
PÅSKENEWS: Rundt om Vikingernes runer på Trelleborg i påsken
Rundt om Vikingernes runer på Trelleborg i påsken · Fem mænd tiltalt for drab og frihedsberøvelse på kutter · Påske påvirker trafikken over Storebælt · Nyt dansk samarbejde med Ukraine om forsvarsindustri · Politiet styrker brugen af kropskameraer i udvalgte operative opgaver · Dagens video: Bjørn på afveje · Påskefjol: Så er du klar til påske🐣
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Rundt om Vikingernes runer på Trelleborg i påsken
Leder du efter en sjov og anderledes oplevelse til dig og din familie i påsken i år? Så kan du besøge Vikingeborgen Trelleborg og tage på en spændende rejse tilbage til vikingetiden. I år vil påskeaktiviteterne have fokus på fortællingen om vikingernes runer …
Vikingeaktiviteterne er for hele familien. Og årets påsketema, ‘Rundt om Runer’, inviterer dig til at udforske historien bag vikingernes runer, futharken. Trelleborg holder åbent fra tirsdag den 26. marts til søndag den 31. marts klokken 10 – 16. Fra klokken 11 – 16 vil vikingelandsbyen ‘Slagløse’ være ramme om sjove vikingeaktiviteter. Tag med på en spændende runejagt, rist dit eget navn med runer, lav dit helt eget rune-armbånd, støb en runeamulet, prøv bueskydning eller dyk ned i vikingernes farverige verden ved at male på skjolde og sværd. Til aktiviteterne i vikingelandsbyen kan der købes aktivitetsmønter i museumsbutikken. Det er gratis at deltage i krigertræning, leg i UDGAARD, rundvisning og runejagten.
Som en del af Trelleborgs nye sæson åbnes dørene for nye spændende tiltag i Trelleborgs krigerudstilling, hvor museet har genbrugt elementer fra Nationalmuseets store udstilling ‘Togtet’. Du kan dykke ned i vikingernes liv og færden, prøve helt nye touchskærme, se på finde modeller eller opleve Slaget om Trelleborg gennem vores VR-briller.
Søndag den 31. marts klokken 12.15 – 13.00 er der gså oet gratis foredrag i museets café om Vikinger i kamp med Trelleborgs Ph.d.-stipendiat, Gustav Hejlesen Solberg.
Hop ind i tidsmaskinen og oplev vikingetiden på Trelleborg i påskeferien. For mere information om aktiviteterne i påskeferien på Vikingeborgen Trelleborg kan du besøge deres hjemmeside her. Eller på deres Facebookside.
Påskeprogram 2024:
11.00 – 11.30: Mød en Viking. Hør’ om vikingernes verden og se de gamle, orginale genstande
11.00 – 15.00: Aktiviteter i vikingelandsbyen (køb aktivitetsmønter i museumsbutikken)
11.00 – 15.00: Udgaard – gratis udendørs legeaktiviteter
12.00 – 12.45: Krigertræning for børn (gratis)
13.00 – 14.00: Gratis rundvinsing på dansk (og engelsk ved behov)
14.00 – 15.00: Bueskydning (1 aktivitetsmønt)

Læs også: Marts måneds kulturguide
Fem mænd tiltalt for drab og frihedsberøvelse på kutter
Anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi har rejst tiltale mod fem mænd i alderen 29 til 42 år. Mændene er tiltalt for i januar sidste år at have dræbt en 41-årig mand ombord på en kutter i Nordsøen.
En 41-årig mand mistede i januar 2023 livet på en kutter cirka 60 sømil vest for Thyborøn. Nu er fem mænd tiltalt for i forening og efter forudgående aftale eller fælles forståelse at have dræbt den 41-årige vestjyde. Ifølge anklageskriftet har de fem mænd i perioden fra den 26. til den 30. januar 2023 frihedsberøvet manden ved at binde hans arme og ben sammen og derefter dræbt ham ved blandt andet at tage kvælertag og halsgreb og have begået omfattende stump vold mod mandens hoved og krop.
Finder retten ikke de fem mænd skyldige i drab, mener anklagemyndigheden, at de bør dømmes for legemsangreb af særligt rå, brutal eller farlig karakter under særdeles skærpende omstændigheder og med døden til følge.
Mændene er henholdsvis 29, 29, 31, 40 og 42 år.
Sagen vil køre ved Retten i Holstebro med første retsdag den 26. april 2024 klokken 9 – 15. Der er sat i alt 12 dage af til sagen, og dommen ventes at falde midt i juni.

Læs også: Grundlovsforhør omkring drab på fiskekutter
Påske påvirker trafikken over Storebælt
Påskeferien står for døren, og det betyder et øget pres på trafikken i hele landet. Det gælder også på Storebæltsbroen. Få et overblik over, hvordan trafikken fordeler sig over påskedagene, hvor broens pyloner bliver klædt i gult for at markere helligdagene og de lysere dage.
Der er ekstra stort pres på gennemkørslen i Storebælts betalingsanlæg i påsken. I dag onsdag den 27. marts og Skærtorsdag vil være de største udrejsedage , hvor de fleste trafikanter kører mod Fyn og Jylland, mens turen tilbage mod Sjælland er fordelt mellem 1. og 2. påskedag.
På grund af den øgede trafik må det forventes, at kø kan forekomme hen over påskedagene, særligt i kort- og kontantbanerne.
– Der er flere ting, som man kan gøre for at lette turen over Storebælt – eksempelvis benytte automatisk betaling i de grønne Ekspresbaner og sikre sig, at ens bizz eller nummerpladebetaling virker, siger chef for betalingsanlægget, Jens Kjær Nielsen.
Pas på hinanden og kør forsigtigt … Derudover kommer Jens Kjær Nielsen med en klar opfordring til alle, der skal krydse broen i de travle perioder hen over påsken.
– Når der er tæt trafik, opfordrer vi alle til at køre forsigtigt på broen, og undgå at køre for stærkt. Det er vigtigt at tage hensyn til hinanden og holde en god afstand til de forankørende, så alle kommer sikkert frem til påskefrokosten. Det gælder også, når man passerer betalingsanlægget, understreger Jens Kjær Nielsen.
I alt forventer Sund & Bælt, at ca. 250.000 biler benytter betalingsanlægget i påskedagene. Det svarer stort set til det antal, der krydser broen på en almindelig uge.
Kører trafikanter over broen efter mørkets frembrud i påskedagene, så vil de opleve Storebæltsbroens pyloner klædt i gult.
De gule pyloner markerer både påskens helligdage – fra Skærtorsdag til og med 2. Påskedage – men fejrer også foråret og de lysere tiders kommen.
Gode råd til turen:
Tjek, at dit betalingskort er opdateret og undgå, at bommen ikke går op. Opdatér eller tjek dine oplysninger på brobizz.com.
Tilmeld nummerpladebetaling for 0 kroner og spar 78 kroner på turen over Storebælt. Nummerpladebetaling kan bruges 20 minutter efter tilmelding på brobizz.com.
Sørg for, at nummerpladen er ren før turen, hvis du benytter denne betalingsform. Specielt i vådt føre kan det være problematisk at aflæse nummerpladen i betalingsanlægget.
Har du både bizz og nummerpladebetaling, bliver bizz ‘en aflæst før nummerpladen og dermed prioriteret som betalingsmiddel. Ønskes betaling med nummerpladen og ikke bizz, kan bizz ’en pakkes ind i det etui, den er modtaget i.
Hold dig opdateret om forholdene på broen via trafikmeldinger på Storebaelt.dk, på Sund & Bælts X-profil, eller tilmeld dig vores SMS-tjeneste (send BRO INFO til 1231).

Læs også: Danmarks største lynladepark etableres ved Storebælt
Nyt dansk samarbejde med Ukraine om forsvarsindustri
40 danske virksomheder inden for forsvarsindustrien er sidste weekend med forsvarsminister Troels Lund Poulsen i spidsen i Ukraines hovedstad, Kyiv, for at mødes med et tilsvarende antal ukrainske virksomheder samt en række ukrainske ministre.
Formålet er styrke begge landes forsvar med det nyeste og bedste materiel. Dansk Industri, som har de danske forsvarsvirksomheder som medlemmer, har bistået med at få samarbejdet stablet på benene.
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen siger:
– Jeg er glad for, at så mange danske virksomheder støtter op om Ukraines forsvarskamp. Jeg taler løbende med repræsentanter fra dansk forsvarsindustri om, hvordan vi bedst udnytter erhvervslivets viden og kapacitet i forhold til de efterspurgte militære donationer til Ukraine. Formålet med konferencen er at understøtte en mere langsigtet og strategisk tilgang til involvering af danske virksomheder i forhold til den militære støtte til Ukraine. Disse langsigtede dansk-ukrainske partnerskaber kan bidrage væsentligt til genopbygningen af Ukraines forsvarsproduktion.
De to landes virksomheder mødtes lørdag til en konference i Ukraines hovedstad, Kyiv, for at tage hul på det nye samarbejde. På konferencen DUDICON (Danish-Ukranian Defence Industry Conference) deltager Troels Lund Poulsen sammen med den ukrainske forsvarsminister.
– Det er virkelig glædeligt, at vores forsvarsminister stiller sig i spidsen for at få etableret dette unikke samarbejde. Ukraine har en stor og kompetent forsvarsindustri, og i Danmark har vi en lille, men højt specialiseret forsvarsindustri. Vi er overbevist om, at et samarbejde er til begge landes fordel i en tid, hvor der mere end nogensinde er behov for et stærkt forsvar, fortsætter han.
– Det gælder naturligvis i særdeleshed i Ukraine, som nu på tredje år befinder sig i krig mod Rusland. Danske virksomheder har længe bidraget med bl.a. avanceret drone- og dronebekæmpelsesteknologi, cybersikkerhed og beskyttelse, og vi håber at kunne bidrage endnu mere til det ukrainske forsvar, som har et kæmpe behov på en række områder, hvor danske virksomheder er førende, siger chefkonsulent Morten Flindt, DI Forsvar og Sikkerhed, som er Danmarks brancheforening i DI for forsvars-, rum- og sikkerhedsindustrien.
DUDICON-konferencen er den første af sin slags og repræsenterer et af de største, vestlige industriinitiativer siden den russiske invasion i 2022.
– Vi er her for at vise, at den danske forsvarsindustri både kan og vil bidrage til Danmarks sikkerhedstilsagn til Ukraine. Derfor har vi samlet en række af dansk forsvarsindustris stærkeste aktører, som er taget til Kyiv for at styrke båndene mellem danske og ukrainske virksomheder, siger Morten Flindt.
Samarbejdet kommer nu som en erkendelse af, at de store donationer fra bl.a. Danmark kun er et stykke af vejen mod et styrket Ukraine.
– Med samarbejdet her styrker vi forsvarsindustrierne i begge lande, så vores virksomheder bedre kan støtte ukrainerne i den kamp, de kæmper nu, og i opbygningen af et stærkt forsvar og samfund på længere sigt, ligesom den danske forsvarsindustri bliver stærkere og står bedre rustet til i de kommende år at bidrage til genopbygningen af et slagkraftigt dansk forsvar, afslutter Morten Flindt.
Næste skridt i samarbejdet er, at DUDICON-konferencen i Kyiv senere bliver fulgt op af en tilsvarende konference i Danmark.

Læs også: Tal med børnene om krigen i Ukraine
Politiet styrker brugen af kropskameraer i udvalgte operative opgaver
Fem politikredse, Sydøstjyllands Politi, Midt- og Vestjyllands Politi, Syd- og Sønderjyllands Politi, Fyns Politi og Københavns Vestegns Politi, iværksætter en mere systematisk anvendelse af krops- og hjelmkameraer i forskellige operative opgaver
I 2021 gennemførte politiet et pilotprojekt med krops- og hjelmkameraer med fokus på at afprøve de juridiske retningslinjer ved brug af den type kameraer i praksis. Nu skal fem udvalgte politikredse så snarest benytte krops- og hjelmkameraer mere systematisk end hidtil, denne gang med fokus på at indsamle praktiske erfaringer ved at bruge kameraerne.
Pilotprojektet i 2021 var forankret i Københavns Politi og havde primært til formål at afprøve Rigspolitiets retningslinjer, der beskriver den juridiske ramme og de registreredes rettigheder i forbindelse med politiets anvendelse af krops- og hjelmkameraer.
Herudover havde pilotprojektet også i nogen grad til formål at indhente praktiske erfaringer ved anvendelse af kameraerne i en operativ kontekst, men nu er tiden imidlertid inde til at indhente endnu flere praktiske erfaringer på området. Fem politikredse iværksætter derfor snarest en mere systematisk anvendelse af krops- og hjelmkameraer i forskellige operative opgaver:
– Vi har brug for mere hands-on erfaring med brug af kropskameraer i forskellige operative sammenhænge for at kunne gå videre med de afrapporteringer, som pilotprojektet kastede af sig. Derfor har vi nu valgt at teste anvendelsen af krops- og hjelmkameraer mere systematisk, så vi løbende kan tilegne os mere viden i forhold til en eventuel yderligere udbredelse af krops- og hjelmkameraer, siger chefpolitiinspektør i Rigspolitiet Peter Ekebjærg.
Det vil i dag stadig være op til hver enkelt politikreds at beslutte, hvorvidt de ud fra lokale behov, og i henhold til de udarbejdede retningslinjer, ønsker at anvende krops- og hjelmkameraer i løsningen af den enkelte opgave – og sådan fortsætter det også med at være, imens der samtidig bliver indhentet praktiske erfaringer fra de fem politikredse, der altså snarest iværksætter en mere systematisk anvendelse af krops- og hjelmkameraer.
Nogle politikredse bruger i nogle tilfælde allerede krops- og hjelmkameraer i dag. Det kan for eksempel være ved indsatser, hvor der er en særlig risiko for konfrontationer, eller i forhold til patruljevirksomhed på steder og tidspunkter, hvor der erfaringsmæssigt er risiko for forstyrrelse af den offentlige orden.
– Forløbet kommer ikke til at lave om på, at det i den kommende tid stadig vil være op til de enkelte politikredse at beslutte, i hvilke konkrete situationer der skal anvendes kamera. Der er således allerede politikredse, som benytter krops- og hjelmkameraer i forbindelse med for eksempel demonstrationer og fodboldkampe, oplyser chefpolitiinspektør Peter Ekebjærg.
Opdatering af de eksisterende retningslinjer
Rigspolitiet er aktuelt ved at opdatere de nuværende nationale retningslinjer med regler om, hvornår kameraerne tændes og slukkes, så det ikke er op til den enkelte medarbejder at beslutte, hvornår dette skal ske.
De kommende erfaringer fra de fem politikredse vil blive delt med alle politikredse for at understøtte deres beslutninger om at anvende kameraer, ligesom de vil indgå i Rigspolitiets nationale rammesætning af krops- og hjelmkameraer i operative indsatser i dansk politi.
Forløbet med en mere systematisk brug af krops- og hjelmkameraer kommer til at foregå i Sydøstjyllands Politi, Midt- og Vestjyllands Politi, Syd- og Sønderjyllands Politi, Fyns Politi og Københavns Vestegns Politi.
Forløbet med den mere systematiske anvendelse af krops- og hjelmkameraer i de fem politikredse forventes iværksat medio 2024.

Læs også: Nyt våbensystem hos politiet




