Mit smertehelvede: Ung udenpå, gammel indeni
Efter tre år med konstant uvidenhed, har jeg endelig fået mit gamle (eller unge) liv tilbage. Et liv, hvor jeg kan røre mig lige så tosset, jeg vil
Det hele begyndte en helt almindelig forårsdag for fire år siden. Jeg spiller fodbold, og humøret er højt, men fra det ene øjeblik til det andet ligger jeg pludselig i græsset med forfærdelige smerter i lysken efter en tackling. Et nærmest ulideligt stik kommer op igennem min lyske og gør, at jeg slet ikke kan gå i nogle minutter. Først tænker jeg på den voldsomme smerte, men min anden tanke er: “Kommer jeg nu aldrig til at spille fodbold igen?”
Det skal bare hviles væk
Jeg har hørt om mange fodboldspillere, der får en lyskenskade, som så er enden på deres karriere. Ikke fordi jeg har eller havde en karriere, men jeg nyder fodbolden rigtigt meget og elsker at være i de nærkampe, hvor jeg kan være lidt fysisk. Desuden er det dejligt at kunne røre mig og føle, at jeg gør min krop godt. Jeg har spillet fodbold lige siden, jeg kunne gå, og det har derfor altid været en del af mit og min families liv.
Dagene efter tacklingen bliver det hurtigt konstateret af diverse læger og fysioterapeuter, at jeg har en lyskenskade. Samtidig har jeg også fået ondt i den anden lyske. Jeg ryger ind til klubbens fysioterapeut, hvor jeg bliver behandlet en gang om ugen, men jeg føler ingen forbedring og går derfor til min egen læge, hvor jeg får den sølle besked: “Du skal bare hvile dig i en uge, og så skal det nok gå.” Efter en uge har jeg dog de samme uudholdelige smerter, og jeg bliver mere og mere frustreret.
Lægen tænker ikke et eneste sekund på, om der kan være noget andet galt. Men da hvile ikke hjælper, bliver jeg sendt til en anden fysioterapeut. Det hjælper ikke det store. Efter et års tid med smerter kan jeg ikke holde det ud mere, så jeg opsøger en kiropraktor, jeg har fået anbefalet af en holdkammerat, som selv har fået hjælp mod lyskensmerter.
Hov, der er også noget med bækkenet … eller hvad?
Efter nogle gange hos kiropraktoren, hvor jeg får taget røntgenbilleder, får jeg at vide, at jeg har skævt bækken. Først bliver jeg lettet over svaret, men efter nogle gange er jeg ikke helt sikker på det. Det er en dyr behandling, hvor jeg sådan set bare får mere og mere ondt. Så jeg ved stadig ikke, hvad jeg fejler. De eneste ændringer er, at jeg i stedet for at have et konstant jag i begge lysker har det i hofterne også. Jeg har altså brugt en masse penge på at blive behandlet for noget, jeg ikke fejler – og nu har jeg fået endnu mere ondt.
En ny smerte – en ny bekymring. Det eneste, jeg ved, er bare, at jeg ikke kan røre mig, og jeg ikke kan lave det, jeg holder mest af: At spille fodbold. Oven i det hele er jeg også startet på gymnasiet, så det sidste, jeg ønsker, er at sidde derhjemme og kukkelure i stedet for at deltage i det sociale.
I mellemtiden har min familie også skiftet læge, fordi vedkommende gang på gang har udtrykt ligegyldighed over for os. Den nye læge henviser mig til en reumatolog – endelig sker der noget! Jeg er glad, men på samme tid også bange, da reumatologen mistænker det for at være hoftedysplasi. Det har min mormor haft, og det led hun meget af hele livet. Hele min familie inklusive jeg er nervøse. De værste tanker kører rundt i hovedet på mig, indtil svarene kommer tilbage: Heller ikke det fejler jeg. Derefter bliver jeg sendt ud på diverse offentlige hospitaler.
Turen til Helvede
Først Sundhedshuset Helsingør, hvor jeg venter i lang tid, fordi de første røntgenbilleder ikke er taget rigtigt, og jeg skal derhen igen. Dernæst venter jeg i lidt over en måned på at få lavet nogle videreundersøgelser på Hillerød Hospitals Ortopædkirurgisk ambulatorium, som også er beskrevet i brevet fra hospitalet. Det lyder egentlig meget lovende.
Da dagen kommer, og jeg endelig tror, at jeg snart er ved vejs ende og kan få en diagnosticering, så jeg kan blive rask, får jeg svaret: “Vi har ikke ekspertisen til at klare det her, og du sendes derfor videre til Amager hospital.” Så jeg har kørt i en time forgæves og spildt en skoledag på at få et svar, der kunne være givet over mail så let som ingenting. Jeg er virkelig vred, men frustrationen tager over, og jeg ender i en forfærdelig gråd. Jeg føler jeg mig som Bambi på glatis – uvidende og sårbar. Jeg får en tid på Amager Hospital 1,5 måned efter, hvor jeg skal undersøges.
Jeg går ind i en meget sort periode. På dette tidspunkt har jeg kæmpet, siden jeg var 15 år gammel, det vil altså sige i lidt over tre år. Jeg aner stadig ikke, hvad jeg fejler. Det eneste, jeg ved er bare, at jeg har ufattelig ondt hele tiden, og at jeg intet kan gøre ved det.
I løbet af 2.g er jeg aldrig til nogle sociale arrangementer, fordi jeg har for mange smerter. Jeg lukker mig selv mere og mere inde og ender til sidst med en mindre depression. Jeg har ingen tillid til det offentlige, der bare har holdt mig for nar i tre lange år. Min hverdag består som oftest af, at jeg efter skole tager hjem og hviler mig, fordi jeg i skolen har gået rundt og holdt smerterne inde. Tit går jeg slet ikke uden for døren til klassen, fordi jeg ikke har lyst til at forvolde mig flere smerter. Det bliver en dagligdag, hvor jeg konstant prøver at undgå at gå.
Lyset for enden af tunnellen
I mellemtiden er tålmodigheden til det offentlige system brugt op, og min far kontakter derfor sin sundhedsforsikring for at få en henvisning til et privathospital. Jeg er evigt taknemmelig for, hvad der så sker! Allerede inden for en måned er jeg til samtale på Københavns Privathospital (nu CFR), bliver scannet almindeligt og med kontrastvæske, får en diagnosticering – det er en ledlæbeskade! – og en tid til en operation. Det siger noget om, at effektiviteten er langt bedre i det private system end i det offentlige. Desværre.
Det er også på tide, at der bliver gjort noget ved de konstante smerter. For i sommeren 2015, da jeg sammen med familien tager til Grækenland, er smerterne på deres højeste. Jeg kan vitterligt ingenting, og det ender så galt, at jeg skal sidde i kørestol for at kunne se Akropolis-museet. Jeg ser bare frem til den kommende operation. Men de fleste nætter op til operationen ender alligevel søvnløse. Der er mange gange, hvor jeg græder den halve nat og ligger og tænker: “Hvad hvis operationen går galt? Hvad hvis det ikke er det, jeg fejler, og jeg igen er blevet diagnosticeret forkert? Har det her aldrig en ende?”
Ledlæbeskaden
Det, jeg troede var lyskenskader, viser sig altså at være noget helt andet. Jeg har en ledlæbeskade i hver hofte, som er noget man i følge min læge er født med. Symptomerne starter i lysken, hvor smerten bliver værre og værre og til sidst rykker sig op i hofterne. På grund af tacklingen er symptomerne kommet før ventet, så derfor er det held i uheld.
Det viser sig, at operationen kun foregår på mit privathospital og et andet i Jylland, og selve skaden er forholdvis ny i Danmark. Den er stadig ved at blive bredt til det offentlige sundhedssystem. Privathospitalet ved, hvad de skal kigge efter, hvorimod det offentlige stadig ikke ved, hvad der er galt, og derfor blev jeg sendt videre igen og igen. Desværre er der rigtigt mange, der er født med ledlæbeskade uden at vide det før sent i livet.
Symptomer på ledlæbeskade er:– en skarp smerte i lysken.
– øget aktivitet forværrer smerterne.
– smerter, når man i længere tid bøjer hoften i form af for eksempel at sidde ned.
– smerterne kommer og går.
…hvis man lægger ned, og der forekommer smerter, der stråler ned i låret.
Afklaring og en god slutning
Det hele ender godt, og begge mine operationer i henholdvis august og december 2015 er meget vellykkede.Via en kikkertoperation får jeg slebet seks millimeter af min ene hofteknogle og tre millimeter af den anden. De varer cirka fire timer, hvorefter der er dømt genoptræning.
Jeg er stadig i gang med min genoptræning i dag, og jeg føler, det er en meget meget lang proces. Det viser sig, at jeg har brugt de forkerte muskler i alt den tid, jeg har haft smerter, så nu skal jeg virkelig have trænet dem op, så jeg igen kan gå normalt og være fuldstændig smertefri. Jeg er allerede godt i gang og kunne efter et år tage ud og løbe fire kilometer. Det var en ubeskrivelig følelse.
Nu har jeg det også rigtig godt og får dyrket min indre sportsånd, hvor jeg så småt får indhentet de tre år af mit liv, hvor alting var på pause. Den dag i dag er jeg taknemmelig for, at jeg er så priviligeret, at min far har en sundhedsforsikring, der gjorde, at mine lidelser og frustreringer forsvandt. Men det er ikke alle, der er så priviligerede som mig. Og det burde det offentlige samt politikerne også tænke over.
