
Undersøgelse: Danskerne gider ikke danske film
Danskerne vælger i højere grad amerikanske film, når de skal i biografen. I 2016 solgte danske film 1,4 millioner færre biografbilletter end i 2015. Udviklingen kan skyldes manglen på vovede valg i den danske filmindustri, mener filmkritiker
Danske film har i 2016 solgt 2,7 millioner biografbilletter. Det er næsten 1,4 millioner færre end i 2015. Samtidigt er billetsalget på amerikanske film stigende.
I 2015 blev der solgt 12 procent flere biografbilletter til amerikanske film i forhold til 2015. Det viser en undersøgelse lavet af Danmarks Statistik.
Den dalende interesse for danske film kan, ifølge filmkritiker og vært på Filmselskabet, Per Juul Carlsen, skyldes, at der mangler mod i den danske filmindustri:
– Fra mit eget synspunkt, som filmkritiker, tror jeg, at der er for lidt vovemod. Danske film ligner hinanden, og man spiller på for sikre kort i forsøget på at få mest mulig succes, mens det modsatte sker.

Læs også: 15 film fra ind- og udland, der er en biograftur værdig
Ifølge Per Juul Carlsen, er de danske films storhedstid forbi, og der mangler nye indspark:
– I dogmetiden, omkring 1997, opstod der en ny bevidsthed om, at danske film kunne noget særligt. Danskerne så specielle film, fordi de var nyskabende. Men idéen om, at danske film kan noget nyt, er ved at ebbe ud. Der er mange nye navne hele tiden, samtidigt med at der er en udvandring af store instruktører, som tager til udlandet og laver film.

Per Juul Carlsen ser dog et tilløb til ny succes for danske film, men den slags tager tid, og det er ikke sikkert, at det kan øge billetsalget for danske film lige med det samme:
– Udskiftningen gør, at publikum skal finde af, hvad der foregår. Der er mange nye, unge instruktører, der er nyskabende, men det tager tid at bygge op. Det kræver, at udlandet opdager det, før vi kan være rigtig stolte af det. Det kræver en pris i Cannes eller lignende, før vi danskere igen tror på, at vi kan noget specielt.
Læs også: Virtual reality: Fremtidens underholdning indtager Danmark
Stigende priser skyld i fravalg
Oveni den manglende tro på danske film, har biograferne også presset priserne op, og det betyder, at man vælger de amerikanske film for en sikkerheds skyld:
– Biograferne har skruet op for luksus med blandt andet 3D, og det er dermed blevet meget dyrere at tage ind og se en film. Derfor lejer eller streamer vi i stedet, men det betyder også, at når man endelig skal i biografen, så har man ikke lyst til at se en eller anden mærkelig film, som man ikke kan gennemskue. Så er det nemmere at vælge en amerikansk film med Tom Cruise, hvor man ved, hvad man får. Der er ekstremt mange tilbud, og der er et behov for at kunne falde til ro med noget, man kender, forklarer Per Juul Carlsen.

Filmkritikeren understreger dog, at den danske filmindustri, trods streamingsider og ulovlige downloads, har klaret sig godt i forhold til andre lande:
– Danskerne går i almindelighed meget i biografen og ser danske film i forhold til andre europæiske lande. Sådan har det været i mange år. Taget i betragtning af, at biograferne har være under stort pres fra ulovlige downloads, streamingsider og tv-serier, er det imponerende, at man bliver ved med at holde så høje tal.
Læs også: Fra statist til hovedrolle – Mille Mikie Hansen går efter en Oscar
Selvom tallene for billetsalg til danske film i 2016 ser skidt ud, mener Per Juul Carlsen ikke, at der er grund til at råbe vagt i gevær:
– Den salgs kører op og ned hele tiden, og det er ikke første gang, tallene er lave. I 2009 var der også krise. Man havde eksempelvis store forventninger til filmen “Hvid Nat”, men den endte med at fejle. Uden forklaring. Der er hele tiden bevægelse i den slags tal, og jeg tror ikke, at der er grund til bekymring, vurderer han.