
NEWS: Klamme danske toiletforhold
Klamme danske toiletforhold · Første dom om varighed af buscabotage i Danmark · Svenskerne sænker momsen på fødevarer · Norwegian kickstarter hidtil største satsning i Vestdanmark · Grundlovsforhør i sag om røveri i dagligvarebutik · Dagens billede: Et skræmmende sted
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Klamme danske toiletforhold
Hver anden dansker møder klamme toiletforhold – men de færreste siger fra …
Dugfriske tal viser, at hver anden medarbejder inden for det seneste år har oplevet ulækre toiletforhold på jobbet. Alligevel tier langt de fleste og går ikke til ledelsen eller HR, når hygiejnen halter.
Beskidte toiletter, urin på brættet og uhumske fællesarealer er en del af hverdagen på mange danske arbejdspladser. 50,1 procent af danskerne oplever at møde et toilet på arbejdspladsen, som de vurderer, er decideret ulækkert, viser en helt ny YouGov-undersøgelse, foretaget for hygiejnevirksomheden Initial.
Samtidig svarer 63 procent af de adspurgte danskere, at de ikke har henvendt sig til ledelsen eller HR, hvis de har oplevet uhygiejniske forhold på arbejdspladsen. Det er chokerende tal for biolog og hygiejneekspert i Initial, Maria Brix Balle, der ser en bekymrende tendens i, at alt for mange medarbejdere vælger at bide det i sig frem for at sige fra.
– Det er opsigtsvækkende, at så mange medarbejdere finder sig i klamme toiletforhold og uhygiejniske omgivelser uden at sige noget. Dårlig hygiejne på arbejdspladsen er ikke bare ulækkert – det påvirker både trivsel og arbejdsmiljø. Det er dog især problematisk, da uhygiejniske forhold øger risikoen for smittespredning, forklarer Maria Brix Balle fra Initial.
Undersøgelsen viser samtidig, at kun 13,3 procent har henvendt sig til ledelsen eller HR om uhygiejniske forhold. Selv blandt de danskere, der har oplevet uhygiejniske forhold, er det kun et fåtal, der siger fra, mens flertallet tier.
– Når medarbejdere ikke siger fra over for synlige efterladenskaber, sur lugt og andre uhygiejniske forhold, får problemerne lov til at fortsætte. Det skaber en kultur, hvor man vænner sig til forhold, som ingen burde acceptere på en arbejdsplads, afslutter Maria Brix Balle fra Initial.
God hygiejne på arbejdspladsen handler ikke kun om rengøring, men også om at gøre det legitimt og nemt at reagere, når standarden ikke er god nok, mener Maria Brix Balle, Initial.

Læs også: Hvor ren er din smartphone egentlig
Første dom om varighed af buscabotage i Danmark
Det blev dyrt for polsk minibus, der kørte rundt herhjemme i strid mod loven om udenlandske busser i Danmark.
Et polsk firma er nu som det første herhjemme blevet straffet for ulovlig bus-cabotage.
Cabotage-kørsel er, når udenlandske vognmænd kører til Danmark og udfører national personbefordring i en begrænset periode.
Københavns Byret valgte at idømme det polske firma en bøde på i alt 55.000 kroner, der også omfattede to tilfælde af manglende registrering af føreren som udstationeret i Danmark.
Sagen begyndte, da personale fra Tungvognscenter Øst under Midt- og Vestsjællands Politi i august sidste år bemærkede den polske minibus, der holdt parkeret i København. Det viste sig, at chaufføren var i færd med at køre en gruppe kinesiske turister rundt i København. Derfra har politiet så ud fra køretøjets takograf og anden relevant dokumentation kunne fastslå, hvor længe den pågældende bus har kørt i Danmark.
I alt var der kørt 11 dage her i landet ud over de syv dage, som lovgivningen giver mulighed for.
Byrettens afgørelse kommer i forlængelse af, at Danmark i oktober 2025 fik medhold af EU-domstolen i en sag, der var anlagt af EU-Kommissionen, og som netop omhandlede fortolkningen af antal tilladte dage, hvor der må foretages buscabotage.
– Hvor det ikke er unormalt, at få lastbiler dømt for ulovlig cabotage-kørsel, så er det første gang, at det er sket på busområdet. Det er en vigtig dom, fordi det handler om ordnede forhold på arbejdsmarkedet, så de overenskomstmæssige forhold ikke bliver omgået af udenlandske firmaer. Det handler om at beskytte de firmaer, der arbejder efter reglerne, udtaler specialanklager Lisbeth Hønborg fra anklagemyndigheden for Midt- og Vestsjælland.

Læs også: Første dom for selvhvidvask gennem køb af fiktive fakturaer
Svenskerne sænker momsen på fødevarer
Svenskerne sænker momsen på fødevarer og udstiller behovet for at gøre det samme i Danmark. Det fortæller DSK – De Samvirkende Købmænd i en pressemeddelelse.Danskerne betaler nogle af Europas højeste fødevarepriser, og det skyldes ikke mindst den danske fødevaremoms, der er Europas højeste. I Sverige er momsen i forvejen lav, og nu sænkes den til kun 6 procent mod 25 procent i Danmark. Det skaber en uholdbar situation for den danske dagligvarehandel, lyder det fra De Samvirkende Købmænd (DSK).
De høje fødevarepriser i Danmark var blandt de valgtemaer, der fyldte mest for danskerne. Og en svensk momssænkning gør kun temaet endnu mere relevant. Den stigende forskel i fødevarepriserne mellem Sverige og Danmark betyder ulige konkurrence og mere grænsehandel.
– Vi står i en uholdbar situation. Den svenske sænkning af fødevaremomsen kommer til at skubbe endnu mere til den grænsehandel, der i forvejen er stor. Det koster både omsætning, arbejdspladser og skatteindtægter i Danmark, lyder det fra Jannick Nytoft, der er adm. direktør i DSK.
DSK har estimeret, at danskernes grænsehandel med dagligvarer beløber sig samlet til cirka 9 millioner kroner årligt
Hver tredje dansker har handlet i Sverige … Grænsehandel er populært blandt mange danskere – men det er langt fra kun et fænomen ved den dansk-tyske grænse: Mange danskere rejser til Sverige og handler dér. DSK har i flere befolkningsundersøgelser vist, at cirka en ud af tre voksne danskere handler i Sverige i løbet af et år.
– Grænsehandlen i Sverige er lidt overset, men det er ikke det samme som, at den ikke findes. Tværtimod! Danskerne handler i stor stil i Sverige, afrunder Jannick Nytoft.

Læs også: Sund moms – sund fornuft
Norwegian kickstarter hidtil største satsning i Vestdanmark
Med ni nye direkte ruter og en næsten tredobling af rutenetværket cementerer flyselskabet Norwegian i dag sin position som en nøglespiller i Vestdanmark. Udvidelsen, der i dag blev markeret i Billund Lufthavn, sikrer markant bedre forbindelser til både Sydeuropas ferieperler og populære storbyer som London og Edinburgh.
Da Norwegians fly mod Barcelona i formiddags rullede ud på landingsbanen i Billund, var det mere end blot en sæsonstart. Det var det officielle startskud til flyselskabets mest omfattende ekspansion i lufthavnen til dato.
I løbet af de næste måneder vokser Norwegians rutenet fra fem til 14 direkte destinationer fra Billund. Satsningen sikrer vestdanskerne øget tilgængelighed til både det solrige Sydeuropa og spændende storbyer.
Et løft til Italien og resten af Syd- og Vesteuropa … Især det italienske marked får et markant løft med de nye ruter til Rom, Milano og Napoli. Samtidig åbner ruter til byer som Porto, Malta og Edinburgh for helt nye rejsemuligheder. Udvidelsen lukker strategiske huller på rutekortet og sikrer, at både erhvervslivet og de ferierejsende i regionen får direkte adgang til efterspurgte destinationer.
Dagens begivenhed blev markeret med manér i terminalen. Brandbilerne tog imod flyet med den traditionsrige vandportal på forpladsen, mens det i gaten blev fejret med kage, balloner og taler for at markere den nye æra i samarbejdet mellem lufthavnen og flyselskabet.
Billund som international gateway … For Billund Lufthavn er de ni nye ruter et bevis på den styrke, det vestdanske marked besidder. Udvidelsen er et resultat af en længere tids strategisk dialog og en fælles tro på potentialet i regionen.
– I dag er en festdag, idet Norwegian endelig tager hul på den store satsning, vi sammen annoncerede tilbage i oktober sidste år. Startskuddet går til Barcelona, og herfra ruller de mange nye ruter ud – heriblandt et længe ventet comeback til Italien. At en markant partner som Norwegian vælger at investere så massivt i netop vores lufthavn, er en stærk tillidserklæring. Det vidner om en enorm tiltro til regionen og giver vores passagerer direkte adgang til nogle af de mest populære destinationer i Europa, siger Jan Hessellund, adm. Direktør i Billund Lufthavn.
Hos Norwegian er der store forventninger til den massive udvidelse i Billund. Med de ni nye ruter markerer flyselskabet sig som en af de absolut tungeste aktører i lufthavnen, der nu fungerer som selskabets primære omdrejningspunkt i Danmark uden for hovedstaden.
– Vi er utrolig glade for endelig at kunne skyde de mange nye ruter i gang fra Billund. Det er en vigtig milepæl for os og markerer, at vi for alvor træder ind som en nøgleaktør i Vestdanmark. Direkte forbindelser er helt afgørende, fordi de bringer Vestdanmark tættere på Europa og gør det både nemmere at rejse, drive forretning og tiltrække internationale gæster. Nu håber vi, at jyderne vil tage godt imod ruterne og bruge dem aktivt – det er helt afgørende for, at vi sammen kan sikre den fremtidige vækst og fortsatte udvikling, siger Sara Westphal Emborg Neergaard, landechef i Norwegian.
Med dagens markering tager Billund Lufthavn og Norwegian et fælles skridt ind i en sommer, hvor de store europæiske oplevelser rykker markant tættere på de vestdanske rejsende.
Med udvidelsen går Norwegian fra fem til 14 direkte ruter. Flyselskabet opererer i forvejen populære ruter til London Gatwick, Oslo, Alicante, Malaga og Mallorca fra Billund Lufthavn.

Læs også: Kender du begrebet flyskam
Grundlovsforhør i sag om røveri i dagligvarebutik
Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstillede sidste onsdag en 29-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Randers.
Han er sigtet for flere forhold, blandt andet et røveri begået den 24. marts i en dagligvarebutik på Markedsgade i Randers C, hvor han i forbindelse med et butikstyveri væltede en ansat omkuld og gav ham et knæ i ansigtet.
Der var gode overvågningsbilleder fra butikken, og Østjyllands Politi har den seneste tid søgt efter den 29-årige. Han blev tirsdag aften standset i en bil på Randers NØ og anholdt til sagen.
I forbindelse med anholdelsen blev han også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer og overtrædelse af våbenloven, da han havde en mindre mængde skunk og en slangebøsse med tilhørende metalkugler på sig.
Med i anklagemyndighedens fremstillingsrapport er også to tidligere forhold: Han er sigtet for den 5. marts at have begået røveri mod en dagligvarebutik på Jernbanegade i Randers C, hvor han nikkede en ansat en skalle og for den 8. marts at have begået vold mod en vagt i et supermarked på Dytmærsken i Randers C.

Læs også: 4 ud af 10 danskere accepterer butikstyveri




