
NEWS: Danmark og Indien slår sig sammen om en grøn fremtid
Danmark og Indien slår sig sammen om en grøn fremtid · To udenlandske kvinder anholdt under bordelkontrol · Nu genåbner den transformerede Designskole i Kolding · Dan Jørgensen står foran en ekstremt vigtig opgave · Havde kniv med i nattelivet og blev anholdt · Dagens billede: En absurd retssag
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Danmark og Indien slår sig sammen om en grøn fremtid
Erhvervsminister Morten Bødskov er rejst til Indien for at styrke Danmark og Indiens grønne strategiske samarbejde og bane vejen for eksport af flere danske løsninger inden for grøn omstilling og søfart.
Kursen er sat mod en klimaneutral fremtid, og Danmark sejler forrest. Både i den grønne omstilling inden for vand, vedvarende energi og søfart vejer danske virksomheder tungt.
Nu tager ministeren de grønne ambitioner med til Indien for at bane vejen for danske virksomheder og styrke samarbejdet mellem Danmark og Indien.
Indien er verdens tredje største CO2-udleder og har et voksende behov for energi. Det behov har fået landet til at sætte et særligt fokus på grønne teknologier og brændstoffer. Her kan danske virksomheder bidrage stort både med enorm viden og produkter, der kan spille en afgørende rolle. Derfor deltager Morten Bødskov under sin rejse blandt andet i energikonferencen RE-INVEST samt mødes med en række indiske ministre for at drøfte, hvordan Danmark og Indiens grønne strategiske samarbejde kan blive endnu stærkere.
Erhvervsminister Morten Bødskov udtaler:
– Der skal tempo på den grønne omstilling. Det kræver samarbejde på tværs af landegrænser. Det dansk-indiske venskab går langt tilbage og bygger i dag på et fælles, globalt ansvar for at bidrage til at den grønne omstilling. Med et solidt samarbejde om bl.a. grøn skibsfart og vedvarende energi skaber vi nemmere adgang til det indiske marked for danske virksomheder og baner vejen for mere handel på tværs af vores lande. Danske virksomheder leverer grønne, innovative løsninger, som er efterspurgt verden rundt. Det er den slags kompetencer, der skal i spil – også i Indien, hvor der både er et stort potentiale for og efterspørgsel efter omstillingen.

Læs også: Danmark er milevidt fra mål om grøn energi på land
To udenlandske kvinder anholdt under bordelkontrol
På baggrund af mistanke om ulovligt arbejde rettede betjente fra Østjyllands Politis Udlændingeenhed mandag formiddag klokken 11.00 henvendelse på en adresse i Viby J, hvor nogle kvinder angiveligt arbejdede med at sælge seksuelle ydelser.
På adressen traf politiet to sydamerikanske kvinder på henholdsvis 43 og 28 år, der begge blev fundet i besiddelse af spansk opholds- og arbejdstilladelse og efter politiets vurdering arbejdede på stedet.
De to kvinder blev sigtet og anholdt for at udføre ulovligt arbejde i Danmark. De vil nu blive tilbageholdt, mens sagen bliver forelagt Udlændingestyrelsen, der skal vurdere, om de skal udvises af landet.
Center Mod Menneskehandel skal desuden vurdere, om kvinderne kan være handlet …

Læs også: Mand anholdt i mulig sag om menneskehandel
Nu genåbner den transformerede Designskole i Kolding
Efter halvandet års byggearbejde og mange års forberedelse kan studerende og ansatte på Designskolen Kolding endelig flytte ind i de transformerede lokaler på Ågade 10. Cubo Arkitekter står bag transformationen, som er realiseret via fondsstøtte fra Den A.P. Møllerske Støttefond, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Augustinus Fonden og skolen selv.
Designet er inspireret af Bauhaus’ funktionelle og minimalistiske stil, hvor industrielt præg og rig historie er integreret. Den oprindelige bygning har en industriel fortid, som lampefabrikken SOLAR, som er bevaret og kombineret med moderne elementer. Selve bygningen er åben med lys, lydisolerende glasvægge og tilgængelige rum, der inviterer til såvel samarbejde som faglig fordybelse.
I transformationen er der – så vidt det har været muligt – arbejdet med en bæredygtig tilgang, hvor eksisterende materialer er blevet genbrugt, og nye løsninger udviklet for at balancere æstetik, funktionalitet og sikkerhed. Principperne for transformationen kiler sig således ind i en af designskolens bærende værdigrundlag at fungere som et laboratorium for bæredygtigt design.
Den officielle indvielse af Designskolen Kolding finder sted fredag den 20. september.
Den 4. oktober fra klokken 14 – 19 afholdes Åbent Hus-arrangement for offentligheden med guidede ture i den transformerede bygning og afgangsudstillingen.
– Efter renoveringen skal de studerende være i centrum i et fællesskab, der emmer af designfaglighed og højt til loftet. Vores hus og omgivelser skal give rammerne for den mest kreative udfoldelse for de designere, der skal forme vores fremtid, forklarer Lene Tanggaard, rektor på Designskolen Kolding.
Nanna Ulrich Gudum, forperson for Designskolen Koldings bestyrelse, designchef ved LEGO Group afslutter:
– Renoveringen vil understøtte, at vi i fremtiden også har dygtige dimittender, der kan komme direkte ud og skabe værdi i virksomhederne og løse de store udfordringer, vi som planet står overfor. Vi oplever allerede nu, at virksomheder og omverdenen vil samarbejde med designerne. Det skruer vi op for nu.
Fakta:
Designskolen Kolding vil være Danmarks og et af Europas førende designuniversiteter.
Designskolen Kolding har tre Labs, som er førende på designforskningen inden for bæredygtighed og design, leg og design og social design.
Bæredygtighed og Design udfører designforskning og udviklingsarbejde i samarbejde med virksomheder og offentlige institutioner, som styrker designbidraget i den grønne omstilling.
Leg og Design sætter mennesket i centrum for laboratoriets arbejde gennem legen og det, leg gør for mennesker.
Social Design udvikler og forsker i design for at skabe social og kulturel forandring.

Læs også: Birgitte Raben om bæredygtighed
Dan Jørgensen står foran en ekstremt vigtig opgave
Dan Jørgensen skal som energi- og boligkommissær håndtere nogle af de største udfordringer, som EU står med. Det gælder konkurrenceevnen, sikkerheden og den grønne omstilling. Dan Jørgensen kommer til at trække på hele sin lange erfaring fra europæisk og dansk politik. Det mener Green Power Denmark.
Kommissionsformand Ursula von der Leyen er efter en forsinket proces kommet med sit bud på, hvordan den nye kommission skal se ud.
Dan Jørgensen bliver ansvarlig for energiområdet, som er et højt prioriteret for den kommende kommission.
– Konkurrenceevne, europæisk sikkerhed og grøn omstilling står øverst på kommissionens dagsordenen. Den har allerede annonceret, at der skal laves en ny ”Clean Industrial Deal”, der skal skabe grøn omstilling og sikre bedre konkurrenceevne i Europa. Opgaven bliver at forenkle regler, investere i infrastruktur og sikre adgang til billig, bæredygtig og sikker energi. Dan Jørgensen får en ekstremt vigtig og helt central opgave med at sikre, at EU lykkes med den store udfordring, siger Jacob Klivager Vestergaard, EU-chef i Green Power Denmark.
Draghi-rapporten, der udkom i sidste uge, konkluderer, at Europa halter alvorligt efter USA og Kina, når det gælder konkurrencedygtighed.
En af løsningerne er at sikre, at EU kommer forrest i den grønne omstilling. Det vil blandt andet give fossilfri og billigere energi til virksomheder og forbrugere. Dan Jørgensen får også en meget vigtig opgave med at reducere energiforbruget i de europæiske boliger.
– Kommissionen vil inden 100 dage komme med et udspil, der skal forbedre den europæiske konkurrenceevne. Og den ved på forhånd, at vi ikke må misse de muligheder, som den grønne omstilling skaber. Dan Jørgensen får altså ikke mange dage til at finde sig til rette på kontoret, konstaterer Jacob Klivager Vestergaard.
– Det er et stort ansvar. Men Dan Jørgensen har en solid erfaring fra sit arbejde med både dansk og europæisk energipolitik. Han lagde grundstenen til det danske klimamål i 2019, og han ved om nogen, hvad der skal til for at omstille det europæiske energisystem, så det bliver grønt, sikkert og konkurrencedygtigt.
De kommende kommissærer, som er udpeget af landenes regeringer og nu har fået tildelt en post af von der Leyen, skal godkendes af Europa-Parlamentet. Hvis parlamentet vender tommelfingeren nedad, kan en ny kommission ikke tiltræde.
Hvis en udpeget kommissær bliver afvist, skal kommissionsformanden informere stats- og regeringschefen fra det pågældende land, som så skal udpege en ny kommissær. Først når hver enkelt kommissær har fået grønt lys i de respektive udvalg i Europa-Parlamentet, kan der samlet set stemmes om hele kommissionen. Den nye EU-Kommission ventes at tiltræde i december 2024 eller januar 2025.

Læs også: Ingen kønsbalance i EU-Kommissionen
Havde kniv med i nattelivet og blev anholdt
Østjyllands Politi modtog natten til tirsdag klokken 01.03 en anmeldelse om, at der var opstået en form for uoverensstemmelse ved et værtshus på Åboulevarden mellem nogle enkelte nattelivsgæster, hvorefter en person havde fremvist en kniv.
Ifølge anmeldelsen havde to mænd haft en diskussion, hvorefter den ene af mændene havde fremvist en kniv og lavede truende stikkebevægelser med den i retning af en dør.
Et par patruljer blev derfor sendt til stedet, hvor politiet hurtigt fik øje på en person, som passede på signalementet af den mistænkte mand, der ifølge anmeldelsen skulle være i besiddelse af en kniv.
Den pågældende person blev identificeret som værende en 29-årig mand, og han blev i lommen på sin hættetrøje fundet i besiddelse af en urtekniv, som blev beslaglagt til sagen med henblik på senere konfiskation og destruktion.
Den 29-årige mand blev sigtet for at have overtrådt knivloven og han blev anholdt og taget med på stationen til nærmere afhøring. Han blev ligeledes meddelt et forbud mod at indfinde sig på det pågældende værtshus de kommende to år i medfør af restaurationsloven.

Læs også: Mænd anholdt efter knivstik i ansigtet




