
NEWS: 16-årige klimaaktivist Greta Thunberg hånet som bedrager
16-årige klimaaktivist Greta Thunberg hånet som bedrager · Flere fisk og færre bøffer kan redde lige så mange danskere, som der dør i trafikken · Venstreradikal gruppe arrangerer konkurrence for bedste plakathærværk · Lakrids By Bülow vinder pris ved Danish Design Award · Dagens billede: Jennifer Lawrence og Cooke Maroney nærmer sig dagen for deres ‘ja’
Vi har udvalgt dagens nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
16-årige klimaaktivist Greta Thunberg hånet som bedrager
Man kan finde flere videoer af den 16-årige svenske aktivist Greta Thunberg, der blandt andet har holdt taler ved klimakonferencer verden over og er blevet verdenskendt for sin skolestrejke, taler og klimademonstrationer.
Nu er hun blevet hånet af det tyske højrefløjsparti Alternative für Deutschland, der i et forsøg på at score vælgere frem mod valget til Europa-Parlamentet 26. maj, har klimaskepsis som mærkesag.
Partiet omfavner forskere, der ikke tror på menneskeskabte klimaforandringer. Og flere af partiets medlemmer har indledt en direkte latterliggørelse af den 16-årige svenske aktivist Greta Thunberg. AFD-medlemmer har kaldt Greta Thunberg – som lider af autisme – for »mentalt udfordret« og »en bedrager.« Det skriver avisen The Guardian. AfD-kandidaten Maximilian Krah har opfordret Greta Thunberg til at søge lægehjælp, for hendes »psykose,« som han kalder det.
Klimaskepsisen er en forholdsvis ny del af AfDs partiprogram, skriver The Guardian. For få år siden talte partiet nærmest ikke om klimaforandringer. Ved det seneste tyske valg til Europa-Parlamentet i 2014 fik AfD omtrent 7 procent af tyskernes stemmer. Meningsmålinger viser, at partiet står til at få mere end 10 procent af stemmerne ved det kommende valg om 11 dage.
På Facebook har Greta Thunberg tidligere skrevet, at hun bliver udsat for »enorme mængder had,« og at hun må lægge øre til mange konspirationsteorier. Hun skriver, at hun har i sinde at fortsætte sin klimakamp. Det skriver Berlingske.

Læs også: NEWS: Unge bekymrer sig mest om klimaet
Flere fisk og færre bøffer kan redde lige så mange danskere, som der dør i trafikken
Hånden på hjertet, hvor meget fisk spiser du? Ifølge de officielle kostanbefalinger skal du spise hele 350 gram fisk hver ugen. Men de fleste danskere spiser ikke så meget. Med kød er der derimod en anden historie. Mange danskere spiser meget mere, end de max 500 gram tilberedt rødt kød, som kostrådene foreskriver.
Ved at spise mere fisk vil man kunne undgå en del af de alt for tidlige dødsfald, der ses hvert år som følge af især hjerte-kar-sygdomme. Fx ville man kunne undgå omkring 170 dødsfald hvert år pga. blodpropper i kranspulsåren, viser Sofie Theresa Thomsen, postdoc ved Danmarks Tekniske Universitets, undersøgelse. Det er næsten lige så mange, som der døde i trafikken i 2017.
Det er dog ikke ligegyldigt, hvilke fisk vi spiser. Den store positive sundhedsgevinst får vi kun, hvis vi udskifter kødet med fede fisk, som fx sild og makrel, eller hvis vi spiser en blanding af fede og magre fisk.
Netop derfor er der også nogle befolkningsgrupper, der vil have særlig gavn af at udskifte kød med fisk. Mænd over 50 spiser generelt alt for meget kød, og de har også en ekstraordinær stor risiko for at dø af hjerte-kar-sygdomme. Hos kvinderne skyldes det primært, at fisk er godt for hjerneudviklingen hos et foster, hvis kvinden skulle blive gravid.
Hun understreger dog, at det især gælder for de mindre fisk som fx makrel og sild, der er placeret relativt lavt i den maritime fødekæde. Tun, som er en stor rovfisk, indeholder derimod så store mængder kviksølv, at den kun anbefales i små mængder til gravide. Det skriver DR.

Venstreradikal gruppe arrangerer konkurrence for bedste plakathærværk
Vandalisering af valgplakater er tilsyneladende sat i system op til folketingsvalget 2019. På en anonym hjemmeside deler brugere oplysninger om placering af valgplakater ophængt af Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti.
På en anden hjemmeside reklamerer den venstreradikale gruppe, Party Rebels, for en konkurrence med præmier til billeder af det henholdsvis »mest kreative«, »mest grineren«, »mest omfattende« og »mest destruktive« plakathærværk. Vinderne kåres ved en fest på valgdagen, som foregår på byggegrunden på Jagtvej 69, hvor Ungdomshuset lå frem til 2007:
– Medbring plakater (læs=lovligt fremskaffede billeder) af de politikere, du elsker at hade allermest! Vi skaffer rundboldbats, golfkøller, andre kreative remedier, til at tæske dem med! I hjørnet er der også en bålplads, hvor dem, der ønsker, kan skaffe sig af med sit valgkort på en ansvarlig måde!, skriver personerne bag.
Dansk Folkeparti havde mandag registreret 150 tilfælde af hærværk mod partiets plakater.
– Vi har også tidligere set hærværk mod plakater. Men ved det her valg er det sat i system, bl.a. ved at lave en hjemmeside, der fortæller, hvor plakater, man ikke kan lide, hænger, siger Peter Skaarup og tilføjer: Det her handler ikke om DF, men om vores demokrati, som ikke skal ødelægges af nogle få tosser, siger han med henvisning til, at hans folketingskollega fra Socialdemokratiet, Lars Aslan, også har haft plakatproblemer.
Peter Skaarup opfordrer politiet til at skride ind.
– Justitsministeriet bør tage initiativ og sammen med politiet sætte hårdt ind over for det her og de her grupper, siger han. Det skriver Berlingske.

Læs også: Antallet af valgplakater slår alle rekorder
Lakrids By Bülow vinder pris ved Danish Design Award
For den succesfulde lakridsvirksomhed har 2019 budt på omfattende rebranding, vækst og nye, bæredygtige tiltag. Med lanceringen af verdens første lakridsdåser i 100 % genanvendelig plast har LAKRIDS BY BÜLOW skabt et ikonisk design og går forrest i branchen og samtidig investerer i bæredygtighed. Nu bliver lakrids-brandet hyldet med en pris – netop for design, der gør en forskel.
Dansk design er ikke kun møbelklassikere og modetøj. Da Danish Design Award løb af stablen i går aftes, blev den moderne lakridsfabrik hyldet med prisen ’New jobs’. Prisen er en særpris, og LAKRIDS BY BÜLOW vinder for sit strategiske design, der udover at være bæredygtigt, funktionelt og æstetisk, både har skabt vækst, arbejdspladser og sat Bornholm på verdenskortet.
– Det seneste halvandet år har vi været i gang med at skabe lakrids på ikoniseret facon. Det er lykkedes. Vi har skabt en ikonisk lakridsdåse, hvor den klassiske danskhed kan afkodes i designet og selvfølgelig også i smagen af vores produkter. Med en indpakning af 100 % genanvendelig plast har vi desuden skabt et design, der rent faktisk gør en forskel. Derfor er vi stolte over at modtage særprisen ved Danish Design Award, der netop afspejler vores fokus på både design og bæredygtighed, siger Johan Bülow. Det skriver Lakrids By Bülow i en pressemeddelse.

Læs også: Opskrift: Chokoladebrud med lakrids
Dagens billede: Jennifer Lawrence og Cooke Maroney nærmer sig dagen for deres ‘ja’
Jennifer Lawrence blev for nylig forlovet med kunstgalleristen Cooke Maroney! Bryllupsforberedelserne er sat i gang og den store dag nærmer sig – og vi er spændte!