Læs også:

Close

En græsenkes bekendelser: Jeg spooner med min halvspiste cheeseburger

Mit liv  | 

Ét er at være i et forhold. Et helt andet er at være single. Som regel er det enten eller – med undtagelse af “middelvejen”: Langdistanceforholdet

Jeg sidder og stener fjerner. Finder QI på BBC Brit i det sekund, Stephen Fry siger noget hylende morsomt – og råber af ren refleks igennem stuen:

– Skaaaaat, kom lige og se det her, det handler o …

Nåh nej. Han er i Schweiz. Og kommer ikke tilbage lige foreløbig. Jovist, jeg kan skrive det på Messenger. Meeen så var det heller ikke sjovere.

En brudt symbiose

Min kæreste rejste i juli til Schweiz for at finde et job, og da jeg er herhjemme, kan jeg skrive den flatterende civilstatus “græsenke” på CV’et. Som græsenke skal jeg pludselig leve en singles tilværelse, selv om jeg nærmest er så lidt single as one can be. Det er ikke første gang min kæreste og jeg har levet med nogle 100 kilometers afstand, men jeg synes bestemt ikke, det er blevet nemmere efter to års samliv.

Nu må jeg give al min kærlighed til min natmad, når jeg kommer hjem. (Foto: Privat)
Nu må jeg give al min kærlighed til min natmad, når jeg kommer hjem. (Foto: Privat)

Første gang, vi prøvede at leve langt fra hinanden, var, da jeg gik i 3.g og han skulle på udlandsophold i England som led i sin uddannelse. Vi havde været kærester i én måned, da han tog til England i et halvt år, og jeg stod som naiv 18-årig bare og vinkede smilende farvel på perronen uden evne til at fatte, hvad jeg havde sagt ja til. Selv om det var hårdt, og jeg tudede en del, havde jeg travlt med livet med min roomie i vores lejlighed, eksaminer, jobs, og fester, og par-tilværelsen havde nok ikke helt sat sit præg endnu.

Det kan jeg ikke længere påstå, at den ikke har. Min kæreste og jeg er nærmest endt i en symbioselignende tilstand henover de sidste to år, så det er vidst sundt nok med lidt afstand, inden vi gror fuldstændigt sammen.

At spoone med en halvspist cheeseburger

Det gik op for mig, da min kæreste tog af sted, at jeg har glemt, hvor mange timer der rent faktisk er i døgnet. Jeg aner jo ikke, hvad jeg skal foretage mig i alle de timer, der indtil nu bare er gået med hygge og forholdsgøgl. De første par dage skulle jeg helst distraheres mest muligt fra tomheden derhjemme. Byture var mit bedste bud. Gode venner, sprut, sjov og dans. Det plejer at virke. Så det gik den første weekend ellers med.

Ideen var god og fungerede ret godt, indtil det ud på de sene nattetimer igen gik op for mig, ved disken på McDonalds, at jeg kun skulle købe natmad med hjem til én, og at der ikke ville ligge nogen i sengen derhjemme, som, på trods af at jeg (som altid) stank af diskotektslokum og lignede Jerusalems ødelæggelse, stadig ville elske mig og ligge tæt. Slukøret måtte jeg gå hjem og spoone med min halvspiste cheeseburger. Alene. Snøft.

Det er da bedre end Tanzania

Det værste er nu, at jeg aldrig helt kan forberede på at savne. Der skal ikke mere til end en lyd, en lugt, en smag eller Stephen Fry til at huske mig på, at jeg savner min kæreste som ind i helvede og bare har brug for, at han er ved min side – lige nu. For han er jo ikke bare min kæreste. Han er min bedste ven og den, jeg har lyst til at dele alt med. Javist, et Skype-opkald er en ganske fin substitut for nærhed og kan da også til dels give en smule intimitet. Meeen det er en lidt flad fornemmelse at se hinanden på en skærm, når det, man har allermest brug for, er et kram eller et kys.

Jeg fik festet igennem de første par uger som græsenke. Det er jo næsten som at være single igen! Næsten ... (Foto: Privat)
Jeg fik festet igennem de første par uger som græsenke. Det er jo næsten som at være single igen! Næsten … (Foto: Privat)

Trods ynkeriet må jeg indrømme, at jeg føler, at jeg er en heldig pige i min situation. Herre Gud, manden kunne have valgt at tage til Singapore, hvor let er det lige med Schweiz? Vi kan ringe sammen gratis, er i samme tidszone, og selv om billetten koster en krig, så er der ikke længere end 1,5 time i fly. Det kunne være meget værre. Vi har endda en stabil internetforbindelse og kan Skype anytime. Da jeg var i Tanzania sidste år, kostede en SMS på 140 tegn(!) syv kroner, og der var ikke skyggen af internet. Det var en smule presset til tider.

Overhalet i Pokémon Go

Langsdistanceforhold har, som alt andet i livet, sine ups and downs. Selv om det er enormt hårdt at leve langt fra hinanden, gør det mig glad, at vores forhold kan rumme det, og at vi kan give hinanden plads til at rejse ud. For én gangs skyld får jeg brugt min tid fornuftigt og får (effing) endelig trænet og set mine venner regelmæssigt. Og jeg kan endelig overhale ham i Pokémon Go (hvis jeg fik lettet røven).

Hvis du synes, at jeg lyder som en ynkelig trunte, så har du ret. Jeg er ret ynkelig for tiden (man ved, den ikke er helt god, når man bryder sammen over et indslag i Go’Morgen Danmark). Følelserne sidder udenpå tøjet, og det evindelige spørgsmål ”jamen, hvor er Jeppe så henne?” begynder at blive en anelse trættende. Men det er også okay. Savn er okay. Jeg tager det i hvert fald som et sundhedstegn. Selv om jeg glæder mig, til han kommer hjem!

 

Læs også: Undersøgelse: Kvinder er mere fornuftige

Læs også: Derfor går mænd på Tinder lige efter et breakup

· Mere fra samme kategori ·