
NEWS: Danmarks største lynladepark etableres ved Storebæltsbroen
Danmarks største lynladepark etableres ved Storebæltsbroen · 28-årig mand fra Aarhus sigtet for vanvidskørsel · Twitter solgt · Tusinder af offentligt ansatte skiller rød og blå blok · Anholdelse af mistænkt til drab på Christiania · Dagens billede: Skilsmisse på vej
Vi har udvalgt dagens væsentligste, sjoveste og skæveste nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Danmarks største lynladepark etableres ved Storebæltsbroen
Elbilister kan se frem til en ladepark med central placering i forhold til trafikken på tværs af landet, når Sund & Bælt etablerer landets største lynladepark ved Knudshoved på Fyn. De første ladepladser forventes at være klar til brug i sommeren 2023.
Den nye ladepark vil, når den er fuldt udbygget, rumme hele 50 ladepladser, der opføres i to faser. Alle pladserne vil være udstyret med såkaldte lynladere, som kan levere en effekt på min. 150 kW. I første fase etableres 26 ladepladser, som forventes at være klar til anvendelse medio 2023. De sidste 24 ladepladser er planlagt til at blive etableret mellem 2025 og 2027. Den endelige tidsplan afhænger af udviklingen i elbilismen i Danmark og dermed af efterspørgslen af ladepladser.
Projektet understøtter regeringens infrastrukturplan 2035, der netop fremhæver ladeinfrastrukturen som en væsentlig faktor i forhold til at understøtte fremtidens grønne bilisme. Etableringen af ladeparken ved Storebælt bliver således et markant led i regeringens mission om at fremme den grønne omstilling og binde Danmark sammen for en voksende andel af elbilister.
Lynladeparkens centrale placering midt i landet betyder, at den forventes at blive anvendt hyppigt af både danske og udenlandske elbilister. Derfor får alle elbilister mulighed for at benytte ladestanderne til samme pris, uanset abonnement.
– For Sund & Bælt er det vigtigt, at ladeparken kommer til at gøre en markant forskel for den grønne bilisme i Danmark. Vi vil gøre det så nemt som muligt for elbilister at benytte vores forbindelser på tværs af landet, og derfor skal alle, der ønsker at benytte ladeparken, naturligvis kunne gøre det på helt ens betingelser, siger Mikkel Hemmingsen, CEO i Sund & Bælt.
Lynladeparken vil ud over personbiler kunne benyttes af eldrevne varebiler og mindre lastbiler samt af biler med påhængskøretøj såsom trailer, campingvogn m.v. Selve pladsen bliver desuden indrettet, så den fremstår indbydende, tryg og let tilgængelig for handicappede.

Læs også: PostNord gør julepakkerne grønnere
28-årig mand fra Aarhus sigtet for vanvidskørsel
Sydøstjyllands Politi anholdt torsdag omkring klokken 19.30 ved Skanderborg en 28-årig mand fra Aarhus. Han fremstilles i dag kl. 13.30 i grundlovsforhør ved retten i Horsens. Han er sigtet for vanvidskørsel ved at have forvoldt fare for liv og førlighed, og herudover for blandt andet brugstyveri af en varebil og for at have kørt bil uden førerret.
Sydøstjyllands Politi modtog i går en anmeldelse om, at en varebil havde påkørt et vejskilt ved Skanderborg Syd og var kørt derfra. En patrulje fandt frem til den pågældende varebil, men føreren kørte væk, inden politiet kunne nå at få fat i ham.
Sydøstjyllands Politi eftersatte derfor varebilen, som kort efter forulykkede ved sammenstød med to andre personbiler omkring Vrold ved Skanderborg.
Føreren af varebilen stak af til fods, men han blev kort efter fundet af patruljer og en politihund.
Den 28-årige mand fremstilles nu i grundlovsforhør for vanvidskørsel ved at have forvoldt fare for liv og førlighed under sin kørsel, for at have stjålet den varebil, han kørte i og for en række overtrædelser af færdselsloven, herunder også kørsel uden førerret.

Læs også: Ung mand sigtet for vanvidskørsel
Twitter solgt
Så kom den gigantiske handel endelig på plads, og ElonMusk, verdens rigeste person, har købt en af verdens mest magtfulde platforme; Twitter. Teknikmagnatens bud på 44 milliarder dollars for at købe Twitter, og handlen lukkede angiveligt i torsdags, hvilket er kulminationen på en virkelig lang – og on going forhandling, der også har været tæt på at ryge i vasken.
Det hele begyndte for cirka seks måneder siden, og forhandlinger og udviklingen i dialogen har ofte udspillet sig, som ganske passende, over Twitter. Men nu er Twitter på Elon’s magtfulde hænder, og en ny epokte for mediet sat i gang.
Læs også: Twitter etablerer samarbejde med Danner om at støtte voldsramte kvinder i Danmark
Tusinder af offentligt ansatte skiller rød og blå blok
Antallet af børn og ældre stiger markant i de kommende år, og der er store forskelle på, hvordan de røde og blå partier prioriterer den udfordring, viser analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Der er stor forskel på, hvor mange midler de politiske partier sætter af til at sikre velfærden frem mod 2030. Dermed er der stor forskel på, hvor mange offentligt ansatte de forskellige partier har råd til.
Det viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der har undersøgt syv partiers økonomiske planer og målsætninger for det offentlige forbrug.

Radikale og Socialdemokraterne afsætter midler til en stigning i det offentlige forbrug og den offentlige beskæftigelse. Venstre, Konservative og Danmarksdemokraterne afsætter midler til et højere offentligt forbrug, men for lidt til at forbruget kan følge med de offentlige lønninger. Dermed vil der komme færre offentligt ansatte. Liberal Alliance og Nye Borgerlige vil begge skære meget i den offentlige sektor.
– Vi står med en kæmpeudfordring for vores velfærdssamfund i de kommende år, fordi vi bliver langt flere ældre og små børn. Det er interessant at se, hvor forskelligt partierne tackler den udfordring. Der er stor forskel på de to blokke, forklarer Jon Nielsen, chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Frem mod 2030 vil antallet af børn under 7 år stige med cirka 51.000, og antallet af ældre over 80 år vil stige med cirka 135.000. Samtidig giver det finanspolitiske råderum mulighed for at afsætte flere penge til velfærd uden at hæve skatterne.
Fire milliarder kroner i forskel på Socialdemokratiet og Venstre … Omsat til offentligt ansatte betyder Radikales plan, at der bliver råd til cirka 9.500 flere frem mod 2030 og cirka 4.300 flere i Socialdemokratiets plan.
I blå blok betyder alle planerne, at der bliver råd til færre offentligt ansatte frem mod 2030.
– Blandt statsministerpartierne prioriterer Socialdemokraterne fire milliarder kroner mere til velfærd end Venstre gør, mens Konservative har lagt sig fast på en noget lavere vækst i det offentlige forbrug, der betyder, at der bliver råd til færre medarbejdere, siger Jon Nielsen.
– Der er meget stor forskel på de partier, som Socialdemokratiet og Venstre må forventes at skulle aftale finanslove med. Valget mellem rød og blå blok er i høj grad et valg mellem velfærd og skattelettelser, slutter Jon Nielsen.
Kommunale tal:
Se tabel med effekten på den offentlige beskæftigelse i din kommune her.
Analysens hovedkonklusioner:
Syv partier har sat tal på deres prioriteringer til velfærd i de kommende år. I denne analyse sammenligner vi deres prioriteringer og beregner, hvor mange offentligt ansatte prioriteringerne giver plads til, når der ses bort fra det aftalte løft af forsvaret.
Socialdemokratiet og De Radikales planer giver plads til henholdsvis cirka 4.000 og cirka 10.000 flere offentligt ansatte i 2030, når der ses bort fra det aftalte løft af forsvaret.
Venstres og Konservatives 2030-planer giver henholdsvis cirka 2.000 og cirka 39.000 færre offentligt ansatte, mens Liberal Alliance og Nye Borgerliges 2035-planer giver henholdsvis cirka 95.000 og cirka 129.000 færre offentligt ansatte. Danmarksdemokraternes udmeldinger svarer til 13.000 færre offentligt ansatte i 2030.
I analysen er der beregnet, hvad partiernes planer betyder for den offentlige beskæftigelse i hver kommune.
Læs hele analysen her.

Læs også: Der er valg
Anholdelse af mistænkt til drab på Christiania
Københavns Politi har torsdag nat anholdt en 29-årig mand, som er mistænkt for det drab, der blev begået sidste onsdag på Christiania. Den 29-årige er allerede fremstillet i grundlovsforhør for lukkede døre i Københavns Byret.
Efter en kort efterforskning kunne Københavns Politi klokken 04.45 foretage anholdelse af en mand, som er mistænkt for onsdag at have dræbt en 23-årig mand på Christiania. Både den dræbte og den anholdte er en del af det kriminelle miljø i København.
Onsdag aften pegede de første vidneforklaringer umiddelbart efter drabet på en gerningsmand med ’somalisk udseende’. Den videre efterforskning pegede dog i en anden retning, og på baggrund af intenst politiarbejde i løbet af natten blev den 29-årige anholdt. Københavns Politi fortsætter efterforskningen af drabet og hører meget gerne fra vidner, der har oplysninger om sagen. De kan kontakte politiet på tlf. 1-1-4.

Læs også: Ung mand død efter skyderi på Christiania
Dagens billede: Skilsmisse på vej




