Klumme: Tanker om det at have søskende
Familierelationer er en essentiel og vigtig del i vores liv. Selv er jeg enebarn, det kan jeg også skrive meget om. Og det kommer jeg også til her. Men egentlig var det mere det at have søskende, som jeg har gået og grublet over. Læs min klumme og tanker om det at have søskende
Måske er jeg ikke den rette til at skrive denne klumme – eller også er jeg netop. For det at have søskende har ikke været mig forundt. Ikke at det har ‘ødelagt noget’, men det er og var jo med til at definere mig, og hvem jeg var. Jeg er også ret sikker på, at både dele af min personlighed og opvækst var og er anderledes, for jeg var ene barn i hjemmet i Slagelse.
Et ønskebarn
Et ønskebarn det var jeg, for mine forældre havde svært ved at blive gravide, så de endte med at bestemme sig for at adoptere – et græsk pigebarn – den gang i tresserne. Men det tog jo tid, og tæt på de skulle have det barn, blev min mor gravid, og det græske barn ‘aflyst’ og jeg kom til verden ikke længe efter. Et ønskebarn på mange måder. Og sådan opfattede jeg også mit liv – som ‘det vigtigste’ i mine forældres liv – de elskede mig betingelsesløst, og ja, de fik aldrig flere – og dermed blev ønskebarnet også enebarn.
Jeg havde en dejlig barndom – et roligt liv – min mor gik hjemme, min far var tømrer. Jeg elskede at gå i skole og dyrke sport og brugte meget af min tid på det. Dengang tænkte jeg faktisk aldrig over det, at jeg var enebarn. Heller ikke når jeg så andre børn og deres søskende. Det var blot et faktum. Vi skulle op til teenagerårene, før jeg ‘savnede’ en storebror (og han skulle have heddet Thomas synes jeg). Men for at være ærlig, så var det mest for at have en, der kunne have ‘banet vejen for mig’ – en der var på min side. For mine forældre var (desværre synes jeg dengang) utrolig enige om, hvad jeg måtte og ikke måtte. Der var ikke mulighed for at overtale den ene. Men Thomas var og blev et fatamogana. Og ja, som årene gik – jeg kom i gymnasiet – kom tankerne om søskende længere og længere væk.
Viden om søskende
I dag er der meget snak og empiri omkring søskende og søskendeflokken. Det har jeg altid syntes var ret sjovt at dykke ned i. Der har også altid været mange holdninger til enebørn – de var introverte – havde nok i dem selv – var forkælede, og jeg kunne blive ved. Jeg må så sige, at introvert nok er et ord, man aldrig ville bruge på at beskrive mig – at have nok i mig selv – njaa jeg er faktisk ret glad for mennesker og har en åbenlys interesse i dem. Og forkælet – nej – eller jo hvis man er forkælet, hvis man er højt elsket, men forkælet som at man vil have eller får sin vilje, altid vil bestemme, ‘får alt man peger på’ – absolut nej.
Men der er ingen tvivl om, at der ligger noget dynamik og personlighedsdna i, hvordan man er vokset op. Om der er en, flere eller måske mange søskende omkring en i hverdagen. Det kan være misundelse, konkurrence, beskyttertrang og hjælpsomhed – altså både gode og dårlige ting og elementer, som man måske tager med ind i voksenlivet. Når jeg ser serier eller film, hvor der er en stor søskendeflok, er det jo ‘som en by i Rusland’ for mig. Jeg kan simpelthen ikke forestille mig et barndomshjem med så mange mennesker og larm og aktivitet … Der er var ret stille – ingen råben eller skrigen eller kampe om pladser og mad og opmærksomhed hos os. Det var min far, mor og jeg …
Familiedynamikken
At jeg selv fik to børn, det er mig stadig lidt ubegribeligt. Ikke at jeg ikke elsker børn, det gør jeg. Men min barndom indeholdt ikke mange børn og babyer. Alle mine fætre og kusiner var voksne, da jeg skulle i skole. I familien var jeg ‘lille Tina’ – det tror jeg, de stadig synes jeg er, selvom man vel ikke kan kalde mig det mere.
Men livets uransagelige veje gjorde, at jeg fik to drenge. DET er for mig en stor søskendeflok – det er stadig for mig vildt – og nærmest absurd. Og jeg ‘endte’ med en fin familie med min daværende mand og mine to drenge. Deres venner og familie kom jeg også med årene tættere på og så derfor også mange dynamikker mellem søskende – både gode og dårlige.
Jeg kender desværre også mange søskende, der ikke elsker hinanden – der er som nat og dag – og dermed nærmest ikke fatter, de er af samme forældre. Og så har jeg slet ikke nævnt halvsøskende, og hvad ved jeg. Jeg kan huske, jeg tænkte, at det var et gigantisk ansvar at få børn, inden jeg fik dem. Og jeg havde mere ret, end jeg måske selv var klar over. Det er – og det er for altid – et stort ansvar. Og man skal måske også tænke på og overveje, hvor mange børn man gerne vil have. Jeg kan huske, jeg tænkte ‘kan man elske to lige meget’ – og svaret er JA, det kan man nemt.
At være enebarn
Nu har jeg ovenfor indrømmet, at jeg som teenager drømte jeg om, at have en storebror, der skulle hedde Thomas. For han ville og kunne hjælpe mig, når mine forældre var rørende enige om ‘ting jeg ikke måtte’. Han kunne bane vejen – være min skytsengel. Men ja det havde jeg ikke …
Jeg er faktisk ret taknemmelig over at have været enebarn – jeg vidste det ikke dengang, og det er ikke sådan, at jeg ikke ville have elsket at have søskende. Men jeg har været glad for at være enebarn. Jeg begyndte til gymnastik, da jeg var to år – kom ud blandt mennesker – jeg kom i skole et år før tid. Jeg har både elsket ‘den valgte ensomhed’ og at være sammen med mennesker.
Min opvækst bød på rigtig mange ‘alenetimer’ – i dag kan jeg godt tænke over, ‘hvad pokker jeg fik tiden til at gå med’. Men faktum er, at jeg aldrig kedede mig. Jeg havde masser af valg at træffe, og jeg følte, jeg havde et rigt liv. Selvom – set i bakspejlet – vi på ingen måde havde meget. Måske er det at være enebarn i dag anderledes – de sociale medier har på mange måder ændret os. Så man kan nok ikke sammenligne. Men det er i sidste ende jo forældrenes ansvar at se på de børn, de får – elske dem overalt på jorden, og ‘klæde dem godt på’ til livet senere hen, hvor alle udfordringer, valg og bekymringer også dukker op (som en del af voksenlivet). Mine forældre klædte mig (måske uden at vide det) ret godt på. Det er jeg både glad og stolt over …
Mine egne drenge
Mine drenge er voksne i dag. Der er under to år imellem dem. Da de var mindre, tænkte jeg tit, ‘hvordan mon I bliver som voksne’. Det ved jeg nu. Og jeg er allermest stolt over, at de er blevet to voksne mænd med de menneskelige egenskaber og kvaliteter, der betyder allermest for mig. DET vidste jeg ikke, om ville lykkes da de var mindre. DET ved jeg så nu.
De to drenge endte med at komme i skole med et års mellemrum. Og den ‘lille’ voksede også hurtigere end den ‘store. Med det resultat, at da de var omkring 10 år troede mange, at de var tvillinger eller den ‘lille’ var den ‘store’. DET elskede han – storebroren mindre. Det er da også nederen. De fik lidt samme vennekreds – de spillede begge meget fodbold. Men de var som mennesker forskellige – men den store var verdensmester og vildt god til at inkludere lillebror. Det er hans fortjeneste – det er så stort og sejt, at han gjorde det. Det banede vejen for den ‘lille’ på mange måder.
Selvom de stadig både ligner hinanden en del fysisk – stadig har en overlappende vennekreds og på andre måder er ens. Så er de også forskellige. Men de spiller hinanden gode. De elsker hinanden. De bor med 200 meters afstand. De ‘står på mål’ for hinanden, og jeg er ikke i tvivl om, at når de stifter familie, så får de et endnu tættere søskendebånd. Det gør mig virkelig glad, at de som en ekstra ‘livsgave’ har fået det med.
Alene eller ej
Jeg har fortalt det før, men mine forældre er nu døde, og jeg er stadig i gang med at tømme deres hus gennem næsten 70 år. I den sammenhæng har netop begrebet søskende kommet meget frem. For jeg har gået der alene og skulle klare det. Jeg fundet stakke af breve og kort fra for eksempel min farmors tre søstre, der alle tre boede i København, og som jeg dengang syntes, var det mest eksotiske og vilde i mit (Slagelse)liv.
Her på mine ældre dage kan jeg godt lidt tænker over, at jeg ingen søskende har – at tale fortid – mig – min historie med – som mine drenge altid vil kunne, når de bliver ældre. Det er ‘too late’ – men jeg har altid vidst, at det at være enebarn ville influere på mit liv. Og det gjorde det jo også den gang men også nu, og når jeg bliver rigtig gammel. Men det jeg måske lidt ikke har tænkt over er, at man ikke selv vælger sin familie, men man vælger selv sine venner. Og er man heldig har man også et par ‘livsvidner’ med i bagagen. Som man kan dele historierne med, når man sidder med lilla hår på en bænk som 87-årig og snakker ‘gamle dage’. Så søskende eller ej. Man har faktisk også andre muligheder for at have mennesker i sit liv, der er med til at gøre en forskel. Det er dejligt at vide …
Læs også:
