
NEWS: Regeringen ser på skærpet straf for bagmænd og rådgivere
Regeringen ser på skærpet straf for bagmænd og rådgivere · 39-årig udenlandsk statsborger dømt for at indføre narkotika · Permanent forskningsfradrag sikrer væksten · I weekenden blev der skrevet dansk kulturhistorie · 25-årig idømt for flere voldtægtsforhold, vold og trusler · Dagens video: Donald Sutherland er død
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Regeringen ser på skærpet straf for bagmænd og rådgivere
Sidste år afviste Erhvervsstyrelsen mere end 1.000 mulige stråmænd. Nu vil regeringen gå endnu hårdere til de kriminelle. Den effektive kontrol af stråmænd skal styrkes og regeringen vil se på skærpet straf for bagmænd og rådgivere.
Fupfirmaer, regnskaber pyntet med lånte fjer og rådgivere der åbner døren for kriminelle, er bare nogle af de eksempler, der er kommet frem den seneste tid.
Derfor vil regeringen se på om sanktionerne over for de rådgivere, som medvirker til svindel skal skærpes. Blandt andet om der i dag er de rigtige muligheder for at fratage revisorer deres godkendelse.
Nye tal viser, at Erhvervsstyrelsen afviste mere end 1.000 mulige stråmænd sidste år. I 2023 har styrelsen foretaget op mod 2.000 stråmandskontroller. Heraf blev godt 1.300 gennemført allerede inden registrering og Erhvervsstyrelsen har afvist registrering i knap 80 pct. af sagerne.
Erhvervsminister Mortens Bødskov:
– Vi skal sætte hårdt mod hårdt, når det gælder kriminelle bagmænd og stråmænd. Derfor ser vi på, om straffen for bagmænd og rådgivere skal skærpes. Vi har stråmændskontroller på plads. De er effektive og fanger hundredevis af kriminelle, før de overhovedet kommer i gang. Men nettet skal strammes endnu mere. For de kriminelle skyr ingen midler og er særdeles kreative i deres jagt på at snyde samfundet. Derfor skal vi også se på bedre datadeling mellem myndighederne – så de kriminelle ikke slipper i gennem kontrollen. Kort og godt er vi klar til at tage alle redskaber i værktøjskassen i brug.
Direktør i Erhvervsstyrelsen Katrine Winding:
– I Erhvervsstyrelsen bruger vi kunstig intelligens til at udsøge de mest risikofyldte virksomheder i selve registreringsøjeblikket. Det er et meget effektivt værktøj – vi kan for eksempel se, at vi i otte ud af 10 sager ved mistanke om stråmænd rammer plet. Og vi får stoppet dem i fordøren. En række af de personer og virksomheder, der nævnes i udsendelserne, kender vi desværre allerede. Men samtidig giver udsendelserne anledning til, at vi nu starter en række nye kontrolsager mod formodede stråmænd og deres rådgivere.

Læs også: NSK anholder 11 personer der står bag indsmugling af kokain
39-årig udenlandsk statsborger dømt for at indføre narkotika
Han erkendte og modtog dommen med fængselsstraf og udvisning … En 39-årig serbisk statsborger modtog sidste uge sin dom i Retten i Sønderborg for at indføre narkotika til Danmark.
Der var tale om en tilståelsessag, hvor manden erkendte at have indført over 100.000 ecstasypiller. Det skete i februar i år, hvor han blev anholdt, og den store mængde piller blev fundet i det køretøj, politiet traf ham i.
Manden blev fremstillet i grundlovsforhør og har siden været varetægtsfængslet. Dommen, som blev afsagt sidste uge og lød på 11 års ubetinget fængsel. Han blev derudover udvist for bestandigt. De 100.000 ecstacypiller er konfiskeret. Den 39-årige mand modtog dommen.
Anklagerfuldmægtig Niklas Sindberg har ført sagen for anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi og udtaler i forbindelse med dommen:
– Jeg er tilfreds med afgørelsen i sagen. Denne dom er et eksempel på den store arbejdsindsats, som Udlændinge Kontrolafdelingen i Padborg gør hver eneste dag omkring den dansk/tyske grænse. Deres arbejde er vigtigt, gør en forskel og holder mange af de ulovlige stoffer væk fra de danske gader.
Den 39-årige mand er varetægtsfængslet efter dom.

Læs også: 10 års fængsel i narkosag
Permanent forskningsfradrag sikrer væksten
Regeringens forslag om et fast fradrag til forskning og udvikling rammer plet …
Erhvervslivets motivation til at investere i forskning og udvikling ser nu ud til at få yderligere styrke, efter at regeringen lægger op til at sikre et permanent fradrag for udgifter til forskning og udvikling på 120 procent.
Det mener Laura Klitgaard, der er formand for Ingeniørforeningen, IDA som længe har efterlyst, at fradraget gøres permanent.
– Set fra vores side vil et permanent fradrag til forskning og udvikling, være et vigtigt element i fremtidssikringen af vores hjemlige velstand. Dansk økonomi og danske arbejdspladser er i den grad afhængig af virksomheder, der bygger deres forretningsgrundlag på forskning og udvikling, og netop her er fradraget vigtigt, siger hun.
IDAs formand mener, at fradraget vil være med til at understøtte, at både danske virksomheder og samfundet generelt vil blive mere teknologisk robust, hvis erhvervslivet vil forske og udvikle endnu mere inden for de teknologiske områder.
”Der er ingen tvivl om, at fradraget vil have en positiv effekt på den hjemlige innovation. Det er også mere tiltrængt end nogensinde før. Danmark og EU er nemlig under pres fra Kina og andre nationer i det teknologiske kapløb, og derfor skal vi op i tempo, fortsætter hun.
Danske virksomheders udgifter til forskning og udvikling er over de senere år stagneret i forhold til BNP, og meget peger desuden på, at forskningsudgifterne koncentreres på færre og færre virksomheder.
– Nu ser det ud til, at det permanente fradrag skrues sammen, så det også kommer til gavn for små og mellemstore virksomheder. Det er selvfølgelig vigtigt, hvis vi skal se danske teknologivirksomheder vokse sig større, afslutter Laura Klitgaard.

Læs også: FOKUSNEWS: Ny forskning fra Nationalmuseet afslører dronning Thyras betydning
I weekenden blev der skrevet dansk kulturhistorie
Fredag – lørdag og søndag blev tre rekordpopulære koncerter med de fem barndomsvenner fra The Minds of 99 i Parken afholdt – og trommeslager Louis Clausen var tilbage på scenen efter sin akutte høreskade i 2023.
Forsanger Niels Brandt fortalte fredag morgen, at trommeslager Louis Clausen, som sidste år måtte droppe at spille trommer på bandets store sommerturné på grund af en akut høreskade spiller de tre koncerter, hvilket mange helt sikkert er glade for – også de øvrige i bandet. Og han fortalte:
– Det betyder alt for os at Louis kan spille de her koncerter. Os fem i bandet har ikke spillet en koncert sammen i over et år! Vi gør det her fordi vi er sammen om det – det er det der betyder noget for os. Vi må se hvordan koncerterne går; altså vi føler sikre på at det bliver for vildt, men bare det at stå sammen på scenen igen er en kæmpe sejr for os. Det er vi pisseglade for. Og vi har virkelig investeret meget i at give folk de bedste koncerter overhovedet muligt. Alle tre dage har små, men bestemt ikke uvæsentlige forskelle og det bliver fedt at opleve. Vi glæder os til at se alle i Parken. Det bliver stort!
Billetsalget til weekendens tre megashows af det danske rockband The Minds of 99 er uden sidestykke. Det er aldrig sket at noget navn, hverken nationalt eller internationalt, spiller tre aftener i streg på det danske nationalstadion.
Der var fredag morgen solgt mere end 142.000 billetter til de tre koncerter og kun få, attraktive billetter var tilbage til koncerten søndag aften. Der blev altså skrevet dansk musikhistorie i weekenden, da det populære band spillede de tre længe ventede koncerter på det danske nationalstadion.
Support de tre aftener var:
• Fredag 21. juni: Kind Mod Kind
• Lørdag 22. juni: Zar Paulo
• Søndag 23. juni: PRISMA
Med som special guest på hver af de tre aftener var bandets gode ven og DJ, ELOQ.

Læs også: Det vidste du ikke om Britney Spears
25-årig idømt for flere voldtægtsforhold, vold og trusler
Retten i Horsens fandt den 3. juni 2024 en 25-årig mand fra Hedensted skyldig i at have begået flere voldtægter samt for vold og trusler. I torsdags blev der afsagt endelig dom i sagen.
Den 25-årige mand blev i nævningesagen fra den 3. juni fundet skyldig i 11 forhold, der omhandler flere voldtægter begået mod en dengang 14-årig pige, for flere voldtægter begået mod to andre unge kvinder samt for trusler og vold begået mod to af de tre unge kvinder.
Alle forhold blev begået i perioden fra oktober 2022 til august 2023, og retten fandt den 3. juni 2024 den 25-årige skyldig i alle 11 tiltalepunkter. Efter skyldskendelsen blev den 25-årige varetægtsfængslet.
Den 25-årige, der gennem sagen har nægtet sig skyldig, udbad sig betænkningstid i forhold til at skulle anke dommen. Han blev varetægtsfængslet efter domsafsigelsen. For anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi mødte anklager Kirstine Koch.

Læs også: Find dit forsvar mod psykopater og andre idioter




