
NEWS: Fire nattelivszoner etableres i København
Fire nattelivszoner etableres i København · Hjælp gartnerne i Tivoli med at lægge løg på søndag i Tivoli · Truede butiksansatte under røverier og nu idømt to et halvt års fængsel · Bille August skal instruere ny Netflix-film · Dagens billede: Godt nyt til kaffeelskere · Fredagsfjol: Endelig fredag 🐱
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Fire nattelivszoner etableres i København
Københavns Politi indfører fire nattelivszoner, hvor personer dømt for visse former for kriminalitet kan få forbud mod at færdes i nattetimerne. Zonerne dækker nogle af byens mest populære gå-i-byen-områder omkring Gothersgade, Vestergade, Vesterbrogade og Kødbyen. Formålet er at øge trygheden og forebygge kriminalitet i nattelivet.
De fleste byture med vennerne er heldigvis både festlige, sjove og trygge. Men der er nogle få personer, der kan ødelægge stemningen og trygheden ved at begå vold eller anden alvorlig kriminalitet i nattelivet.
De personer kan, efter en lovændring den 1. juli 2021, nu idømmes et forbud mod at deltage i nattelivet i op til to år. Forbuddet gælder på alle serveringssteder i landet. Det gælder desuden i de såkaldte nattelivszoner, der er områder, som politiet har mulighed for at udpege på steder med for eksempel en høj koncentration af beværtninger og aktivitet i aften- og nattetimerne.
– Før corona så vi flere forfærdelige episoder, hvor uskyldige, unge mennesker blev brutalt overfaldet i nattelivet, blandt andet i Gothersgade. Det hører ingen steder hjemme. Derfor er jeg glad for, at Københavns Politi er klar til at oprette nattelivszoner i København så hurtigt efter, at vi fik lovgivningen på plads. De fire zoner skal være med til at gøre det tryggere for voldsofrene og alle andre at gå ud i Københavns natteliv og byens gader, forklarer justitsminister Nick Hækkerup (S).
Konkret betyder forbuddet, at de dømte ikke må gå ind på barer, bodegaer og så videre eller færdes i nattelivszonerne mellem klokken 24.00-05.00.
– Nattelivszoner er et nyt værktøj til at øge trygheden i nattelivet. I zonerne kan vi undgå, at personer med nattelivsforbud skaber utryghed i nattelivet. Samtidig kan det være med til at give ofre for vold en tryghed, at deres overfaldsmand ikke frit må færdes i nattelivet, fortæller politidirektør Anne Tønnes.
Københavns Politi har udvalgt fire områder, hvor der fra den 14. september 2021 oprettes nattelivszoner. Zonerne dækker nogle af byens mest besøgte gå-i-byen-områder, nemlig omkring Gothersgade, Vestergade, Vesterbrogade ved Rådhuspladsen og Kødbyen.
– De fire områder er valgt, fordi de alle har en høj koncentration af beværtninger, som tiltrækker rigtig mange mennesker. Samtidig viser vores analyser og erfaringer, at der på flere gader i områderne sker flere lovovertrædelser end andre steder i nattelivet. For den helt almindelige, lovlydige borger har nattelivszonerne ingen praktisk betydning – ikke ud over, at vi forventer, at de kan være med til at skabe større tryghed for alle i nattelivet, slutter Anne Tønnes.
Politidirektøren understreger, at nattelivszonerne ikke vil påvirke almindelige borgere, men alene er målrettet dømte kriminelle. De fire nattelivszoner træder i kraft den 14. september 2021 og gælder frem til den 13. september 2023 med mulighed for forlængelse.
Du kan se kort og en nærmere beskrivelse af de fire nattelivszoner her. På hjemmesiden kan du også altid finde en opdateret liste over gældende nattelivszoner i Københavns Politikreds.
Fakta om nattelivsforbud:
Den 1. juli 2021 trådte en lovændring i kraft, som gør det muligt at forbyde personer, der er dømt for visse former for kriminalitet, at færdes og tage ophold på serveringssteder over hele landet samt i definerede nattelivszoner i tidsrummet 24.00-05.00.
Ud over nattelivszoner i udvalgte områder med mange beværtninger og aktivitet i aften- og nattetimerne, kan politiet etablere nattelivszoner af mere kortvarig karakter i forbindelse med for eksempel en festival eller andre events. En nattelivszone kan ikke dække en hel by. En zone kan udpeges for op til to år med mulighed forlængelse.
Et nattelivsforbud gælder på serveringssteder og i nattelivszoner over hele landet.
En person kan idømmes et nattelivsforbud efter straffelovens § 79 c ved:
- Overtrædelser af straffeloven vedr. personfarlig kriminalitet og hærværk
- Overtrædelser af lov om knive og blankvåben
- Overtrædelser af lov om våben og eksplosivstoffer
Bryder den dømte forbuddet, er der i førstegangstilfælde udsigt til en bøde på 10.000 kroner. Ved gentagelse vil straffen som udgangspunkt være fængsel i 30 dage.

Læs også: Et flertal af unge føler sig pressede til at drikke
Hjælp gartnerne i Tivoli med at lægge løg på søndag i Tivoli
Som afslutning på den nye Have & Blomsterfestival i Tivoli inviteres gæsterne ind i forlystelseshaven for at hjælpe gartnerne med at lægge løg i Springvandsbedet foran Koncertsalen. Som tak for den hjælpende hånd får gæsterne et gratis løg med hjem og en billet så de kan se tulipanen i fuld flor i 2022.
Det er en gammel tradition som finder sted den 5. september fra klokken 12.00. Søndag bliver også afslutning på Tivolis første Have & Blomsterfestival og det sker med et program, hvor der lægges vægt på familieaktiviteter og et stort have og blomstermarked.
Valget af årets tulipan i 2022 Tivoli i København bliver hele to forskellige hele to sorter. Den ene lyder navnet ‘Yellow Pomponette’ og har en fin gul farve og den anden hedder ‘Sunlover’ og den har en gyldne næsten rød/orange forårsfarver. De hjælpsomme gæster får et løg for ulejligheden så længe lager haves.
Den kommende weekend bliver sidste chance for at deltage i Have & Blomsterfestivalen, hvor gæster kan opleve flere meter høje og blomstrende stilethæle i Springvandet. Gæsterne kan også se de spektakulære træudskæringer udskåret med motorsav, og ikke mindst lukkes festivalen af med et stort Have- og Blomstermarked samt en række workshops med fokus på bæredygtighed, byhaver, blomster og meget mere.
Tivolis chefgartner, Tom Knudsen siger om årets tulipan samt afslutningen på festivalen:
–Traditionen med at bede gæsterne om hjælp er en vældig god afslutning på årets nye Have og Blomsterfestival. Årets Tulipanblanding er en kombination med dobbelt – senblomstrende tulipaner, som på bedste vis signalerer forår. Blandingen vil fremstå med klare gule farver i kombination med rød/orange farver der vil udvikle sig gennem blomstringsperioden. Mellem tulipanerne vil der efterfølgende blive plantet gule og orange Kejserkroner, ligesom der vil blive plantet gyldenlak i de samme farver. Det er og meget andet kan gæsterne opleve i den sidste weekend med festivalen, som vi håber kan blive gentaget næste år.

Læs også: Lav Cakenhagens egne flødeboller
Truede butiksansatte under røverier og nu idømt to et halvt års fængsel
En 48-årig mand blev onsdag i Retten i Aarhus idømt fængsel i to et halvt år i en sag, hvor anklagemyndigheden påstod forvaring.
Den 48-årige blev dømt for at have begået to røverier i maj og august sidste år, hvor han truede butiksmedarbejdere for at slippe afsted med nogle varer, han havde stjålet. Desuden blev han dømt ved to andre lejligheder at have truet både en betjent og en civil borger verbalt. I maj begik den 48-årige røveri i SuperBrugsen i Højbjerg, hvor han stjal nogle madvarer og råbte trusler mod to medarbejdere, der opdagede tyveriet.
I august var den 48-årige på spil i Rema1000 i Solbjerg, hvor han stjal flere madvarer. Da han var i færd med at køre væk fra stedet i sin bil, forsøgte en medarbejder at standse ham, men den 48-årige valgte at gasse op og køre direkte mod medarbejderen, der måtte springe til side.
Det var blandt andet via videoovervågning, at manden senere blev genkendt som gerningsmand, der er i øvrigt er dømt adskillige gange for personfarlig kriminalitet.
I retten argumenterede anklagemyndigheden for, at manden skulle idømmes forvaring. Ikke kun på grund af de konkrete forhold alene – men fordi den 48-årige er massivt forstraffet og i løbet af de sidste mange år er blevet dømt i adskillige sager om personfarlig kriminalitet.
– Den 48-årige har trods adskillige domme og intensiv støtte og hjælp fortsat med at udøve alvorlig kriminalitet, og Retslægerådet vurderede, at den 48-årige udgør en fare for andre mennesker, og at forvaring kunne bringes i anvendelse. Nævningetinget vurderede dog sanktionen anderledes end anklagemyndigheden, som nu vil læse dommen grundigt og vurdere, om sagen skal indstilles til anke hos Statsadvokaten, udtaler senioranklager Jakob Beyer.
Den 48-årige erkendte delvist forholdene og modtog dommen.

Læs også: DNA-spor sendte narkohandlere fem år i fængsel
Bille August skal instruere ny Netflix-film
I onsdags offentliggjorde Netflix ‘Ehrengard’– en ny dansk Netflix-spillefilm instrueret af Oscar-, Golden Globe- og dobbelt Guldpalme-vinder Bille August og med scenografi af Hendes Majestæt Dronningen. Filmen er baseret på novellen ‘Ehrengard’, der var et af Karen Blixens (1885-1962) sidste værker. Anders August er manuskriptforfatter, og Marcella Dichmann fra SF Studios er producer. Projektet er udviklet af Jacob Jørgensen og JJ Film over de sidste 10 år.
I eventyrriget Babenhausen bliver en ung, selvudnævnt kærlighedsekspert, Cazotte, hyret af den intrigante storhertuginde til at hjælpe med at sikre en arving til tronen. Mens han leder efter en passende fremtidig prinsesse, underviser Cazotte også den generte og indadvendte kronprins i kunsten at forføre og elske. Men deres plan giver bagslag, da en arving bliver undfanget uden for ægteskab, og kongefamilien må søge tilflugt på Rosenbad-slottet. Alt imens rivaler internt i kongefamilien kommer på sporet af deres udspekulerede plan, bliver Cazotte selv forelsket i hofdamen Ehrengard og lærer gradvist, at han faktisk slet ikke er nogen kærlighedsekspert.
Filmen byder på scenografi designet af Hendes Majestæt Dronningen. Siden 1970 har Dronningen været engageret i en lang række kunstneriske udtryksformer: maleri, kirketekstiler, akvareller, tryk, bogillustrationer, decoupage, scenografi og broderi. På grund af sit mangeårige virke som scenograf i dansk film, tv og teater er hun æresmedlem i Sammenslutningen af Danske Scenografer.
Bille August om projektet:
–At ’Ehrengard’ bliver vakt til live som en Netflix-film er en storslået mulighed og jeg glæder mig rigtig meget til at introducere denne fascinerende historie om forførelse og begær til et globalt publikum. Dronningen har skabt de mest fantastiske decoupager til anledningen, og de kommer til at være det dominerende træk ved filmens overordnede scenografiske udtryk. ”Fantastisk” (i bogstaveligste forstand) er vores udgangspunkt for filmen; vi ønsker at bruge humor og elegance til at skabe et ubekymret, burlesk, fabelagtigt og autonomt visuelt univers.
Hendes Majestæt Dronningen:
– Karen Blixens historier har altid fascineret mig – med deres æstetiske fortællinger, deres fantasi og deres, for mig, billedfremkaldende verdener – og jeg er utrolig glad for at være en del af dette projekt. Man kan virkelig mærke, at forfatteren var en billedkunstner præcis som H.C. Andersen. Men hvem er Ehrengard? Hun er en af Karen Blixens fascinerende kvindelige karakterer og en af de få, hvis historie ender lykkeligt. Intrigerne væver sig ind og ud af hinanden, og Karen Blixen snurrer sit spin rundt om karaktererne, indtil vi (og de) bliver helt rådvilde. Hvordan vil gåden blive løst? Jeg har forsøgt at fortolke Blixens fantastiske univers i udviklingen af decoupagerne og kostumerne, og jeg glæder mig til at se fortællingen om Ehrengard komme til live i filmen.
Filmen får premiere globalt på Netflix i 2023.

Læs også: Anmeldelse af filmen ‘Respect’