Læs også:

Close
vej sommer valmuer mormor barndom knudstrup marker

Klumme: Åh disse minder …

Mit liv  | 

Minder er en sjov størrelse. De kan både være fantastiske – essentielle i ens liv og svære at kapere og skulle konfronteres med igen og igen. Ja, minder er både gode og dårlige. Men de er en del af vores liv og dna

Jo ældre vi bliver, jo flere minder har man i sin ‘livsrygsæk’ … Minder ser jeg som en del af min historie – dna – hvem jeg er og hvad jeg har lavet i mit liv. Jeg er taknemmelig for at have mange og gode minder – ingen sådan traumatiske eller ‘gå-væk-minder’. Men alligevel er det ikke altid, minder gør en godt. Her kan du læse mine tanker om minder – på godt og ondt …

citat quote livet
Nej, og derfor så lev i nuet og tænk ikke så meget på hverken for- og fremtid – meeeen husk minderne … (Foto. Pexels)

Livet der fyldes med minder

Min mor døde for ikke så længe siden, og pludselig er jeg forældreløs – og enebarn. Jeg har nået flere gange at tænke, ‘godt jeg har to drenge, der kan fortælle min og mine forældres historie videre’. Jeg går i disse måneder og tømmer mine forældres hus gennem næsten 70 år og som så også er 59 år af (hele) mit liv. Se DER kan du tale minder – de står nærmest i kø. Både på den gode og også hårde måde. For det går op for mig, at når det er tømt og solgt, så er det kun nogle få fysiske ting (gemt som minder) og mit hoved der kan fortælle min historie og de store og små minder.

Et eksempel er min fars ‘kontor’, hvor han tilbragte uendelig mange aftener med at sidde med ‘alt muligt’. Tror han hyggede sig der. Og han brugte uendelig meget tid med frimærker der. Som barn sad jeg på gulvet med mine egne frimærker – jeg elskede de stunder. Jeg tror ikke engang, vi snakkede – vi ‘var der bare’ i hinandens selskab – det var ‘lydløs hygge’. Og nu skal jeg (for helvede også) tømme det – for alt. Hvordan gør man det … Jeg har jo lyst til at gemme nogle af de ting. For at være sikker på de minder bevares. Men jeg har ikke plads. Uha det er svært.

far frimærker kontor sønderås slagelse minder
Det lille kontor står som en lille tidslomme fra 70’erne, hvor det blev ‘sat i stand’. Uha jeg har mange minder fra det rum fra min barndom. (Foto: MY DAILY SPACE)

Den fortid

Jeg læste engang en skrive om fortiden: Fortiden er hvor der altid gror noget nyt ud af det, der forsvinder … Altså at vi kan have svært ved at huske korrekt, at vores fantasi og hjerne ‘snyder os’. Og vi ved det, når vi lidt i sjov siger, ‘da jeg var barn lå der meterhøje snedynger og somrene var altid varme’ … Men det er sådan, vi husker vores barndom – de gode minder, der får lov til at ‘overrule’ de mindre gode (rainy days). Egentlig er det jo ret fint, at hjernen selekterer for os.

Men det er faktisk ret interessant at tænke på, at det siges, at erindringer er brudstykker af alt fra sandheden til fantasien. Men også den enkeltes individuelle oplevelse og opfattelse. Har du nogensinde tænkt over det? Jeg har virkelig tænkt meget over det – og mine egne minder og erindringer.

Forskning viser faktisk,  at vi som mennesker i gennemsnit har 13 hemmeligheder – 5 så hemmelige at de aldrig fortælles til andre. Det viser studier fra Columbia University i New York. Og så skulle man tro, at det svære er at holde på de hemmeligheder –  men nej studierne viser, at det svære er at leve med dem og bære på dem alene – ruge over dem – leve med dem – aldrig at kunne blive fri for dem – at det suger vitalitet og kræfter ud af en … Heldigvis har jeg ingen tunge hemmeligheder – tror jeg. For hukommelsen kan godt spille os et puds. Men jeg har tænkt meget over, om jeg i min oprydning hos mine forældre ville finde ting, minder, overraskelser eller hemmeligheder, som jeg reelt ikke havde lyst til at vide om dem og om mig. Heldigvis er der ikke dukket sådanne op – endnu …

minder jul julekort sønderås barndom
Her ses to julekort fra 1960, som er sendt til min mor og far fra min fars mostre, som begge boede i København – og jeg som (da jeg blev født) virkelig holdt af og syntes, de ‘var meget spændende’, for de var anderledes – ‘københavnere’ – ‘sådan nogle var jeg ikke vant til i Slagelse’. Jeg følte deres liv var lidt mere spændende … (Foto: MY DAILY SPACE)

De stærke minder

Når studenterne kører rundt i studentervognene glade – fulde og syngende – så får jeg totalt flashback til min studentertid. De minder står utrolig skarpt – og det tror jeg, de gør hos de fleste. Der er mange – de er stærke – de er dejlige – de er lette – de er intense. De er fra en svunden tid, der var vigtig for en. Og jeg tænker ofte på, at de unge mennesker, der nu bliver studenter bare skulle vide, hvor meget de kommer til at savne de tre år, og hvordan ens liv var. OGSÅ selvom der var masser af slid og slæb med lektier – gråd grundet dumme kærester – men mest af alt bare et liv levet i overhalingsbanen, hvor alt ‘lå for ens fødder’ og man ‘ikke kunne vente på det næste, der ville ske’.

Man skulle bare vide – at den fornemmelse liiidt fortager sig – og når man når til 20’erne, bliver det lidt mere ‘slid og slæb’ og ‘alvorligt’ (også i forhold til de beslutninger man tager). Men ja, jeg elskede de tre år – havde en lang fest – samtidig med jeg knoklede – på alle måder – også med at holde på min kæreste, som ikke helt var samme sted som jeg. Ikke før efter gymnasietiden, hvor jeg så var ‘videre’.

Jeg har også veninder, der siger, at de tre år var dårligere – ikke gode minder, og det er der, hvor det går op for mig, at jeg har levet lidt med skyklapper på, for det ‘så jeg slet ikke dengang’. Jeg troede også, de havde ‘en lang, fed fest’. Godt at man senere i livet er blevet lidt mere opmærksom på andre mennesker – men er vi NOK. Se det er en helt anden klumme værdig …

tina student studenterhue 1984
1984 var året, jeg blev student. Latterligt mange år siden – og alligevel står minderne fra den tid fuldstændig skarpt. (Foto: MY DAILY SPACE)

De glemte

Mine forældres hus er som en tidslomme fra 70’erne – siden er meget nemlig ikke ændret. Jeg havde et virkelig tryg og enkel barndom. Jeg er nok ikke så godt til at huske alt, der skete – meget er små sekvenser – flash backs – smag – duft – et splitsekund – en følelse. Ikke lange historier. Mærkeligt at jeg faktisk ikke kan huske det mere detaljeret.

Men når jeg nu går og rydder op, kommer der virkelig sjove ting frem – som er så åbenlyse og klare, når jeg ser det. Som den hjemmestrikkede stribede vest i brune og orange 70’er nuancer, som min mor havde strikket til mig, og som jeg elskede. Og som mit indianeroutfit til fastelavn som jeg selv havde syet i ‘håndarbejde’ – som kradsede helt vildt men som jeg syntes var mega sejt.

Og så er der de helt små – som dem på billedet. Den til venstre fandt jeg for nylig – den er over 50 år gammel. Og da jeg forsøgte at få kuglen i, var det totalt flash back til min barndom, hvor jeg kunne sidde uendelig lang tid og lege med den.

De to små tegninger er mig, der har tegnet dem, da jeg havde mæslinger – MANGE – som det kan ses – og vi sendte de to små tegninger ind til den lokale avis, hvor de også kom i. Min mor må have klippet dem til – og så gemt dem. Så uvirkeligt at finde dem. For jeg kan huske, at jeg var så stolt over at være kommet i avisen. Det var en vinter, derfor har halstørklædet på højre tegning også liiige fået lidt mæslinger. Nogen illustrator er ikke gået tabt i mig. Men nu har jeg gemt den til et evigt minde om dumme mæslinger og en svunden barndom.

barndom sønderås slagelse tegning mæslinger
Se hvad jeg fandt i min oprydning … (Foto: MY DAILY SPACE)

De små men intense minder

Jeg læste engang en sige, at uden erindring ingen identitet. Søren Kirkegaard sagde også ‘erindringer er et enmandsværk’ … Interessant – at minderne blot er vores hoved og selektive hukommelse – altså de ‘øjne der ser det’.

På et tidspunkt omkring jeg skulle i skole fik jeg nyt værelse. Det var stort – alt var nyt – og udenfor kunne jeg om natten bag gardinet se hængebirken stå og bevæge sig – det syntes jeg både var smukt og om natten uhyggeligt. Men hvad jeg syntes var endnu mere uhyggeligt var, at jeg ofte drømte, at Bjørnebanden fra Anders And kom og røvede vores hus, mens vi sov. Mine forældre sov ovenpå, så de ville komme ind til mig først. Det var meget levende – og gentagne gange, den drøm kom til mig. Og jeg kunne ellers godt lide at læse om dem i Anders And-bladet. Men når natten kom på besøg – så gjorde de frækkerter det også – og de var virkelig lede.

I dag smiler jeg lidt af det, når jeg står i det, der endte med at blive mine forældres soveværelse – og kigger ud i haven og på den dør med vinduet i midten med det matterede glas i gangen, som også skabte uhyggelige skygger. Men jeg var bange. Jeg kan huske følelsen fuldstændig tydeligt.

Og så er der smagen af stikkelsbær, som jeg på alle måder elsker – både smagen – udseendet (ikke de stikkende torne på grenene), når de ‘eksploderer’ i munden, og det at de sender mig lige lukt retur til min barndom hos min mormor og morfar og deres stikkelsbærbuske, som jeg altid tømte på sommerferierne hos dem. Det står krystalklart for mig, hver eneste gang jeg spiser eller ser et stikkelsbær, hvordan jeg gik rundt om den lille bygning, og ranede buskene, der stod i fuld (sommer)sol der varmede bærerne …

Var det ikke større …

Har du nogensinde genset eller besøgt et sted, hvor du var som barn. Det har jeg … Og hver gang slår det mig, at der er noget med proportionerne, der åbenbart har spillet ‘barnet’ et pus. For ofte er de slet ikke så store, som de er i virkeligheden. Ja, jeg ved godt, at børn er små og størrelserne derfor kan ses på en anden måde.

Jeg kan huske engang, jeg besøgte min faster på hendes gård udenfor Slagelse – jeg var i 20’erne – og jeg havde ikke været i ‘den fine stue’ (sådan en havde man altid i gamle dage – og den blev kun brugt når der var gæster, hvor man så fik kaffe) i måske 20 år. Det var så skørt, og jeg blev ved med at gentage mig selv – for rummet stod som en ‘kulisse’ fra min barndom – helt urørt – med samme møbler og indretning – som var der kun gået et splitsekund – men alt var mærkeligt og anderledes for mig. For den var absurd lille. Og min hjerne fik billeder frem, hvor jeg sad længst væk i sofaen og så på folk (når der blev holdt fester) – og synes, der var ‘kilometervis’ ned til den anden ende. I virkeligheden var stuen virkelig lille – men mig som barn siddende i den høje sofa har syntes ‘alt var stort’.

Jeg kan også huske en vej på landet som rutebilen (ja, det hed de lokale busser dengang i 70’erne) satte mig af ved, når jeg skulle besøge min mormor og morfar. Det skete kun om sommeren. Men jeg kan huske mine tanker og følelser inden og mens, jeg sad i bussen – nervøs – spændt og ‘det er lidt uoverskueligt’ – at jeg skulle gå den lange vej ned til deres hus fra hvor jeg blev sat af. Det både griner og smiler jeg af nu, når jeg kører der – der er nok 300 – 400 meter ned til deres hus. Jeg husker det, som var der 10 kilometer.

vej sommer valmuer mormor barndom marker
Den er smuk  – vejen – og jeg har kørt den utallige gange – og den er så meget en del af min barndom – vejen ned til det lille stråtækte hus, min mormor og morfar boede i … (Foto: MY DAILY SPACE)

Dem der gør naller

Jeg er det, man kunne kalde forældreløs. Men mor døde op til jul sidste år – og min far et par år tidligere. Nu er der bare mig – mig mod hele verden. Ingen søskende jeg kan dele minderne om en god og tryg barndom – et langt liv levet af mine forældre men også mit eget. Jeg er ‘ingens lilleTina mere’. Det er både svært – tomt og virkelig mærkeligt.

Jeg ved godt, det er livets gang – og jeg har været heldig at have dem så mange år,. Men jeg føler mig nogle dage ene og forladt – og deres hus på Sønderås er en lang mindelund – hvor minder man kan huske og andre glemte hele tiden dukker op – for når jeg går og tømmer mit barndomshjem, så det er hele mit liv og 70 år af deres, jeg alene skal rydde op i. Det er vildt. Noget af en ‘rejse i minder’ – mange der også gør naller. For shit det går op for en, at livet er fløjet afsted, uden jeg også selv har lagt mærke til det. Og alligevel er nogle af minderne så tydelige selvom de er absurd mange år siden, det er sket.

En anden der gør naller et minde fra juleaften – jeg var 7 år. Og pludselig skulle vi holde juleaften hos min farfar og farmor (fik jeg at vide om morgenen). Det jeg ikke fik at vide så konkret var, at min farmor var meget syg. Og hun endte faktisk med at blive hentet i ambulance og dø der juleaften. DEN juleaften er den, der står stærkest fra min barndom. Det HADER jeg, for jeg elsker jul, men jeg kan genfortælle alt fra de timer hos dem. Også min følelse og fornemmelse for, at ‘noget var helt galt’. Alle de andre ‘ligner i mit hoved hinanden’, og dem kan jeg ikke adskille.

Jeg har stædigt holdt fast i, at julen er den dejligste tid – men jeg tænker altid i december på den juleaften. Og sidste år døde min mor så få dage før juleaften, som hun i øvrigt havde glædet sig til. Men jeg vil forsøge at lade mine lidt hårde ‘juleminder’ blive en lille del af alt det, jeg elsker ved julen. Repetitionen i alle tingene – den samme sirupskage der skal laves (som min far tidligere lavede) – de samme juleting der kommer frem – man skal se Disneysjov og så videre. De minder og traditioner har jeg også givet videre til mine drenge. De minder skal bare håndhæves …

julekugler jul appelt (MY DAILY SPACE)
Julekugler med Karl og Kristian (mine drenge) kommer også frem hvert år. En dag skal de arve dem.  (MY DAILY SPACE)

Jeg er stadig heldig

Ofte når jeg læser bøger om andres liv og leben, går det op for mig, hvor svært et liv mange har og har haft. Ingen idyl – ingen dans på røde roser – intet glansbilledeliv. Og det sjove er, da jeg var barn og ung tænkte jeg aldrig over det, jeg troede egentlig nok bare, at alle andre havde det sådan nogenlunde som jeg selv. Vildt – måske det var fordi mit eget var simpelt og trygt – så jeg kendte ikke til ‘udsving’ – svigt – og mærkelige familier. Det er noget af en ‘børne-osteklokke’, jeg har levet i. Godt for mig – måske …

Men jo flere bøger jeg læser, jo mere går det op for mig, hvor mange mennesker, der har en virkelig svær og hård bagage med sig. Hvordan de overhovedet har klaret det og er kommet stærke igennem det, det er mig en gåde. Det er utrolig flot og stærkt – og ja der ‘ryger også nogen i svinget’ som netop ikke klarer en sådan opvækst og vender med ‘triste liv’ – men utroligt nok er mange stærke. Jeg har kun be- og forundring tilovers for dem. Vi mennesker er lavet af et solidt stof. Og jeg priser mig mere og mere lykkelig for, hvor heldig og privilegeret, jeg egentlig har været.

pige tanker tænker himmel
Jeg er og har altid været en heldig kartoffel – kan jeg godt se nu … (Foto. Pexels)

Fortiden med ind i fremtiden

Det siges, at vores erindringer ændrer sig over tide, idet vi ubevidst manipulerer med dem. Måske det for eksempel  bedst kan beskrives med – solen skinnede altid hele sommeren, da man var barn. Eller ‘dengang jeg var barn, var der sne om vinteren – stoooooooooore mængder’. Det er jo ikke fordi de to udsagn er forkerte – heller ikke for mig, der var barn i 1970’erne – men det er nok noget af en tilsnigelse. Men det føltes bare sådan – måske fordi man nød de dage ekstra meget, så minderne her blev stærkere, hvorimod de grå dage året rundt lidt er gået i glemmebogen …

I mit lettere fremskredne liv vil jeg forsøge at tage min fortid med mig ind i fremtiden. Ikke dvæle for meget ved fortiden – leve i nuet – og ikke måske tænke på fremtiden mere end højst nødvendigt. Tage et skridt ad gangen – som man siger. Jeg synes, at jo ældre jeg er blevet, jo mere går det op for mig, at fortiden og ens minder er det, der har skabt (for mig) et solidt ‘livsfundament’.

Når jeg er i mit sommerhus – som i øvrigt ligger 300 meter fra hvor min far voksede op på en gård – og for eksempel under anden verdenskrig løb rundt på selvsamme marker – hvor sommerhuset nu ligger – og legede, så er det som om en stærk knude er bundet. En ‘livsknude’ – ‘lilleTinas’ og ‘storeTinas’ mindelund, der mødes, og som gør, at jeg står solidt på mit fundament.

Jeg håber denne klumme måske også får dig til at mindes – forhåbentligt på en god måde. Lad minderne komme til dig …

storebæltsbroen sommerhus drøsselbjerg
Når jeg kigger ud over Storebælt og på broen tænker jeg tit, at her har min far også stået som barn. Han var ikke så heldig at se broen dengang – men det nåede han da at gøre som voksen … (Foto: MY DAILY SPACE)

 

Læs også:

 

Klumme: Alle mine drømme

 

søvn træt pige søvnig sove sov

· Mere fra samme kategori ·