
NEWS: Endelig åbner Danmark mere
Endelig åbner Danmark mere · Forslag om forbud mod bure til landbrugsdyr får overvældende støtte under høring i EU-Parlamentet · Science Museerne fejrer 201-året for opdagelse af elektromagnetismen · Danske unge sover for lidt · Oscar uden mundbind · Dagens video: Noget af en nødlanding
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Endelig åbner Danmark mere
I dag genåbner stormagasiner over 15.000 kvm ligesom udendørsservering og indendørsservering også er muligt fra i dag. Og så kan vi endelig komme tilbage til museerne, kunsthaller og biblioteker, der også byder gæster indenfor (med coronapas).
Her er de særlige retningslinjer og afklaringer for genåbning af indendørs- og udendørsservering:
- Der gælder ikke et arealkrav for udendørsservering.
- For indendørsservering gælder et arealkrav på 4 m2 pr. kunde. Dog 2 m2, hvis kunderne i det væsentlige grad sidder ned.
- Restauranters og øvrige serveringssteders udendørs og indendørs arealer bør indrettes, så der kan holdes 1 meters afstand mellem gæster.
- Der gælder krav om mundbind eller visir i serveringsteders lokaler, men ikke ved udendørs lokaliteter.
- Der er krav om kunders fremvisning af coronapas ved indendørs servering.
- Serveringssteder skal holde lukket senest klokken 23.00. Dog må sidste udskænkning (alkoholdige drikkevarer) ikke ske senere end klokken 22.00.
- For et coronapas i form af et positivt resultat af en covid-19-test gælder det, at denne er mindst 14 dage og højst 180 dage gammel regnet fra tidspunktet, hvor testen blev foretaget.
- Der er indført krav om forudgående bordreservation for indendørsservering på serveringssteder. Dermed forstås at forudgående reservationen foretages tidsmæssigt adskilt (min. 30 min) fra ankomsten til det indendørs serveringssted. Der er ingen formkrav til, hvordan den forudgående reservationen skal ske. Denne kan således f.or eksempel foretages online, telefonisk eller ved personlig henvendelse. Kravet om bordreservation gælder som udgangspunkt frem mod den 6. maj.
Link til Erhvervsministeriets meddelelse om opdaterede retningslinjer.

Forslag om forbud mod bure til landbrugsdyr får overvældende støtte under høring i EU-Parlamentet
I sidste uge afholdt Europa-Parlamentet en tre timers offentlig høring om det europæiske borgerinitiativ ‘End the Cage Age’, som blev hilst varmt velkommen af de tre EU-kommissærer, der var til stede under høringen.
Et stort antal medlemmer af Europa-Parlamentet (MEP’erne) kom med indlæg, og generelt fik borgerinitiativet overvældende støtte.
Det europæiske borgerinitiativ, som er blevet gennemført via en lang række europæiske dyrevelfærdsorganisationer blandt andet Dyrenes Beskyttelse, opfordrer EU til at udfase brugen af bure i husdyrproduktionen en gang for alle. Dagens offentlige høring var en milepæl for ECI’en som optakt til det officielle svar fra Europa-Kommissionen, som forventes i løbet af de kommende måneder.
–EU hævder at være førende inden for dyrevelfærd, men hvert år sidder mere end 300 millioner opdrættede dyr i trange bure uden hensyn til deres naturlige behov og adfærd. Denne gammeldags praksis er fuldstændig unødvendig. Der findes velfungerende systemer rundt omkring i Europa, som tilgodeser dyrene, forklarer Britta Riis, Direktør i Dyrenes Beskyttelse.
En række progressive medlemsstater og virksomheder har vist vejen i forhold til at få burene udfaset. Nu er det på tide, at resten af EU indhenter det forsømte. I overensstemmelse med ambitionerne i strategien European Green Deal og Farm to Fork strategien, opfordres Kommissionen til at foreslå en udfasning af bure i landbruget gennem en revision af direktivet fra 1998 om beskyttelse af opdrættede dyr.
– Danmark er et af de lande, hvor vi har gode erfaringer med at give dyrene bedre forhold. Høns, kyllinger og grise på friland er gode eksempler på, at det kan lade sig gøre at kombinere en forretning med god dyrevelfærd. Det er vejen frem, slutter Britta Riis
Norbert Lins, formand for Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter (Det Europæiske Folkepartis Gruppe, Tyskland), konkluderede under høringen, at ‘de fleste talere hilste dette initiativ velkommen’ og bemærkede, at ‘bolden nu ligger på Kommissionens banehalvdel” …
Før høringen i dag, samledes EU-borgere og Ngo’ere i tirsdags bag ECI-initiativet ‘End the Cage Age’ på Twitter og opfordrede MEP’erne til at støtte borgerinitiativet under den offentlige høring. I alt 35.000 tweets blev sendt hvilket gør den offentlig støtte til ECI’en ubestridelig.
‘End the Cage Age’ ECI kampagne blev lanceret den 11. september 2018 og blev afsluttet præcis et år senere. Resultatet af kampagnen blev 1,4 millioner verificerede underskrifter fra borgere i hele EU og er dermed det første succesfulde borgerinitiativ inden for velfærd for landbrugsdyr. Danmark stod for omkring 47.000 af underskrifterne.
Fakta:
Hvad er et EU-borgerforslag?
Det Europæiske Borgerinitiativ blev skabt med Lissabon-traktaten i 2007. Den giver EU-borgere mulighed for at få en finger direkte med i spillet, når EU laver love og regler.
Hvis én million EU-borgere fra mindst en fjerdedel (i dag svarer det til syv) af medlemslandene skriver under på en sag, så skal EU-Kommissionen tage den op og overveje, om det skal gøres til lovgivning.
Seks borgerforslag har indtil videre opfyldt kravene og fået en sag taget op.
Kilde: EU-Kommissionen og DR

Læs også: Danskerne kræver forbud mod buræg
Science Museerne fejrer 201-året for opdagelse af elektromagnetismen
Ørsted-udstilling om opdagelser, store tanker og skabertrang åbner på Steno Museet i Aarhus i dag onsdag den 21. april 2021. Samme dag genåbner også Science Museerne.
I starten af 2020 nåede Steno Museet at fejre 200-året for H.C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen med åbning af Ørsted-udstillingen ‘Nysgerrighed bringer ny teknologi’, inden museerne – ligesom store dele af det øvrige samfund – lukkede ned.
Onsdag den 21. april 2021 åbner vandreudstillingen ‘H.C. Ørsted på ny – skønheden i naturen’ på Steno Museet. Den markerer dermed både 201-året for opdagelsen og en længe ventet genåbning af Science Museerne. Udstillingen er udviklet af Selskabet til Naturlærens Udbredelse (SNU), der blev grundlagt af H.C. Ørsted i 1824 og ejer de fleste af de udstillede genstande. Udstillingen har været vist i Rundetaarn i København og på SDU i Odense. Nu er turen kommet til Steno Museet i Aarhus.
– H.C. Ørsted kunne selvfølgelig ikke forudsige, hvad hans opdagelse kunne bruges til i fremtiden, eller hvor afgørende den blev for udviklingen af det moderne samfund. Men det er jo en milepæl i den moderne verdenshistorie, forklarer Bent Lorenzen, direktør for Science Museerne, Aarhus Universitet. Historien om Ørsteds opdagelse viser os også noget om, hvor vigtig grundforskning er. Man kan ikke forudsige resultatet på forhånd, men det kan vise sig at være banebrydende. Som det for eksempel også var med Jens Christian Skous opdagelse af natriumkaliumpumpen, en anden af de store videnskabsmænd Steno Museet har en udstilling om.
Udstillingsperioden er på forhånd forlænget til 22. december på grund af, at museerne har været lukket i 4 måneder. Bent Lorenzen glæder sig over, at også 201-året for opdagelsen bliver markeret.
Fakta om udstillingen:
- Til udstillingen er blandt andet udviklet en interaktiv installation med kompasser og ledninger. Her kan gæsterne lege med, hvad der sker med kompasretningen, når de tænder og vender strømmen i ledningerne ved hjælp af to fodpedaler.
- Kompasinstallationen spejles i en mere autentisk opstilling af Ørsteds oprindelige forsøg. Det giver en meget realistisk fornemmelse af, hvor store batterier var i 1820’erne og dermed også forståelse for, hvad Ørsteds forskning har krævet.
- En mindestue med møbler fra Ørsteds hjem pryder udstillingen og giver en fornemmelse af indretning og stemning i et guldalderhjem. Man kan også blive klogere på Ørsteds opdagelse af aluminium og de 2000 nye danske ord, Ørsted skabte. Derudover kan man bl.a. se medaljer, et kompas samt en hårlok fra Ørsteds dødsleje. Man kan også se den elektromagnet, som Ørsted lod fremstille efter at have besøgt Faraday i England.
- I Planetariet kan man se film om H.C. Ørsted, elektromagnetismen, tiden og eftertiden.
Udstillingen er støttet af Industriens Fond, Ørsted, COWIfonden, William Demant Fonden, Otto Mønsteds Fond, Thomas B. Thriges Fond og Povl M. Assens Fond.

Læs også: April måneds kulturguide
Danske unge sover for lidt
Danske børn og unge sover mindre og mindre, og det har store konsekvenser for deres fysiske og mentale sundhed. I samarbejde med Just Human inviterer ILVA til gratis webinar om søvn med Chris MacDonald.
Teenagere skal have mellem ni og ti timers søvn hver nat, for at fungere optimalt, og mens adskillige studier dokumenterer, at børn og unge i dag sover for lidt, er søvn den mest afgørende faktor for vores mentale og fysiske sundhed på den korte bane. Når vi sover for lidt, bliver vi stressede og irritable, og en af verdens førende søvnforskere, Dr. Avi Sadeh, har tilmed påvist, at blot én times tabt søvn om natten, tre nætter i træk, sætter et barns kognitive udvikling cirka to år tilbage.
For at sætte fokus på søvn indgik bolighuset ILVA sidste år et samarbejde med Just Human, som skal støtte op om arbejdet for at sikre flest muligt en god nats søvn.
– Vi har Danmarks største udvalg af senge og derfor også et ansvar for at levere kompetent og faglig rådgivning omkring sengevalg og nattesøvn. Det passer perfekt sammen med Just Humans indsats for at forbedre børn og unges søvn og dermed deres helbred og mentale sundhed, forklarer Martin Hallund, der er kædedirektør i ILVA.
Som en del af samarbejdet inviterer ILVA og Just Human til gratis webinar torsdag den 22. april klokken 20.00. Her vil Just Humans stifter, Chris MacDonald, give en række værktøjer til, hvordan man kan give sig selv de bedste odds for en god nats søvn, og deltagerne vil få mulighed for at stille ham spørgsmål.
– Søvn er noget af det mest essentielle for både vores mentale, fysiske og sociale trivsel og vores indlæringsevne. Alligevel sover cirka halvdelen af de 11-15-årige mindre end anbefalet, og i løbet af de sidste 30 år er andelen af børn og unge, der sover for lidt, blevet fordoblet, siger Chris MacDonald og understreger:
– Det er simpelthen nødvendigt, at vi begynder at tage vigtigheden af søvn langt mere seriøst, hvis vi vil øge trivslen blandt de unge.
Skolebørnsundersøgelsen 2018 har blandt andet vist, at en stigende andel af danske skoleelever er trætte om morgenen, og for 70 procent af de 15-årige er det tilfældet flere gange om ugen. Med inspiration fra Just Humans nye undervisningsforløb, Jagten på den tabte time, som er støttet af Sundhedsstyrelsen, eksperimenterer en række skoler i øjeblikket med senere mødetider for de ældre årgange.
– Når børn bliver teenagere, ændres deres indre ur. Det betyder, at de først kan sove sent, og de kan ikke bare lære at gå tidligt i seng. Blandt de skoler, der arbejder med senere mødetider, har vi allerede set nogle af de ønskede effekter. De unge føler sig mindre søvnige, mere i stand til at lære og måske vigtigst af alt – de har det generelt bedre, slutter Chris MacDonald.

Læs også: Sådan påvirker søvnmangel din karriere
Oscar uden mundbind
Mandag kom det frem, at der ikke vil være krav om mundbind under filmning af årets Oscar på søndag. Det betydre med andre ord, at alle lige fra filmstjernerne og skuespillerne, instruktørerne og andre, der deltager i årets uddeling af de gyldne Oscar-statuetter ikke behøver at bære mundbind, når showet bliver filmet til tv–stuer verden over. Dette har Oscarakademiet ifølge det amerikanske medie Variety besluttet mandag morgen, skriver Ritzau.
Deltagerne skal dog tage deres masker på, når kameraerne bliver slukket – eksempelvis under reklamepauser. Begrundelsen ligger i, at showet anses som en tv– eller filmproduktion, hvor deltagere ikke har masker på på kamera. Årets Oscars bliver uddelt på søndag den 25. april.

Læs også: Sådan produceres Oscar-statuetterne