
NEWS: Udenlandske turister strømmer til Danmark
Udenlandske turister strømmer til Danmark · Tyske myndigheder tester varslingssystem i grænselandet · EU løber fra dyrevelfærdsløfter · Fyringer på Jyllandsposten · Tysk ægtepar fik beslaglagt deres bil i forbindelse med sag om vanvidskørsel · Dagens billede: Et kig ud i rummet
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Udenlandske turister strømmer til Danmark
Selvom juli bød på store mængder regn, så er status for dansk turisme det bedste resultat nogensinde, hvis man ser fra årsskiftet til og med juli, og rekordmange udenlandske gæster lægger vejen forbi Danmark.
Det er særligt de udenlandske turister, der driver væksten. Her er overnatningerne steget med cirka 5 procent fra årsskiftet til og med juli, når man sammenligner med samme periode sidste år. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
De rekordmange udenlandske turister taler ind i en tendens, hvor midt- og sydeuropæere tager vejen mod nord for at få lidt behageligere sommertemperaturer.
Dermed fortsætter dansk turisme de gode takter. Og på trods af en lille tilbagegang i juli på grund af blandt andet en rekordvåd juli, forskelle i valutakurser ift. vores nordiske nabolande og nedgangen i krydstogtsbranchen som følge af især krigen i Ukraine, så er antallet af overnatninger fra årsskiftet til og med juli fortsat er højere end sidste år og er dermed de højeste nogensinde.
Endelig har hovedstaden oplevet en stigning i antallet af overnattende gæster i juli sammenlignet med samme måned sidste år, hvilket bringer hovedstaden tilbage til niveauerne fra før pandemien.
Erhvervsminister Morten Bødskov udtaler:
– Danmark er med god grund blevet en attraktiv rejsedestination for turister verden over. Og især ser endnu flere gæster fra vores sydlandske naboer ser mod Danmark, når de planlægger deres ferie. Dét er gode nyheder, for med turisterne kommer der kunder i den lokale købmand, i isbutikkerne og i forlystelsesparkerne eller museerne. Det er alt sammen med til at skabe vækst og arbejdspladser i hele landet. I regeringen vil vi sørge for at sætte yderligere vind under sejlene, og derfor har vi også foreslået at sætte 100 mio. kr. af på finansloven til at styrke dansk turisme.
Turismeindustrien er en afgørende styrkeposition for dansk erhvervsliv med et stort udviklingspotentiale, som der arbejdes for at udnytte i hele landet. Regeringen har på Finanslovsforslaget for 2024 derfor lagt op til at afsætte 100 mio. kr. over 4 år til at styrke turisme, samt foreslået at afsætte ca. 80 mio. kr. til afholdelse af VM i landevejscykling og et nyt World Tour-løb i hovedstadsområdet. Med investeringerne ønsker regeringen at skabe grundlaget for store oplevelser for både danskere og turister, og styrke turismeindustrien til gavn for vækst og udvikling i hele Danmark.

Læs også: Jeg leger turist i egen by
Tyske myndigheder tester varslingssystem i grænselandet
Befinder du dig i Sønderjylland og er koblet på en tysk telemast, kan du få en tysk test-advarsel i dag torsdag.
Befinder du dig i Sønderjylland i dagtorsdag den 14. september kan du få en tysk testvarsling på din mobiltelefon, når myndighederne i Tyskland gennemfører den årlige test af deres mobilbaserede varslingssystem.
De tyske beredskabsmyndigheder vil klokken 11 udsende en test-advarsel på det tyske mobilnet-værk, der er opereret af Deutsche Telekom, Vodafone og Telefónica. Befinder du dig i Sønderjylland, mens der testes, og er din telefon koblet på en af de tyske telemaster, vil man kunne høre en distinkt lyd og efterfølgende få testbeskeden, som de tyske myndigheder udsender.
Modtager du en af de tyske testvarslinger, så kan den med sindsro slettes.

Læs også: Hvor ren er din smartphone egentlig
EU løber fra dyrevelfærdsløfter
Hvis EU dropper den planlagte revision af dyrevelfærden, er det både en skandale for demokratiet, et alvorligt løftebrud fra Kommissionen, og ikke mindst et ubærligt tilbageslag for millioner af dyr. Det mener World Animal Protection Danmark.
Kilder i Bruxelles fortæller mandag til Financial Times, at EU Kommissionen overvejer at droppe – eller i bedste fald, at nedskalere de dyrevelfærdsforbedringer – som ellers er ved at udmønte sig i konkrete forslag, der skal blive til en stærkt forbedret dyrevelfærdslovgivning som Kommisionen skulle have lagt frem i dette efterår. Bekymringen går på, at de øgede krav til dyrevelfærd i EUs stalde, vil give øgede fødevareomkostninger.
– Det er virkelig tragisk, hvis adgangen til billigt kød fra industrilandbrug ender med at være vigtigere end, at de dyr vi har ansvaret for, ikke får opfyldt deres mest basale behov og levevilkår, siger Esben Sloth, kampagnechef i World Animal Protection, og fortsætter:
– De negative signaler om dyrevelfærden fra EU er stærkt nedslående, og ligner et svigefuldt løftebrud over for de millioner af dyr, der hver dag lider under elendige forhold i det industrielle landbrug, forklarerer Esben Sloth, med reference til EUs to år gamle løfter om, at det helt skulle være slut med landbrugsdyr bag tremmer i EU.
Der var nemlig ingen slinger i valsen, da borgerforslaget ‘End The Cage Age’ blev afleveret til EUs magtfulde Kommission med mere end 1,4 millioner underskrifter på. Den overvældende tilslutning til borgerforslaget havde gjort indtryk i magtens korridorer, og ville blive et afgørende vendepunkt, konkluderede EUs fødevarekommissær, Stella Kyriakides:
– Målet er krystalklart: Et miljø i det industrielle landbrug uden tremmer og bure. Det er ikke bare et etisk spørgsmål, men også et spørgsmål om miljø og sundhed, sagde Kyriakides på et pressemøde efter fremlægningen.
Samme år gik daværende landbrugsminister Rasmus Prehn i alliance med ministerkolleger i Tyskland, Belgien, Holland og Sverige. De fem lande forlangte en ambitiøs revidering af dyrevelfærd, der blandt andet skulle udfase bure i landbruget.
Og utilfredsheden med EUs utidssvarende dyrevelfærd blev yderligere understreget, da borgerforslaget ‘Fur Free Europe’ blev afleveret med 1,5 millioner underskrifter, der forlangte stop for al pelsproduktion i 2022.
En demokratisk skandale … Nu ser den fælles forståelse ud til at være faldet fra hinanden, hvilket Socialdemokraternes medlem af EU Parlamentet, Niels Fuglsang, er rasende over:
– Det er en demokratisk skandale, hvis EU Kommissionen ender med at sylte den lovede revision af dyrevelfærdsloven. Vi ved, at et klart flertal i den europæiske befolkning ønsker bedre vilkår for dyr. Vi har set flere borgerforslag som har fået langt over en million underskrifter, for eksempel ‘End The Cage Age’ og ‘Fur Free Europe’.
Jeg fatter simpelthen ikke, at Kommissionen ikke er mere lydhør overfor EUs befolkninger på dette område, siger Niels Fuglsang, der er næstformand for EU Parlamentets dyrevelfærdsgruppe.
For kort tid siden sendte gruppen et brev til Kommissionens formand Ursula Von der Leyen, med en kraftig opfordring om, at fremsætte den lovede revision af dyrevelfærdsloven:
– Lovgivningen er del af EUs Green Deal fra 2019, og en af de få elementer, som stadig mangler at blive ført ud i livet. Det er næsten ubærligt, hvis det heller ikke denne omgang bliver dyrene, som bliver prioriteret, siger Niels Fuglsang,”mens Esben Sloth slutter med en seriøs opfordring til den danske regering:
– Hvis den danske regering mener noget med deres løfter til vælgerne om ordentlige forhold for dyrene, så er det nu, de skal vise, at de kan stå fast, og mobilisere alle gode kræfter til fordel for dyr, miljø og klima, slutter kampagnechefen fra World Animal Protection.

Læs også: Instagram dumper kamp mod dyremishandling
Fyringer på Jyllandsposten
I tirsdags kom det frem, at Jyllands-Posten nedlægger op til 37 stillinger. Det skrev nyhedsbrevet MediaWatch.
Dermed er der atter tale om en ny sparerunde, hvor også sekretariat overdrages. Det forventes, at den varslede nedskæringsrunde på Jyllands-Posten kan udmønte sig i nedlæggelsen af 23-25 redaktionelle stillinger og 10-12 ikke-redaktionelle stillinger.
Selv skriver Jyllands-Posten i en pressemeddelelse, at avisen vil reducere sin samlede omkostningsbase med cirka 7-8 procent for at komme nærmere målet om at være en digitalt bæredygtig abonnementsforretning. Og forklarer videre, at dette medfører besparelser flere steder og herunder en reduktion på et tocifret antal medarbejdere på redaktionen.
Avisen oplyser videre, at papirredigeringen udliciteres til virksomheden Wunderkind, fordi Jyllands-Posten vil skabe et 100 procent digitalt newsroom.
– Journalister på Jyllands-Posten skal først og fremmest bruge deres kræfter på journalistikken. Indholdet er det vigtigste. Desværre har hensynet til print været overskyggende for rigtig meget af måden, vi arbejder på, siger konstitueret ansvarshavende chefredaktør Marchen Neel Gjertsen i pressemeddelelsen.
Sparerunden har været ventet længe, idet avisen ikke har formået at nå målsætningerne for det digitale abonnementssalg.
Jyllands-Postens forhenværende ansvarshavende chefredaktør Jacob Nybroe blev afskediget i begyndelsen af august for at give plads til nye kræfter til at føre de digitale ambitioner ud i livet.
I december 2022 måtte Jyllands-Posten finde mere end 20 millioner kroner i besparelser for at få budgetterne til at holde, hvilket også førte til fratrædelser.

Læs også: Danske Bank fyrer
Tysk ægtepar fik beslaglagt deres bil i forbindelse med sag om vanvidskørsel
Den tyske personbil blev opdaget af et ATK-køretøj i Brøns i Tønder Kommune om søndagen og beslaglagt allerede om mandagen.
Et tysk ægtepar med bopæl i Schleswig-Holstein fik mandag den 4. september beslaglagt deres bil, efter at køretøjet havde været involveret i vanvidskørsel.
Personbilen kom dagen forinden kørende med 107 km/t på Hovedvejen i Brøns i Tønder Kommune, hvor den tilladte hastighed er 50 km/t.
Den tyske bil blev opdaget af et ATK-køretøj, der holdt på strækningen. Da personbilen kørte over 100 km/t og kørte mere end det dobbelte af den tilladte fartgrænse, var der tale om vanvidskørsel, hvilket betyder, at bilen skal beslaglægges med henblik på konfiskation. Køretøjet blev beslaglagt i Tønder. Det er i sidste ende retten, der tager stilling til konfiskationen.
– Vi er meget tilfredse med, at køretøjet blev beslaglagt. Kørsel med disse hastigheder er uacceptabelt, understreger politikommissær Eli Jepsen Gejsing, der er leder i Færdselspolitiet i Syd- og Sønderjyllands Politi.
Fakta om vanvidskørsel
Ifølge færdsels- og straffeloven betegnes følgende som vanvidskørsel:
- Kørsel med en hastighed på mindst 200 km/t
- Kørsel med en hastighed på mindst 100 km/t og mere end det dobbelte af den tilladte fartgrænse i området
- Spirituskørsel med en promille på over 2,00
- Uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder
- Udviser særlig hensynsløs kørsel
- Forsætlig forvolder nærliggende fare for nogens liv eller førlighed
- Uagtsomt forvolder betydelig skade på nogens krop eller helbred under særligt skærpende omstændigheder
Kilde: Justitsministeriet
Oplever du, at der køres for stærkt på en strækning? Så kontakt os via politi.dk og anmod om, at vi gennemfører en færdselskontrol.

Læs også: Bil beslaglægges efter vanvidskørsel