
NEWS: Hver anden på vej på udenlandsferie er bekymret for coronasmitte
Hver anden på vej på udenlandsferie er bekymret for coronasmitte · Ukrudtsbrænderen er forårets store brandstifter · Gymnasieelever sigtet for falske coronapas · Nu er den ny vandre- og oplevelsesrute omkring Silkeborg åbnet · Dagens video: Glædeligt nyt
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Hver anden på vej på udlandsferie er bekymret for coronasmitte
Det er specielt dem, der planlægger at rejse til Frankrig og Italien, der er bekymrede, mens dem, der skal til Grækenland, Spanien og Storbritannien, ikke forventer forstyrrelser på ferien. Her er gode råd til, hvordan man minimerer bekymringer, og hvad man gør, hvis man selv eller børnene alligevel er uheldige og bliver smittet i udlandet.
Lempede restriktioner, EU-coronapas og udsigten til en kølig dansk sommer har fået tusindvis til at satse på sommerferie uden for landets grænser.
Men selvom Udenrigsministeriet ikke længere fråder rejser til populære destinationer i Sydeuropa, så forventer rejselystne danskere langt fra, at turen bliver bekymringsfri. Tværtimod.
Knap 5 ud af 10 (48%) svarer i en undersøgelse, YouGov har foretaget for Topdanmark, at de er bekymrede for at strande på deres destination på grund af restriktioner, eller at de er nervøse for at blive syge eller smittet med covid-19.
Den samme mængde (48%) har, trods bekymringer, dog ikke gjort noget udover det sædvanlige for at forberede sig eller sikre, at man kan få hjælp på rejsen, viser undersøgelsen.
Kun 7% har undersøgt lokale muligheder for at få lægebistand og behandling, mens 3 ud af 10 (28%) har sat sig ind i deres rejseforsikring.
– Jo tættere vi kommer på sommeren, desto flere kunder har vi dog i røret, der spørger specifikt til, hvilke muligheder de har for at få hjælp fra rejseforsikringen eller lægevejledning på ferien. Vi kan se, at mængden af henvendelser stiger uge for uge. Det er ikke vores opgave at rådgive om, hvorvidt man bør rejse. Vi opfordrer til, at man følger myndighedernes retningslinjer. Men skulle det ske, at man blev syg med covid-19, så er vi naturligvis også klar til at hjælpe, fx med lægebehandling, siger Carsten Elmose, koncerndirektør for privatkunder i Topdanmark.
Topdanmark har valgt at betragte covid-19 som hvilken som helst anden sygdom, og kunder er derfor dækket på normale vilkår, også uanset om de er vaccineret eller ej.
Hver tredje (32%) svarer i undersøgelsen, at de ikke er bekymret for at rejse til udlandet i 2021.
Hvem er mest og mindst bekymret?
Det er specielt blandt dem, der planlægger en tur til Frankrig, at bekymring for at blive syg fylder meget. Her svarer 4 ud af 10 (43%), at de er nervøse for smitte med covid-19.
Risikoen for, at pludselige ændringer i restriktioner spænder ben for ferieoplevelsen, fylder mest hos dem, der har booket en tur til Italien. Knap halvdelen (47%) svarer, at de frygter, at nye restriktioner besværliggør turen.
Dem, der planlægger at besøge Grækenland, Spanien og Storbritannien, er mindst bekymrede for smitte. Her svarer under 20%, at de nervøse for sygdom eller smitte med covid-19.
Hvad hvis man vil aflyse rejsen?
Man kan som udgangspunkt benytte sin afbestillingsforsikring, hvis destinationen var “grøn” eller “gul” uden rejserestriktioner, da rejsen blev købt, og destinationen efterfølgende bliver kategoriseret som “rød” eller “orange” på grund af covid-19.
– Ændrer situationen eller rejselysten sig i sidste øjeblik, er det først og fremmest vigtigt at få styr på, hvad konsekvensen er, hvis du ikke kommer afsted, eller hvad din plan B er, siger Carsten Elmose.
– Vi opfordrer alle til at kontakte deres forsikringsselskab, inden man beslutter sig, da der kan være forskel på dækninger, og da tilbud om fx kompensation, ombooking eller voucher kan have indflydelse på mulighederne for at få erstatning, slutter han.
Hvis man har købt en såkaldt pakkerejse hos et rejsebureau, skal man kontakte rejseselskabet for at høre om mulighederne for ændring eller afbestilling.
Om undersøgelsen:
Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov for Topdanmark i periodenden 28.- 31. maj 2021 blandt 1.008 repræsentativt udvalgte danskere over 18 år (CAWI-interview).

Læs også: Her er gode tips til at gå offline i sommerferien
Ukrudtsbrænderen er forårets store brandstifter
Det er forår og højsæson for brug af ukrudtsbrændere. Det bekvemme hjælpemiddel kan dog få dit hus til at gå op i flammer, hvis du bruger det forkert. Du får derfor her en række gode råd til at undgå ulykker med din ukrudtsbrænder.
Det er tid til at komme i haven igen og få styr på ukrudtet. Men pas på, hvis du bruger ild til at fjerne de uønskede planter i haven. Ukrudtsbrændere er hvert år skyld flere hundrede alvorlige brandulykker.
Foråret og sommeren er lig med hygge i haven og på terrassen med venner og familie, men også den evige kamp mod ukrudtet. Det trælse arbejde kan gøres langt nemmere med en ukrudtsbrænder, som er en effektiv og populær måde at komme af med kvikgræs, padderokker og andre typer ukrudt. Desværre er det også en meget brandfarlig metode.
Uanset om det er i haven, på gårdspladsen eller i det offentlige rum, skal ukrudtsbrændere derfor benyttes med stor forsigtighed, lyder det fra Danmarks næststørste forsikringsselskab Topdanmark.
– Når du bruger en ukrudtsbrænder, skal du være meget opmærksom på at holde brænderen på afstand af både dig selv, dit hus, garage, skure, køretøjer, bevoksning, spindelvæv, tørre blade og i det hele taget alt brændbart. Det er et ekstremt brandfarligt redskab, og risikoen for at starte en brand bliver desværre ofte undervurderet, siger Carsten Elmose, koncerndirektør for privatkunder i Topdanmark.
Hvis du alligevel vælger at bruge en ukrudtsbrænder, så husk, at ukrudtet kun skal svitses. Det skal ikke brandes. Hvis ukrudtet antændes, kan ilden både sprede sig hurtigt til omgivelserne over jorden, og det kan gå i ukrudtets rodnet under jorden og på den måde sprede sig flere meter til boligen eller andre omkringliggende bygninger.
Det er derfor et godt råd at bruge ukrudtsbrænderen tidligt på dagen, så man kan holde øje med området resten af dagen. Ligeledes bør man undgå at bruge ukrudtsbrænderen, når jorden er tør eller når det blæser.
– Ukrudtsbrændere er skyld i over 200 brande hvert år. Desværre når nogle af disse brande at udvikle sig til at blive meget omfattende, hvor folk mister hus og hjem. Det er højsæson for den type skader, så jeg vil kraftigt opfordre til at passe på ved at holde afstand til alt brandbart og svitse ukrudtet om formiddagen, så du kan holde øje med det resten af dagen, slutter Carsten Elmose.

Læs også: Du kan stadig nå at lægge dine sommerblomsterløg
Gymnasieelever sigtet for falske coronapas
Seks aarhusianske gymnasieelever blev sidste uge sigtet for dokumentfalsk, efter de har forfalsket deres coronapas for at kunne fremvise et negativt testsvar og møde til undervisning.
I sidste uge fik Østjyllands Politi en henvendelse fra et gymnasium i Aarhus, hvor en medarbejder havde opdaget et mistænkeligt coronatestsvar, som en af skolens elever havde sendt ind. Medarbejderen havde bemærket, at der var nogle detaljer ved testsvaret, der så anderledes ud, og ved gennemgang af alle testsvar fandt man frem til i alt fem coronapas, der var blevet forfalsket på forskellig vis.
Skolen indkaldte de fem elever, to kvinder og tre mænd i alderen 16-18 år, til en samtale, hvor de alle erkendte at have forfalsket deres testsvar. Sagen blev herefter overgivet til politiet, der nu har sigtet de fem elever for dokumentfalsk. I denne uge blev endnu en af gymnasiets elever, en 17-årig kvinde, sigtet for at have forfalsket sit coronapas.
– Det er rigtig dumt at forfalske sit coronapas, for det kan få langvarige konsekvenser for en ung gymnasieelev. Udover den straf man bliver idømt i retten, kan det også give en plet på straffeattesten, som kan få betydning for de unges uddannelses- og jobmuligheder, fortæller politiinspektør René Raffo, der på det kraftigste advarer andre om at forsøge at forfalske coronapas.
Straffen for denne type dokumentfalsk vil typisk være mellem 20 og 40 dages betinget fængsel, men da der er tale om en straffelovsovertrædelse, der har relation til Covid-19, kan straffen potentielt forhøjes til det dobbelte jf. straffelovens § 81d.

Læs også: Danske gymnasieelever drikker som aldrig før
Nu er den ny vandre- og oplevelsesrute omkring Silkeborg åbnet
Nu kan du tage på opdagelse langs den nye vandre- og oplevelsesrute, ‘Silkeruten’, som omkranser det centrale Silkeborg. Silkeruten byder på skove, søer og flotte udsigter, og så tager ruten dig forbi mange af byens store kulturinstitutioner. Ruten blev indviet i søndags den 6. juni.
Silkeborg er hjemsted for nogle af Danmarks største sammenhængende statslige naturområder, og nu kan du opleve store dele af den på en ny vandrerute hele vejen rundt om byen.
Den 12 kilometer lange vandre- og oplevelsesrute rundt om Silkeborg midtby har fået navnet Silkeruten og er udviklet i samarbejde mellem Silkeborg Kommune og Naturstyrelsen. ’Silkeruten’ byder på en unik kombination af by og natur, som er særligt karakteristisk for Silkeborg.
Størstedelen af ruten løber igennem en mosaik af den smukkeste natur bestående af områdets karakteristiske søer og statsskove. Undervejs får du fantastiske udsigter, og der er rig mulighed for en badetur eller et stop ved en af byens store kulturinstitutioner, som ligger lige på ruten.
– Silkerutens stier har længe stået klar, men den officielle åbning har været udskudt på grund af corona. Nu kan vi endelig markere, at stien er åben for alle. Vi oplever en stor interesse for lidt længere dagsture i naturen, så forventningen er, at både lokale og områdets mange besøgende vil begive sig ud i de flotte landskaber omkring Silkeborg, hvor Silkeborg Kommune og Naturstyrelsen inviterede til indvielsen af Silkeruten, siger Søren Hald, skovrider i Naturstyrelsen.
Ruten løber fra Odden mod nord, langs søfronten og forbi havnen. Herfra fortsætter den igennem Sydbyen, langs Gudenåen, Aboretet og Vejlbo mose, forbi Almind Sø ind i Vesterskoven, langs med Ørnsø og gennem Lysbro Skov.
– Nu kan vi endelig give borgerne den indvielse, vi har glædet os til det sidste år. På åbningsturen byder ruten nemlig på et væld af musikalske og kulturelle oplevelser med alt fra poetiske masker, artister i træerne, sangere til kunstværker i skovene, fortæller Anne Line Vestergaard, Outdoor Sekretariatet i Silkeborg Kommune.
Læs mere og find kort over ruten her.

Læs også: Kulturguide: Det kan du opleve i juni rundt om i Danmark