Læs også:

Close
vindmølle havet natur klima

NEWS: Danmark er milevidt fra mål om grøn energi på land

Nyheder  | 

Danmark er milevidt fra mål om grøn energi på land · NSK samarbejder med anklagemyndighed og politi i Serbien i stor ransagnings- og anholdelsesaktion · Norlys’ køb af Telia Danmark er nu gennemført · Imponerende kunstværker på Vestkysten vinder prestigefyldte priser · 25-årig dræbt på Frederiksberg · Dagens video: Drone fra krigens centrum

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Danmark er milevidt fra mål om grøn energi på land

Udbygningen med vindmøller og solceller på land bevæger sig fremad med museskridt, viser Green Power Denmarks klimabarometer. Den grønne erhvervsorganisation anbefaler, at regeringen implementerer anbefalinger fra den nationale energikrisestab og opretter en kommunal klimapulje.

Kun én kommerciel vindmølle på land blev tilsluttet i 2023. Det viser Green Power Denmarks årlige klimabarometer, som tager temperaturen på udbygningen af vindmøller og solceller på land. Derudover faldt tempoet i udbygningen af solcelleanlæg markant i forhold til de foregående år.

Det betyder, at Danmark er milevidt fra at firedoble produktionen af strøm fra vindmøller og solceller på land inden 2030 i forhold til 2021. Kun fem procent af vejen er tilbagelagt.

– De røde advarselslamper blinker for den grønne omstilling. 2023 var desværre ikke et enkeltstående dårligt år. Når det gælder vindmøller på land, er udviklingen reelt gået i stå. Det er uholdbart med den alvorlige klimaudfordring og sikkerhedspolitiske situation, vi står midt i, siger Kristian Jensen, adm. direktør i Green Power Denmark.

Det er tredje gang, at Green Power Denmark laver klimabarometeret. Tendensen er, at det er de samme kommuner, som år efter år lægger arealer til vindmøller og solceller.

De seneste fem år er over halvdelen af udbygningen af vedvarende energi på land sket i 10 kommuner. Randers, Thisted og Ringkøbing-Skjern kommuner har fået flest vindmøller i den periode, mens der er opført mest solenergi i Aabenraa, Holstebro og Viborg kommuner.

– Vi skylder de her kommuner en kæmpe tak. Uden dem havde vi ingen grøn energi på land. Men vi skal have flere kommuner til at bidrage, siger Kristian Jensen og fortsætter:

– Kommunerne vil gerne have grøn energi, og der mangler ikke ansøgninger om nye vindmøller og solceller. Men kommunerne skal igennem en labyrint af miljøbureaukrati og tunge plan- og klageprocesser. Det kræver mange ressourcer og kan forsinke eller stoppe projekterne, siger Kristian Jensen.

Derfor foreslår Green Power Denmark, at regeringen opretter en kommunal klimapulje, hvor pengene bliver fordelt mellem kommunerne alt efter hvor meget sol- og vindenergi, der er godkendt i lokalplanerne. De ekstra penge kan den enkelte kommune blandt andet bruge til at hjælpe med at betale for de ressourcer, som den har kastet i at få mere grøn energi op at stå.

Samtidig opfordrer Green Power Denmark regeringen til hurtigst muligt at omsætte anbefalingerne fra den nationale energikrisestab (NEKST) til lovgivning.

– Der er naturligvis forskel på kommunernes mulighed for at finde plads til solceller og vindmøller. Men vi har en fælles interesse i at få produceret mere vedvarende energi – alle steder i landet. Derfor skal vi have mere smidighed ind i systemet på alle niveauer, og så skal den ekstra økonomiske håndsrækning øge kommunernes mulighed for at skabe plads til grøn produktion af el. Det vil være et klart signal om, at det her har høj politisk prioritet, siger Kristian Jensen.

vindmølle havet natur klima
Danmark er milevidt fra mål om grøn energi på land … (Foto: Unsplash)

Læs også: Der skal stærkere international klimaindsats til

NSK samarbejder med anklagemyndighed og politi i Serbien i stor ransagnings- og anholdelsesaktion

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har samarbejdet med anklagemyndigheden for organiseret kriminalitet og politiet i Serbien om efterforskningen af en vidtforgrenet narkotikaorganisation. Den serbiske anklagemyndighed har efter anmodning fra Danmark overtaget strafforfølgningen af flere anholdte personer.

Tre serbiske mænd i alderen 39 – 47 år er anholdt og sigtet i en sag om indsmugling af store mængder kokain, heroin og våben fra udlandet til Danmark.

Det er sket under en anholdelses- og ransagningsaktion i Serbien, hvor NSK samarbejder med serbisk politi om efterforskningen af en vidtforgrenet narkotikaorganisation, hvor fortjeneste er hvidvasket og investeret i Serbien.

Otte adresser i Serbien, herunder flere i Beograd, er blevet ransaget under aktionen, hvor der også er sket en lang række beslaglæggelser, heriblandt af 13 lejligheder, et landområde med nybygget luksushotel i naturparken Tara, besiddelser i flere virksomheder, bankkonti, guldbarrer, millioner af kroner i form af Euro og danske kontanter, dyre designer-ure og motorcykler.

– Med bistand fra NSK har anklagemyndigheden for organiseret kriminalitet og politiet i Serbien på baggrund af længere tids efterforskning og en nøje koordineret aktion kunnet anholde tre personer, som mistænkes for at have centrale roller i en international narkotikaorganisation med tråde til en række europæiske lande. Aktionen er forløbet som planlagt. Der er sikret mulige spor til brug for at belyse sagen yderligere, ligesom der også er beslaglagt en række væsentlige værdier, herunder flere ejendomme, bankkonti, flere millioner i kontanter i form af Euro og danske kroner og guldbarrer, udtaler ledende politiinspektør i NSK, Torben Svarrer.

Den omfattende politiaktion er sket som følge af et tæt samarbejde mellem NSK og anklagemyndigheden for organiseret kriminalitet og politienheden SBPOK i Serbien til gavn for begge lande. Som et led i samarbejdet har den serbiske anklagemyndighed efter international retsanmodning fra NSK’s anklagemyndighed overtaget strafforfølgningen af flere personer, ligesom der ad flere omgange er udvekslet sagsakter og efterforskningsmateriale via retsanmodninger mellem anklagemyndigheden i NSK og det serbiske justitsministerium.

Aktionen i Serbien er knyttet til et sagskompleks i Danmark omhandlende samlet 769 kilo hård narkotika og adskillige våben, som to serbiske brødre er tiltalt for at stå bag organiseret indsmugling og videresalg af.

19 personer er idømt samlet mere end 116 års fængsel i sagskomplekset. Senest er to personer dømt for forsøg på hvidvask af 12 millioner kroner, der blev sendt med turistbusser til Serbien, ligesom to personer ved en anden afgørelse blev idømt 6 og 8 års fængsel for at indsmugle store mængder kokain til Danmark. Begge sager er afgjort i marts 2024.

De tre anholdte mænd er fremstillet i retten i Beograd med begæring om varetægtsfængsling.

heroin narko
NSK samarbejder med anklagemyndighed og politi i Serbien i stor ransagnings- og anholdelsesaktion … (Foto: Pexels)

Læs også: Kokaindom med samlet 122 års fængsel

Norlys’ køb af Telia Danmark er nu gennemført

Telia Danmark er nu en del af Danmarks største energi- og telekoncern Norlys. Med en fuldt dækkende teleforretning er Norlys klar til at skabe ny konkurrence til gavn for kunderne.

Energi- og telekoncernen Norlys er nu også en mobiloperatør. Købet af Telia Danmark er netop gennemført, og Telia Danmarks cirka 1,9 millioner kundeforhold og 800 medarbejdere er nu en del af Norlys-koncernen.

– Det er fantastisk glædeligt, at vi nu står med nøglerne i hånden. Det her er en dag, vi har set frem til og forberedt os på længe. Norlys-brandet får en helt ny relevans som leverandør af en fuld palet af energi- og teleprodukter til hjemmet og virksomheden, siger Claus Flyger Pejstrup, der er koncerndirektør i Norlys med ansvar for slutkundeforretningen.

I september underskrev Norlys en aftale med Telia Company om købet af Telias danske forretning, der også omfatter et 50 procent ejerskab af Danmarks største mobilnet, TT-netværket. Senere i september stemte et stort flertal af Norlys’ repræsentantskab ja til købet, og i februar godkendte konkurrencemyndighederne handlen, som i dag er gennemført.

– Vi er nu fuldt konkurrencedygtige på teleområdet med mobil, tv og internet på både fiber og 5G. Norlys får en markant landsdækkende markedsposition, som vil skubbe til konkurrencen og bringe os tættere på kunderne – blandt andet overtager vi 31 butikker, som på sigt kan sælge hele vores produktportefølje, afslutter Claus Flyger Pejstrup.

Ejerskiftet ændrer ikke på den kortere bane noget for kunderne i Telia Danmark, som fortsætter med deres eksisterende produkter og vilkår.

norlys telia
Så er opkøbet en realitet … (Foto: PR)

Læs også: Norlys’ repræsentantskab godkender køb af Telia

Imponerende kunstværker på Vestkysten vinder prestigefyldte priser

Med uddelingen af hædersmedaljer understreger Det Kongelige Akademi for de Skønne Kunster, at der findes store kunstoplevelser på Vestkysten. Kunstnerne bag værkerne ‘Uendelig’ og ‘Husbåd til Ho’ har begge modtaget prestigefyldt hæder for deres kystnære værker i Varde Kommune.

Det Kongelige Akademi for de Skønne Kunster, Akademiraadet uddeler hvert år Akademiets hædersmedaljer til billedkunstnere, arkitekter og kunstformidlere, der yder en særlig indsats for dansk billedkunst og arkitektur.

Molly Haslund og Simon Starling, der står bag værkerne ‘Uendelig’ og ‘Husbåd til Ho’, har begge modtaget Franciska Clausen Medaljen for et enkeltstående værk af fremragende kunstnerisk kvalitet inden for den frie eller bundne kunst.

Varde Kommune har givet kunstnerne mulighed for at opføre værkerne, som har fået stor opmærksomhed og anerkendelse. Mange har besøgt værkerne, der samtidig har sat gang i eftertænksomheden hos publikum.

Molly Haslunds værk ‘Uendelig’ kunne opleves som en del af Wadden Tide-udstillingen ved Blåvandshuk Strand i september 2023. Udstillingen udforskede sand som materiale og ressource, og Molly Haslunds værk var et billede på, hvordan vi som mennesker konstant påvirker geologien gennem vores handlinger.

Selvom udstillingen blev ramt af store oversvømmelser, genopstod Molly Haslunds performanceværk uge efter uge, hvor mange interesserede deltog i uendelighedsvandringen sammen eller hver for sig.

Kort fra Blåvandshuk Strand i Ho kan lokale og besøgende fortsat opleve det store og imponerende hybridværk ‘Husbåd til Ho’ af Simon Starling.

Husbåden forener land, vand og ældgamle håndværksteknikker fra hver sin ende af verden. Bolivianske sivbådebyggere fra Titicacasøen og danske tækkere har sammen skabt den utraditionelle husbåd, der er en blanding mellem en boliviansk sivbåd og et stråtækket dansk hus.

Sandie Eis Ravn, formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Varde Kommune:

– Med kunst synliggør, aktiverer og perspektiverer vi vores unikke vestjyske natur, historie og kultur. Derfor har vi givet plads til Molly Haslund og Simon Starlings værker, der for alvor har sat gang i samtalerne om, hvordan vi som mennesker også skal leve med og af naturen i fremtiden. Samtidig understreger de to flotte priser, at der i den grad findes medrivende kultur- og kunstoplevelser i Vestjylland og Varde Kommune.

varde kommune kunst
Molly Haslunds performanceværk ‘Uendelig’ kunne opleves under Wadden Tide-udstillingen ‘First There Is A Mountain’ på Blåvandshuk Strand tilbage i september 2023. (Foto: PR)

Læs også: April måneds kulturguide

25-årig dræbt på Frederiksberg

En 25-årig mand blev i søndags ved middagstid fundet dræbt i en bil ved Johannes V. Jensens Allé på Frederiksberg. Københavns Politi søger vidner, der har set noget i området – både i går aftes, i nat og her til morgen.

Søndag i påsken klokken 12.28 modtog Københavns Politi en anmeldelse om, at en livløs person var fundet i en bil ved Johannes V. Jensens Allé på Frederiksberg nær byggeriet Domus Vista.

Personen i bilen viste sig at være en 25-årig mand, som var dræbt af skud, og der blev med det samme indledt en bred og omfattende efterforskning.

– Vi søger vidner, som kan have set noget i området fra i går aftes til nu. Særligt mellem 20.00 og 22.00 lørdag aften, hvor en person har hørt noget, der kunne være skud, siger efterforskningsleder Robert Jensen fra Københavns Politi.

– Vi arbejder fortsat på stedet og vil nok være der resten af eftermiddagen og aftenen for at sikre spor. Men vi har brug for befolkningens hjælp, så hvis man har set noget i området i går eller i dag – eller på anden måde ved noget som sagen, så kontakt os på 1-1-4, udtaler Robert Jensen.

Københavns Politi var tilstede med en tryghedsskabende indsats i området resten af søndagen, og mandag var den mobile politistation til stede, hvor man kunne komme forbi, hvis man havde set noget – eller blot havde lyst til at tale en snak med nærbetjentene.

Den 25-åriges pårørende er underrettede. Der er på nuværende tidspunkt ikke noget, der tyder på, at drabet er banderelateret – men det er for tidligt at sige noget nærmere om motiv.

blink politi
25-årig dræbt på Frederiksberg … (Foto: Unsplash)

Læs også: Drabet i Hjallerup

Dagens video: Drone fra krigens centrum

· Mere fra samme kategori ·