
NEWS: Stigende interesse for julemarkeder
Stigende interesse for julemarkeder · 23-årig mand udvist af Danmark · Royal Copenhagen slår dørene op til en nydesignet Flagship Store · Nyt epicenter for kvanteteknologi åbnet · 49-årig mand og 47-årig kvinde får dom for snyd med førerkort · Dagens video: Krigsforberedelse · Fredagsfjol: Klar til weekend
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Stigende interesse for julemarkeder
Der er stigende interesse for julemarkeder, og nu lancerer TUI nyt værktøj til at finde disse …
Nu kan du bruge TUIs nye søgefunktion til at finde det perfekte julemarked. For nu er det atter tiden, hvor Europas fortryllende julemarkeder åbner deres døre for besøgende. Og med omkring 400.000 julemarked-relaterede søgninger på Google i november indtil videre, står det klart, at julemarkeder igen i år er en populær tradition for de fleste danskere. Julemarkeder i Danmark rangerer højest på søgningerne, og herefter kommer Tyskland.
For at hjælpe rejsende med at planlægge deres juleferie har TUI nu lanceret et nyt værktøj til at finde de bedste julemarkeder i Europa. Nedenfor har TUI fundet nogle af de destinationer, flest danskere søger på, når det handler om julemarkeder.
Som eksempel er der Berlins berømte julemarkeder har lange traditioner, og der er mere end 80 forskellige markeder i byen. På en af Berlins smukkeste pladser, Gendarmenmarkt, finder du det populære Weihnachtszauber Gendarmenmarkt-julemarked. Et andet populært marked er Weihnachtsmarkt am Roten Rathaus-julemarkedet, som ligger foran rådhuset. Her kan besøgende opleve den traditionelle charme i Berlin, nyde panoramaudsigten over byen fra et pariserhjul og shoppe blandt de lokkende dufte af ”bratwurst”, ristede nødder og gløgg.
Her kan du se de mest populære julemarkeder i Berlin.
Listen bærer meget præg af, hvor gode tyskerne er til det med julemarkeder og hvor glade danskerne er for at besøge lige netop de tyske julemarkeder, der nogle gange kan ‘det ekstra’. I Hamborg er det ingen undtagelse og få timers kørsel fra den dansk-tyske grænse er det muligt at opleve et væld af forskelligartede julemarkeder i den tyske storby.
Her kan du se nogle af de mest populære julemarkeder i Hamborg.
Lübeck er en anden destination i Tyskland, mange danskere ynder at rejse til for at komme i den helt rette julestemning. I Lübecks velbevarede og middelalderlige bykerne, er der garanti for spændende julemarkeder og god festligt julehumør.
Her kan du se nogle af de mest populære julemarkeder i Lübeck.
Selvom julemarkeder i Danmark og Tyskland står øverst på danskernes ønskeliste, så er der også mange, der vælger at tage turen til London for at opleve de mange traditionsrige julemarkeder, den engelske hovedstad har at byde på. I London er det i juletiden muligt at opleve alt fra Hyde Park Winter Wonderland og Trafalgar Square Christmas Market til Winter by The River ved London Bridge og Greenwich Christmas Market.
Her kan du se nogle af de mest populære julemarkeder i London
Riga, Flensburg og Prag er andre europæiske byer, som er kendte for deres julemarkeder. Du kan gå på opdagelse i dem og flere andre med TUIs nye julemarkeds-værktøj.

Læs også: Mette starter julen i oktober
23-årig mand udvist af Danmark
Efter flere domme og advarsler er en 23-årig tyrkisk statsborger udvist af Danmark … En 23-årig mand fra den østlige del af Esbjerg er ved Retten i Esbjerg idømt en fængselsstraf og udvist af Danmark.
Retten dømte den 23-årige mand for besiddelse og salg af 25 gram kokain og for videreoverdragelse af de euforiserende stoffer Tramadol og hash. Derudover blev han dømt for flere forhold, hvor han var i besiddelse af en kniv under skærpende omstændigheder.
Den 23-årige, der er tyrkisk statsborger og født i Danmark, fik en dom på fem måneders ubetinget fængsel og udvisning af Danmark. Dommen faldt på baggrund af tidligere domme, hvor den 23-årige mand er straffet med to år og otte måneders fængsel og fem advarsler om udvisning efter narkotikakriminalitet og personfarlig kriminalitet. Blandt andet har den 23-årige tidligere fået en dom med strafskærpelse for opgør i bandegrupperinger.
– Den 23-årige har en række domme og advarsler om udvisning bag sig, så jeg er meget tilfreds med rettens afgørelse og at tiltalte dermed blev udvist, udtaler anklager Holger Refslund.
Den dømte ankede ved domsafsigelsen sagen til landsretten.

Læs også: Kvinde frakendt sit danske statsborgerskab
Royal Copenhagen slår dørene op til en nydesignet Flagship Store
Med renoveringen af sin historiske Flagship Store har Royal Copenhagen skabt et spektakulært nyt univers, der kombinerer en dyb respekt for virksomhedens arv med dens ambitioner for fremtiden.
I anledning af porcelænsfabrikkens kommende 250-års jubilæum i 2025 er der skabt et nyt kapitel til oplevelser og formidling af virksomhedens porcelæn, kunst og håndværk. Stueetagen i den historiske butik, hvor Royal Copenhagen har haft adresse siden 1911, er blevet gentænkt i et sanseligt og taktilt interiør, der går i respektfuld dialog med den fine, fredede bygning, som kan dateres helt tilbage til 1616.
Til renoveringen af butikken har Royal Copenhagen samarbejdet med arkitekterne Mentze Ottenstein, der med nytænkende idéer og respektfuld sans for husets sjæl og vitale dele fra Royal Copenhagens DNA har skabt et moderne oplevelsesunivers.
– Det har været en sand fornøjelse at rykke bygningen og vores butik ind i en ny fortælling, der både peger tilbage mod vores historie og fremad mod nye eventyr”, siger Jasper Nielsen, Kreativ Direktør for Royal Copenhagen. ”Vi valgte at samarbejde med Mentze Ottenstein om projektet, fordi vi vidste, de ville have stor forståelse for og kærlighed til vores historie og håndværk og ville kunne integrere det på smuk vis i en moderne kontekst.
De nyetablerede omgivelser er tilført detaljer, farveskala og materialevalg, som afspejler forskellige stadier af porcelænsfremstilling såsom gipsforme, flydende porcelænsmasse og glaseringer. Royal Copenhagens ikoniske logo, de tre bølger, der har prydet porcelænet siden virksomhedens grundlæggelse i 1775, er gengivet i messingdetaljer og ornamenter i butikkens interiør. Sammen med nye montre fremstillet i europæisk kirsebærtræ skaber specialdesignet porcelæn såsom bordfliser, der er lavet af de dygtige håndværkere på Royal Copenhagens fabrik i Glostrup og integreret i overfladerne, et elegant og lyst udtryk.
– Vi blev inspireret af riflerne på Royal Copenhagens porcelæn samt deres ikoniske tallerkener, da vi designede de tredimensionelle fliser, der dækker disken. Deres lette bue repræsenterer dels riflerne, dels Royal Copenhagens bølgelogo, fortæller arkitekterne Mathias Mentze og Alexander Ottenstein.
Et heritage brand med blik mod fremtiden … I butikkens Heritage Room dykker besøgende ned i porcelænsfabrikkens lange historie, når de omgives af en spektakulær udstilling af Royal Copenhagen-tallerkener. De nærmest endeløse rækker, der strækker sig fra gulv til loft, fremhæver både ligheder og forskelle på former og mønstre, der er blevet forfinet og videreudviklet gennem næsten 250 år.
– Det, der vil holde brandet i live gennem de næste hundredevis af år, er al historien, alle de følelser folk forbinder med det, afslutter Mathias Mentze og Alexander Ottenstein.
I disse smukke omgivelser inviterer Royal Copenhagen besøgende på en tidsrejse fra virksomhedens spæde begyndelse og ind i en spændende fremtid. Royal Copenhagens Flagship Store er beliggende på Amagertorv 6, 1160 København K.
Historien om Royal Copenhagen:
Royal Copenhagen blev grundlagt i 1775 og har i snart 250 år fremstillet porcelæn med den dybeste respekt for traditionen og de højeste standarder for håndværket. I dag er Royal Copenhagen kendt over hele verden for sit ikoniske, håndmalede porcelæn samt nye fortolkninger af virksomhedens rige designarv.

Læs også: En snak med designerne bag Royal Creatures
Nyt epicenter for kvanteteknologi åbnet
I onsdags åbnede nyt epicenter for kvanteteknologi … Quantum Denmark, som det hedder, skal være et af Europas førende samlingspunkter for kvanteteknologi. Det skal styrke Danmarks førerposition inden for kvanteteknologi.
Kvanteteknologien er i hastig udvikling, og verden over ses store investeringer i forskning og udvikling af kvanteteknologi. Teknologien rummer store potentialer for fremtiden inden for en række forskellige industrier så som sundhed, grøn omstilling og avanceret produktion.
Det var H. M. Kongen Quantum Denmark, der var med til at indvie Danmarks internationale kvantecenter. Quantum Denmark, der skal danne ramme om det danske kvantemiljø og sikre, at vores verdensførende viden og forskning omsættes til kommercielle løsninger.
Erhvervsminister Morten Bødskov siger:
– Danmark skal gribe kvanteteknologiens potentialer. For vi står med en unik mulighed for at styrke vores helt afgørende førerposition på en af fremtidens vigtigste teknologier. Derfor kom regeringen sidste år med en milliardstrategi til kvanteområde. I dag tager vi næste skridt, når vi åbner Quantum Denmark – Danmarks internationale kvantecenter. Det er et af Europas førende samlingspunkter for udviklingen af kvanteteknologi. Med kvantehuset kan vi tiltrække udenlandske virksomheder, investeringer og talent. Alt sammen så vi kan udnytte kvanteteknologiens helt uanede muligheder for dansk erhvervsliv, samfund og national sikkerhed.”
Økonomiminister Stephanie Lose siger:
– I dag er en vigtig dag for den danske position på kvanteområdet. Når vi i dag åbner Quantum Denmark, er det med glæde i regeringen, for det er vigtigt at satse på fremtidens forskning. Danmark står stærkt på kvanteforskning, og det skal vi fortsætte med at gøre. Sådan kan vi sikre, at danske nyskabende virksomheder bliver i Danmark, men også at udenlandske virksomheder vælger at placere sig i Danmark. Alt sammen til gavn for dansk økonomi.
Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund siger:
– Kvanteteknologi kan i fremtiden være en del af løsningen på nogle af samfundets største udfordringer, hvad end vi snakker klima, miljø, sikkerhed eller sundhed. Danmark skal have et af verdens førende kvanteforskningsmiljøer og effektivt kunne omsætte forskning til ny, anvendelig teknologi. Danmarks nye kvantecenter, Quantum Denmark, er et vigtigt skridt i den retning. Det vil være til stor gavn for danske forsknings- og innovationsmiljøer og kunne tiltrække talent, virksomheder og investeringer fra udlandet. Jeg er spændt på at følge med i, hvilke nye opfindelser der bliver testet af i det højteknologiske center, og ikke mindst hvilke banebrydende løsninger det kan føre til.”
CEO i Novo Nordisk Fonden, Mads Krogsgaard Thomsen afslutter:
– Quantum Denmark vil være et af Europas mest attraktive ’deep tech power houses’, hvor forskere, entreprenører, startups og mindre virksomheder inden for kvanteområdet indgår i et stærkt og attraktivt innovationsmiljø. Kvantetestcentret, som er en del af Quantum Denmark, vil give adgang til avanceret udstyr og teknisk assistance, der er essentielt for at teste og udvikle ny kvanteteknologi. Quantum Denmark vil tiltrække danske såvel som udenlandske virksomheder, talenter og investeringer, hvilket er af stor betydning for udvikling af nye teknologier og for dansk fremtidig konkurrenceevne.
Quantum Denmark skal styrke Danmarks førerposition inden for kvanteforskning og sikre, at ny viden omsættes til kommercielle løsninger. Quantum Denmark skal bl.a. tilbyde støtte til forretningsudvikling og kapitalrejsning samt adgang til et højteknologisk kvantetestcenter, hvor nye teknologiske løsninger kan udvikles og testes.

Læs også: Fremtidens computere knækker nutidens koder
49-årig mand og 47-årig kvinde får dom for snyd med førerkort
To personer blev mandag idømt betingede fængselsstraffe og bøder for at skjule overtrædelser af køre- og hviletidsreglerne.
En 49-årig mand og en 47-årig kvinde, der begge har bopæl i Roskilde, var ved Retten i Kolding tiltalt for, at manden i en periode fra marts 2021 til juli 2021 havde ført lastbil, hvor han i mindst 17 tilfælde havde brugt kvindens førerkort for at skjule overtrædelser af køre- og hviletiderne.
Sagen begyndte den 7. april 2021, hvor en politiassistent fra Tungvognscenter Syd ved Sydøstjyllands Politi standsede den 49-årige ved Middelfart. Politiassistenten fik mistanke om misbrug af førerkort og indledte en efterforskning, der førte til en ny standsning den 4. juli 2021 ved Hylkedal Rasteplads ved Kolding. Ved den standsning var begge personer i lastbilen, men det var kun den 47-årige kvindes førerkort, der sad i takografen, selvom det var den 49-årige mand, der kørte lastbilen.
Den 47-årige kvinde var primært tiltalt for at have medvirket til den 49-åriges overtrædelser ved at låne ham sit førerkort. De to tiltalte erkendte i retten alle forhold.
Den 49-årge mand blev idømt 60 dages betinget fængsel, en bøde på 49.250 kroner samt et års ubetinget frakendelse af førerretten til tunge køretøjer. Den 47-årige kvinde blev idømt 60 dages betinget fængsel og en bøde på 52.250 kroner.
Fængselsstraffene blev gjort betingede, og bøderne blev nedsat på grund af sagsbehandlingstiden. Både manden og kvinden udbad sig betænkningstid i forhold til eventuelt at anke dommen.

Læs også: Sådan brugte Britta Nielsen pengene fra millionbedrageriet



