
NEWS: 2018 bliver det fjerde varmeste år til dato
2018 bliver det fjerde varmeste år til dato · Endnu flere bliver fattige og konsekvenserne er brutale · Hver fjerde danske hjem har ikke røgalarm · Regeringen vil forbyde tynde engangsplastikposer · Dagens billede: George Bush’s trofaste følgesvend
Vi har udvalgt dagens væsentligste nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
2018 bliver det fjerde varmeste år til dato
FN-organisationen for vejr og klima, WMO, udsender hvert år op til årets klimatopmøde en foreløbig status over verdens klima og årets vejrbegivenheder. I år er nogle af nøgleordene hedebølgen i Skandinavien og naturbrandene i Californien, Sverige og Grækenland.
Det fremgår i den netop offentliggjorte statusopgørelse for WMO, at store dele af Europa i 2018 oplevede ekstraordinær varme og tørke igennem slutningen af foråret og sommeren. Nogle af de mest unormale forhold ramte det centrale og sydlige Skandinavien, hvor perioden var den tørreste og varmeste nogensinde målt.
Større naturbrande har også sat sine spor på 2018. Området omkring Athen i Grækenland blev ramt af en stor naturbrand den 23. juli. Ifølge WMO’s statusopgørelse spredte branden sig hurtigt i kraftige vinde, som var usædvanlige for årstiden med vindstød på op til 124 km/t, og den medførte betydelige tab af menneskeliv. Også Sverige og senest Californien har været ramt af store naturbrande i 2018. Det skriver Danmarks Meteorologiske Institut.

Læs også: Sommeren 2018 skriver sig ind i historien
Endnu flere bliver fattige og konsekvenserne er brutale
Antallet af fattige børn er historisk højt. Med 12.000 flere i 2017 end året før er antallet steget til 64.500, og sammen med sænkelsen af integrationsydelsen på 2.000 kroner for enlige forsørgere – en del af finanslovsaftalen fra i fredags – vil det få katastrofale konsekvenser på både kort og langt sigt. Det skriver Dansk Socialrådgiverforening.
Den store stigning i antallet af fattige børn skyldes ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd især indførelsen af kontanthjælpsloftet, 225-timers reglen og integrationsydelsen. De trådte i kraft i efteråret 2016, og slår derfor for alvor igennem nu med tallene for 2017. Og med finanslovens beskæring af integrationsydelsen vil udviklingen efter alt at dømme fortsætte.

Læs også: Otte mænd ejer det samme som verdens 3,6 millioner fattigste
Hver fjerde danske hjem har ikke røgalarm
Det er den tid på året, hvor de fleste nyder at tænde stearinlys og sprede hyggen. Selvom levende lys er lig med større brandfare, har hver fjerde dansker ingen røgalarm i deres hjem. Det viser en ny undersøgelse, som er lavet for Gjensidige Forsikring.
Alt imens 76 procent af de danskere, der bor i hus, har en røgalarm, er det kun 62 procent af dem, der bor i etageejendom, der har en. Dette betyder altså, at mange ikke kun udsætter sig selv for fare, men potentielt set også deres naboer.
Undersøgelsen viser også, at der ligger dårlige undskyldninger og sjusk bag, at mange ikke har røgalarmer sat op i hjemmet. For blandt dem, der ikke har røgalarm, har 31 procent ikke har fået købt en alarm endnu, mens 18 procent har købt en, men endnu ikke fået sat den op. Ni procent tror ikke, at røgalarmen kan gøre en forskel.

Læs også: Kirkegårde forbyder levende lys
Regeringen vil forbyde tynde engangsplastikposer
Regeringen mener, at det i fremtiden skal være slut med gratis engangsplastikposer, når man shopper, og er poserne skal forbydes. Engangsplastikposerne, som også er kendt som knitreposer, fås blandt andet hos landets pizzarier.
De seneste år er der kommet mere og mere fokus på plastikforurening, ikke mindst i havene. I Australien har landets to største supermarkedskæder, Coles og Woolworths, besluttet ikke at have de tynde knitreposer. Det har ifølge The Guardian ført til et fald generelt i forbruget på 80 procent og har sparet 1,5 milliarder poser, siden de stoppede med at føre dem i sommer. Det skriver Politiken og TV 2.

Læs også: Ny 6-pack sparer miljøet for 1.200 tons plastik om året
Dagens billede: George Bush’s trofaste følgesvend
I fredags døde den tidligere amerikanske præsident, George Herbert Walker Bush. Han led af sygdommen Parkinson, og derfor fik han hjælp af sin trofaste følgesvend – den toårige labrador Sully.
Bushs talsmand, Jim McGrath, har lagt et billede på Twitter, hvor han skriver ”Mission complete”. På billedet ses Sully foran kisten med den tidligere præsident.
Læs også: Præsidenthund stjæler fokus