Læs også:

Close
håndbold fans

NEWS: Jyske Bank Boxen er klar til håndbold-VM

Nyheder  | 

Jyske Bank Boxen er klar til håndbold-VM · 23 ransagninger i Tramadolsag · Madspildsordninger på Finansloven 2024 · Basal betalingskonto gør hverdagen lettere for mindre virksomheder og foreninger · Rejste 70 gange uden billet · Dagens video: Gensynsglæde

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Jyske Bank Boxen er klar til håndbold-VM

En vaskeægte håndboldfest er skudt i gang, for VM i kvindehåndbold udspiller sig i Danmark, Norge og Sverige fra den 29. november til den 17. december 2023. Jyske Bank Boxen danner blandt andet rammen om alle Danmarks kampe samt turneringens finale, og i fanzonen venter et slaraffenland af aktiviteter.

Verdens bedste kvindelige håndboldspillere indleder lige straks kampen om at blive kåret til verdens bedste håndboldnation – VM står nemlig for døren, og Herning og Jyske Bank Boxen er klar til at favne både stjernerne på gulvet og de tusindvis af fans på tribunerne.

Netop Jyske Bank Boxen lægger gulv til alle Danmarks kampe, kampe fra mellemrunden, kvartfinaler, semifinaler og finale, så der er et decideret overflødighedshorn af tophåndbold i vente. Klapsalver og dannebrogsflag må atter køres i stilling, når de danske helte indtager multiarenaen i bestræbelserne på at gå hele vejen til dette 26. verdensmesterskab.

Danmark kommer første gang i vælten i morgen fredag den 1. december, hvor Serbien venter, og siden gælder det i gruppespillet Chile søndag 3. december og Rumænien tirsdag den 5. december, inden mellemrunden tager over. Første kamp i Jyske Bank Boxen er Tyskland-Japan den 30. november.

Sideløbende med udfoldelserne på gulvet i Jyske Bank Boxen kan fans boltre sig i den 10.000 kvadratmeter store fanzone, der er beliggende i den tilstødende Hal M. Her finder publikum loungeområder, caféer, musik og underholdning samt et væld af aktiviteter såsom bordfodbold, bordtennis og håndbolddart. På hver åbningsdag i fanzonen programsættes spændende aktiviteter og underholdning, og efter Danmarks kampe i Jyske Bank Boxen er der mulighed for at få autografer fra udvalgte landsholdsspillere.

Endelig er der i fanzonen også adskillige muligheder for at stille sulten mellem kampene i Jyske Bank Boxen.

VM i kvindehåndbold finder sted i Danmark, Norge og Sverige og arrangeres af DanskHåndbold i samarbejde med Herning Kommune, Frederikshavn Kommune, MCH A/S, Arena Nord og Sport Event Denmark.

Fakta om VM i kvindehåndbold 2023:

I alt deltager 320 spillere, 130 ledere og trænere, 22 dommerpar, 80 IHF-personer/officials og alene på dansk grund 200 pressefolk. De genererer tilsammen lige over 8.000 overnatninger i Danmark, og dertil kommer naturligvis de mange tilrejsende fans og disses overnatninger.

DanskHåndbold får hjælp af i alt 1.000-1.200 frivillige i Herning og Frederikshavn.

Mesterskabet er den sjette slutrunde i Jyske Bank Boxen siden indvielsen i 2010.

Jyske Bank Boxen er den arena i verden, hvor der er uddelt flest mesterskabsmedaljer de seneste to årtier.

Slutrunden er den syvende i MCH – den første var i 1996 (EM for kvinder i den runde Hal B), og den allerførste VM-kamp var i 1978 (herrer, Danmark-Sverige).

Gulvet i Herning er det samme gulv, som håndboldherrerne vandt VM-guld på i Stockholm i januar.

Fanzonen blev første gang afholdt i forbindelse med EM i herrehåndbold i 2014 og har sat sin helt egen standard for fanengagement i forbindelse med internationale mesterskaber i MCH.

Tiltag i forhold til bæredygtighed tæller affaldssortering i fem fraktioner, genbrugskrus udviklet i samarbejde med Tuborg og indsamling af pantflasker til fordel for Julemærkehjem.

På danske kampdage er der cirka 300 fra MCH på job: 160-170 personer i køkken og restaurant, 50 personer i drift, 58 eksterne vagter og 20 personer relateret til projektledelse og support.

Til finaleweekenden skal der gøres plads til otte tv-studier i Jyske Bank Boxen. Seermæssigt var sidste års EM-finale for kvinder årets mest sete tv-program på dansk tv med et peak på over 1,7 mio. seere. VM-finalen for herrer i 2019 blev set af 2,74 million seere (flere end EM-finalen i fodbold i 1992).

Danmark har én gang vundet VM i kvindehåndbold, og det skete i 1997. I alt har de danske håndboldkvinder seks VM-medaljer i samlingen.

håndbold fans
Forhåbentlig får de danske fans masser at juble over, når VM i kvindehåndbold løber af stablen i blandt andet Jyske Bank Boxen. (Foto: MCH/Lars Møller)

Læs også: Odense Håndbold bryder tavsheden om menstruation

23 ransagninger i Tramadolsag

23 personer fik i tirsdags besøg af betjente fra Midt- og Vestjyllands Politi, fordi de var blevet identificeret som købere af Tramadol-piller via en salgstelefon. En telefon, som politiet fandt i forbindelse med beslaglæggelsen af mere en 18.000 Tramadolpiller i august 2023.

Den 29. august 2023 fandt en gruppe skoleelever en pose med piller i et skovområde i tilknytning til Nørre Boulevard Skolen i Holstebro. Samme dag kunne Midt- og Vestjyllands Politi anholde den formodede ejer af pillerne, en 20-årig mand, i forbindelse med, at vedkommende indfandt sig i området. Den 20-årige er varetægtsfængslet.

I forbindelse med efterforskningen fandt politiet en salgstelefon og har via den identificeret adskillige personer, der nu er mistænkt for at være købere af de ulovlige piller.

Det er disse personer, som Midt- og Vestjyllands Politi i går har gennemført ransagninger ved. Ransagningerne er foregået på adresser i Holstebro, Struer og Aulum. Under ransagningerne har politiet sigtet køberne for køb af Tramadol, der er sket forud for anholdelsen af den 20-årige nu varetægtsfængslede mand den 29. august 2023. På de fleste adresser blev der fundet mindre mængder af euforiserende stoffer herunder hash, skunk, kokain og Tramadolpiller. Derudover blev der på en adresse fundet 9.000 kr. og på en anden 84.900 kr. i kontanter, som politiet mistænker stammer fra salg af euforiserende stoffer.

– Vi ser flere og flere, som bliver taget med tramadol-piller, og vi er meget bekymrede for den tendens, da det er et stærkt vanedannende stof. Vi vil med vores indsats gerne sende et stærkt signal om, at vi holder øje med både købere og sælgere også af dette stof, fortæller politikommissær Knud Lauridsen fra lokalpolitiet i Holstebro.

Da Midt- og Vestjyllands Politi tidligere på året slog til mod en 16-årig formodet hashhandler stod misbrugsrådgivere klar med tilbud om behandling, da politiet havde de formodede købere ind til afhøring. Flere tog i mod tilbuddet.

Derfor blev også de formodede købere af Tramadolpiller tilbudt misbrugsrådgivning i forbindelse med, at de var inde til afhøring i går. Som noget nyt sad der en misbrugsrådgiver klar på politistationen til at tage i mod køberne, hvis de ønskede et tale med en misbrugsrådgiver med det samme.

– Vi er fortsat optaget af at hjælpe de sigtede videre og ud af et misbrug, så de kommer væk fra den kriminelle løbebane med at købe og forbruge euforiserende stoffer. Denne gang gik vi skridtet videre og tilbød dem alle en samtale med en rådgiver fra det lokale rusmiddelcenter umiddelbart efter afhøringen. Flere takkede ja til en samtale med det samme, mens andre ønskede at blive kontaktet af misbrugsvejledningen efterfølgende. Vi håber, at vi på denne måde er med til at hjælpe nogen til at ændre deres misbrugsvaner, fortæller politikommissær Mette Bundgaard fra forebyggelsesafdelingen hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Tramadol er et smertestillende lægemiddel af opioid-typen, som anvendes til behandling af moderate til stærke smerter. Stoffet virker ved at dæmpe impulser til nervesystemet. Stoffet blev optaget på Sundhedsstyrelsens liste over euforiserende stoffer i 2022. Det betyder, at stoffet er ulovligt uden recept.

piller amfetamin narko
23 ransagninger i Tramadolsag … (Foto: Unsplash)

Læs også: Dømt for indsmugling af 20.000 tramadolpiller

Madspildsordninger på Finansloven 2024

Der er kommet hjælp til kampen mod madspild på Finansloven 2024 …

Regeringen har sammen med SF, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Alternativet og Nye Borgerlige indgået en historisk bred finanslovsaftale med fokus på velfærd og det grønne område. I appendiks om udmøntning af pulje til lokale initiativer er fokus på madspild også med:

“Punkt 23: Støtte til madspildsorganisationers transportudgifter

Der udmøntes 2,0 millioner kroner til en støtteordning, hvor der kan søges støtte til transportrelaterede udgifter hos lokale madspildsorganisationer med fokus på logistik, herunder anskaffelse og udskiftning af biler”.

Stifter og bestyrelsesformand af Stop Spild Af Mad Selina Juul har siden 2018 opfordrer politikere til at sætte kampen mod madspild på Finansloven, derfor glæder det hende meget, at der nu udmøntes 2 millioner kr. til en støtteordning, hvor der kan søges støtte til transportrelaterede udgifter hos lokale madspildsorganisationer med fokus på logistik, herunder anskaffelse og udskiftning af biler:

– Siden 2018 har jeg opfordret politikerne til at sætte kampen mod madspild på Finansloven – hvis kampen mod madspild er primært afhængig af frivillige og velmenende danskere, risikerer den at dø helt ud. Det kan ikke være meningen, at de frivillige madspildsorganisationer skal knokle både hverdage og helligdage for at løse det store samfunds- og klimaproblem, som madspild er, og ovenikøbet betale deres drift og udgifter ud af egen lomme. Derfor er jeg rigtigt glad for at Regeringen giver nu en solid hjælpende hånd til kampen mod madspild på Finansloven 2024 i form af en støtteordning, hvor der kan søges støtte til transportrelaterede udgifter hos lokale madspildsorganisationer med fokus på logistik, herunder anskaffelse og udskiftning af biler. Især driftsudgifter er rigtigt dyrt for de frivillige madspildsorganisationer, så det en en god hjælp til kampen mod madspild.

Hun fortsætter:

– Siden 2018 har jeg også opfordret politikerne – og senest vores Minister for fødevarer, Landbrug og Fiskeri Jacob Jensen (V) i forbindelse med hans kommende National Madspildsstrategi – til at sætte kampen mod madspild på Finansloven i form af oprettelse af en statslig National National Fond for Forebyggelse og Reduktion af Madspild for at støtte kampen mod madspild bredt fra jord til bord, alt fra forskning til kampagner til frivillige madspildsorganisationer. Jeg vil gerne kvittere, at Venstre, SF og Alternativet har inden folketingsvalget taget en Madspildsfond med i deres finanslovsudspil. I udlandet er de allerede i gang: den engelske regering har afsat en pulje på 15 millioner britiske pund (123 mo. kr.) til at støtte projekter, initiativer og organisationer mod madspild. I USA har man lavet en tilsvarende madspildsfond på 1 million dollars, svarende til ca. 7 mio. kr. Det bliver spændende at se, om Danmark med tiden også igangsætter noget lignende.

madspild
Madspildsordninger på Finansloven 2024 … (Foto: Keld Navntoft)

Læs også: Sådan undgår du madspild i julen

Basal betalingskonto gør hverdagen lettere for mindre virksomheder og foreninger

Regeringen vil med ny lovgivning styrke erhvervsdrivende og foreningers mulighed for at få en basal betalingskonto, der skal gøre mødet med banken simplere for bl.a. de danske iværksættere og foreninger.

Der har gennem de seneste år været udfordringer for mange erhvervsdrivende og foreninger, når de skulle oprette en konto i danske pengeinstitutter, og flere erhvervsdrivende og foreninger har oplevet, at de blev afvist i banken, når de ville åbne en konto.

Derfor vil regeringen nu styrke adgangen til en basal betalingskonto.

– Vi skal have flere iværksættere, og derfor er det ikke godt nok, at mange bliver afvist i mødet med banken. For en basal betalingskonto spiller en nøglerolle, og er helt afgørende for, at man kan starte en virksomhed eller drive en forening. Det er ét af de første skridt på vejen. Derfor vil regeringen nu styrke adgangen til en basal betalingskonto. På den måde kan vi lette byrder og fjerne unødvendigt bøvl, til gavn for alle erhvervsdrivende og de lokale ildsjæle, der hver dag sørger for, at vi har et stærkt foreningsliv. Så nu rydder vi vejen, og skaber bedre mulighed for, at man kan søsætte sine gode ideer, forklarer erhvervsminister Morten Bødskov.

– Jeg er virkelig træt af at høre historier om lokale ildsjæle, der løber panden mod muren hos den lokale bank. De frivillige foreningsaktive burde blive mødt med smil, ros og anerkendelse i hele samfundet, men alt for mange oplever i stedet bøvl, bureaukrati og tårnhøje gebyrer med potentiale til at slå enhver god idé ihjel. Nu giver vi foreningerne adgang til en betalingskonto, der gerne skal gøre det lettere at tage ansvar som frivillig kasserer. Jeg forventer også, at bankerne skruer ned for gebyrerne over for foreningerne. Nu bliver det et krav, at kontoen skal tilbydes til en rimelig pris. Det satser jeg på, at bankerne forstår, fortsætter kulturminister Jakob Engel-Schmidt.

Initiativet om at styrke adgangen til en basal betalingskonto er vigtig, da det giver erhvervsdrivende og foreninger mulighed for at indsætte modtagne betalinger, lette administrationen og få adgang til en Nemkonto.

Når banken modtager en anmodning om at åbne en basal betalingskonto, skal banken hurtigst muligt og inden for 10 dage behandle anmodningen, når den er fuldt oplyst.

Et pengeinstitut vil i særlige tilfælde kunne afvise at oprette en basal betalingskonto, for eksempel ved mistanke om hvidvask. Der etableres en klagemulighed for virksomhederne og foreningerne til at få efterprøvet pengeinstitutternes eventuelle afslag på en ansøgning om en basal betalingskonto.

Kort, betalingskort, computer, kviklån, lån, bank, betaling. (Foto: Unsplash)
Basal betalingskonto gør hverdagen lettere for mindre virksomheder og foreninger. (Foto: Unsplash)

Læs også: Kvindelige iværksættere skal ind på lystavlen hos finanssektoren

Rejste 70 gange uden billet

En 18-årig mand fra Nakskov blev i den forgangne uge sigtet for at have overtrådt straffelovens bestemmelser om ’tilsnigelse af adgang. Han har i perioden fra januar 2021 til februar 2023 rejst uden billet med toget ikke færre end 70 gange, hvor der er udstedt en kontrolafgift.

Turene er fordelt i Jylland, på Sjælland og Falster, og der venter nu den 18-årige et større retligt efterspil.

metro tog dsb
Ung mand er taget 70 gange uden billet … (Foto: MY DAILY SPACE)

Læs også: Større konsekvenser ved snyd med billetter

Dagens video: Gensynsglæde

· Mere fra samme kategori ·