Læs også:

Close
sved, dryp, vand

#Mettesmangemeninger: Tanker om tunge vægte, territorium og testosteron

Mit liv  | 

Høj hestehale, musik i ørene, stramme træningsbukser på og så skal deres trænes – eller så let går det faktisk ikke. For jeg er begyndt at træne på fællesarealerne i fitness, og der står menuen altså på tunge vægte, territorium og testosteron

… og det er altså en cocktail, jeg lige skal vænne mig til. Jeg har alle dage været en holdpige. Det vil sige sådan en pige, der går ind i en sal, bliver gennembanket i en time og går ud igen. En holdpige i mit tilfælde er ikke en, der dyrker holdsport som håndbold og fodbold, det har jeg aldrig gjort.

En rigtig holdpige

Men jeg har altid gået til dans på et hold, hvor vi stod i formationer, rækker og opstillinger og lærte en koreografi, men man dansede hver for sig. Derfor var det naturligt for mig, da jeg blev ældre, og jeg var gammel nok til det, at begynde i et fitnesscenter. Men der fortsatte jeg min holdtræning.

Jeg kan godt lide det der med, at du er “lukket” inde i et rum i en vis rum tid, og når du går ud igen, er du færdig. Du har fået sved på panden, og nogen har bestemt for dig, hvad du skal gøre. Altså du er ligesom sikret at få trænet, fordi du har meldt dig til, og holdet starter på et bestemt tidspunkt – om du er der eller ej. Jeg elsker at gå på hold, fordi man bliver inspireret af træneren, og man står sammen som hold og får energi af hinanden til at gennemføre timen.

yoga, holdtræning (Foto: Unsplash)
Stræk og bøj til yogatime. (Foto: Unsplash)

Corona har tvunget mig ud af holdsalen

Men så er der jo sket det, at corona er kommet, og her i anden store nedlukning må man kun være 10 på holdene. Og det er nærmest umuligt at få plads, medmindre man er booker en måned før. Så derfor har jeg overgivet mig og er begyndt at træne på alle fællesarealerne i fitness mellem de store maskiner, man ikke ved om er til maven eller armene.

Jeg må indrømme, det har været lidt en overvindelse for mig at bevæge mig ind på området mellem tunge vægte og testosteron. Jeg føler mig altid sikker og godt tilpas på holdene. Her hører jeg til, jeg ved, hvad der er kutyme, og hvordan man opfører sig. Jeg ved, hvad spillereglerne er, men jeg føler nu, jeg har bevæget mig ind på et ukendt territorium – et meget mandigt et af slagsen.

træning (Foto: Unsplash)
Skoene er snøret, og træningen kan gå i gang. (Foto: Unsplash)

At være ude blandt handyrene

Jeg har ikke samme overlegenhed og selvtillid ude blandt handyrene. Jeg har altid synes, det er sjovt (og ret sejt), når en mand kommer ind på et dansehold, til yoga eller stram-op lignende hold, fordi så kan vi (ofte kvinder) rigtig vise ham, hvordan man gør det her. Sommetider har det også irriteret mig lidt, fordi mange ofte ikke kan finde ud af at følge takten (det er så ikke kun mænd men generelt), men det er en anden snak.

Men nu er jeg jo så på deres territorium. Og jeg føler altså, de kigger på mig, som om jeg er faldet ned fra månen. Jeg bruger dog ikke maskinerne, men i stedet træner med løse vægte og laver øvelser. Men det er næsten værre, for så kan man rigtig stå og blive målt og vejet på, hvordan man tager den squat eller løfter den vægt.

motion, fitness, hop
Det kræver overvindelse at stå i fællesarealerne og træne, når man er en holdpige. (Foto: Unsplash)

Jeg er langsomt ved at finde min plads

Det, jeg synes, der er irriterende ved at træne selv, er, at der er utrolig meget tid, hvor man står og kigger rundt på en akavet måde. Ved godt at det jo er fordi, man samler kræfter til det næste, men jeg synes bare, det er sådan nogle lidt underlige minutter. Det handler i bund og grund nok om, at jeg er vant til at træne udholdenhed på holdene. Der kører du bare med 120 i timen i 60 minutter, mens jeg ved denne træningsform træner min styrke i stedet.

Helt naturligt bliver det nok aldrig for mig, og jeg synes, det er sværere at overholde tiden. Jeg bruger meget længere tid, end når jeg træner på hold, men omvendt så kan jeg træne, hvornår jeg vil, og det giver alligevel også lidt en frihed. Jeg er ved at vænne mig til det og siger til mig selv: ‘Jeg må jo også være her’, men det bliver altså aldrig med ligeså stor selvsikkerhed som på holdene, at jeg træder ind mellem de tunge vægte på et fremmed territorium mellem en høj frekvens af testosteron. Men dog er der altid lidt godt at kigge på – og det gør jo heller ikke noget, når det nu skal være.

farvel, goodbye (Foto: Unsplash)
Tak for denne gang. (Foto: Unsplash)

Det her blev den sidste #Mettesmangemeninger klumme i rækken. Jeg håber, I har fundet det sjovt at læse med og måske har kunne nikke genkendende til alle de mange følelser, meninger og tanker, jeg har i løbet af en uge. Klik på MIT LIV her på sitet eller søg på #Mettesmangemeninger, der ligger de alle samlet.

Bedste hilsner fra M🎈

 

Læs også: 

#Mettesmangemeninger: Når julen starter i oktober

jul, sne, lys (Foto: Unsplash)

· Mere fra samme kategori ·