Læs også:

Close
danske rederier skib kigge

NEWS: Dansk skibsfart bør være en del af totalforsvaret

Nyheder  | 

Dansk skibsfart bør være en del af totalforsvaret · Sønderjyde dømt for hvidvask af narkomillioner · Coop: Så flot med aftale om lavere moms på mad · Lovforslag om styrkelse af kontrollen med terrordømte og radikaliserede · En 40-årig lastbilchauffør er sigtet efter alvorlig ulykke · Dagens billede: Noget af et frieri

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Dansk skibsfart bør være en del af totalforsvaret

Danske Rederier med klar anbefaling til regeringen: Dansk skibsfart bør være en del af totalforsvaret …

Militært pres, hybride angreb, sabotage på søkabler, skyggeflådeskibe i danske farvande, cybertrusler og pres på globale forsyningskæder. Det er blot en række af de trusler, der efter Ruslands invasion af Ukraine retter sig mod Danmark og Europa. Derfor bør et formaliseret og konkret privat/offentligt samarbejde om et dansk totalforsvar være ambitionen, mener Danske Rederier:

– Vores fundamentale stabilitet og sikkerhed er udfordret, og derfor bør vi opprioritere det danske totalforsvar og styrke samarbejdet mellem offentlige og private aktører på området. Ud over de helt nødvendige investeringer i Forsvaret – som regeringen sammen med et bredt flertal i Folketinget klogt har igangsat – er der også en vigtig dimension i samarbejdet med private sektorer som for eksempel skibsfarten om at udnytte danske kapaciteter som allerede findes, forklarer administrerende direktør i Danske Rederier Anne H. Steffensen.

Danmark er blandt verdens ti største søfartsnationer. 80-90 % af verdenshandlen sejles. 78 % af vores forsyninger til Danmark ankommer med skib. Meget af vores energi kommer via kabler og rørledninger, der ligger på eller under havbunden, og det samme gælder kommunikations- og datalinjer. Den danskflagede civile flåde er den tredje største i NATO. Kort sagt: Danmarks velstand, sikkerhed og samfundsrobusthed hænger uløseligt sammen med havet.

– Det maritime er ikke et nicheområde. Det er en væsentlig del af fundamentet for dansk samfundsrobusthed. Vi har kapaciteter, erfaringer, skibe, knowhow og folk, som Danmark endnu ikke udnytter systematisk i totalforsvaret. Først og fremmest har vi viljen til og ønsket om at bidrage til Danmarks sikkerhed, siger Anne H. Steffensen.

Den civile skibsfart kan indgå i en række beredskabsopgaver som overvågning over og under vandet, transportkapacitet, reparationer af søkabler samt assistere i miljøberedskabet.

Derfor lancerer Danske Rederier nu en række konkrete anbefalinger til regeringen. Blandt andet en opfordring til at etablere et nationalt maritimt forsvarsforum, som også Norge, Sverige og Finland har. Samt at indtænke handelsflådens og færgernes kapacitet i NATO-, EU- og national planlægning. Indtil videre er dialogen med regeringen ikke udmøntet i konkrete aftaler eller beredskabsplaner.

– Det har ikke været nemt at slå døren ind til regeringen og myndighederne på denne dagsorden. Det undrer mig. Vi har jo meget at byde på, som enten ikke findes i tilstrækkeligt omfang i det offentlige, eller som tager tid at få på plads. Det er et tilbud om at tilføre overordentligt meget kapacitet ikke mindst til det civile beredskab, så jeg håber, vi med disse anbefalinger kan inspirere regeringen til at tænke dansk skibsfart ind i strategien om totalforsvar, afslutter Anne H. Steffensen, der er administrerende direktør i Danske Rederier.

Danske Rederier arbejder på at samle relevante myndigheder, rederier og interessenter til videre drøftelser af anbefalingerne.

Læs anbefalingerne ‘Danmark skal tænke maritimt – også i totalforsvaret og beredskabet’ her.

danske rederier skib kigge
Et opråb fra Danske Rederier … (Foto: PR)

Læs også: En trist dag for den grønne omstilling

Sønderjyde dømt for hvidvask af narkomillioner

En 49-årig mand er idømt to år og ni måneders fængsel for hvidvask af knap 20 millioner kroner gennem fakturafabrikker.

En 49-årig mand fra Gråsten er ved Retten i Sønderborg idømt to år og ni måneders fængsel for hvidvask. Sagen er kørt af National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).

Den dømte har i perioden fra juli til december 2021 gennem sin egen virksomhed og tre virksomheder, som han var medejer af, hvidvasket knap 20 millioner kroner. Hvidvasken er sket ved, at virksomhederne blev benyttet som såkaldte fakturafabrikker, der udstedte fakturaer for ydelser, der ikke blev leveret, og dernæst sendte pengene videre til selskaber i udlandet.

Sagen udspringer af en større sag om et narkotika-netværk, hvor den 49-årige var en del af netværkets hvidvask-kæde. Ud over fængselsstraffen har retten konfiskeret udbytte for 1,5 millioner kroner hos den dømte.

Specialanklager hos NSK Jhin Lee udtaler:

– Sagen er en brik i et større puslespil om organiseret narkotikahandel i det etablerede bandemiljø. Den dømte har gennem sine virksomheder hvidvasket penge, der kom fra den ulovlige narkotikahandel. Det skal ikke kunne betale sig, og jeg er derfor også tilfreds med, at retten har konfiskeret hans fortjeneste.

dom retssal hammer
Sønderjyde dømt for hvidvask af narkomillioner … (Foto: Unsplash)

Læs også: NSK i hvidvaskaktion

Coop: Så flot med aftale om lavere moms på mad

Det er et markant politisk gennembrud, at der nu er et bredt flertal for at sænke momsen på fødevarer. Det har Coop arbejdet for i årevis. Nu skal vi helt i mål med noget, der fungerer i praksis og kan mærkes af forbrugerne. Det er rigtig godt, at et meget bredt flertal i Folketinget nu er blevet enige om at afsætte penge til at sænke momsen på fødevarer.

Det siger Coop ambas administrerende direktør, Annette Jorn:

– Det har vi i Coop arbejdet for i årevis. Så der skal kage på bordet, og champagne-propperne skal knalde. Fødevarer er ekstremt dyre i Danmark, fordi vi som et af meget få lande i EU har fuld moms på fødevarer. Dvs. en høj afgift på alle de basisvarer, som vi alle har brug for at købe på daglig basis. Det er virkelig godt, at den bliver sænket, forklarer hun.

Aftalen lægger sig dog ikke fast på en endelig model, så der er stadig tvivl.

– Mit håb er, at man lander på en model, der er til at administrere for virksomhederne, og som samtidig er til at mærke for forbrugerne. Og som giver mening for folk. Vi har i Coop foreslået at starte med at fjerne momsen helt på uforarbejdet frugt og grønt, forklarer hun.

– Det er meget nemmere at administrere end fødevarer bredt set, det er det suverænt mest populære blandt danskerne, og der er nogle ekstra positive effekter omkring sundhed, miljø og klima. Samtidig vil det have markant virkning på prisen på frugt og grønt, så det bliver synligt for kunderne. Det bliver ikke smurt så tyndt ud, siger Annette Jorn.

– Vi vil meget gerne bidrage til de videre forhandlinger og give vores perspektiv set fra dagligvarehandlen og vores to millioner medlemmer. Det er så flot, at et flertal nu har taget hul på at løse det problem, og så håber jeg selvfølgelig også, at man kommer helt i mål og får lavet en rigtig god løsning, afslutter Annette Jorn.

coop
Annette Jorn er adm. direktør i Coop amba og arbejder for billigere frugt og grønt til Coops medlemmer. (Foto: Liv Rossander)

Læs også: Danskerne vil have lavere moms på fødevarer

Lovforslag om styrkelse af kontrollen med terrordømte og radikaliserede

Justitsministeren vil med nyt lovforslag styrke kontrollen med terrordømte og radikaliserede …

Sidste uge sendte justitsminister Peter Hummelgaard et nyt lovforslag i høring, der skal give mulighed for at pålægge terrordømte og radikaliserede en række kontrolforanstaltninger. Formålet er at beskytte det danske samfund mod den trussel, som disse personer udgør.

I de kommende år står Danmark sammen med resten af Europa over for et højt antal af løsladelser af både personer, der er dømt i terrorsager, og andre kriminelle indsatte, der har påbegyndt eller fortsat en radikaliseringsproces under deres fængsling.

Indsatte terrordømte og radikaliserede udgør en særlig trussel, når de løslades og går fra en situation med høj kontrol i et overvåget og lukket miljø til en situation, hvor de er på fri fod med begrænset kontrol og kontakt til myndighederne. Derfor lægger regeringen nu op til at indføre en ordning med en række kontrolforanstaltninger for terrordømte og radikaliserede, der vil skulle fastsættes af domstolene.

Hovedmålgruppen for lovforslaget er personer, der fremover dømmes for terror. Herudover foreslås det, at ordningen også skal gælde særligt farlige radikaliserede, der tidligere er idømt fængselsstraf eller anden strafferetlig retsforfølge af frihedsberøvende karakter, herunder personer, der tidligere er dømt for terror. I helt ekstraordinære tilfælde vil kontrolforanstaltninger kunne fastsættes overfor personer, der ikke tidligere er dømt, men som vurderes at være særligt farlige radikaliserede og at udgøre en trussel, der ikke kan imødegås på anden måde.

De kontrolforanstaltninger, som vil kunne fastsættes, vil være opholds- og kontaktforbud, våbenforbud, forbud mod deltagelse i skytteforeninger, internet- og kommunikationskontrol, forbud mod at besidde, gøre sig bekendt med eller dele terrorpropaganda, påbud om psykologisk eller psykiatrisk behandling og påbud om meldepligt. Kontrolforanstaltningerne vil som udgangspunkt have en varighed på mellem 1 og 10 år. Dog vil visse kontrolforanstaltninger (våbenforbud, forbud mod deltagelse i skytteforeninger og forbud mod at besidde, gøre sig bekendt med eller dele terrorpropaganda) kunne fastsættes livsvarigt. Overtrædelse af kontrolforanstaltningerne vil kunne straffes med fængsel i indtil 2 år.

Justitsminister Peter Hummelgaard siger:

– Danskernes tryghed og sikkerhed er en kerneprioritet for regeringen. Derfor er det vigtigt, at vi nu foreslår at give myndighederne nye værktøjer til at imødegå den trussel, som løsladte terrordømte og radikaliserede udgør i vores samfund. Det er en trussel, som vi alle oplevede blive til virkelighed ved det forfærdelige terrorangreb i København i 2015, som blev begået af en person, der var identificeret som radikaliseret og blev løsladt fra fængslet to uger før terrorangrebet. De nye kontrolredskaber skal medvirke til at sikre en bedre håndtering af løsladte radikaliserede, når de lukkes ud i vores samfund.

Lovforslaget og kontrolforanstaltningerne bygger på anbefalingerne fra en tværministeriel indsatsgruppe vedrørende terrordømte og radikaliserede fra marts 2024, og ordningen er i vidt omfang inspireret af andre landes tilgange til udfordringen.

PET vurderer, at der årligt vil være 10-15 personer i lovforslagets målgruppe. Det er dog et tal behæftet med betydelig usikkerhed, og vurderingen af, om der kan fastsættes kontrolforanstaltninger, vil i sidste ende være domstolenes.

Foruden kontrolforanstaltningerne indeholder lovforslaget også forslag til ændringer af indsatsen i forbindelse med prøveløsladelse af terrordømte og radikaliserede indsatte, herunder vilkår om opholdsforbud og GPS-fodlænke. Herudover foreslås det, at der skal kunne iværksættes en række kriminalpræventive indsatser på og over for beboerne på udrejsecentrene.

Lovforslaget forventes at træde i kraft den 1. juli 2026.

Her kan man se lovforslag.

våben pistol skydere
Lovforslag om styrkelse af kontrollen med terrordømte og radikaliserede … (Foto: Politiet)

Læs også: Kvinder anholdt for indsmugling af kokain

En 40-årig lastbilchauffør er sigtet efter alvorlig ulykke

En betjent afgik ved døden sidste uge, og en anden betjents tilstand er fortsat kritisk.

Efter ulykken onsdag nat sidste uge, hvor en lastbil ramte en patruljebil og to patruljebetjente på den sønderjyske motorvej, iværksatte Syd- & Sønderjyllands Politi umiddelbart efter en efterforskning. Her blev en bilinspektør med det samme tilkaldt til stedet for at undersøge de nærmere omstændigheder ved ulykken. Derudover gik politiet i gang med at foretage afhøringer i sagen.

En 43-årig mandlig politibetjent afgik ved døden efter ulykken, mens en 25-årig kvindelig politibetjent kom alvorligt til skade og fortsat er i kritisk tilstand.

Den 40-årige lastbilchauffør er sigtet i sagen. Han er sigtet for dels uagtsomt manddrab og dels uagtsom legemsbeskadigelse efter henholdsvis straffelovens § 241 og § 249.

Ud fra den indledende efterforskning – og den foreløbige udtalelse, som politiet har modtaget fra bilinspektøren, der har undersøgt ulykken – har vi vurderet, at der på nuværende tidspunkt ikke er grundlag for at fremstille den pågældende i et grundlovsforhør. Lastbilchaufføren er derfor løsladt. Den pågældende er fortsat sigtet i sagen.

Syd- & Sønderjyllands Politi fortsætter efterforskningen af sagen. Først når den er afsluttet, og de endelige erklæringer foreligger, vil anklagemyndigheden foretage en endelig vurdering af tiltalespørgsmålet i forbindelse med den tragiske ulykke.

politi
En 40-årig lastbilchauffør er sigtet efter alvorlig ulykke … (Foto: Rigspolitiet)

Læs også: Aggressiv passager stak med en kniv i bus

Dagens billede: Noget af frieri

· Mere fra samme kategori ·