
NEWS: I dag har elefanterne i Cirkus Arena deres sidste optræden
I dag har elefanterne i Cirkus Arena deres sidste optræden · Stormen Florence: Dødstallet stiger · Hver dansker smider 37 kilo plastik ud om året · Jordskælv i Midt- og Vestjylland · Danskernes rengøringsvaner trænger til en opdatering
Vi har udvalgt dagens væsentligste nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
I dag har elefanterne i Cirkus Arena deres sidste show
I dag afholder Cirkus Arena sæsonens sidste show. Dermed er det nu helt slut med elefanter i danske cirkusser.
Tidligere på året vedtog Folketinget et forbud om vilde dyr, men selvom forbuddet ikke gælder Cirkus Arenas tre elefanter, har cirkusset besluttet, at 2018 er sidste sæson med optrædende elefanter.
Knuthenborg Safaripark har kontaktet Cirkus Arena og tilbudt, at de tre elefanter kan flytte til safariparken, når deres cirkuskarriere er forbi. Det skriver Knuthenborg Safaripark.

Læs også: Hvorfor er vi bange for klovne?
Stormen Florence: Dødstallet stiger
Stormen Florence ramte i weekenden det sydøstlige USA, og natten til mandag er dødstallet oppe på 17.
Blandt de omkomne er en tre måneder gammel baby, der blev dræbt, da et træ landede oven på en campingvogn i delstaten North Carolina. Det oplyser myndighederne ifølge nyhedbureauet AP.
Flere steder i de ramte områder er der ingen elektricitet, og seneste melding er, at over 600.000 hjem og forretninger fortsat er uden strøm.
Chefen for det amerikanske katastrofeagentur, Brock Long, fortæller, at 1.300 personer lige nu er sat ind for at hjælpe, og at de har fokus på at finde folk i nød og hjælpe dem. Det skriver Ritzau og TV 2.

Læs også: 10 ting, du ikke vidste om USA
Hver dansker smider 37 kg plastik ud om året
Den grønne sammenligningstjeneste GreenMatch.dk har udarbejdet en undersøgelse, der sætter fokus på danskernes forbrug af plastik. Af de 13 dagligvarer, der blev undersøgt, var emballage på dagligvarer den største udleder af plastik. Den udgør næsten 75% af alle produkterne – svarende til 27 kg. Disse tal peger på en uvidenhed i danskernes bevidsthed om, hvor meget plastik der er i emballage, og hvor meget en almindelig indkøbstur forurener naturen.
En af de mere skjulte plastiksyndere er cigaretskodder. Cigaretter består nemlig ikke kun af tobak og papir, men indeholder også en del plastik. Undersøgelsen viser, at en dansker i gennemsnit ryger 1.378 cigaretter om året, hvilket i sidste ende svarer til 4,1 kg plastik om året eller hele 11% af det samlede forbrug.
Det største problem med cigaretskodder er dog, at de ofte ender i naturen, da de bliver smidt på jorden efter brug. Her kan de ligge i op til fem år uden at blive nedbrudt.

Læs også: Jordens ressourcer for 2018 er opbrugt
Jordskælv i Midt- og Vestjylland
Søndag formiddag klokken 10.57 ramte et jordskælv Midt- og Vestjylland, som blev målt til 3,4 på Richterskalaen. Det bekræfter De Nationale Geologiske Undersøgelser fra Danmark og Grønland, GEUS.
– På globalt plan er det et lille jordskælv, men efter danske forhold er det et af de lidt større, men absolut ikke et af de største, siger seismolog Trine Dahl Jensen.
GEUS har registreret 2666 jordskælv i Danmark siden 1930. Alene siden starten af 2008 er der registreret mere end 2000. Det skriver TV 2.

Læs også: Selfies i trafikken udbredt blandt unge
Danskernes rengøringsvaner trænger til en opdatering
En undersøgelse fra Analyse Danmark foretaget for Reckitt Benckiser viser, at seks ud af ti danskere har deres rengøringsrutiner fra mor. Vaner om tøjvask, køkkenhygiejne og rengøring grundlægges dermed tidligt i livet, men rutinerne bør af og til tages op til revision:
– Rengøring kræver en indsats – ligesom fx motion eller tandbørstning. Rengøring er med andre ord en investering i dig selv og familien. Derfor kan det godt betale sig at have nogle sunde principper om at afbryde smitteveje i hjemmet, siger Lars Münter, sekretariatschef i Rådet for Bedre Hygiejne.
En af årsagerne til, at de støvende rengøringsvaner let går galt i byen, er netop de mange nye gadgets – eksempelvis smartphones og tablets – der er blevet en del af den moderne livsstil, men som aldrig har været en del af rengøringsrutinerne, da mor var ung – og dermed heller ikke givet videre til næste generation.
Undersøgelsen viser, at syv ud af ti danskere aldrig eller sjældent rengør deres telefon – heller ikke efter at de har haft den med på toilettet. Det samme gælder tablets, som 29 % af danskerne rengør mindre end en gang om måneden. Og selv gamle kendinge som køleskabet bliver ifølge undersøgelsen kun rengjort hvert halve år eller mindre i mange hjem, hvor Forbrugerrådets generelle anbefaling ellers er, at man rengør køleskabet minimum hver anden måned.

Læs også: Så tit skal du i virkeligheden gøre rent i soveværelset