Læs også:

Close
børn skov

NEWS: Forældres vægt er afgørende for, om børn bliver overvægtige

Nyheder  | 

Forældres vægt er afgørende for, om børn bliver overvægtige · 19 personer anholdt i sag om besiddelse og salg af narkotika · Fotos der ændrer verden · Irans oliesektor måske på vej i strejke mod præstestyret · 25-årig mand fra Vejle fremstilles i grundlovsforhør for 140 tilfælde af blandt andet databedrageri · Dagens billede: USA stikker · Fredagsfjol: Endelig fredag 😍

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Forældres vægt er afgørende for, om børn bliver overvægtige

I Danmark er der flere og flere, der lever med overvægt. Et nyt studie fra Københavns Universitet Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet peger på, at børn, hvis forældre har svær overvægt, rammer de høje tal på vægten i en tidligere alder, end børn, der har normalvægtige forældre. Det kan føre til stigning i alvorlige sygdomme.

Siden 2010 er antallet af svært overvægtige i Danmark næsten fordoblet til 18 procent af den voksne befolkning. Indtil nu har det været uvist, hvornår i livet vi har størst risiko for at blive overvægtig, men det kaster et nyt studie fra Københavns Universitet lys på. Forskerne bag studiet slår nemlig på baggrund af et datasæt med mere end 3000 amerikanske familier fast, hvem der har størst risiko for at udvikle overvægt, og om der findes et tidspunkt i livet, hvor vi er særligt udsat.

– Vores studie viser, at forældrenes vægtstatus har stor betydning for, i hvilken alder, deres børn bliver moderat overvægtige, siger Jannie Nielsen, der er lektor på Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet og en af forskerne bag studiet.

Helt konkret viser studiet, at børn med en forælder med svær overvægt i gennemsnit blev moderat overvægtige som 6-årige, mens børn med forældre med normalvægt først blev moderat overvægtige som 25-årige.

Det amerikanske datasæt tæller både forældre og børn fra familier, hvor forældrene er normalvægtige, eller har moderat overvægtigt og svært overvægtigt.

I Danmark har vi ikke lignende data, og selvom vi er langt færre, der lever med svær overvægt i Danmark, så stiger antallet af danskere med svær overvægt. Derfor er datasættet vigtigt for at forstå, hvordan børn og forældres vægt relaterer sig til hinanden, og hvornår forebyggelse er vigtigt. Det er nemlig ifølge Jannie Nielsen svært at vende overvægt, når den først er opstået.

– Forekomsten af svær overvægt blandt voksne danskere er stigende. Derfor vil flere og flere børn vokse op med en forælder med den vægtstatus. Det kan betyde, at vægtproblemer starter tidligere i livet for flere, og det kan øge risikoen for andre sygdomme. I USA havde 14 procent af voksne svær overvægt i starten af 1990’erne, og i dag er tallet 42 procent. Hvis Danmark på sigt vil undgå amerikanske tilstande, skal der derfor laves målrettede politikker og indsatser, forklarer Jannie Nielsen.

Tidligere studier viser stort set entydigt, at svær overvægt øger risikoen for at udvikle sygdomme som type 2 diabetes, hjertekarsygdomme og visse former for kræft.

–  Andre studier har vist, at denne risiko sandsynligvis hænger sammen med, hvor længe en person lever med svær overvægt gennem barndom, ungdom og tidligt voksenliv. Vi kan heller ikke se bort fra, at det er et sundhedsproblem, siger hun og håber også, at studiet kan være med til at forebygge, at mange børn udvikler en usund vægt. Og selvom hun gerne vil undgå at stigmatisere familier, der lever med overvægt, så mener hun stadig, at det er vigtigt at tale om.

– Jeg vil meget nødigt have, at disse fund bidrager til det eksisterende stigma af folk med overvægt eller stigmatiserer forældre, og det er det sværeste ved det her arbejde. Der er mange faktorer, der påvirker, hvad man vejer, og mange perspektiver i debatten omkring svær overvægt. Men vi kan heller ikke se bort fra, at det er et stort sundhedsproblem. Derfor bør vi bruge disse resultater til at støtte op om de familier, hvor der er størst risiko for, at børn udvikler overvægt, siger Jannie Nielsen og uddyber.

– En ting er, at man kan udvikle kroniske sygdomme, men også bevægeapparatet bliver med svær overvægt belastet. Så man kan ikke bare lade være med at snakke om det, for det er et stort sundhedsproblem, siger Jannie Nielsen og understreger, at de fleste studier dog peger på, at risikoen for sygdomme er størst, når man er svært overvægtig.

Vores hverdag kræver mindre … Studiet har også undersøgt børn af normalvægtige forældre, og det viser, at det ikke kun er i familier med overvægt, at der er sket en stigning i antallet, der lever med overvægt. Også i familierne med normalvægtige forældre, bliver flere af børnene overvægtige.

–  Blandt børn med forældre med normalvægt er kun halvdelen selv normalvægtige som 30-årige. Det viser i min optik, at der ligger noget til grund, der går langt over de individuelle faktorer som kost og fysisk aktivitet. Der er nogle strukturelle ting, der gør, at der er flere og flere, der udvikler en usund vægt, fortsætter Jannie Nielsen.

Det strukturelle har forskerne ikke undersøgt i studiet. Men Jannie Nielsen peger på en række ændringer i vores hverdag, der måske kan bidrage til stigningen i antallet af overvægtige.

– Vores hverdag kræver mindre og mindre af os. Vi behøver ikke at være særligt aktive, og der er for eksempel færre børn, der cykler i skole. Samtidig bliver vi hele tiden udsat for fristelser og i større og større størrelser. I mit lokale supermarked er der slik, chips og sodavand, lige når jeg kommer ind, et par gange igennem supermarkedet, og når jeg står ved kassen. Havde jeg ikke lyst til det, da jeg ankom, har jeg det helt sikkert, når jeg står i kø ved kassen. Og så kan man jo diskutere, om det er mit valg eller butikkernes, når jeg ender med at købe slik, forklarer Jannie Nielsen.

Studiet er publiceret i American Journal og Epidemiology. Og du kan læse mere her.

børn skov
Nyt studie kommer med viden omkring børns vægt … (Foto: Unsplash)

Læs også: Børn til forældre med de korteste uddannelser er overvægtige ved udskolingsalderen

19 personer anholdt i sag om besiddelse og salg af narkotika

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har i samarbejde med de sjællandske politikredse onsdag foretaget anholdelse af 19 personer i en sag om besiddelse og salg af op til 40 kilo kokain.

Onsdag morgen slog National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i samarbejde med Københavns Vestegns Politi, Københavns Politi, Nordsjællands Politi samt Midt- og Vestsjællands Politi til mod en række adresser på Sjælland.

I en koordineret indsats blev 29 adresser ransaget, og i alt 19 personer anholdt og sigtet for, efter politiets opfattelse, at tilhøre et netværk, der har indsmuglet og distribueret store mængder hård narkotika samt hash.

Anholdelserne af de 19 personer, 17 mænd i alderen 24-70 år samt 2 kvinder på 24 og 29 år, sker efter længere tids efterforskning. Der blev under ransagningerne fundet en stor mængde kokain, hash, cigaretter, diverse designermøbler, en pistol, større pengebeløb samt beviser i form af blandt andet kommunikationsmidler, der vil indgå i den videre efterforskning.

Der er tidligere foretaget anholdelser i sagen. De anholdte onsdag har efter politiets opfattelse haft forskellige roller i netværket og er sigtet for besiddelse, og for nogles vedkommende, distribution, af op mellem 2 og 40 kilo kokain og 150-220 kilo hash.

– Dagens indsats er kulminationen på en omfangsrig og kompliceret efterforskning, der nu har været i gang et stykke tid. Med dagens anholdelser har vi taget et helt netværk, der distribuerer hård narkotika, ud af cirkulation og sigtet dem for særdeles grov narkotikakriminalitet. Dele af det narkotika, som sigtelserne vedrører er beslaglagt ved en tidligere anholdelse og bekræfter netværkets evne til at håndtere de store mængder narkotika. Distribution af disse mængder kokain, bekræfter desværre med al tydelighed netværkets evne til at organisere sig, men med sagens anholdelser slutter det, udtaler politiinspektør Mads Helios fra NSK.

12 af de anholdte blev fremstillet i grundlovsforhør senere på onsdagen i Glostrup ret, hvor der var krav om varetægtsfængsling. Anklagemyndigheden begærede lukkede døre.

kokain narko
NSK har anholdt 19 i storstilet aktion … (Foto: Pexels)

Læs også: Mexico vil afkriminalisere narkotika

Fotos der ændrer verden

Vinderne af Wildlife Photographer of the Year er fundet. Nogle af de 100 fotos viser naturens skønhed, men en del af årets billeder viser, hvordan mennesket forandrer naturen – og ødelægger den. Udstillingen åbner på Statens Naturhistoriske Museum den 25. november.

Vinderne af konkurrencen blev afsløret ved et stort gallashow på Natural History Museum i London tirsdag aften. Det er 58. gang at konkurrencen, som bliver kaldt ’Naturfotografernes Oscar’, bliver afholdt.

I år løb eventyrer og fotojournalist Karine Aigner fra USA med prisen som Wildlife Photographer of the Year med billedet Det summer af liv. Karine leder fototure over hele kloden og underviser børn i naturfotografering som et værktøj til at fremme miljøbevidsthed og naturbevarelse. Hendes arbejde er blevet vist af National Geographic, WWF og BBC Wildlife.

Karine nåede at tage dette billede i en fart, for bierne var kun samlede i omkring 20 sekunder, før de fløj væk. Da hun fangede øjeblikket, var det hendes mål ‘at gøre en lille verden stor ved at bringe en lillebitte bis liv frem i rampelyset’.

Et af konkurrencens andre højdepunkter var kåringen af de bedste unge naturfotografer. Her blev det den 16-årige Katanyou Wuttichaitanakorn fra Thailand, der blev kåret som Young Wildlife Photographer of the Year med billedet Billedskønne barder.

16-årige Katanyou brænder for at iagttage og dokumentere naturens verden, og han elsker at finde dyreliv og vente, nogle gange i dagevis, indtil der sker noget fantastisk. Katanyou tog vinderbilledet på en hvalsafaritur, da en brydeshval dukkede op for at fange føde lige ved siden af ​​båden. Katanyou kæmpede mod vind, bølger og den gyngende båd for at få den komposition, han ønskede: et nærbillede af hvalens storslåede barder, som hvalen brugte til at si ansjoser fra vandet.

En af gæsterne ved gallashowet var Peter C. Kjærgaard, direktør for Statens Naturhistoriske Museum, der udstiller de 99 vinderbilleder fra konkurrencen.

– Det var en stor oplevelse på både godt og ondt at se årets vinderfotos, for de afspejler den enorme diversitet og skønhed i naturen, vi kan opleve over hele verden. Men et stigende antal fotografer nøjes ikke med at forevige de smukke oplevelser, men fokuserer i stedet på, at vi alt for ofte behandler dyrene med grusomhed, og hvordan menneskeskabte klimaforandringerne er med til at udrydde mange dyrearter. Derfor er både konkurrencen og den efterfølgende udstilling så vigtig for vores naturforståelse, fortæller Peter C. Kjærgaard.

Wildlife Photographer of the Year kan ses frem til 27. august 2023.

Fakta om Wildlife Photographer of the Year:

Konkurrencen: Wildlife Photographer of the Year blev oprindelig startet i 1965 af BBC Wildlife Magazine. Den havde tre kategorier og bestod af omkring 600 indsendte billeder. I 1984 blev konkurrencen, som den er kendt i dag, skabt, og den tilrettelægges nu af Natural History Museum i London.

Konkurrencen blev fra begyndelsen den førende begivenhed af sin art for naturfotografer og voksede kraftigt gennem årene. I år skulle juryen gennemgå næsten 40.000 billeder indsendt af naturfotografer fra 93 forskellige lande.

Pressefotos fra Wildlife Photographer of the Year kan ses her.

Wildlife Photographer of the Yea
Bierne er i centrum på årets vinderfoto … (Foto: © Karine Aigner – Wildlife Photographer of the Year)

Læs også: World Wildlife Day hylder truede dyr – og enkelte succeser

Irans oliesektor måske på vej i strejke mod præstestyret

Dele af Irans oliesektor kan være på vej i strejke imod præstestyret, og lige nu holder alle Iran-eksperter øje med landets oliesektor, siger forsker, der også mener, at det reelt kan være en gamechanger, hvis det sker, og dermed kan protesterne mod præstestyret i Iran være på vej ind i en ny fase. Det er The Guardian, der skrive, at mere end 1.000 medarbejdere i flere selskaber i sektoren truer med at gå i strejke.

Ifølge Reuters skulle medarbejdere fra de to raffinaderier Abadan og Kangan samt et petrokemisk selskab, der laver produkter af råolie, være blandt de protesterende. Det skriver nyhedsbureauet på baggrund af opslag på sociale medier. Det hele begyndte, da den22-årige iransk-kurdiske kvinde Mahsa Amini døde den 16. september, mens hun var i det iranske moralpolitis varetægt. Hun var tilbageholdt på grund af ‘upassende påklædning’. Her en lille måned efter er demonstrationerne vokset sig til en størrelse, der ikke er set længe.

Rasmus Elling, der er lektor ved Københavns Universitet og forsker i iranske forhold, siger, at han kan bekræfte, at medarbejdere på et eller to petrokemikaliefabrikker i byen Bushehr overvejer strejke.

– Alle iranobservatører holder rigtig godt øje med det her. For man regner med, at det kan være en gamechanger, hvis olieindustrien går ind i en større strejkefase, siger Rasmus Elling, der også pointerer, at det kun er de kontraktansatte og ikke fastanssatte, der har truet med stjerke.

Ifølge The Guardian blev mere end 120 også såret under sidste weekendens protester, og menneskerettighedsgruppen Hengaw har meldt, at fem kurdiske indbyggere er dræbt. Siden demonstrationernes begyndelse er mindst 185 mennesker dræbt – heraf 19 mindreårige. Hundredvis er såret, mens tusinder er blevet arresteret, oplyser menneskerettighedsgrupper ifølge Reuters.

I mandags meddelte den britiske regering om nye sanktioner mod Iran, der blandt andet rammer medlemmer af det iranske moralpoliti. USA har allerede indført sanktioner, og EU forventes at gøre det samme. Det skriver DR.

benzin, olie bil
Irans oliesektor måske på vej i strejke mod præstestyret … (Foto: Pexels)

Læs også: Iranske missiler affyret

25-årig mand fra Vejle fremstilles i grundlovsforhør for 140 tilfælde af blandt andet databedrageri

Sagen er et klassisk eksempel på, hvorfor man ikke skal udlevere for eksempel bankoplysninger, NEMID oplysninger med videre i telefonen og tage sine forholdsregler, når man køber ting eller ydelser via nettet

Den 25 årige mand er anholdt efter en længere målrettet efterforskning af en række anmeldelser med nogenlunde samme indhold.

Den ene variation går ud på, at gerningsmanden næsten hver dag opnår kontakt til et par ofre via Facebook og får dem til at udlevere deres personlige oplysninger, herunder fx NemID, og herefter overfører han elektronisk penge fra ofrets bankkonto til sin egen eller en anden konto, som han også har skaffet sig adgang til.

En anden variation er, at han udbyder for eksempel lån, fodboldbilletter, lejligheder eller ting via internettet. ’Købere’ overfører penge til ham for eksempel via Mobile Pay – men der har aldrig været mulighed for noget lån, været nogen billetter eller adgang til en lejlighed. Til gengæld er der sikkert udbytte til gerningsmanden bag computeren.

Grundlovsforhøret blev afholdt ved retten i Kolding igår, hvor anklagemyndigheden  fremsatte anmodning om lukkede døre under grundlovsforhøret.

Gode råd: Lyt til advarslerne

Sydøstjyllands Politi vil gerne med afsæt i denne konkrete sag endnu engang advare mod, at man udleverer sine personlige oplysninger, NEMID, MITID, bankoplysninger m.v. til fremmede – og da slet ikke via Facebook eller i telefonen.

Der er ikke seriøse forretningsdrivende, banker eller myndigheder, der vil bede om den slags oplysninger på den måde. Så lad være med at lade dig narre.

Se vejledning her: Politi.dk

Når du handler via nettet – så tænk dig om og brug kun platforme, der kan facilitere sikker betaling. Andet er rent hasardspil.

Se vejledning her: Politi.dk

Mere vejledning på området opdelt efter emner finder du på Politi.dk.

dankort, kort, shopping, kreditkort, debitkord, nets
Ung mand fra Vejle i grundlovsforhør for blandet mange tilfælde af datebedrageri. (Foto: MY DAILY SPACE)

Læs også: Ung mand sigtet for over 200 tilfælde af bedrageri

Dagens billede: USA stikker

 

Fredagsfjol: Endelig fredag 😍

· Mere fra samme kategori ·