
NEWS: Ny rapport: Tropisk skov svarende til 10 gange Danmarks størrelse er forsvundet på et årti
Ny rapport: Tropisk skov svarende til 10 gange Danmarks størrelse er forsvundet på et årti · Lagkagehuset i samarbejde med Too Good To Go · Plejepersonale fra Sclerosehospital hjælper til · Alka tilbyder hjælp til tandlægeregningen · Dagens billede: Snart tager Biden over
Vi har udvalgt dagens væsentligste, sjoveste og skæveste nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Ny rapport: Tropisk skov svarende til 10 gange Danmarks størrelse er forsvundet på et årti
En ny rapport fra WWF Verdensnaturfonden viser et skræmmende billede af, at tropiske skove fortsat forsvinder med høj hastighed. På trods af de mange tiltag og målsætninger fra virksomheder på at bremse skovrydning har verden på lidt mere end et årti mistet 43 millioner hektar skov, svarende til 10 gange Danmarks størrelse – og det alene i de 24 afskovnings-hotspots identificeret i rapporten. Ét af disse er den brasilianske Cerrado, hvor skovrydning steg med hele 13 procent i 2020.
Analyserne i den netop offentliggjorte rapport er udarbejdet på tværs af 24 afskovnings-hotspots i Asien, Latinamerika og Afrika, hvor skovrydning vurderes at være værst. De viser, at mere end 43 millioner hektar skov er forsvundet på 13 år som følge af forbrug i forbindelse med blandt andet kvægdrift og produktion af soja og palmeolie.
Et af de steder, hvor skov forsvinder hurtigst, er Brasilien. I skovsavannelandskabet Cerradoen, der er hjem for 5 procent af verdens dyr og planter, ødelægges naturen med hastig fart på grund af netop kvægdrift og sojaproduktion, der har resulteret i et tab på en tredjedel (32,8 procent) af områdets oprindelige vegetation fra 2004 til 2017. Tal for 2020 viser at rydningen af Cerradoens naturlige vegetation steg med 13%*.
Ligeledes i landets Amazonasregnskov viser nyere tal, at skovrydning steg med 9,5 procent i 2020, hvilket er det højeste siden 2008. Og tendensen ser ud til at være virkeligheden i mange andre skovrige tropiske lande.
– Det kan ikke siges tydeligt nok, hvor vigtigt det er at tage tallene i rapporten og situationen alvorligt. Den globale skovrydning udleder enorme mængder af CO2, og fortsætter vi med at rydde skov i det tempo, mister vi et af vores vigtigste værn mod klimaforandringerne. Men skovene er også klodens oaser for biodiversitet og hjem for op mod 80 procent af verdens arter, der lever på land, ligesom 1,6 milliarder mennesker er direkte afhængige af skovene. Et stop for afskovningen er en afgørende faktor i kampen for at nå en lang række af FN’s verdensmål og et værn i kampen mod fremtidige pandemier, forklarer Bo Øksnebjerg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden.
Kvægdrift og produktion af soja og palmeolie er de største årsager til den globale afskovning. Blot i Danmark importerer vi 1,8 millioner tons soja om året, og 80 procent af det kommer fra Sydamerika. Det kræver et areal, der svarer til Sjælland, Lolland og Falster tilsammen. For palmeolie ligger vores import på 230.000 tons om året, primært fra Indonesien og Malaysia, hvor skovene også bliver ryddet for at give plads til plantager. Soja til foder og palmeolie har det største aftryk og bidrager årligt til CO2-udledning på mere end 7 millioner tons tilsammen, hvis der medregnes Land Use Change**.
– Rapporten lægger op til, at vi alle skal bidrage til at komme afskovning til livs, og vi bør i Danmark være foregangsland. Første skridt herhjemme er at sikre, at de varer, vi importerer, ikke har skov på samvittigheden, fortsætter Bo Øksnebjerg.
Af den årsag gik WWF Danmark i fællesskab med DIEH i 2019 sammen med dansk dagligvarehandel, fødevareproducenter og myndigheder og lancerede Dansk Alliance for Ansvarlig Soja. Med konkrete handlingsplaner for bæredygtig soja er den fælles vision, at al soja importeret til Danmark er produceret ansvarligt og lovligt og ikke bidrager til afskovning. En lignende alliance opstod i 2020, hvor 30 danske virksomheder, organisationer og myndigheder lancerede Dansk Alliance for Palmeolie.
Men virksomhederne kan ifølge Verdensnaturfonden ikke stå alene. der opfordrer Regeringen til at bakke op og aktivt støtte virksomheder i en koordineret dansk indsats for at komme importeret afskovning til livs.
– Danmarks bidrag til kampen mod global afskovning kan løftes til et helt andet niveau, også ud over vores egne afskovningsaftryk, men vi har brug for politisk handlekraft. Vi ser frem til en robust handlingsplan, som lytter til både de grønne organisationer og virksomhedernes faglighed og lokale kendskab, slutter Bo Øksnebjerg.
Ifølge Verdensnaturfonden viser COVID-19, at verden er nødt til at ændre sit forhold til naturen, og mens regeringer verden over adresserer de økonomiske og sociale konsekvenser af pandemien, bør det globale overforbrug og naturens sundhed i samme høje grad prioriteres, så pandemien kan være med til at skabe øget handling og de radikale ændringer, der er nødvendige for at beskytte verdens skove og sætte en stopper for skovrydning én gang for alle.
*http://www.inpe.br/noticias/
**https://static-curis.ku.dk/

Læs også: Danskerne har købt skov lå Lolland
Lagkagehuset i samarbejde med Too Good To Go
Danmarks største bager, Lagkagehuset, har indgået en aftale med Too Good To Go, som bekæmper madspild via en app, som forbinder producenter og forhandlere med forbrugere med henblik på salg af overskudsvarer.
De seneste uger har Lagkagehuset testet salg af lykkeposer med overskydende bagværk via madspildsappen Too Good To Go i syv udvalgte forretninger. Testperioden har vist sig at være så stor en succes, at Lagkagehuset nu permanent bliver tilknyttet To Good To Go-app’en og ruller konceptet ud i hele Danmark.
– Vi har i flere år haft et betydeligt fokus på at undgå madspild. Vi arbejder konstant på at blive mere præcise i at møde vores kunders efterspørgsel, så vi også har det rette udvalg af brød og kager til de kunder, som kommer sidst på dagen. Vi bager frisk brød og laver kager hver dag, og derfor har vi naturligt produkter tilovers, når vi lukker. Vi har en ambition om at sikre, at disse produkter ikke går til spilde, og vi genanvender blandt andet overskudsprodukter til fremstilling af romkugler, træstammer og rugbrødschips. Samarbejdet med Too Good To Go er endnu et vigtigt skridt mod at lykkes med den ambition,udtaler Jason Cotta, der er CEO hos Lagkagehuset
Samarbejdet med Lagkagehuset har længe stået på ønskesedlen hos Too Good To Go’s danske landechef, Heidi Boye. Dels fordi, der har været ekstremt høj efterspørgsel på Lagkagehuset blandt Too Good To Go’s brugere. Og dels fordi, et samarbejde af den kaliber for alvor kan flytte noget i den samlede madspildsindsats:
– Lagkagehuset er virkelig populært blandt vores brugere, så derfor er jeg selvfølgelig meget glad for, at vi nu kan byde dem velkommen i appen. Der er ingen tvivl om, at vi med dette samarbejde kommer til at sætte et seriøst præg på madspildsudviklingen inden for bagerbranchen. Og det er tiltrængt. Brød og kager udgør cirka tyve procent af det samlede danske madspild, hvilket både er spild af penge og ressourcer og et stort miljøproblem. Vores fornemste opgave er at sørge for, at mad havner i maver i stedet for containere, og det kan samarbejdet med Lagkagehuset i den grad hjælpe os med at indfri, fortæller Heidi Boye, landechef for Too Good To Go.
Too Good To Go-udrulningen vil ske i tre etaper. Forretninger med base i Jylland og på Fyn bliver koblet på appen i uge 3. Forretninger på Sjælland følger i uge 4. Derudover slutter 15 forretninger – primært med base i Meny-supermarkeder – sig til i februar, hvor samarbejdet dermed vil blive landsdækkende.
De deltagende forretninger vil hver udbyde mellem fem og 10 lykkeposer om dagen, og der bliver to varianter at vælge mellem: En blandet pose med blandt andet brød og lidt sødt og en ‘grab’n’go’-pose, der for eksempel kan indeholde sandwiches, pølsehorn og pizza. Begge poser vil koste 39 kroner og indeholde varer for en værdi af cirka 120 kroner.
Ud over Lagkagehusets genanvendelse af overskudsprodukter samarbejder bagerkæden allerede i dag med en række velgørende organisationer, som modtager store dele af det bagværk, der er i overskud ved lukketid.
Lagkagehuset donerer blandt andet bagværk til: Mændenes Hjem, Vincent Gruppen, Vesterbro Maduddeling, Betlehem og Apostel Kirkernes madudlevering til hjemløse, Kvindehjemmet, Cafe Exit, Vestre Fængsel, Kirkens Korshær i Aalborg, Den Blå Café i Hjørring, Kirkens Korshær i Randers, Stop Madspild i Kjellerup, Sind og Blå Viol i Skive og Stop Spild Lokalt i Viborg. Disse samarbejder vil fortsætte sideløbende med samarbejdet med Too Good To Go.

Læs også: Få styr på myterne og minimer dit madspild
Plejepersonale fra Sclerosehospital hjælper til
Sygeplejersker og sosu-assistenter fra Sclerosehospitalet kommer nu også patienter fra de covid-pressede sygehuse til hjælp.
Plejepersonale fra Sclerosehospitalet i Haslev indgår fra 18. januar i vagtplanen på Epilepsihospitalet, Filadelfia i Dianalund. Det sker efter Filadelfia i sidste uge indgik en aftale med Region Sjælland om at tage imod patienter fra regionens sygehuse. Sygeplejerske og sosu-assistenter fra Sclerosehospitalet trækker i uniformerne og gør klar til at tage til Filadelfia og hjælpe med at pleje patienterne.
– Jeg er glad for, at vi kan hjælpe – og jeg er stolt af vores sygeplejersker og sosu-assistenter, siger hospitalsdirektør Brita Løvendahl fra Sclerosehospitalet.
– Vi har hele tiden meldt os klar til at hjælpe i denne situation, hvor hele sundhedsvæsenet er presset på grund af pandemien. Medarbejderne gør det på helt frivillig basis, fordi de kan, og fordi de gerne vil.
Dermed er der opstået et unik samarbejde mellem det offentlige sygehusvæsen og de to specialhospitaler midt i corona-epidemien.
– Jeg er dybt taknemmelig, udtaler koncerndirektør. På sygehusene må flere og flere medarbejdere nu tage sig af covid-ramte patienter. Derfor har vi brug for at etablere ekstra sengepladser uden for sygehusene til de almindelige patienter. Især nu, hvor vi ruster os til at kunne modstå et måske endnu større pres på grund af den mere smitsomme coronavariant B.1.1.7, slutter Leif Panduro Jensen.
Epilepsihospitalet Filadelfia indgik i beredskabet den 8. januar og modtog her de første ni patienter. Hospitalet skal nu gøre følgeskab med gode medarbejdere fra Sclerosehospitalet.
– Vi forventer meget hurtigt at modtage op til 22 patienter fra sygehusene i Region Sjælland. Introduktion og planlægning af den samlede opgave er allerede godt i gang, så vi kan komme på omgangshøjde med de mange nye arbejdsopgaver, fortsætter administrerende direktør Jens-Otto S. Jeppesen fra Epilepsihospitalet Filadelfia.
– Epilepsihospitalet og Sclerosehospitalet kender hinanden rigtigt godt som to landsdækkende og dedikerede specialhospitaler, omtalt direkte i Sundhedsloven. Så jeg finder det helt oplagt, at vi som to specialhospitaler bidrager sammen midt i denne verdensomspændende sundhedskrise, slutter Jens-Otto S. Jeppesen fra Filadelfia.
Aftalen er indgået mellem Region Sjælland og Sclerosehospitalet i Haslev. Aftalen indebærer, at Sclerosehospitalet fra mandag 18. januar stiller sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter til rådighed for tjeneste på Filadelfia. Det er Region Sjællands E-hospital, der har det lægefaglige behandlingsansvar.

Læs også: Region Sjælland har brug for hjælp
Alka tilbyder hjælp til tandlægeregningen
Huller i tænderne eller behov for tandkroner behøver ikke at betyde store huller i tegnebogen. Alka tilbyder nu en ny individuel tandforsikring til danskere, som gerne vil forsikre sig mod dyre tandlægeregninger.
Mange danskere bekymrer sig forud for tandlægebesøg, fordi besøget kan ende med at blive en dyr omgang.
Gennem de seneste årtier er det offentlige tilskud til tandlægeregningen faldet, så staten nu om dage kun betaler omkring 15 procent af tandlægeregningen, mens de sidste 85 procent er egen betaling.
Som noget nyt har Alka derfor valgt at tilbyde kunder med en ulykkesforsikring, at de også kan tilkøbe tandbehandling. Forsikringen dækker udgifter til huller i tænderne, rodbehandlinger, kroner og broer, paradentose, implantater og kirurgiske indgreb. Du skal dog selv betale de første 500 kroner af behandlingen, og forsikringen dækker ikke det almindelige tandeftersyn.
– Et besøg hos tandlægen kan for nogle danskere efterlade et stort hul i økonomien og dyre banklån. Nogle dropper måske helt tandlægebesøget, fordi de er bange for, hvad regningen kan løbe op i. Som noget nyt tilbyder vi derfor vores kunder, at de kan forsikre sig mod store tandlægeregninger, siger direktør Frederik Sjørslev Søgaard, Alka.
Alkas tandbehandling kan købes, indtil man fylder 70 år og dækker op til 20.000 kroner årligt. Anmeldelse af udgifter skal ske via ‘Mit Alka’, hvor du kan uploade din tandlægeregning, efter du har været hos tandlægen.
– Vi dækker dog ikke behandlinger, hvor behovet er opstået før eller inden for de to første måneder efter køb af forsikringen. Hvis man vil have bleget tænder eller hvide porcelænskroner for et syns skyld, så er tandbehandlingen også for egen regning, slutter Frederik Sjørslev Søgaard.
Læs mere om hjælp til tandlægeregningen på alka.dk/tandbehanding.
Undgå dyre tandlægeregninger med en ny forsikring. (Foto: Lucien Libert/REUTERS for Alka PR)
Læs også: Sådan holder du dine tænder sunde og rene