
Flere danskere vælger den klassiske pakkerejse til
Flere danskere vælger den klassiske pakkerejse til · L’Oréal støtter startups med kvinder i spidsen · Politi advarer mod sms’er om narkosalg til børn · Forældre synes, at deres børn er kræsne · Politiet opfordrer gerningsmand til drab og drabsforsøg til at melde sig · Dagens billede: På visit · Fredagsfjol: Ren kærlighed 😂
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Flere danskere vælger den klassiske pakkerejse til
Hver anden, der rejser med Apollo denne sommer, har aldrig rejst med rejsearrangøren tidligere. En ny undersøgelse*, foretaget af rejsearrangøren, afslører, at direkte fly, enkelthed og sikkerhed er blandt hovedårsagerne til, at flere nu vælger pakkerejser.
Hele fem ud af 10 af dem, der rejser med Apollo i år, er nye kunder hos rejsearrangøren. Flere vælger da også pakkerejser, fordi sikkerhed spiller en stor rolle, når vi skal bestille en ferie i 2022. Det viser en landsdækkende undersøgelse, som Apollo har foretaget.*
Ud over sikkerheden fremhævedes det i undersøgelsen, at de direkte fly, enkeltheden i en pakkerejse samt prisniveauet er med til, at flere lige nu vælger den klassiske pakkerejse til.
– Generelt oplever vi, at behovet for tryghed er stort. Måske større end nogensinde før. Flere er blevet kloge af skade eller kender nogle, der har fået tid og penge i klemme, når de har bestilt fly og hotel separat for så at få aflyst deres rejse eller ændret afgange i corona-perioden, hvor der var stor usikkerhed for alle parter. Det er kedeligt at få forkortet ferien, men endnu værre at have betalt fuld pris for hotellet, som du måske ikke kan bruge. Bestiller man i stedet en klassisk pakkerejse, der er omfattet af pakkerejsegarantien, kan man altid tage kontakt til Apollo, hvis der skulle ske noget, udtaler Glenn Bisgaard, salgsdirektør hos Apollo.
De nye rejsevaner er også med til at tage luften ud af de klassiske chartermyter, der bl.a. går på, at det er dyrere at rejse på charterferie end at sammensætte rejsen selv.
– Det er klart, at vores priser er drevet af efterspørgsel. Men ser man på rejserne denne sommer, så opdager man hurtigt, at det ofte er både svært og dyrt at finde direkte flyvninger og hoteller i samme kategorier som dem, vi tilbyder, på egen hånd, forklarer Glenn Bisgaard.
En anden myte, som synes at blive aflivet, er, at charterarrangører opererer med dårligere flyvetider og -dage. Det er, ifølge Glenn Bisgaard, helt forkert. Han fremhæver rejsearrangørens direkte flyvninger som et godt eksempel.
– Denne sommer tilbyder Apollo i alt 44 ugentlige flyvninger fra Danmark til nogle af sommeren mest eftertragtede destinationer i bl.a. Grækenland, Kroatien, Cypern og Spanien. Størstedelen af dem har afgang om morgenen, så man ikke mister en hel feriedag på at rejse. Samtidigt flyver vi fra tre luthavne i Danmark – fra Aalborg, Billund og Kastrup, hvilket betyder, at alle danskere kan komme nemt fra A-Z, tilføjer Glenn Bisgaard.
*Undersøgelsen er gennemført af Mantap Global AB på vegne af Apollo i januar 2022. Resultaterne er baseret på i alt 4.045 besvarelser fordelt på 1.000 respondenter pr. land i Norge, Sverige, Danmark og Finland.

Læs også:
L’Oréal støtter startups med kvinder i spidsen
L’Oréal, verdens førende beautyvirksomhed, har netop lanceret BOLD FEMALE FOUNDERS, som
skal støtte startups med kvinder i spidsen. Initiativet vil blive kørt via L’Oréals venturekapitalfond BOLD: Business
Opportunities for L’Oréal Development, og vil fra start af allokere 25 millioner euros til initiativet.
BOLD FEMALE FOUNDERS vil fokusere på investeringsmuligheder verden over inden for et bredere udvalg af
beautyvirksomheder såsom varemærker, beauty tech, biotech og green science. Investeringen i
iværksættervirksomheder er i tråd med koncernens strategiske engagement i at fremme ligestilling.
– L’Oréal har i mange år været engageret i kvinders empowerment via en lang række programmer og initiativer
fra L’Oréal Fonden som for eksempel L’Oréal UNESCO For Women in Science og Women for Climate. BOLD FEMALE FOUNDERS har til formål at fremme venture finansiering til kvindelige iværksættere, som fortsat ligger på et utroligt lavt niveau. Ved at sætte fokus på de uligheder passionerede kvindelige iværksættere står overfor i
deres virksomhedsarbejde, understreger vi også vores virksomheds målsætning: ’Create the beauty that moves
the world, forklarer Nicolas Hieronimus, CEO for L’Oréal, og fortsætter:
– I dag har 30% af de startups, vores BOLD venturekapitalfond har investeret i, kvindelige ledere. Med BOLD FEMALE FOUNDERS vil vi accellerere vores venture kapitalinvesteringer for at støtte kvindelige iværksættere.
Gouzelle Ishmatova, BOLD Chief Strategy Officer, tilføjer:
– En mere inklusiv venture kapitalindustri betyder flere muligheder for underrepræsenterede kvindelige iværksættere. Faktisk tiltrækker startups, der ledes af kvinder, færre investeringer, selv om de konstant skaber bedre resultater. Med BOLD FEMALE FOUNDERS vil vi være en ’game changer’ ved at investere i den næste generation af kreative og talentfulde kvindelige iværksættere.
L’Oréal koncernen arbejder på at være forrest i kvindekampen, specielt i sit eget økosystem. Denne strategiske
investering fra BOLD er det seneste skridt i vores langvarige engagement i kvinders ligestilling og empowerment.

Læs også: Junifund: Beautynyheder til dig
Politi advarer mod sms’er om narkosalg til børn
Københavns Politi har set flere eksempler, hvor børn ned til otte år modtager sms’er med tilbud på kokain og MDMA. Tal med jeres børn og kontakt os hvis det sker, lyder opfordringen fra politiet.
Det er ikke kun beskeder fra bedsteforældre og klassekammerater, der tikker ind på børns mobiltelefoner og sociale medier. I flere tilfælde er Københavns Politi stødt på sager, hvor børn ned til otte år har modtaget beskeder fra en narkohandler, der reklamerer med tilbud på hårde stoffer.
Beskederne er fra såkaldte hvide bude, der på samme måde som et madbud leverer den bestilte vare direkte til køberen. I disse tilfælde er varen ofte kokain, MDMA eller andre euforiserende stoffer.
– Vi har en hård kurs over for hvide bude, som vi de seneste år har set flere af. Det er organiserede kriminelle, som med alle midler prøver at sælge deres stoffer, og de holder sig ikke tilbage med at kontakte selv små børn, siger politikommissær Andreas Madsen fra Operativ specialafdeling i Københavns Politi.
Årsagen til, at et tilfældigt barn modtager en besked, kan være, at barnets telefonnummer tidligere har tilhørt en køber, der har benyttet et hvidt bud.
Andreas Madsen opfordrer derfor forældre og andre voksne, der omgås børn, til at tale med dem om, hvad de skal gøre, hvis de pludselig modtager en besked om, at de kan købe ‘flake’ eller ’emma’, som er betegnelser, der bruges for kokain og MDMA.
– Det er vigtigt, at forældre snakker med deres børn om, at de kan få den her slags sms’er eller beskeder på deres sociale medier. Hvis det sker, så skal de fortælle det til deres forældre, som skal kontakte politiet. De skal ikke begynde at svare på beskederne. Det er dybt kriminelle personer, der sidder i den anden ende, og dem skal børn ikke have noget med at gøre, udtaler Andreas Madsen.
De seneste år har Københavns Politi haft et øget fokus på hvide bude, og der bliver løbende foretaget anholdelser af både købere, sælgere og leverandører. Blandt andet blev der fredag aften anholdt to unge mænd, der blev sigtet for besiddelse og salg af kokain. De blev begge varetægtsfængslet i 23 dage.
Gode råd, hvis dit barn modtager SMS’er eller beskeder på sociale medier fra hvide bude:
- Svar aldrig på beskederne.
- Tag gerne screen dumps af beskeden og nummeret.
- Kontakt politiet på tlf. 1-1-4.
- Slet beskeden og blokér modtager, hvis det er muligt.
- Vær også opmærksom på, at der kan komme andre beskeder, hvor gerningsmænd forsøger at lokke børn til at overføre penge på et falskt grundlag.

Læs også: Kvinde dømt for narkosalg via Snapchat
Forældre synes, at deres børn er kræsne
Ny undersøgelse: Hver tredje forælder synes, at deres børn er kræsne. Børnene er dybt uenige. 31 procent af danske forældre synes, at deres børn er kræsne. Det viser en ny rapport fra Arla Fonden. Samtidig viser rapporten, at børnene er dybt uenige i forældrenes påstand, og at de bliver både kede af det og mindre madmodige af at blive kaldt kræsne.
– I Danmark har vi afskaffet mobbe-ord som ’Kloge-Åge’, men holdt fast i ’Kræsenpind’. Vi risikerer at give vores børn et problematisk forhold til mad, siger familierådgiver Lola Jensen.
Der foregår en konflikt hen over spisebordene i Danmark. Mellem børn og forældre. Godt seks ud af 10 børn er blevet kaldt kræsne. Halvdelen af dem den seneste måned. Hver tredje forælder siger i årets BUM-undersøgelse, at de synes, at de har kræsne børn. Men børnene er ikke enige.
Faktisk synes børnene selv, at de er madmodige. 67 procent af dem siger, at de godt kan lide at smage ny mad. 77 procent af dem mener ligefrem, at de er madmodige.
Tallene stammer fra Arla Fondens årlige Børn, Unge og Mad-undersøgelse, hvor godt 1.000 børn i alderen fra 11-15 år bliver spurgt om deres tanker, følelser og erfaringer med mad. Samtidig er forældre blevet spurgt om mange af de samme spørgsmål. Ingen andre undersøgelser i Danmark ser på børnenes forhold til mad ved at spørge børnene på denne måde.
Sanne Vinther er direktør i Arla Fonden, som foreløbig har haft 10.000 børn igennem en uges madlejrskole. Derfor kender hun børnenes forhold til mad usædvanlig godt. Hun er ikke overrasket, men dog noget rystet over, at så mange forældre definerer deres børn som kræsne. Af flere årsager.
– Man kan godt sige ’nå, ja, det går nok’. Men i det øjeblik vi går ind og definerer vores børn som kræsne, så problematiserer vi deres forhold til mad. Og dermed enten skaber vi et problem eller forstærker det, forklarer Sanne Vinther og fortsætter:
– Det er ikke ligefrem befordrende for en konstruktiv dialog om maden at blive kaldt kræsen.
Det bekræfter børnene – 15 procent af børnene fortæller, at de bliver kede af at blive kaldt kræsne, og to ud af 10 nægter at smage på maden, hvis de er blevet kaldt kræsne.
Familievejleder gennem 37 år, Lola Jensen er en markant stemme i de udfordringer, forældre har haft med børn gennem generationer, og hun genkender maden som et sted med særlige udfordringer.
– Vi har et problem her. Forældre ser måltidet som et succesprojekt fremfor at have fokus på, at det skal være et måltid til kroppens ve og vel og skabe følelsen af fællesskab. Derfor ender måltiderne tit med at være en kampzone, og det modarbejder kun det gode mål, siger hun og understreger, at vi skal få ryddet op i vores sprog.
– Vi har efterhånden fået ryddet ud i ord som ’Tudemarie’, ’Kloge Åge’ og mange andre lignende udtryk. Ordet ’kræsenpind’ overlever, fordi det at få barnet til at spise sundt er et projekt for forældrene. Det synes jeg, er en helt forkert tilgang til at invitere børnene til at smage flere nye madvarer, siger Lola Jensen.
Sanne Vinther oplever, at børnenes egen opfattelse af at være nysgerrige og åbne er helt korrekt.
– Det handler om, at vi som forældre håndterer det her forkert. Og det kan give børnene et problematisk forhold til mad og måltidet. En del af måltidet er borddækning, varme og samtale. Hvis vi er ved at sætte det over styr, risikerer vi at miste børns nysgerrighed, og det bekymrer mig. Madmod er nøglen til sundhed, slutter Sanne Vinther.
Lola Jensens tre råd til at få børn til at spise bedre:
Inddrag børnene i madlavningen.
Sørg for, at børnene kan se, hvad der er i maden.
Lad måltidet være mindre projektorienteret og byg langsomt på.
Nøgletal fra undersøgelsen Madmod:
- 31 procent af forældrene mener, at de har kræsne børn.
- Seks ud af 10 børn er blevet kaldt kræsne.
- 55 procent af børnene mener, at deres mor har kaldt dem kræsne. Men det er kun 36 procent af mødrene, der indrømmer at have kaldt deres barn kræsent.
- 67 procent af børnene siger, at de godt kan lide at smage ny mad.
- 77 procent af dem mener ligefrem, at de er madmodige.
Om rapporten: Børn, Unge og Mad 2022:
Børn, unge og Mad er en årlig tilbagevendende analyse, der skal være med til at skabe madglæde og bæredygtige madvaner i den næste generation og dermed også bidrage til at fremme Arla Fondens formål. Arla Fonden driver to MADlejrskoler og har via de flere tusinde danske skoleelever, der hvert år besøger de to madlejre, en helt unik adgang til en gruppe, som ellers kan være svære at få i tale.
Ved at spørge ind til madlavning, madmod, måltidssituation i hjemmet og klimatænkning i maden, får vi et helt enestående billede af de unge tanker, følelser og erfaringer med mad. Den adgang til at give børn og unge en stemme findes ingen steder i dag, og materialet giver et enestående indblik i de unges madkultur.
Det vil Arla Fonden gerne bruge til at skabe værdi for de unge, familier, skoler, forskere og øvrige stakeholdere på området. Det vil give inspiration til indsatsen for at fremme almen maddannelse og sundere og mere bæredygtige madvaner blandt børn og unge.
Hele rapporten kan læses på bornungeogmad.dk.

Læs også: Danskernes madvaner
Politiet opfordrer gerningsmand til drab og drabsforsøg til at melde sig
En 35-årig mand døde onsdag aften efter et knivstikkeri, hvor også en 31-årig mand blev stukket. Københavns Politi har en indikation af, hvem gerningsmanden er og opfordrer ham til at melde sig selv.
Københavns Politi har siden efterforsket knivstikkeriet i Københavns Sydhavn, hvor en 35-årig mand blev dræbt, mens en 31-årig mand også blev stukket og var i kritisk tilstand.
Politiet fik anmeldelsen om knivstikkeriet på Peter Sabroes Gade klokken 20.03. Patruljer var hurtigt fremme, og de to sårede blev kørt til behandling på hospitalet. Den 35-årige blev kort efter erklæret død, mens den 31-åriges tilstand er kritisk men stabil.
I forbindelse med efterforskningen har Københavns Politi talt med flere vidner og har også modtaget en videooptagelse af hændelsen. Politiet har på den baggrund en klar indikation af, hvem gerningsmanden er, og han opfordres til at melde sig selv.
– Vi har med hjælp fra vidner og optagelsen af knivstikkeriet et godt billede af, hvem der er gerningsmanden, og ham leder vi efter lige nu. Er der vidner, der ved, hvem han er og hvor han befinder sig, så hører vi selvfølgelig gerne fra dem, og jeg vil også opfordre ham til selv at kontakte os, udtaler politikommissær Peter Kamp fra Københavns Politi.
Det er endnu uvist, hvad der førte til knivstikkeriet, men de tre personer har tilsyneladende haft et forudgående skænderi på et værtshus. Umiddelbart er det ikke vurderingen, at sagen er banderelateret.
Københavns Politi har som nævnt modtaget videoklip af knivstikkeriet og opfordrer i den forbindelse til, at optagelserne ikke deles med andre via sociale medier.
– Det er nogle voldsomme optagelser, som ikke skal ud og florere på nettet. Har man billeder eller optagelser af hændelsen, kan man overdrage dem til politiet og ikke andre, slutter Peter Kamp.
Københavns Politi var til stede på Peter Sabroes Gade med den mobile politistation torsdag. Borgere kan også kontakte Din Betjent i området – find det direkte nummer på www.dinbetjent.dk.

Læs også: Knivstikkeri i Vollsmose




