Læs også:

Close
Kvinder frier. (Foto: All Over)

Fem kvinder friede selv: Derfor ventede vi ikke på, at han gik på knæ

Kultur  | 

Er der nogen grund til at vente på, at han falder på knæ, når du lige så godt selv kan stille spørgsmålet? Disse fem kvinder friede til deres mænd

Hvor mange gifte eller forlovede kvinder kender du, der selv friede til deres mænd?

Der er en eller anden forventning om, at det er manden, der skal spørge kvinden, når det kommer til at fri. Det er meget sjældent, der bliver sat spørgsmålstegn ved ellers meget uafhængige kvinder, der gerne vil giftes, men går og venter på, at han spørger.

Mange kvinder lader til hellere at ville give en masse hints end selv at gå på knæ – og hvis de alligevel gør det, venter de på den der skuddag, hvor det er “tilladt” for kvinder at fri til mænd.

Der er dog masser af kvinder derude, der selv har taget initiativet til at fri. Hvorfor gå og vente på, at din kæreste spørger, om du vil gifte dig med ham, når du lige så godt kan spørge selv?

Vi har talt med fem kvinder, der selv friede til deres mænd.

Læs også: Trend fra L.A.: Farverige bryllupper

Eva & Michael: Jeg friede, mens han sad på lokum

Eva thestrup
Eva er 46, organist og gift med Michael. (Foto: Privat)

Det er fem år siden, Eva blev gift med Michael, og for hende var det lige så naturligt, at hun som kvinde var den, der friede. Det gjorde hun iøvrigt kun to måneder efter, hun havde mødt ham.

Eva var 38 år og i gang med fertilitetsbehandling. Hun havde planer om at blive enlig mor med en anonym donor. Men midt i forløbet mødte hun Michael gennem en gammel datingprofil.

– Jeg var godt oppe i 30’erne og skulle have fingeren ud, hvis jeg ville have børn. Da jeg mødte Michael, vidste vi, at vi ikke havde mange år til at finde ud af, om det skulle være os. Derfor havde vi fart på, fortæller Eva.

Parret tilbragte så meget tid sammen som overhovedet muligt, og efter kun to måneder vidste Eva, at det skulle være Michael. En januarmorgen i sin lejlighed besluttede hun lidt tilfældigt at fri.

– Det var lidt komisk. Han sad på lokum, og så råbte jeg tværs gennem lejligheden, om ikke vi skulle gifte os. Så råbte han tilbage, at det syntes han, var en udmærket ide, siger Eva.

Eva er organist og drømte om et stort kirkebryllup. Som ateist ville Michael dog ikke vies af Gud, så parret aftalte at holde to bryllupper: En vielse på rådhuset og bagefter et stort kirkebryllup, som blev holdt en måned efter.

– Efter vielsen på rådhuset tog vi hjem i haven og holdt grillfest. Derfor kalder vi det altid for grillbrylluppet, fortæller Eva.

Kvinder kan godt tage en rask beslutning

Alle i parrets omgangskreds støttede parrets beslutning om at blive forlovet efter kun at have kendt hinanden i to måneder.

– Det var en god, fast konstellation. Jeg var i slut-30’erne, han var 46, så vi var ikke 20 år længere og havde mødt en tilfældig, lækker person. Vi var superglade og forelskede, og kvinder kan altså godt træffe en rask og rigtig beslutning, forklarer Eva og fortsætter:

– Man havde i gamle dage en opfattelse af, at kvinder er bly violer, men vi er lige så udspekulerede.

Lige fra parret mødte hinanden, blev Michael en del af Evas fertilitetsbehandling, og hun var syv måneder henne med parrets fælles barn, da de holdt bryllup nummer to. I dag er de forældre til Anna, der blev født i november 2011.

 

Mette & Tommy: Jeg gav ham ringene i gave

Mette er 30 år, selvstændig og gift med Tommy. (Foto: Privat)

Mette var i praktik som landmand, da hun for 11 år siden mødte Tommy til en indflytterfest hos en fælles ven.

– Jeg var single og havde egentlig ikke tænkt mig, at jeg skulle have en kæreste, men så sad han der og så sød ud. Senere på aftenen tog vi i byen, hvor jeg besluttede at gøre noget ved det. Jeg tog ham i hånden, og han kyssede mig. Vi har været sammen siden da, fortæller Mette.

Undervejs har der dog været et par kurrer på tråden. Mette har to gange været i tvivl om, hvad hun ville. Ikke på grund af Tommy, men fordi hun har haft svært ved at finde ro. Til sidst blev hun dog sikker på, at det var Tommy, hun villeleve resten af sine dage med.

Mette og Tommy bor sammen med deres søn i Odense. (Foto: Privat)

– Det er to år siden, jeg friede. Jeg håbede først, at han ville gøre det, men der gik lang tid, og Tommy er ikke så hurtig i optrækket, når det gælder store beslutninger, så der skete ikke så meget. Da vi fik en lille søn var det også praktisk at blive gift, så vi talte lidt om det, men jeg fik aldrig et konkret svar, siger Mette.

Jeg var meganervøs

Tommy ville dog gerne giftes, han syntes bare, det var for uromantisk at aftale det. Hvis der skulle ske noget snart, måtte Mette altså fri, besluttede hun.

– Jeg købte ringe, fik vores søn passet og tog ham med ud at spise som en overraskelse. Jeg var meganervøs, selv om jeg regnede med, han sagde ja. Jeg skulle bare have det overstået, så da vi havde bestilt, gav jeg ham gaven med ringene. Da han havde pakket den op, spurgte jeg, om han ville gifte sig med mig.

Mette og Tommy blev viet ved et kirkebryllup med efterfølgende fest i det tilstødende forsamlingshus. Ved samme lejlighed blev parrets søn døbt. (Foto: Privat)

– Han blev glad og sagde efterfølgende, at han havde overvejet det, men der kunne være gået lang tid, fortæller Mette, der kun har fået positive tilbagemeldinger fra omgangskredsen.

– De synes, det er fedt, at jeg tog initiativet.

 

Trine & Henrik: En fusionsfamilie, der var sammen om frieriet

Trine er 49 år, sygeplejerske og gift med Henrik. (Foto: Jakob Kjeldsen)

Trine havde en sen oktoberaften i 2012 lovet at hente en af sine venner hjemme hos en kammerat. Den kammerat var Henrik.

– Da jeg så ham tænkte jeg: “Holy moly!” og spurgte min ven, hvorfor han ikke havde sagt, at han kendte så lækker en singlemand, fortæller Trine.

Trine og Henrik er begge triatleter og begyndte at ses gennem sporten, men det var først i maj året efter, at de blev kærester.

– Han var lidt svær at fange ind, griner Trine.

Parret havde i alt seks børn med, da de halvandet år efter besluttede at flytte sammen, og der blev endnu mere tumult, da Henriks søster blev dødeligt syg og havde et barn, der også havde brug for dem.

– Vores kærlighed er kæmpestor, men når man som vi har hele pakken, kan man godt blive usikker. Ved hver forhandling kan man tænke: “Går det i stykker nu?”. Der var dog ingen grund til, at Henrik gik og var usikker på mig, og det ville jeg vise ham.

(Foto: Jakob Kjeldsen)

Det var altså ikke et spørgsmål om hverken tålmodighed eller kønsroller for Trine. Frieriet var en kæmpe kærlighedserklæring til en mand, der efter et tidligere ægteskab var påpasselig.

Jeg tog røven på ham

Det koster mange kræfter at være fusionsfamilie, men Henrik havde alligevel overskud til altid at være den, der kom med gaver og overraskelser.

– Nu skulle jeg tage røven på ham. Jeg ville vise, hvor meget jeg elsker ham, og da jeg fortalte min voksne datter på 22, at jeg ville fri, tudede hun med det samme, fortæller Trine, der fik alle børnene til at hjælpe med frieriet.

Hver især skrev de deres navne eller “ja” på hjerteformede sten, Trine havde fundet på stranden. På hendes fødselsdag, hvor Henrik endnu engang troede, han skulle til at indtage scenen med en overraskelse, overhalede Trine ham indenom.

Hjertestenene, som Trine friede med. (Foto: Privat)
Hjertestenene, som Trine friede med. (Foto: Privat)

– Jeg holdt en tale og gav ham posen med sten. Han sad længe og stirrede ned på dem, mens børnene optog ham. Så begyndte han at kludre rundt i det: “Kommer det her på Facebook? Ja, jeg vil gerne spise kage … øh, gifte mig med dig”, fortæller Trine.

Parret blev viet i april 2016 af den samme præst, som begravede Henriks søster. De valgte at holde brylluppet i en kirke, som ligger på den iron man-rute, Trine og Henrik har løbet sammen.

 

Ditte & Morten: Nejjj, hun vil fri!

Ditte er 36 år, kontorassistent, HR-medarbejder og gift med Morten. (Foto: Privat)

Morten og Ditte blev officielt kærester for 15 år siden, men de kendte også hinanden et godt stykke tid inden.

– Jeg var faktisk kæreste med Mortens lillebror, og det var derigennem, jeg lærte ham at kende, fortæller Ditte.

Ditte og Morten får en lille familie med tre børn: Ida, August og Johanne. De bor sammen i Hjortdal ved Svinkløv Plantage – tæt på stranden. Alt er perfekt, men der mangler noget. Ditte vil rigtig gerne giftes.

Hun går længe og venter på, at Morten frier, og både hun, familien og vennerne kommer med små stikpiller og hints til ham. Parret er til flere bryllupper, og hver gang tænker Ditte: “Bare det snart er mig”.

– Jeg overvejede flere gange at fri, men droppede det igen, fordi jeg syntes, det var synd, hvis Morten havde planlagt en masse, og jeg så kom ham i forkøbet, siger Ditte.

Da det er skudår i 2016, beslutter hun dog, at nu skal det være!

– Jeg vil nødig hyle min mand helt ud af den eller have, at det bliver en træls oplevelse for ham. Derfor er det vigtigt, at det sker enten, når vi er alene, eller når vi er blandt personer, som Morten er tryg ved.

Friede foran hele familien

For Ditte er det vigtigt, at især den ældste datter kan deltage i bryllupsfesten og huske den, når hun bliver ældre. Samtidig skal det heller ikke vente alt for længe, så de er “gamle”. Brylluppet skal altså snart finde sted – også fordi hun helt lavpraktisk synes, det er rart at sikre hinanden, nu hvor de har hus og børn.

– Min mand er fisker, og jeg kan mærke, at jo ældre jeg bliver, jo mere vil jeg gerne have styr på tingene og sikkerhedsnettet i orden. Desuden vil det være praktisk at arrangere et bryllup, mens jeg stadig er på barsel, forklarer Ditte.

Hun havde flere ideer oppe at vende, blandt andet at fri ved Svinklovene, som er et skønt naturområde tæt på parrets hjem. Det bliver dog lidt for koldt at falde på knæ derude en februardag, så Ditte tager fat i en anden og mere offentlig plan:

– Da vores mindste datter skal døbes den 28. februar, som er meget tæt på skuddagen, tænker jeg, det er oplagt at fri. Min mand er ikke meget for at stille sig op foran andre, så det er mig, der skal byde velkommen til barnedåben.

Cirka 40 familiemedlemmer og venner skal med til barnedåben, og Ditte ser det som den perfekte anledning til at fri. Aftenen før bliver Morten dog syg med høj feber, og frieriet hænger i en tynd tråd. På dagen for dåben vælger han alligevel at tage af sted, selv om Ditte har sagt, han sagtens kan blive hjemme.

Ditte og Morten blev gift den 20. august 2016. (Foto: Privat)

Som dåben skrider frem, bliver hun mere og mere nervøs for frieriet og Mortens feber, og oppe ved døbefonten er han helt hvid i hovedet, mens svedet driver af ham. Derfor taler parret om, at han hellere må tage hjem efter maden. Det betyder heldigvis, at Ditte kan nå at fri!

– Da jeg går i gang med talen, går det fint, men i det samme jeg vil gå på knæ for Morten, taber Johanne sutten, og Morten sætter sig ned til hende. Så er det jo svært at gå på knæ for ham, så jeg prøver at trække tiden, men da han ikke kan få hende til at lade være med at græde, begynder det at blive pinligt, da jeg ikke kan finde på mere at sige, fortæller Ditte, der i dag har glemt, hvad hun fik sagt.

På en eller anden måde får hun Morten til at sætte sig op, hvorefter hun skynder sig at falde på knæ, inden Johanne begynder at græde igen. Da hun ikke har fortalt noget til nogen, bliver alle meget overraskede. Også Morten. Flere siger: “Nejjj, hun vil fri”, og folk snøfter rundt omkring.

– Morten bliver meget overrasket og rørt. Han siger selv, at det var på grund af feberen! Men han siger heldigvis ja.

Sidst på eftermiddagen er Morten også helt frisk igen, måske fordi han nu har endnu mere at glæde sig over.

Dittes og hendes familie. (Foto: Privat)

At Ditte friede til Johannes dåb var parrets omgangskreds meget glade for, fordi de kunne være en del af det store øjeblik. Hun har fået mange kommentarer om, at det var hende som kvinde, der friede, men de har alle været positive.

– Mange kommenterede også på, at det var lidt sejt, at det er den lille kontormus, som frier til den store, maskuline fisker. Det overrasker mig lidt, at mange synes, det er så specielt, for det er det ikke for mit vedkommende, siger Ditte og fortsætter:

– Alle, som kender Morten, sagde, at da han er lidt genert, så ville han aldrig have gjort det samme. Han overraskede dog til brylluppet, hvor han holdt en fantastisk tale og blandt andet sang Anne Linnet-sangen ”Forårsdag”.

Læs også: Skal du til bryllup? Her er kjolerne til festen!

 

Christel & Uffe: Familien havde ikke forventet andet, end at det var mig, der skulle fri

Christel er 28, tjener og forlovet med Uffe. Hun faldt på knæ for ham på Odense Stadion. (Foto: Privat)

Da Christel og Uffe mødtes i 2008, var de begge tjenere på Hotel Svendborg – og i hvert sit forhold. Derfor gik der nogle år, før de fik kigget hinanden dybt i øjnene og blev forelskede.

– I 2013 vidste jeg, at jeg ville giftes med Uffe. Vi fik vores fælles barn, og Uffe har en stor datter med samme efternavn som ham. Det navn skulle den lille også have, men det hed jeg jo ikke. Vi havde barn og boede sammen, så det var meget passene at blive gift, fortæller Christel.

Uffe havde givet udtryk for, at han gerne ville giftes, men der skete ligesom ikke noget. Faktisk gik der nogle år, hvor Christel gik og tænkte, at han da godt kunne tage at komme i gang med at fri.

– Jeg jokede med, at hvis han ikke friede inden næste skuddag, så gjorde jeg det. Det gik vi og grinte lidt af. Det viste sig, at han troede, skuddagen var den sidste dag i februar, men det var egentlig den 24., forklarer Christel, der besluttede at tage røven på Uffe.

Den 24. februar – på skuddagen, hvor det ifølge gammel tradition koster manden 12 par silkehandsker, hvis han siger nej til et frieri fra en kvinde – arrangerede Christel en familiefotografering ved Odense Stadion.

Uffe er kæmpe OB-fan, men han havde alligevel ikke regnet ud, hvorfor de i virkeligheden var der.

Parret skal giftes den 17. juni. (Foto: Privat)

– Jeg tog ham i hånden, og vi gik ud midt på plænen på hans yndlingsstadion. Der blev han lidt smånervøs: Hvorfor skulle vi tage billeder der?

Hvorfor al den ståhej?

Uffe havde foræret Christel en ring, da hun blev 25, og den havde hun fået pudset op og graveret med forlovelsesdatoen.

– Jeg gik på knæ og fik ham til at sætte ringen på min finger. Han stod bare og grinede, men han sagde da ja ret hurtigt. Selv om han syntes, det var fjollet, at vi skulle helt derud. Jeg kunne jo bare have spurgt derhjemme. Hvad skulle alt det ståhej til for, siger Christel, der havde arrangeret både chokolade og champagne efter frieriet.

Det blev en mindeværdig dag for parret, der både fik en fodbold signeret af alle spillerne, lyserøde OB-huer til deres døtre og masser af eksponering på OB’s hjemmeside efter forlovelsen. Også venner og familie var vilde med Christels måde at fri på.

– De syntes, det var så fedt, at jeg have gjort det på en måde, der var på hans præmisser. Det var hans yndlingsstadion, og pigerne var med. Alle har været positive, og selv hans kammerater har sagt, at jeg jo måtte gøre det, når nu han ikke kunne nosse sig sammen, fortæller Christel.

– Hvis jeg ikke selv gjorde det, ville det nok aldrig ske.

Kvinder frier. (Foto: All Over)
Har du også friet til din mand? Fortæl os meget gerne din historie i kommentarfeltet! (Foto: All Over)

 

Læs også: Love is in the air! De 16 bedste kyssescener på film

 

· Mere fra samme kategori ·