sjæle, der står over for demens. Teatret er ikke blot en scene; det er et kraftfuldt redskab til at belyse demensens kompleksitet og åbne dialogen om emnet. Lad os på teatrets scene finde empati, forståelse og håb, der kan forme en fremtid, hvor demens ikke er et tabu, men en udfordring, vi møder sammen, siger rådmand for Kultur og Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad
Dertil har teatret indgået et samarbejde med forskerne Jens Peter Jensen og Janne Brammer (Aarhus Universitet), som gennem interviews med udvalgte grupper af publikum og observationer vil undersøge kunstens stemme i et sundhedsperspektiv.
– Hvad kan kunsten – hvad gør den ved os – og hvad gør vi selv, når vi er tæt på kunsten – i forhold til sundhed? Her i forhold til den allestedsværende og allestedsoplevede demens. Vores undersøgelsesperspektiv er: Hvordan opleves livet med demens – af hvem? Teater Fluks sætter scenen til adskillige undersøgelsesperspektiver gennem deres samarbejdspartnere og publikum, dvs. unge pårørende, uddannelsessøgende, biblioteker og andre kultur- og formidlingsinstitutioner, foreninger, sundhedsprofessionelle, forvaltninger – og teatret selv, afslutter Janne Brammer Damsgaard, ekstern lektor, Phd. Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet.
Udviklingen af Når Sirenerne Kalder er støttet af: Aarhus Kommunes Kulturudviklingspulje, Klub KoSa og Statens Kunstfond.
Læs mere her.
Kom til brætspilsfestival i Aarhus
Aarhus Brætspilsfestival, fredag den 1. marts klokken 17 – 01, lørdag den 2. marts klokken 10 – 01 og søndag den 3. marts klokken 10 – 17 ,Kolt, Aarhus.

Brætspillere i alle størrelser og gørelser er velkomne til Aarhus Brætspilsfestival ’24 den 1 . – 3. marts 2024. Endnu engang åbnes dørene til en af Danmarks allerstørste brætspilsweekender, hvor der vil være fyldt med spillækkerier for begyndere såvel som øvede.
Læs mere her.
Oplevelser i marts 2024 i Odense
‘Indenfor murerne’ spiller i Odense
‘Indenfor murerne’, den 2. marts klokken 16, se priser på hjemmeside, ODEON, Odense.

Den anmelderroste ’Indenfor murene’ fra Det Kongelige Teater tager nu på turné. Det er en af dansk teaters helt store klassikere, ‘Indenfor murene’, der tager efter en næsten udsolgt spilleperiode på Gamle Scene på turné rundt i landet fra den 20. februar, hvor de starter i Vejle. Men de kommer til Aarhus den. 24. februar.
Det er fortællingen om, hvad det vil sige at høre til og være tvunget til at gøre op med alt det, der binder ens verden sammen.
Da Indenfor murene havde premiere den 19. januar i anledning af Det Kongelige Teaters 275-års jubilæum, var det til anmeldernes store begejstring. Berlingskes anmelder: ‘Græd af begejstring: Skal du i teatret en gang i år, er det denne forestilling, du skal se’ og kvitterede med seks stjerner.
Fra den20. februar tager skuespilchef og instruktør Morten Kirkskovs stjernebesatte nyopsætning af Henri Nathansens klassiker på danmarksturné.
Trods pres udefra hersker der fred og sammenhold indenfor i det jødiske hjem hos familien Levin. Alt er tilsyneladende, som det skal være, indtil den unge datter, Esther, forelsker sig i sin kristne lærer, Jørgen Herming, hvis farfar for år tilbage afviste at hjælpe familien Levin med et lån, blot fordi de var jøder, og hvis far har nægtet Levin en stilling i sin bank, af samme grund. Fortidens had vækkes til live, og kampen for kærlighed og forandring begynder. Faren Adolf Levin sætter sig imod ægteskabet, men indvilliger i at møde Herming til en middag, og herfra tilspidses dramaet yderligere. Men kan familierne rumme de omvæltninger, der følger med et nyt slags liv, eller vil hadet sejre over håbet om en bedre verden?
Henri Nathansen skrev ‘Indenfor murerne’ i 1912, og hans fortælling har vist sig at være evig aktuel og et af de mest spillede på Det Kongelige Teater. I Morten Kirkskovs iscenesættelse kan du opleve en stjernebesætning med Bodil Jørgensen og Jens Albinus som ægteparret Levin, og Lars Brygmann og Stine Stengade som hr. og fru Herming. I rollen som familien Levins unge datter Esther ses det unge talent Emilie Kroyer Koppel.
Læs mere her.
Oplevelser i marts 2024 i øvrige byer
‘Til Ungdommen og Fra Ungdommen i Gentofte’ forestilling på Bellevue Teatret, fra den 1. marts – den 18. marts, priser mellem 110 – 220 kr., Bellevue Teatret, Klampenborg.

Nu skal de høres! Unge fra Gentofte har taget megafonen i hånden … Den 1. marts er Skolernes Trivselsdag over hele landet. Bellevue Teatret markerer dagen med et kæmpe ungefokus. Trivslen for unge er i bund. I Gentofte markeres trivselsdagen med et ungeråb fra Bellevue Teatret.
Misbrug. Angst. Ensomhed. Diagnoser. Overgreb. Skilsmisse. Festkultur. Alkohol. Præstationsangst. På baggrund af grundig research og interviews med unge i Gentofte giver Bellevue Teatret ordet til de unge. De unges ord kommer på scenen.
Dramatikeren Nanna Tüchsen har sorteret i udsagn fra de unge og dramatiseret dem til scenen. Helt unge skuespillere, nogle af dem stadig elever på Den Danske Skuespillerskole, spiller alle ungerollerne og giver de unge en stemme. For nu skal de unge høres! Pelle Koppel har instrueret.
Læs mere her.
Kultur- og teaterfestival i Holstebro
Kultur- og teaterfestival, fra fredag den 1. marts klokken 19 til onsdag den 27. marts klokken 18:00, 144, Holstebro.

Kultur- og teaterfestival sætter fokus på det sære og det kære … Ny vestjysk kulturfestival fylder et boligområde op med sære og underfundige oplevelser. Så i marts måned bugner det med teaterforestillinger, et nyskrevet litterært værk – og en bar der er betjent af overnaturlige væsner …
gennem hele marts måned afholder Nordisk Teaterlaboratorium en kultur- og teaterfestival, der er etableret i et tværfagligt samarbejde med andre lokale aktører i Holstebro. Konceptet hedder Strange & Lovely, hvilket er et lille ordspil på teatrets adresse, Særkærparken.
Festivalen indeholder ikke kun teater, men også udefrakommende oplæg, events og begivenheder fra andre lokale organisationer, som har takket ja til at prøve at skabe noget sært og kært, til glæde for festivalens gæster.
Nordisk Teaterlaboratorium agter at denne festival bliver en tilbagevendende tradition hvert år – og at den bliver synonym med et slaraffenland af ukonventionelle oplevelser, der er opstået igennem nye samarbejdsrelationer som måske virker lidt sære ved første øjekast.
Strange & Lovely er en hyldest til det modige ved at turde afprøve og virkeliggøre idéer som opstår i samarbejde med andre, hvad enten det er med erhverv, foreninger eller noget helt tredje. Teatret har haft fokus på at række ud over sit eget interessefelt, for at se hvad der vil ske hvis man “blander blod” med nogle andre lokale kræfter. Resultatet er blevet en sær(lig) blanding af litterære skaberværker, terapeuter der holder oplæg om kunsten at kunne navigere i familiære relationer, sang og musik, en ekstradimensionel kro befolket af overnaturlige væsner, og naturligvis også alle Nordisk Teaterlaboratoriums aktuelle forestillinger.
Festivalen er en del af en større strategi, hvor Nordisk Teaterlaboratorium blandt andet ønsker at åbne sig yderligere op for sine naboer, og gøre stedets lokaler og sale endnu mere tilgængelige for alle byens borgere.
Festivalens åbningsceremoni starter den 1. marts klokken 19.00. Der er både betalte og gratis arrangementer herefter, hvilket kan ses i festivalens programoversigt.

Læs mere her.
Kunstudstilling i Aabenraa
Brundlund Slot, vises frem til den 31. august 2025, entre 85 kr., Brundlund Slot 1, Aabenraa.

Den hedder ‘EN COLLAGE. Franciska Clausen 125 år’ udstilling på Brundlund Slot. Og den 7. januar 2024 er det 125 år siden, at billedkunstneren Franciska Clausen kom til verden i Aabenraa.
Franciska Clausen blev født ind i en velhavende købmandsfamilie i Aabenraa i 1899, og allerede som ung pige viste hun tydeligt talent og interesse for at udtrykke sig gennem kunst. Den interesse holdt hun fast ved helt indtil sin død i 1986. I udstillingen præsenterer vi et langt og rigt kunstnerliv og viser både de kendte hovedværker og lang række mindre kendte værker fra den store samling. Udstillingen bygger på værker fra museets egen samling og fra den store værk-samling fra Fonden Franciska Clausens Samlinger, som er deponeret hos Museum Sønderjylland.
På Brundlund Slot kan man gennem hele jubilæumsåret opleve en udstillingscollage, der giver indblik i de mange forskellige former for værker, som Franciska Clausen skabte. Deriblandt er en del collager, som Franciska Clausen især arbejdede med i efterkrigstiden og helt op til 1970’erne. Collagerne er ikke blandt hendes mest kendte værker, men de giver et spændende indblik i hendes måde at arbejde på og i hendes skarpe blik for former og farver. Ud over collagerne vil udstillingen også præsentere fine børnetegninger samt mange af de kendte malerier og plakatdesigns fra Franciska Clausens tid i Berlin og Paris.
Læs mere her.
Oplevelser i marts 2024 i hele landet
En ny dokumentarfilm: ‘Kan man danse efter sin dansedød?’
‘Unknown Places’ dokumentarfilm.

Kizzy Matiakis er tidligere solodanser, men lysten til at danse er ikke forsvundet trods den tvungne pension fra Den Kongelige Ballet. I Betty Nansen Teatrets nye dokumentariske kortfilm ‘Unknown Places’ følger vi Kizzy genopstå som danser og hendes refleksioner om at have en aldrende krop i kunstens verden.
Når man fylder 40 år, er man i ballettens verden for gammel til at danse. Den runde fødselsdag er et ufrivilligt farvel til en karriere, der ikke blot er rullet i stjernestøv, men som hele kroppen og sindet er formet efter gennem årelang træning. Med ét er identiteten danseløs og klapsalvernes tid forbi.
Eller er de? For kan man overhovedet blive for gammel til at danse? Måske der netop er fornyet liv at hente på den anden side. Måske den aldrende krop faktisk er mere interessant end den unges?
– Vi viser ikke den aldrende krop. Vi fejrer ikke den aldrende krop. Det sker, at vi hylder den aldrende kunstner, men denne modne kunstner skal stadig have ungdommens atletiske krop, forklarer Kizzy Matiakis, danser.
I den dokumentariske kortfilm Unknown Places træder tidligere solodanserinde Kizzy Matiakis for første gang ud på dansescenen efter sin pension fra Den Kongelige Ballet. Det gør hun i den aktuelle danseforestilling Waiting Places, der netop handler om de ventesteder, vi gennem livet ufrivilligt befinder os i.
I filmen følger vi Kizzy under forberedelserne til forestillingen, hvor hun langsomt genopliver danseren i sin krop.
– Kizzy Matiakis er, udover at være en sublim teknisk danser, også en kunstner med stor dybde og personlighed. Når Kizzy danser, fortæller hun med hele sin krop og hele sit væsen. I kortfilmen ’Unkown Places’ deler Kizzy sine tanker omkring det at danse, men også om at stå i sted i livet, hvor en fase slutter og en anden endnu ikke er begyndt. Og om modet det kræver af os, når vi skal definere os selv på ny, fortæller Eva Præstiin, direktør på Betty Nansen Teatret.
‘Unknown Places’ kan ses gratis her.
Dokumentarfilmen er et søsterværk til danseforestillingen Waiting Places, der spiller på Edison frem til den 9. marts. Læs mere om Betty Nansen Teatrets søsterværk-format her.
En skræmmende dokumentar på Netflix
‘Bitconned’ dokumentar, Netflix, 1 time og 34 minutters varighed.

I dokumentaren kommer man rundt om de tre mænds historie – fra det hele starter til de bliver fældet og dømt – og ja en eller anden form for afslutning er der – men alligevel sidder man og tænker – det er ikke sidste gang, de gør noget lignende – udnytter andre – et marked – en mulighed – for at skaffe sig noget til dem selv.
Den er nem at se – skræmmende og tankevækkende. Ikke genial men instruktøren Bryan Storkel giver et unikt indblik i, hvad ‘mennesker også kan indeholde’ … Se den og få aldrig lyst til at se nærmere på kryptomarkedet (altså hvis du overhovedet havde tænkt den tanke).
Læs også:
10 kvindeproblemer mænd bare ikke forstår
![]()



