
SOMMERNEWS: De populære rejsemål er faldet i pris
De populære rejsemål er faldet i pris · 3 år og 6 måneders fængsel og udvisning for indsmugling af mere end 700.000 piller · I går havde vi opbrugt Jordens ressourcer for 2024 · International protest mod verdens største rejsebureau · Mand udsat for vold og filmet – politiet har anholdt 2 formodede gerningsmænd · Dagens billede: Kamala Harris om klima og energi · Sommerpostkort: Skønne Skotland · Fredagsfjol: Summer vibes på den sjove måde
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
De populære rejsemål er faldet i pris
Ni ud af 10 af danskernes mest populære rejsemål er faldet i pris, erfarer momondo …
momondo har kigget danskernes mest populære rejsemål efter i sømmene og kan se, at hele ni ud af 10 af de mest eftertragtede sommerferie-destinationer er faldt i pris i juli sammenlignet med samme tid sidste år. Hvad de store prisfald skyldes er svært at spå om, men ikke desto mindre er det godt nyt for de mange danskere, der lige nu ser sig om efter mere sol og mindre nedbør.
Det er særligt til de populære europæiske storbyer, hvor flyrejser er faldet i pris sammenlignet med sidste år. Paris er faldet med -30%, Rom med -29% og Barcelona med -21%. Også flyrejser, der ligger uden for danskernes Top 10, har markante prisfald, for eksempel er priser på flyrejser til Gdansk faldet med -56% og Budapest med -38%. Gdansk og Budapest ligger henholdsvis nummer 36 og 18 på ranglisten over julis mest søgte destinationer blandt danskerne.
– Der er godt nyt for danskere med akut udlængsel, da vores data viser, at der er mulighed for at gøre et last-minute kup lige nu. Her kan man med fordel tjekke vores Last-minute deals med gode flytilbud eller vores side med 5-stjernede hoteller til de lave priser, forklarer Per Christiansen, rejseekspert hos momondo.
Om data:
* Data er baseret på flysøgninger foretaget på momondo.dk i perioden den 01.06.2024 – 25.06.2024 for afrejse fra enhver dansk lufthavn mellem den 01.07.2024 og 31.07.2024, sammenlignet med samme søge- og rejseperiode i 2023. Priserne er gennemsnitspriser for returbilletter på economy. Priserne kan variere, og besparelser kan ikke garanteres. Procenterne er omtrentlige.


Læs også: Klumme: Tanker om sommerferie
3 år og 6 måneders fængsel og udvisning for indsmugling af mere end 700.000 piller
En 33-årig bosnisk statsborger blev i dag fundet skyldig i indsmugling af store mængder piller.
Retten i Sønderborg har i går afsagt dom i en sag, hvor en 33-årig bosnisk statsborger har tilstået indsmugling af piller over den dansk-tyske grænse med henblik på overdragelse eller videresalg.
Indsmuglingen skete den 21. februar i år, hvor den nu dømte og en medpassager blev stoppet i en bil ved den dansk-tyske grænse. Ved kontrol af bilen blev der fundet piller, og ved den efterfølgende ransagning blev der fundet store mængder piller i papkasser. En optælling viste, at det drejede sig om indsmugling af over 760.000 piller. Heraf 254.646 styk Tramadol og 300.300 stk. Alprazolam.
I bilen var – ud over den nu dømte – også en anden mand, som ligeledes blev anholdt og senere varetægtsfængslet i sagen. Anklagemyndigheden har ikke fundet det tilstrækkeligt bevist, at han var vidende om, hvad der blev fragtet i bilen, hvorfor påtalen er blevet opgivet mod ham.
Den 33-årige blev idømt 3 år og 6 måneders fængsel, ligesom han blev udvist af Danmark for bestandig.
Hos Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi er man tilfredse med dommen:
– Retten har fulgt anklagemyndighedens påstand i sagen og understreger med den idømte straf, at der er tale om en meget stor mængde piller af både farlig og skadelig art, siger anklagerfuldmægtig Katrine Tranekjer.
Den 33-årige udbad sig betænkningstid i forhold til at anke dommen.
Han har været varetægtsfængslet siden den 21. februar 2024 og er fortsat varetægtsfængslet efter dommen.

Læs også: Dom i stor narkosag
I går havde vi opbrugt Jordens ressourcer for 2024
Vi er kun lidt over halvvejs inde i 2024, men i går den 1. august havde vi brugt Jordens ressourcer for i år. Datoen udregnes og fastsættes hvert år af tænketanken Global Footprint Network og kaldes ‘Earth Overshoot Day’. Det betegner den dag, hvor ressourcerne er brugt, hvis kloden skal kunne nå at regenerere dem på et år.
Altså vil regnskabet resten af året gå i minus. Earth Overshoot Day kommer ifølge tænketankens beregninger tidligere hvert år. I år ligger den én dag tidligere end sidste år. En skidt udvikling og estimat for os alle.

Læs også: Hvor stor en klimasynder er din mobil
International protest mod verdens største rejsebureau
15 NGO’er afleverede i går den 1. august mere end 350.000 underskrifter mod TUIs fortsatte støtte til de kontroversielle delfinshows.
– Det er på høje tid, at TUI stopper deres salg af billetter til delfinarier. Selskabets forretning er med til at understøtte en milliard-industri, der behandler vilde dyr som rekvisitter i et underholdningsshow. Det er helt ude af trit med det, vi ved om delfiner og hvalers naturlige behov, sagde Stephanie Kruuse Klausen, kampagne ansvarlig for World Animal Protection DK, kort efter et protestmøde med 14 andre internationale dyre- og naturorganisationer, foran rejsebureauet TUIs hovedkontor i Berlin.
I årevis har World Animal Protection sammen med en række NGO’er krævet, at verdens største rejseselskab, dropper al salg af billetter til delfinarier verden over.
Organisationerne kan dokumentere, at indespærringen er dybt skadelig for de intelligente vilde dyr, der lever under uhyre restriktive forhold, hvor de mistrives, skader sig selv og i mange tilfælde lider af angst og stress.
I går mødtes organisationerne uden for TUIs hovedkontor i Berlin for at aflevere mere end 350.000 underskrifter fra de ni lande, der forlanger, at TUI dropper deres formidling af billetter til delfinshows.
Tilsammen repræsenterer de 15 organisationer flere hundredetusinder støtter og medlemmer, og med det overvældende antal underskrifter har dyrenes NGO’er vinden i ryggen.
– Som rejsebureau er TUI efterhånden alene om at tjene penge på den her forfærdelige dyreunderholdning, og de har ryggen mod muren. Alle undersøgelser viser nemlig, at det altovervejende flertal af nutidens rejsende lægger afstand til delfinshows, og hellere vil opleve dyrene i den vilde natur.”
– Samtidig bakker stort set alle TUIs konkurrenter op om vores dyrevelfærdspolitik, der er baseret på dyrenes præmisser og ikke på profit, siger Stephanie Kruuse Klausen fra Berlin, hvor hun mødtes med kolleger fra blandt andet Tyskland, England, Italien og USA for at aflevere de mange underskrifter til TUIs tyske ejere.
– Det er fantastisk, at mødes med alle de andre og vide, at vi tilsammen repræsenterer flere hundredetusinder af stemmer, som TUIs øverste chefer, nu har fået direkte op på deres skriveborde, så de kan mærke hvilken vej vinden blæser. Jeg er overbevist om, at de snart giver efter for presset, og at det vi ser i verdens delfinarier, bliver den sidste generation af delfiner i fangenskab, afslutter Stephanie Kruuse Klausen.
Bag demonstrationen og de 350.000 underskrifter mod TUIs fortsatte salg af delfin-billetter står følgende organisationer:
World Animal Protection, PETA Deutschland, FAADA, WTG, GAIA, Orca Research Trust, Whale and Dolphin Conservation, Born Free, Marine Connection, World Cetacean Alliance, One Voice, Dolphin Project, Jane Goodall Institute, Deutscher Tierschutzbund og ProWildlife.

Læs også: Hjælp til turister på jernhest
Mand udsat for vold og filmet – politiet har anholdt 2 formodede gerningsmænd
Har du set en voldsepisode den fredag 26. juli eller lørdag den 27. juli ved Netto i Skærbæk, så kontakt politiet.
Syd- og Sønderjyllands Politi fik mandag aften overleveret en video af en voldsepisode begået ved Netto i Skærbæk.
På videoen ses flere personer tildele en anden person spark og slag. Politiet har efterforsket sagen og fundet frem til to formodede gerningsmænd, som tirsdag blev anholdt.
Der er tale om to mænd på henholdsvis 46 og 50 år. Den forurettede er en mand. De to formodede gerningsmænd er tirsdag afhørt og sigtet i sagen. Begge er løsladt igen, og når sagen er færdigefterforsket, sendes den til juridisk vurdering i forhold til et muligt retsligt efterspil.
En videooptagelse har muliggjort den indledende efterforskning i sagen her, men politiet vil opfordre til at ringe til politiet med det samme, hvis man er vidne til vold:
– Det vigtigste er at få stoppet volden. Hvis man ser en voldsepisode, skal man ringe 112, så politiet har mulighed for at gribe ind. Det kan være en god idé at optage episoden med henblik på at overlevere bevismaterialet til politiet, men ring altid først til politiet, siger politikommissær John Christiansen, Syd- og Sønderjyllands Politi.
Voldsepisoden er foregået enten fredag den 26. juli eller lørdag den 27. juli. Syd- og Sønderjyllands Politi vil gerne høre fra vidner, der har set voldsepisoden, hvilket kan være med til at indsnævre gerningstidspunktet. På videoen ses flere biler køre forbi, ligesom en person har filmet episoden. De personer vil politiet også gerne i kontakt med. Oplysninger kan gives til Politiets Servicecenter på tlf. 1-1-4.

Læs også: Bliv klogere på psykisk vold i parforholdet




