
SOMMERNEWS: Danskerne sløser med kæledyrenes sikkerhed i bilen
Danskerne sløser med kæledyrenes sikkerhed i bilen · Aggressiv passager stak kniv i dækket på bybus · Eksperter advarer: Ødelæggelseslov truer enorme regnskovsområder · Elektrisk bilsalg voksede i EU i første halvår 2025 · Dagens billede: En noget anderledes te-app · Fredagsfjol En god dag · Sommerpostkort: Besøg Kronborg Slot
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Danskerne sløser med kæledyrenes sikkerhed i bilen
Danskerne sløser med kæledyrenes sikkerhed i bilen, det viser ny undersøgelse …
Næsten hver femte danske hund får lov at bevæge sig frit rundt i bilen under kørslen: Hvis verdens mindste hunderace, en chihuahua, ikke er fastspændt, kan situationen potentielt blive fatal blot ved en hård opbremsning – ikke blot for hunden, men også for bilens øvrige passagerer, advarer Agria Dyreforsikring.
En ny undersøgelse, foretaget af analysebureauet Xtreme for Agria Dyreforsikring, viser, at 18 procent af de cirka 850.000 hunde i danske hjem aldrig er fastspændt eller på anden måde forsvarligt sikret under bilkørsel.
– Det er bekymrende, at ca. hver femte danske hund får lov at bevæge sig frit rundt i bilen under kørslen – endda på forsæderne, mener hundeekspert og marketingchef i Agria Dyreforsikring, Lotte Evers.
– En løs hund i en kørende bil kan ikke bare skade sig selv men kan være livsfarlig for bilens øvrige passagerer – både under en ulykke og blot ved en kraftig opbremsning. Under en kollision med 90 km/t vil selv en chihuahua på blot to kilo udgøre en kraft på over 250 kilo. For Danmarks mest populære hunderace, labrador retriever, svarer effekten til hele 3.840 kilo – det svarer til vægten på en stor SUV, forklarer hun.
I Danmark er det ikke et lovkrav, at hunde og andre kæledyr skal være fastspændte under kørslen; dog må du ikke have hunden siddende på skødet, når du fører bilen, da det er et krav, at kæledyret ikke generer føreren eller kørslen.
Danske hundeejere er dog mere bekymrede for sikkerheden end mange andre. I Frankrig er 38 procent af hundene for eksempel helt ubeskyttede, viser Agrias undersøgelse.
De mest almindelige måder at sikre din hund på under bilturen er at bruge en sikkerhedssele (29%), transportbur (28 %) eller at adskille hunden bag et sikkerhedsgitter i bagagerummet (18%).
– Det kan få alvorlige konsekvenser, hvis du bliver involveret i en trafikulykke, og dit kæledyr ikke er korrekt sikret i bilen. I Agria ser vi desværre jævnligt tilfælde, hvor hunde løber væk eller bliver påkørt i kølvandet på et uheld – især når redningsmandskab åbner bildøre, eller bilen er beskadiget i en sådan grad, at dyret får mulighed for at stikke af eller i værste fald slynges ud af bilen under sammenstødet. Andre konsekvenser kan være, at føreren bliver distraheret, eller at hund og kat smutter ud ad et åbent vindue undervejs eller en dør, når du standser, advarer Evers, som derfor opfordrer til altid at sikre kæledyret forsvarligt under bilturen ved at bruge et godkendt transportbur eller en sele, der er testet til kørsel.
Katte sikres bedre end hunde … Kun 4 procent af de danske katte får lov at rejse helt løse i bilen, men da en gennemsnitlig huskat vejer omkring 4 kilo, udgør også de en betydelig sikkerhedsrisiko.
– Det er meget typisk, at katte langt sjældnere transporteres i bil sammenlignet med hunde. Det afspejles i undersøgelsen, hvor 41 procent af katteejerne angiver, at deres kat aldrig kommer med i bilen. Når katten dog skal med på farten, vælger langt de fleste et transportbur som den foretrukne og sikreste løsning – 46 procent vælger at placere katten i et bur, 5 procent bruger sele og 5 procent sikkerhedsgitter, afslutter Lotte Evers.
Undersøgelsen er udført af Xtreme på vegne af Agria. 610 danske hunde- og katteejere deltog.

Læs også: Hunde- og kattebattle
Aggressiv passager stak kniv i dækket på bybus
Sidste tirsdag aften kørte flere patruljer mod krydset mellem Åby Ringvej og Silkeborg, hvor en 21-årig mand opførte sig voldeligt og truende over for en buschauffør.
Chaufføren i bussen havde bedt den 21-årige om at forlade den, da han sad og røg i bussen samt slog og sparkede på sæderne. Den 21-årige råbte flere trusler mod chaufføren og forsøgte at nikke ham en skalle, men forlod så tilsyneladende bussen. Da chaufføren satte i gang igen, kunne han dog se, at den 21-årige var hoppet tilbage på bussen.
Chaufføren bad igen manden om at forlade bussen, hvilket resulterede i en ny byge af trusler. Den 21-årige gik herefter ud af bussen og trak en kniv frem, som han forsøgte at stikke i bussens dæk, og chaufføren skyndte sig at ringe efter politiet.
Flere patruljer kom hurtigt til stedet, hvor de på et grønt område tæt ved fandt den 21-årige mand. Den 21-årige forsøgte at løbe fra stedet, men blev anholdt med den fornødne magt og sigtet for vold og trusler mod person i offentlig tjeneste samt for overtrædelse af knivloven.

Læs også: Mand tiltalt for vold
Eksperter advarer: Ødelæggelseslov truer enorme regnskovsområder
Den brasilianske kongres har netop vedtaget en lov, der truer millioner af dyr og oprindelige folk i regnskoven, og som kan påvirke hele klodens klima.
Brasiliens enestående regnskov og dyreliv er endnu engang under angreb. Naturområder, der samlet er mere end fire gange så stort som Danmarks areal, er i fare for at blive helt eller delvist ødelagt. Pengestærke landbrugs- mine- og fødevarefirmaer vil i fremtiden få adgang til unikke habitater i den brasilianske regnskov uden miljøvurdering.
– Loven kaldes allerede ‘Ødelæggelsesloven’ af klima-, og miljøorganisationer på grund af den potentielle trussel, den udgør for kæmpestore områder i Amazonas, siger Mette Gervin Damsgaard, Politisk Chef i World Animal Protection Danmark:
– Amazonas huser omkring 10 % af alle verdens dyre- og plantearter. Når skoven fældes, mister mange arter deres levesteder. Nogle udryddes helt fordi mange af de arter, der går tabt, er endemiske – og altså kun findes lige netop dér.
Den anerkendte brasilianske organisation, ISA (Instituto Socioambiental). anslår, at op mod 18 millioner hektar skov i mere end 3000 områder, er i fare for at blive helt eller delvist ødelagt.
– Lovforslaget betyder i praksis, at den miljø og naturbeskyttelse, som det har taget årtier at opbygge, bliver ophævet. Enhver interesseret part vil fremover kunne opnå miljø licens uden forudgående analyse, storskalaprojekter bliver fritaget for licenskrav, og stater og kommuner vil kunne give dispensation uden konsultation og godkendelse fra kompetente miljømyndigheder, forklarer Jakob Kronik, Global Chef i den internationale organisation, Verdens Skove.
– Meget vil ændre sig med vedtagelsen af det kontroversielle lovforslag, der er et stort tilbageslag for landets vilde dyreliv, økosystemer, landbrugsdyr, oprindelige befolkning samt også folkesundheden på hele kloden, fortsætter Jakob Kronik.
Det destruktive lovforslag vil kunne påvirke hele klodens klima, biodiversitet og sundhed. Brasilien, der strækker sig over næsten halvdelen af Sydamerika, er et af verdens rigeste lande, når det kommer til natur og vildt dyreliv.
Landet huser verdens måske vigtigste økosystem, der rummer mere end 116.000 registrerede dyrearter og 46.000 plantearter, heraf mere end 8.000 oprindelige træarter, samt en lang række unikke svampe og bakterier.
Som sådan fungerer den brasilianske regnskov, og de tilstødende områder, som en slags Noahs Ark for planeten.
Men også i forhold til klodens klima har truslerne mod Brasiliens enestående natur afgørende betydning globalt.
– En tredjedel af jordens landmasse er dækket af skov, der fungerer som en væsentlig faktor i reguleringen af verdens vejr og klima. Globale havstrømme, vindforhold og nedbør. Særligt gammel skov, som netop regnskoven i Amazonas, er en effektiv global C02-regulator, fordi den binder enorme mængder af det kulstof, der er med til at hæve klodens temperatur og derved er med til at nedbringe den globale kulstof-udledning, siger Jakob Kronik fra Verdens Skove.
– Derfor betyder det noget i Danmark, når den brasilianske landbrugs- og mineindustri får presset en destruktiv dagsorden igennem, og vedtaget en ødelæggende lov, der truer mennesker, dyr og natur i Brasilien, konkluderer Mette Gervin Damsgaard fra World Animal Protection.
Sammen med Verdens Skove vil WAP sætte fokus på problemet i forbindelse med klimatopmødet, COP30 fra den 10. november 2025, der afholdes i den brasilianske by, Belém, der er indgangen til Amazonas deltaet.

Læs også: Massakre på Færøerne
Elektrisk bilsalg voksede i EU i første halvår 2025
Bilsalget i EU faldt med 1,9 procent i første halvår 2025, mens elbilernes andel steg til 15,6 procent i EU og 63,8 procent i Danmark.
EU’s bilsalg viste begrænset bevægelse i juni 2025 med 1.010.201 nye personbiler, hvilket svarer til en tilbagegang på 7,3 procent i forhold til juni sidste år, hvor der blev registreret 1.089.977 nye personbiler. I løbet af første halvår 2025 blev der registreret 5.576.568 nye personbiler i EU, hvilket stort set er på niveau med samme periode i 2024 og svarer til en mindre tilbagegang på 1,9 procent. Det tyder trods alt på et stabilt marked. I Danmark faldt antallet af nyregistreringer i juni med 2,4 procent, mens salget for første halvår samlet set lå 3,8 procent over niveauet fra samme periode sidste år.
– Halvårstallene viser, at det europæiske bilmarked samlet set har været præget af stabilitet med kun mindre udsving. I Danmark oplever vi en moderat fremgang, hvilket vidner om, at interessen for nye biler fortsat er intakt hos mange forbrugere, siger Mads Rørvig, administrerende direktør i Mobility Denmark.
Elbilerne fortsatte fremgangen i EU i juni 2025 med 168.488 nyregistreringer, hvilket svarer til en stigning på 7,8 procent sammenlignet med juni sidste år. Andelen af rene elbiler udgjorde 16,7 procent, mens opladelige biler, dvs. både elbiler og plug-in hybridbiler, samlet nåede op på 26 procent af markedet i juni måned. I første halvår blev der i alt indregistreret 869.271 elbiler i EU – en stigning på 22 procent i forhold til samme periode sidste år. Det svarer til en andel på 15,6 procent af de samlede nyregistreringer i første halvår. I Danmark stod elbilerne for 63,8 procent af nyregistreringerne i første halvår 2025.
– Udviklingen i juni og første halvår viser, at elbiler fortsat vinder indpas på de europæiske veje. Det er en vigtig udvikling, hvis transporten skal bidrage til at nå klimamålene. I Danmark er elbilerne allerede dominerende, og det skyldes ikke mindst en afgiftsmodel, der har gjort det økonomisk attraktivt at vælge grønt. Erfaringerne herfra viser, at stabile og gennemsigtige rammer er afgørende for, at flere forbrugere tager skridtet mod en elbil. Hvis vi vil fastholde tempoet i omstillingen, er det nødvendigt at sikre en langsigtet og forenklet bilbeskatning, der understøtter investeringer i nul-emissionskøretøjer, afrunder Mads Rørvig, administrerende direktør i Mobility Denmark.

Læs også: Forsigtig fremgang i bilsalg i Europa



