
#Mettesmangemeninger: Når julen starter i oktober
‘Nu er det jul igen, og nu er det jul igen, og julen varer lige til påske’ – heldigvis ikke for efter min mening starter den også lidt for tidligt. Men er kommet til at overgive mig lidt i år og har budt julen velkommen en halvmåneds tid før. Jeg er ikke helt stolt af det, men måske du også kender følelsen, jeg har?

Jeg har det faktisk lidt ambivalent med det her emne. Jeg har altid været meget sådan. Jul det er i december og ikke et sekund før. Og sådan vil jeg på en måde faktisk stadig gerne have det. For jeg synes faktisk, det er lidt synd for især november, at julefeelingen fuldstændig har overtaget den måned. Knap har vi fået pakket græskarene væk, inden julen stormer ind med 120 i timen. Græskarhoveder bliver væltet omkuld af store oppustelige julemænd. Imens visne blade på grenene bliver høvlet ned af julelys i både rød, hvid og grøn og gran i flere længder.
Men det er jo faktisk ikke kun i november. Allerede i oktober overtager Karen Volf og Carletti indgangspartiet i diverse supermarkeder, og man glemmer alt om, at der findes andet slik på hylderne: ‘for nu skal jeg satme have juleskum og chokolade nissemænd’ – og det skal være i stride strømme. Men tilbage til det med julelyset. For det er rigtig hyggeligt, det medgiver jeg, med lys i træerne i denne mørke tid. Men altså blåt lys på et gelænder har sgu aldrig klædt nogen altaner. Så hver dag skal jeg kigge over på en mystisk blå farve, der lyser hele gården op, og det var altså allerede i start oktober.
Julemusikken – et love and hate forhold
Så er der noget andet, jeg slet ikke kan finde ud af, hvordan jeg har det med. Julemusikken. Altså den elsker jeg hundrede procent. Men elsker jeg den før december? Nej egentlig ikke – eller jeg har i hvert fald haft et princip om, at jeg først selv sætter det på fra 1. december. Og de der hardcore julesange har først fået lov til at komme på i de sidste juledage op til juleaften. Men der er sket noget i år.
Er det corona, der har gjort det? Har vi (jeg) brug for at glædes over noget tidligere i år – muligvis. For i skrivende stund sidder jeg og skråler med på diverse julesange. Mine alltime favoritter er ‘Driving home for Christmas’ med Chris Rea, ‘Koldt Udenfor’ med Page Four, ja det er det der meget unge drengeband – men shit en banger. Og så elsker jeg seriøst ‘Tidsrejsen’ fra julekalenderen af samme navn. Sidst men ikke mindst ‘En Rigtig Drengejul’ med Rasmus Bjerg og City Bois – kæmpe hit.

Det er uundgåeligt
På den ene side kan jeg godt lide idéen om, at Radio Soft kun sender julemusik fra midt november på den anden side irriterer det mig lidt. Altså vil jeg i julestemning så tidligt? Jeg kan da bare skifte kanal, men er sådan lidt bange for ikke at kunne finde den igen – til når jeg egentlig vil høre julemusik. Men altså synes det er lidt tidligt, det synes jeg sgu. Men er kommet til at overgive mig i år – og det er da også helt okay egentlig.
Det handler måske om, at jeg synes, det også er lidt synd for julen. Så fyrer vi bare det hele af i november allerede. Lysene er blevet tændt, vi har smagt juleslikket og blevet trætte af det igen, og nogle har allerede skrabet julekalenderen. Selvfølgelig er vi nødt til at begynde at forberede os i november for at være klar, men vi behøver vel ikke fyre det hele af. Ej jeg synes altså, det er lidt tidligt

Problemet med julemusik er, at det er uundgåeligt. Altså jeg kan ikke lade være med at svinge og synge med og komme lidt i stemning. Fordi nogle af sangene er jo heller ikke så jule-juleagtige, det er faktisk bare nogle kanongode sange, der også handler om venskab, kærlighed og gode tider. Kan I huske Jul i Valhal? – seriøst nogle hits på det album. Elsker ‘Lokes Rapsody’ og ‘I morgen og i dag’ – de er jo for eksempel ikke så julet, men bare virkelig gode.
Men er det ikke også bare sjovt at tænke på, at der er lavet musik til en hel måned. Ved godt der er sommersange og sange til andre begivenheder, men det her er bare dedikeret til en hel måned. Alle kunstnere har jo nærmest lavet en julesang. Nå men det kunne jeg dvæle ved i lang tid, jeg tror bare, jeg må konkludere – julemusik er et love and hate forhold for mig. Men det skal stoppe inden nytårsaften – så er det altså slut!
Julepynt – ikke novemberpynt – JULEpynt
Til gengæld er jeg meget standhaftig, når det kommer til julepynt. Det hedder den første december eller første søndag i advent (det er ok, hvis den ligger i november). Og her holder jeg ved – som i hundrede procent. Det kommer hverken op før eller ned fra loftet for den sags skyld. Nej der kan det få lov til at vente pænt, indtil tid er. Julepynt er hyggeligt, og der findes meget fint.
Men ærligt det er pænt de første to uger. Så roder det. Kalenderlyset er enten 5 dage bagud eller 14 dage foran. Og så er gran kun fedt en uges tid, så falmer det og drysser og ser træt ud. Hvad er det også for noget med, at man tager gran ind den tid på året, hvor vi har flest levende lys, og radiatorerne skruet helt op.

Julestressen og julefreden går altid hånd i hånd
Apropos kalenderlyset så er jeg altid for sent ude med at få det købt. Det er faktisk lidt tilbage til min irritation over, at det hele starter så tidligt. Fordi så har folk fået købt alle de flotte lys – de er faktisk skide dyre sådan nogle lys – og det stresser mig helt vildt. For hvad så med os andre, der gerne lige vil hen i slutningen af november og lige finde inspiration til årets kranse og pyntning – vi er bare sat helt tilbage. Har også allerede haft fuld stress over, at min Netto sælger fine små juletræer. Jeg vil faktisk gerne have sådan et – men sgu da ikke nu. Ej det er altså for tidligt for min smag.
Jeg vil indrømme, at jeg kan godt finde på at købe julepynt i november, hvis jeg falder over det. Men det forbliver indpakket, indtil jeg er klar. Og jeg har også købt årets adventslys, fordi nu var de der lige, men kransen bliver ikke lavet før slut november. Men det hele bliver formentlig ligesom de andre år – nordisk jul. For er ikke meget for den der røde farve.
Kan også godt lide det ikke ligner for meget, at der pyntet op, men trods det er der alligevel hvert år helt vildt meget, der skal gøres klar før, jeg kan pynte op. Skal fjerne alle mine andre pynteting, gøre rent og rydde ud. Ak ja, kunne måske have glæde af at starte lidt før i år med både julemusik, juleslik og ja lidt julepynt.
Men no matter what mon ikke julefreden alligevel kommer til at sænke sig midt i alt julestressen – det tror jeg …
Læs også:
#Mettesmangemeninger: Om at være coronadeprimeret