Læs også:

Close
apollo rejse ferie

NEWS: Børnefamilier har genfundet rejsefeberen

Nyheder  | 

Børnefamilier har genfundet rejsefeberen · Tyv bed betjent i armen: Idømt 5 måneders fængsel · Stor donation til forskning skal ruste ledere til samfundsudfordringer · Kære cykelejer: Gem din cykels stelnummer · Naturens døgn på Sprogø · Dagens billede: Noget af en fuldmåne

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Børnefamilier har genfundet rejsefeberen

Apollo melder om rekordstor efterspørgsel blandt børnefamilier denne sommer. Hos rejsearrangøren er antallet af bookinger med børn således nu fordoblet sammenlignet med før pandemien.

Sommerferien nærmer sig med hastige skridt, og hos Apollo går salget over al forventning. Lige om lidt kan de således melde udsolgt på otte ud af ti rejser i sommerferien. Og det er de danske børnefamilier, der står for den største stigning. Rejsearrangøren kan dermed melde om en fordobling af antallet af rejsereservationer foretaget af børnefamilier sammenlignet med salget før pandemien.

– Mange fik deres rejseplaner ufrivilligt skrinlagt under pandemien, så denne sommer byder på et længe ventet udlandseventyr for rekordmange danske familier. Samtidigt har vi investeret massivt i koncepthoteller, nye destinationer og, ikke mindst, rejseformer, der taler lige ned i gruppen af familier, der rejser med både større og mindre børn, forklarer Glenn Bisgaard, salgschef hos Apollo.

Apollo har blandt andet lanceret hele fire nye Mondo Family-hoteller indtil videre i år: Et på Kreta, et i Parga og et i Kanali i Grækenland samt et på Gran Canaria.

Grækenland skiller sig ud som familiers foretrukne sommerferiedestination. Ikke færre end tre ud af fem destinationer på toplisten er således græske. Men Kroatien og Fuerteventura tiltrækker også rekordmange rejseglade familier denne sommer. Derudover ser børnefamilierne ud til at tage nye rejseformer og -koncepter til sig i år. Apollo melder nemlig om rekordstor interesse fra målgruppen for både kombinationsrejser, de såkaldte ø-hop, samt sportshoteller.

– Danskerne er aktive både hjemme og på rejse, og vi tager gerne børnene med, når vi træner. Det er sjovt, giver masser af oplevelser og kvalitetstid for hele familien. Samtidigt ser vi, at mange familier, hvor man rejser flere generationer med forskellige interesser sammen, tiltrækkes af de destinationer og hoteller, der tilbyder mest variation, understreger Glenn Bisgaard.

Mest populære destinationer for børnefamilierne denne sommer:

1. Kreta
2. Rhodos
3. Epirus-regionen (Parga, Sivota, Lefkas osv.)
4. Fuerteventura
5. Kroatien

apollo rejse ferie
Børnefamilierne rejser atter … (Foto: PR)

Læs også: Gode rejsestørrelser til ferien

Tyv bed betjent i armen: Idømt 5 måneders fængsel

Da en 22-årig cykeltyv i april blev anholdt i Aarhus, kvitterede han med at bide en betjent hårdt i armen – torsdag blev han ved Retten i Aarhus idømt fem måneders fængsel.

Sagen begyndte om aftenen den 11. april, da en kvik borger kontaktede politiet, efter han havde set en mand stå og skære låsen over på en el-cykel i en p-kælder i Aarhus C.

En patrulje var hurtigt på stedet, hvor de fik øje på den 22-årige, der havde en anden stjålet cykel med sig. Han blev anholdt og sat ind på bagsædet af politibilen, og her blev han aggressiv, råbte skældsord af patruljen og bed betjenten ved siden af sig så hårdt igennem tøjet, at der gik hul i huden på hendes arm. Betjenten måtte efterfølgende behandles på skadestuen, men kom ikke alvorligt til skade.

Den 22-årige blev dagen efter episoden varetægtsfængslet, og torsdag faldt der så dom i sagen. Ud over to cykeltyverier blev den 22-årige dømt for vold og fornærmelig tiltale mod en polititjenestemand, og det endte altså med en dom på fem måneders ubetinget fængsel.

– Jeg er tilfreds med, at retten valgte at følge min strafpåstand. Den 22-årige begik vold mod en betjent, der bare passede sit arbejde, og det er selvfølgelig voldsomt groft og fuldstændigt uacceptabelt, hvilket dommen også afspejler. Der blev i strafudmålingen også lagt vægt på, at den 22-årige tidligere er straffet for både personfarlig kriminalitet og berigelseskriminalitet, udtaler anklagerfuldmægtig Lukas Callesen.

Den 22-årige erkendte forholdene, men forklarede i retten, at han følte sig uretfærdigt behandlet af politiet og derfor var blevet vred og opfarende. Han ankede dommen.

elcykel cykel
Ung mand bed politibetjent og er nu i fængsel … (Foto: PR)

Læs også: Mange forsikrer ikke elcyklen korrekt

Stor donation til forskning skal ruste ledere til samfundsudfordringer

Købmand Herman Sallings Fond donerer 30 millioner kroner til Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse på Aarhus Universitet.

Krig i Europa. Klimaudfordringer. Krævende betingelser for demokratiet. Der er ikke mangel på samfundsudfordringer, og de kalder alle på god ledelse. God ledelse kræver viden om, hvad der virker i forskellige situationer. Den skabes bedst i et tæt samspil mellem forskere og dygtige ledere og beslutningstagere. Der er ikke nogen snuptagsløsning, men det kræver derimod et langt, sejt træk at fremme god ledelse af samfundsudfordringerne.

Derfor har bestyrelsen for Købmand Herman Sallings Fond besluttet at støtte det langsigtede arbejde med at sikre den relevante ledelsesmæssige viden. Fonden har således doneret 30 millioner kroner til forskning i ledelse af samfundsudfordringer i regi af Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse frem til og med 2029.

Bestyrelsesformand for fonden, Jens Bjerg Sørensen, udtaler:

– Relevant viden om ledelse er til gavn for rigtigt mange mennesker. Det betyder meget, at ledere på alle niveauer er rustet til deres opgaver. Det gælder lokalt, nationalt og globalt, for det er bestemt ikke nemt at lykkes med ledelse på nogen af niveauerne.

Centerleder for Kronprins Frederiks Center for Offentlige Ledelse, Lotte Bøgh Andersen, supplerer:

– Praktikere og forskere fra resten af verden kigger allerede til Danmark, når de skal bruge solid viden om ledelse. Men vi må ikke hvile på laurbærrene, for de nye samfundsudfordringer stiller nye krav. Ledelse kan bidrage til bedre løsninger, men det kræver, at praktikere og forskere samarbejder om at skabe et stærkt vidensgrundlag.

Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse blev takket være en donation på 52,2 millioner kroner fra Købmand Herman Sallings Fond etableret i 2018 i anledning af Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederiks 50- års fødselsdag. Siden har centeret i samarbejde med dygtige ledelsespraktikere fra hele Danmark arbejdet på at skabe og dele viden om ledelse. Den nye donation skal især bidrage til viden om ledelse i forhold til samfundsudfordringer.

Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse er knyttet til Institut for Statskundskab ved Aarhus BSS på Aarhus Universitet.

salling fonden
Fra venstre: Peter Munk Christiansen, H.K.H. Kronprins Frederik, Jens Bjerg Sørensen og Lotte Bøgh Andersen. København den 23. maj 2023. (Foto: Søren Kjeldgaard/Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse)

Læs også: Forskning viser, at det kan være godt at drikke kaffe med mælk

Kære cykelejer: Gem din cykels stelnummer

Københavns Politi opfordrer nu alle cykelejere til at notere deres cykels stelnummer. Politiet er nemlig flere gange stødt på tohjulede, som formentlig er stjålet – men tyveriet kan ikke bevises, fordi anmelderen ikke har oplyst cyklens stelnummer.

Der var bid, da betjente fra Københavns Politi for nylig slog til efter et tip om en formodet cykeltyv, der var på spil på Amager. På adressen fandt politiet flere cykler, men selv om meget indikerede, at cyklerne var stjålet, kunne politiet ikke bevise det. Stelnumrene var nemlig ikke efterlyst i politiets registre, og den mistænkte cykeltyv blev derfor sigtet for færre forhold, end der var cykler.

Forklaringen på det manglende stelnummer er ofte den helt simple, at anmelderen ikke har skrevet nummeret ned. Derfor sender politiet nu en klar opfordring til alle cykelejere.

– Tag et nærbillede af din cykels stelnummer og gem det sammen med din kvittering. Gem oplysningerne et sted, hvor du kan finde dem igen, så du kan oplyse det til politiet, hvis du får brug for at melde din cykel stjålet, forklarer vicepolitiinspektør Peter Reisz, der er leder af afdelingen for berigelseskriminalitet i Københavns Politi.

Sagen fra Amager er ikke den eneste, og det ærgrer Peter Reisz, når det sker:

– Jeg tror, at de fleste kan sætte sig ind i, hvor utilfredsstillende det er, når man som betjent må lade en cykel stå, selv om den højst sandsynligt er stjålet. Hvis man husker at gemme stelnummeret, så hjælper man både os, da vi kan retsforfølge gerningsmanden, og ikke mindst sig selv, da man har mulighed for at få sin cykel igen, slutter Peter Reisz.

Er du cykelejer, kan du med fordel følge disse gode råd:

  • Tag et billede af din cykel og et nærbillede af stelnummeret.
  • Har du en el-cykel, så tag billede af batteriet og batteriets serienummer.
  • Gør det samme med el-cyklens computer.
  • Gem oplysningerne sammen med købskvitteringen på et sted, hvor du kan finde dem.

Hvis du anmelder et cykeltyveri til politiet:

  • Oplys din cykels stelnummer. Vedlæg gerne et billede og oplys, hvor på cyklen nummeret sidder.
  • Er det en el-cykel, så vedlæg gerne billeder af batteri og computer og deres serienumre.
  • Oplys om cyklen er forsikret og hos hvilket forsikringsselskab.
  • Oplys cyklens mærke, model, farve og eventuelt særlige kendetegn – for eksempel barnesæde eller cykelkurv.
  • Vedlæg købskvittering.

Cykeltyveri kan anmeldes via personligt fremmøde, telefonisk på 1-1-4 eller på politi.dk. Anmeld her

cykel
Har du styr på dit stelnummer … (Foto: MY DAILY SPACE)

Læs også: Mand dømt for omfattende salg af dyre cykler

Naturens døgn på Sprogø

Denne sommer fylder Storebæltsforbindelsen 25 år. Det fejres med idékonkurrencen ’Naturens døgn’ på Sprogø, hvor eksperter inden for natur og miljø skal dyste om at udvikle de bedste forslag til at styrke biodiversiteten på og omkring Sprogø. Vinderholdet kåres på broens fødselsdag og præmieres af Transportministeren. Tilmeld jer og kom med til en eksklusiv dag på Sprogø.

Den 14. juni 2023 er det 25 år siden, de første biler kørte over Storebælt og dermed krydsede Sprogø. Øen var blevet fire gange større under anlægsarbejdet, og ved indvielsen af broen i 1998 fremstod de nye områder golde. Derfra startede en proces med naturgenopretning og landskabspleje, som har betydet, at Sprogø i dag fremstår som et frodigt naturområde med en stor variation af dyr og planter.

Nye idéer og værdifulde erfaringer … Men kan Sund & Bælt gøre mere for naturen – både på Sprogø, i havet omkring samt på områderne ved Nyborg og Korsør, hvor broen rammer land? Og kan vi udnytte de gode erfaringer fra Sprogø andre steder i Danmark, hvor natur og infrastruktur mødes?

Disse og andre spørgsmål skal debatteres ved en ambitiøs fødselsdagsworkshop på Sprogø den 13.-14. juni. Deltagerne skal overnatte på øen, og på anden dagen kåres vinderholdet, som præmieres af Transportministeren.

Dommerpanelet vil bestå af eksperter fra Biodiversitetsrådet/DTU Aqua, WWF, DHI, Danmarks Fiskeriforening, Aage V. Jensen Fonden og Sund & Bælt.

Efterfølgende er der en rundvisning på Sprogø med mulighed for uddybende snak om naturudvikling og øens rige fugleliv. Arrangementet vil også få besøg af en delegation fra Storebæltsforbindelsens japanske ‘søsterbro’, The Akashi Kaikyo Bridge, der ligeledes kan fejre 25-års jubilæum i år.

sprogø
Sprogø er den lille ø, du kører forbi på Storebæltsbroen … (Foto: PR)

Læs også: Sprogø er en succeshistorie om aktiv naturforvaltning

Dagens billede: Noget af en fuldmåne

https://www.instagram.com/p/CtEs3yYsE_Z/

· Mere fra samme kategori ·