Læs også:

Close
pige mobil

NEWS: Norlys’ repræsentantskab godkender køb af Telia Danmark

Nyheder  | 

Norlys’ repræsentantskab godkender køb af Telia Danmark · 31-årig skal 10 år i fængsel for narkotika og våben · Trepartsforhandlinger i gang · FLUGT vinder prestigefuld international EMA Award · To polske mænd dømt for at stjæle mærkevarecykler i Århus · Dagens video: Trumps formue · Fredagsfjol: God fredag 😂

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Norlys’ repræsentantskab godkender køb af Telia Danmark

Et stort flertal af repræsentantskabet i Norlys har stemt ja til købet af Telias danske forretning.

På et ekstraordinært repræsentantskabsmøde onsdag aften stemte et overvældende flertal af Norlys’ repræsentantskab ja til at købe Telia Danmark. Det sker efter, at Norlys tidligere på måneden underskrev en aftale med Telia Company om købet af Telias danske forretning, der omfatter cirka 1,9 millioner kundeforhold og et 50 procent ejerskab af Danmarks største mobilnet, TT-netværket.

– Vi har i flere år arbejdet målrettet på at komme ind på mobilmarkedet. Købet af Telia betyder, at vi kommer endnu tættere på kunderne og for alvor bliver en landsdækkende energi- og telekoncern. Jeg er utrolig glad for, at et stort flertal af repræsentantskabet i dag viser deres tydelige opbakning til den strategiske retning for Norlys, udtaler Niels Duedahl, der er administrerende direktør i Norlys.

Norlys’ 669 repræsentantskabsmedlemmer, der er valgt blandt selskabets 800.000 andelshavere, er Norlys’ øverste myndighed, og derfor er det dem, der skal godkende købet af Telia Danmark. Allerede i foråret holdt Norlys 9 dialogmøder med repræsentantskabet om baggrunden for ønsket om at købe Telia Danmark.

– På dialogmøderne havde vi et meget stort fremmøde, hvor perspektiverne i købet af Telia Danmark blev drøftet grundigt. Her kunne vi konstatere, at det aktive ejerskab lever i bedste velgående i Norlys. Vi blev mødt af åbenhed, stor spørgelyst og selvfølgelig også en god portion sund skepsis. Jeg er taknemmelig for den tillid, som repræsentantskabet i dag har vist både bestyrelsen og ledelsen i Norlys med deres rungende ja, siger Jens Erik Platz, der er bestyrelsesformand i Norlys.

Efter repræsentantskabets godkendelse udestår en godkendelse af handlen fra konkurrencemyndighederne i Danmark. Handlen forventes endeligt gennemført i 1. kvartal 2024.

pige mobil
Norlys’ repræsentantskab godkender køb af Telia Danmark … (Foto: Pexels)

Læs også: Norlys tæt på opkøb af Telia’s danske forretning

31-årig skal 10 år i fængsel for narkotika og våben

En 31-årig mand fra Østjylland får 10 års fængsel for ulovlig våbenbesiddelse og for at arrangere indsmugling og videreoverdragelser af narkotika.

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har mandag ved en tilståelsessag ved Retten i Randers fået idømt en 31-årig mand fra Østjylland ti års fængsel for at arrangere indsmugling og videresalg af hård narkotika og hash samt ulovlig våbenbesiddelse.

Den 31-årige har bland andet erkendt, at han i december 2021 og i marts 2022 arrangerede indsmugling og videreoverdragelser af i alt 4 kg kokain fra Holland til Danmark.

Derudover tilstod den 31-årige, at han i perioden fra januar 2021 til juni 2022 havde arrangeret overlevering af i alt 75 kilo hash til en medgerningsmand med henblik på viderelevering til aftagere i Norge. En del af overdragelserne var arrangeret via anonymiserede profiler på den krypterede beskedtjeneste SKY ECC.

Den 31-årige blev desuden dømt for, at han i august 2022 var i besiddelse af en pistol, som NSK efterfølgende beslaglagde.

Den dømte blev anholdt i Montenegro den 5. oktober 2022 som del af en større anholdelsesaktion mod et netværk af personer, der menes at stå bag indsmugling og videresalg af narkotika i Danmark og Norge. Han blev udleveret til Danmark i april 2023. Flere af de anholdte er nu idømt fængselsstraf.

I tillæg til fængselsstraffen blev den 31-årige idømt udvisning af Danmark med indrejseforbud i seks år.

Specialanklager hos NSK, Morten Rasmussen udtaler:

– I denne sag har NSK efter en omfattende efterforskning kunnet sætte ind over for et kriminelt netværk, der har indsmuglet og videreoverdraget store mængder narkotika. Jeg er tilfreds med dommen, som viser, at retten ser med stor alvor på indsmugling og videresalg af narkotika samt ulovlig våbenbesiddelse.

piller amfetamin narko
31-årig skal 10 år i fængsel for narkotika og våben … (Foto: Unsplash)

Læs også: Dom sprænger strafferammen i stor narkosag

Trepartsforhandlinger i gang

I onsdag lød startskuddet til trepartsforhandlingerne om lønnen for de fire faggrupper sygeplejersker, pædagoger, fængselsbetjente samt social- og sundhedsassistenter, idet regeringen har afsat tre milliarder kroner til at forbedre løn og arbejdsvilkår i den offentlige sektor, og nu skal detaljerne forhandles på plads med fagbevægelsen og arbejdsgiverne.

Trepartsforhandlingerne er en del af den mere end 100 år gamle danske tradition for, at arbejdsmarkedets parter selv forhandler sig til løsninger på sine udfordringer. Modellen betyder, at regeringen som udgangspunkt ikke blander sig i løn- og arbejdsvilkår, så længe arbejdsmarkedets parter selv kan løse problemerne.

Hvad og hvordan forhandlingerne vil ende, det må ugerne vise. Men alle tre parter går ind til forhandlingerne med masser af entusiasme og intentioner. Finansminister Nicolai Wammen (S) udtalte også inden forhandlingernes start, at andre faggrupper kan få del i lønløftet, idet han ikke udelukker, at andre faggrupper kan komme i betragtning. Det er første gang, at en regering forhandler løn med de ansatte i den offentlige sektor.

Sættemøderne – de indledende møder – op til trepartsforhandlingerne om udmøntelsen af de tre milliarder kroner gik i gang i Finansministeriet onsdag klokken 13.30. Selve forhandlingerne kommer til at strække sig over de kommende uger.

folketinget christiansborg
Så er trepartsforhandlingerne i Finansministeriet på Christiansborg i gang … (Foto: MY DAILY SPACE)

Læs også: Trepartsforhandlinger om seksuel chikane

FLUGT vinder prestigefuld international EMA Award

European Museum Academy har uddelt årets priser for ‘excellent museumsformidling’, og FLUGT modtog den prestigefyldte Luigi Michelletti Award.

FLUGT – Refugee museum of Denmark har netop fået overrakt en af den internationale museumsverdens fineste priser: En Luigi Michelletti Award for museets arbejde med formidling. Prisen blev givet ved European Museum Academy Awards 2023, der netop er blevet afholdt i Timosoara, som er europæisk kulturhovedstad 2023.

Juryens motivation:

‘FLUGT er det første museum, i hvert fald i Europa, der er dedikeret til flygtninge. Det er svært og risikabelt at gå til en sådan opgave af kulturelle og politiske årsager, og vores danske kolleger har haft modet til at koble flygtningehistorie med flygtninge i dag – deres perspektiv er ikke begrænset til fortiden. De fokuserer på nutiden, fordi de tager udgangspunkt i historien, i arven. At flygte fra krig er en nutidig realitet. Museet placerer sig selv på et nationalt niveau: Det er et museum om flygtninges historie i Danmarks historie forbundet med hele verden. En værdig vinder.

Historieformidlingen i FLUGT tager udgangspunkt i de personlige fortællinger fra mennesker på flugt til alle tider. Et greb, som er gennemgående både i udstillingerne inden døre og i audio guide-ruten i den omkringliggende plantage, hvor Oksbøllejren lå efter Anden Verdenskrig. FLUGT besøges af cirka 75.000 gæster årligt, og hver gæst bruger i gennemsnit 3-5 timer per besøg.

Siden åbningen i sommeren 2022 har FLUGT været nomineret til adskillige priser i Europa og USA og har vundet priser for både arkitektur, udstillingsdesign og formidling. I august i år blev museets udstillingsdesign belønnet med en Global Design Award ved SEGD Awards 2023 i Washington, ligesom FLUGT blev Årets byggeri 2022 og var finalist ved Renoverprisen 2023. Med weekendens Luigi Michelletti Award er det derfor nu alle dele af museet, der har opnået international anerkendelse.

Claus Kjeld Jensen, museumsdirektør, Vardemuseerne afslutter:

– FLUGT er et museum, som er baseret på personfortællinger. Derfor er det takket være de mange hundrede flygtninge, som har bidraget med deres historier til udstillingen, vi nu modtager denne flotte pris. Den er en anerkendelse af deres mod til at dele så personlige og vigtige vidnesbyrd. Vores mål har været at fortælle universelle historier om flugt med udgangspunkt i den personlige beretning og i en historisk kontekst. Det er derfor en stor glæde for os som museum at opleve, at vores gæster bruger meget lang tid på at fordybe sig i formidlingen, når de besøger os. At modtage så vigtig en pris som Luigi Micheletti prisen, som en anerkendelse af det arbejde, er en meget stor ære.

For mere information om prisen læs her.

FLUGT
Udstillingerne i FLUGT er udviklet i samarbejde med Tinker Imagineers og baseret på stærke og personlige fortællinger fra mennesker, der har været eller er på flugt. (Foto: Mike Bink)

Læs også: Libyere på farlig flugt efter oversvømmelser

To polske mænd dømt for at stjæle mærkevarecykler i Århus

De to mænd var på vej ud af landet med kosterne, da de blev anholdt af betjente fra UKA Vest, men mændene blev i sidste uge ved en domsmandsret ved Retten i Sønderborg hver idømt tre måneders fængsel samt udvist med et indrejseforbud i seks år i en sag om tyveri af 11 mærkevarecyker.

De to mænd kom tidligt om morgenen den 9. juli kørende i en varebil med tyvekosterne på Sønderjyske Motorvej, hvor de var på vej ud af landet. Kort før grænsen blev de standset af en patrulje fra Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi og anholdt.

Cyklerne var alle stjålet i Århus kort forinden. Den ene 44-årige mand har erkendt tyverierne, mens den anden nægtede sig skyldig. De modtog begge dommen.

elcykel cykel
De polske mænd havde stjålet 11 mærkevarecykler i Århus … (Foto: PR)

Læs også: Mange forsikrer ikke elcyklen korrekt

Dagens video: Trumps formue

Fredagsfjol: God fredag 😂

· Mere fra samme kategori ·